Katolsk Bispekontor
Ansgarstiftelsen
Gl. Kongevej 15
1610 København V
Kontakt

Åbning af ”præsternes år” i bispedømmet København

Tidligere i år bekendtgjorde pave Benedikt XVI, at han ville proklamere et særligt ”præsternes år.” Meningen med det er at give anledning til at reflektere over præsternes situation. Særligt fremhæver paven vigtigheden af vækst i hellighed for derved at styrke præstens tjeneste.

Temaet for præsternes år er ”Kristi troskab – præstens troskab.” Det særlige år begynder fredag den 19. juni 2009, Jesu Hjerte fest, og varer til fejringen af samme fest næste år.

I år er det også 150-året for sognepræsten af Ars, Sct. Jean Marie Vianneys, død. Sognepræsten af Ars vil i år blive erklæret for værnehelgen for alle præster.

Her i bispedømmet åbnes ”præsternes år” på Jesu Hjerte fest

fredag den 19. juni med en messe kl. 17.00
i Jesu Hjerte Kirke, Stenosgade 4, København V.

Bispedømmets præster er indbudt til denne messe; men biskop Czeslaw Kozon opfordrer alle øvrige troende til ligeledes at deltage i denne messe. Præsterne tjener Kirken sammen med det øvrige gudsfolk og har brug for dets forbøn.

Biskoppen regner med flere tiltag til markering af ”præsternes år,” men opfordrer i første omgang alle, der har mulighed for det, til at deltage i åbningen.

Sognepræsten fra Ars, Jean Marie Vianney.