Helligholdelse af søndagen

I denne uge har der været en hel del tale om ændring eller rettere afskaffelse af lukkeloven. Loven drejer sig primært om nogle arbejdsmæssige og økonomiske forhold vedr. butikkers åbningstider mm. Dog berører den også søndagens status som helligdag, da lovgivningen ikke mindst drejer sig om, hvad man mht. handel og arbejde kan foretage sig på en søndag.

Er der nogen speciel grund til som kristne at reagere på et forslag til ændring af lukkeloven? For os katolikker har søndagen jo sin egen status, først og fremmest som den dag, hvor vi er forpligtede til at gå til messe, og det hindrer en lukkelov os jo ikke i.

Søndagen er dog ikke kun den dag i ugen, da vi menighed fejrer eukaristien. Det er også den ugentlige hviledag, et begreb, som første gang er omtalt i skabelsesberetningen (1. mos. 2,1-3). Senere er den nævnt som det tredje af de 10 bud som sabbatten. I den kristne tradition er sabbattens status som hviledag gået over til søndagen, dagen for Kristi opstandelse. At sabbatten og nu søndagen er hviledag betyder, at man ikke må gøre noget unødvendigt arbejde. Vi skal ikke kun afholde os fra dette arbejde for at have tid til at gå til messe – det kunne såmænd nok nås endda. Hviledagen skal også markere, at vi både har behov for hvile, hvile for krop og ånd, og for ikke at blive afhængige af en hektisk livsstil, hvor det blot drejer sig om at tjene penge og producere.

Lige som Gud er hellig, og der er hellige ting og steder, så er der også hellige tider, som vi skal værne om – for Guds skyld, men også for vor egen. Vi skylder Gud opmærksomhed i form af tak og tilbedelse, og dette udtrykker vi på en særlig måde i vor deltagelse i søndagsmessen. Derudover er der dog også behov for at koble af, ikke kun for at samle åndelige og fysiske kræfter, men også for at blive opmærksomme på, at det ikke kun er hverdagens travlhed og præstationer til dækning af praktiske og materielle behov, der tæller. Vi har brug for tid til os selv og til de mennesker, vi danner fællesskab med, ikke mindst familie og venner, og hvem der ellers kunne have brug for vor opmærksomhed.

Nogle af hverdagens gøremål må også række ind over søndagen. Ting som hospitaler, redningstjeneste og transport skal fungere, hvilket kræver, at mennesker stiller sig til rådighed for at arbejde om søndagen. Hjemme skal der passes børn og laves mad, og i landbruget skal der ses efter dyrene. Alt andet kan godt lægges til ugens øvrige dage, ikke mindst fordi vi har fri om lørdagen, hvor man kan købe ind og arbejde i hus og have. Der er altså ingen grund til f.eks. at slå græs, klippe hæk eller vaske bil om søndagen.

Hvad har vor katolske praksis med lukkeloven at gøre? Den hindrer os jo ikke i at gå i kirke og påbyder os heller ikke at gå i supermarkedet om søndagen. Som kristne kan vi dog ikke være helt passive over for et sådant tiltag. Udover, at øgede åbningstider betyder, at flere mennesker bliver presset til at arbejde om søndagen, så er det også med til at nedbryde søndagen som en særlig dag. Vor opfattelse af søndagen som en hellig dag, kan vi ganske vist ikke presse ned over andre; men jævnligt påpeges det også fra civile myndigheders side, at Danmark er et kristent land. Derfor kan vi også godt minde vore lovgivere om at sikre søndagens særlige status. Selv om vi stritter imod den almindelige trend og passer vort om søndagen, så kan vi alligevel ikke undgå at lade os påvirke af samfundets almindelige rytme. Den vil både friste os og sætte os under pres, fordi vi er afhængige af hinanden.

Det lykkes måske ikke at hindre ændringen af lukkeloven og dermed yderligere offentlig udvanding af søndagen; men som kristne kan og skal vi med vor levevis markere, at der er forskel på hverdage og helligdage.

Den 14. august 2009

+Czeslaw