17. Herrens bøn
Jesus kender bønnerne i det jødiske samfund. Han er med til at lovprise, takke og bede i de troendes fællesskab. På sabbatten er han sammen med sine disciple til gudstjeneste i synagogen. Ved måltidet synger han sammen med dem Davids sange. Ofte trækker han sig tilbage for at bede. Helt alene. Engang finder disciplene ham tidligt om morgenen på et øde sted, hvor han var gået hen for at bede (Mark 1,35). En anden gang sender han dem over søen i en båd, mens han selv bliver tilbage og går op på bjerget for at bede (Mark 6,46).
Én af disciplene siger til Jesus: "Herre, lær os at bede" (Luk 11,1). Og Jesus udtaler de ord, som er alle kristnes bøn: Fadervor.
Fadervor er overleveret i Lukas' evangelium (11,2-4) i en kortere udgave og i Matthæus' evangelium (6,9-13) i en længere form. Den længere tekst er blevet alle kristnes bøn.
17.1 Vor Far i Himlen
Jesus, Guds Søn, drager alle, som stolede på ham og derved blev hans brødre og søstre, med sig ind i Guds nærhed. Som Guds sønner og døtre kan de henvende sig til Gud med et navn, som udtrykker tilhørsforhold og tillid. De har lov at sige: Abba, far (daddy).
Når vi siger: "Vor Far i himlen", mener vi dermed, at alt det, som ordet "himmel" betyder, gennem ham og ved ham bliver til virkelighed for os: lykke, tryghed, fred, livet i dets fylde.
Gud er i lige så høj grad far for de sønner og døtre, som har dårlige erfaringer med deres kødelige mor og far: som ikke er elsket, men afvist; ikke bekræftet, men irettesat; ikke opmuntret, men fordømt; ikke har fået deres frihed, men er blevet undertrykt. I de troendes fællesskab finder de brødre og søstre, gennem hvem de kan erfare, hvad de er blevet snydt for.
At have en far i himlen:
at have én,
som man kan holde sig til,
også når vor egen far svigter;
én, som man kan spørge,
også når vor egen mor ikke giver et svar;
én, som skænker brødre og søstre,
én, som man kan elske.
Min far og mor har forladt mig,
men Herren tager mig til sig.
Salme 27,10
17.2 Dit navn
At holde Guds navn helligt betyder ikke, at vi kun ærer ham i kirkerummet i vor fælles bøn; at vi tier om ham og holder ham ude fra alt, hvad der har med verden at gøre.
At hellige Guds navn, det betyder, at vi siger det højt, synger sange for ham, gør ham kendt.
At vi bringer ham ind i alt, hvad der har med vor verden at gøre.
At vi ikke lægger skjul på, at Guds navn er vigtigere for os end navnene på alle de "store", som vi nærer agtelse for.
At vi gør ham kendt blandt folkeslag; for når hans navn bliver helliget, helliges vort navn i ham.
At hellige Guds navn betyder at kalde de andre ved navn, såvel dem, der står os nær, som dem, der står os fjernt; at ære enhver gennem hans navn. Vi behøver ikke at gøre en andens navn lille af frygt for, at vort eget skulle blive glemt: "Frygt ikke"jeg kalder dig ved navn, du er min" (Es 43,1).
Vi takker dig, hellige Fader,
for dit hellige navn, som du
lader bo i vore hjerter,
og for erkendelsen, troen
og udødeligheden,
som du har ladet os erfare
gennem din tjener Jesus.
Didake, en tidlig kristen bog om troen, 1-2. Årh.
17.3 Dit rige
De troende venter på, at Guds rige vil blive til virkelighed. De lytter opmærksomt, når Jesus siger: "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på det glade budskab (evangeliet)" (Mark 1,15).
I det jødiske folk er der mange, som venter på, at Guds herredømme skal begynde, som venter på hans rige. De tror på, at Gud vil komme som Messias og opfylde det, de selv ikke har formået: Han vil besejre sit folks fjende, drive romerne ud af landet og herske fra Jerusalem - verdens midtpunkt - over alle folkeslag; en mægtig konge på Davids trone.
Men Jesus taler anderledes om Guds herredømme og hans rige. Han fortæller billedlige historier, lignelser. Han siger: Guds rige vokser som et sædekorn, som en bonde sår på sin mark (Matt 13,1-9). Det lignes ved et sennepsfrø, som vokser og bliver til et stort træ (Matt 13,31-32), og ved en smule surdej, hvori en kvinde blander en masse mel (Matt 13,33); det lignes ved en skat, som ligger skjult på en mark (Matt 13,44).
Jesus siger til sine disciple: Lev, så at andre gennem jeres tro, jeres håb og jeres kærlighed mærker, at Guds rige vokser iblandt jer. Prøv ikke at regne noget ud. Gud alene kender dagen og timen. Men I: Vær årvågne, så I ikke kommer for sent til Guds fest. Og bed: Dit rige komme.
Jesus siger:
Alle, som ved, at de er fattige over for Gud, kan glæde sig;
dem tilhører himmeriget.
Alle, som sørger, kan glæde sig:
Gud vil trøste dem.
Alle, som ikke bruger magt, kan glæde sig: Gud vil give dem jorden i besiddelse.
Alle, som længes efter, at Guds vilje må ske, kan glæde sig:
Gud vil opfylde deres længsel.
Alle barmhjertige kan glæde sig:
Gud vil vise dem barmhjertighed.
Alle, der har et rent hjerte, kan glæde sig: De skal se Gud.
Alle, som stifter fred, kan glæde sig: Gud tager imod dem som sine børn.
Alle, som bliver forfulgt, fordi de holder sig til Guds vilje, kan glæde sig:
Dem tilhører himmeriget.
Jf Matthæus-evangeliet 5,1-10
Det gode eller glade budskab: "Evangelium". Det græske ord betyder budskab om sejr efter et slag eller meddelelsen om en kongelig fødsel. I sammenhæng med Jesus betyder ordet Jesu budskab og de Guds tegn, som han virker.
17.4 Din vilje
Eftersom Gud er herre og konge, og hans rige er virkelighed for alle mennesker, spørger vi: Hvad vil Gud? Hvad ønsker han af mig? I vor verden, i de fællesskaber, som vi lever i, gælder menneskers vilje: faders og moders vilje, lærerens og de foresattes vilje, de magtfuldes vilje, som udsteder love og truer med straffe for at sætte dem igennem. Ikke alle spørger, om det, som de udfører efter egen vilje, også er Guds vilje.
Fordi vor vilje går imod Guds vilje:
fordi vi ønsker at hævde vort eget navn
fordi vi ønsker at bygge vort eget rige
fordi vi ikke vil dele vort brød med andre
fordi vi ikke kan acceptere os selv
fordi vi lever i ufred med hinanden
fordi vi ikke vil stole på Gud
Derfor er vi skyldige.
Vi ser hen til Maria, som sagde sit "ja", da englen kom til hende. Og vi ser hen til Jesus, som siger om sig selv: "Mit liv består i at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk" (jf Joh 4,34). Om Jesus ved vi også, at han natten før sin død bad i haven: "Fader, hvis du vil, kan du spare mig denne lidelse og død. Dog ske ikke min vilje, men din" (jf Luk 22,42). Den næste dag hænger Jesus på korset. Mennesker har handlet med ham efter deres vilje. Men Gud har ikke prisgivet ham. Han har opvakt sin Søn fra døden. Jesus er pantet på vort håb. Ham kan vi holde os til, når ulykken rammer os.
Gud vil ikke
at et barn bliver født uden hænder
at unge mennesker bliver stofmisbrugere
at den ene lever på den andens bekostning
at de syge ligger alene
at de gamle ikke tæller i samfundet
at sygdomme forbliver uhelbredelige-
Overalt hvor der er én,
der holder den andens hånd,
deler sin kappe,
hjælper de syge,
protesterer mod uretfærdigheder,
sker Guds vilje.
Guds vilje sker, når vi stoler på, at han er hos os i al vor lidelse, at han leder os, også når vi ikke forstår det. Det er hans vilje, at vi skal have fred på jorden og liv for alle mennesker. Vi sporer Guds vilje i længslen, som driver os; i kærligheden til vore medmennesker og i håbet, som hindrer os i at fortvivle; vi sporer den også i de spørgsmål, som vi ikke kender svaret på.
Hvad skal vi gøre
vor egen vilje
vor fars vilje
vor mors vilje
lovgivernes vilje
de magtfuldes vilje
Lad din vilje
ske i os,
for at vi
kan komme til os selv.
Sæt din vilje igennem,
for at vi alle
kommer til dig.
17.5 Vort brød
I anden del af Fadervor beder vi Faderen, om at han vil give os, hvad vi har behov for for at leve. Vi beder: Giv os vort daglige brød.
Dengang i ørkenen oplevede Israels fædre, at Gud giver brød, og hvordan han giver det. Som morgendug faldt mannaen fra himlen og dækkede jorden. Nok til at stille sulten. Enhver kunne tage, så meget han havde behov for; den ene mere, den anden mindre. Men for dem, der lavede sig forråd, fordi de ikke ville stole på Gud fra den ene dag til den anden, blev brødet fordærvet.
Gud giver os sit ord. Han giver os sit brød. Han giver Jesus, sin Søn. I eukaristien bliver han selv vort daglige brød.
Når vi beder Gud om vort daglige brød, mener vi alt, hvad vi har brug for i livet: brød og vand, varme og et hjem, arbejde og fællesskab, hans velsignelse.
Gud giver os jorden; af den vokser korn og ris, maniok og majs, frugt "frembragt af jorden ved menneskets arbejde", for at vi kan dele med dem, som sulter.
I dag
giv os det brød,
vi har brug for:
et menneske
et ord
et tegn
en sang
for at vi kan blive
hvad andre har brug for
i dag.
Vi beder:
Lovet være du, vor Gud, verdens Herre,
for brødet, som vi har modtaget af din gavmildhed.
Dette brød, frembragt af jorden
ved menneskets arbejde, bærer vi frem for dig.
Lad det for os blive livets brød.
Lovet være Gud i evighed.
Bøn til forberedelse af gaverne
17.6 Vor skyld
Den femte bøn i Fadervor består af to dele: en bøn og et løfte.
·Bønnen: "Forlad os vor skyld" er en bøn, der er fælles for alle mennesker, for intet menneske er uden skyld. Vi er skyldige for Gud, når vi ikke agter på hans ord, ikke spørger efter hans vilje. Når vi mener, at vi kunne leve uden ham eller i et modsætningsforhold til ham. Når vi opretter vort eget rige.
Vi er skyldige, når vi ikke stoler på ham, som skænker os sin elskede Søn: Jesus blev menneske, for at vi kunne komme til Gud. Han er for altid og for alle pantet på Faderens kærlighed og menneskevenlighed. Han, som kender Faderen som ingen anden, fortæller os, hvordan Gud tilgiver. Vi er skyldige over for vore medmennesker, når vi ikke deler vort brød med dem, når vi ikke lever med hinanden men i et modsætningsforhold til hinanden. Når vi forklejner hinanden, sårer, snyder og narrer.
Løftet: "Som og vi forlader vore skyldnere" svarer til bønnen - det er imod vor natur. At lide under uret er meget sværere end at gøre uret. Den, der er blevet såret, forrådt, bedraget eller taget ved næsen, pønser på gengældelse: Det skal han eller hun komme til at bøde for; det skal de få betalt; jeg skal nok lære dem; det vil jeg aldrig glemme; dig taler jeg ikke mere med"Venner bliver til fjender, næsten bliver til en fremmed.
Vi er alle fanget i et net af uret og skyld, så længe vi mener, at gengældelse er den eneste mulige reaktion, når uretten rammer os. Jesus viser os, at vi kan sønderrive dette net, og hvordan: Vi kan lade kærligheden være stærkere end vor sårethed og vrede; vi kan komme i dialog med den, som volder os uret, give ham en chance - og os selv ligeledes.
Jesus fortæller os, hvor vigtig tilgivelse er: Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.
Matthæus-evangeliet 5,23-24
Forlad os vor skyld,
som også vi tilgiver hinanden.
Kom os i møde,
som også vi kommer hinanden i møde.
Tag os ved hånden,
som også vi går hånd i hånd.
Hold ikke tal på vore synder,
som vi heller ikke holder tal på hinandens.
Vær tålmodig med os,
som også vi er tålmodige med hinanden.
Giv os endnu en chance,
som også vi giver hinanden en chance.
Lad os ikke falde i fristelse,
som også vi støtter hinanden.
Befri os fra det onde,
så at vi alle sammen kan prise dig.
Vi kan kun bede den bøn, som Jesus lærer os, ærligt, når enhver af os af hjertet tilgiver hinanden.
17.7 Vor fristelse
Gud skænker mennesket frihed og hermed evnen til at tage ansvar for sin egen beslutning - til at vælge et liv i tillid til Gud, hans ord og hans bud, eller et liv uden Gud.
Tvivlen kan komme fra vort eget hjerte: Gud elsker mig ikke. Han ser mig ikke. Han bekymrer sig ikke. Fristeren bejler til os og lokker: Hvorfor har du med Gud at gøre? Han under dig ingenting. Uden ham vil du nå du videre; du vil have det lettere, have mere sjov?
Historien om forførelsen, om den forrådte kærlighed, begynder med det første menneske.
Fristelse betyder: At være stillet på prøve, gennemleve en erfaring, som gør mig usikker, som kræver en beslutning fra mig. Man "falder" for en fristelse. I fristelsen står min frihed på spil. Det handler om mig og min Gud.
Den, der vil være stærk i fristelsen, kan holde sig til Jesus. Han forblev tro mod Faderen – og det var ikke forgæves. Vi kan forlade os på, at den trofaste Gud vil skabe en udvej for os i fristelsen, så vi ikke bukker under (1 Kor 10,13).
Når vi beder Gud om, at han vil bevare os og styrke os i fristelsen, må vi også stå hinanden bi, støtte og hjælpe hinanden. Og vi må sørge for, at ingen leder en anden i fristelse eller får ham til at snuble. Når man står alene, er man svag og let at rokke. Når mange står sammen i troen, kan de med Guds hjælp holde stand mod den ondes magt.
Led ikke min fod ind under syndens magt
og bring mig ikke ind under skyldens magt
og ikke ind under fristelsens magt
og ikke ind under forgængelighedens magt.
Fra den jødiske aftenbøn
17.8 Vor frelse
Det onde er overalt i verden; man behøver ikke lede efter det. Naturkatastrofer, jordskælv, oversvømmelser, ulykker af alle mulige slags ødelægger livet for mange. De, der er ramt, spørger: "Hvorfor? Hvad har vi gjort, at vi skulle fortjene dette?" Ofte føjer mennesker også et andet onde til: Vi kan ikke stole på hinanden.
Når vi beder: Frels os fra det onde, lægger vi al verdens elendighed frem for vor Fader i himlen. Vi tænker på de katastrofer, som truer os, men også på det onde, som vi - uden at ville det - er fanget i, og andre er fanget i. Vi tænker på ordninger og love, som er indrettet sådan, at krigen aldrig vil få ende, de magtfulde vil blive stadig mere magtfulde, de rige rigere, de fattige fattigere, og de afhængige stadig mere afhængige.
Som kristne tror vi ikke kun på "det onde", men på "den onde". Vor kristne tradition siger: Her er den onde på spil, Guds fjende, djævelen. Han er også menneskets fjende. Han vil trække os bort fra Gud, han lokker og lyver, han vil drage menneskene over på sin side. Han vil føre os bort fra Guds vilje og forpligte os til sit program, som handler om had og misundelse; væk fra at følge efter Jesus ind til livet over på hans vej til forbandelsen. Vi lider under det dunkle mysterium, som det ondes magt er. Dog tror vi, at Jesu Kristi Gud er stærkere end alle den ondes magter i verden. Den, der holder sig til ham, kan leve uden angst i tillid til den, som har betvunget dens ondes magt. På den sidste dag vil Herren komme igen og med ham Guds nye verden, hvor Gud skal være alt i alle.
Vi beder i hver fejring af eukaristien:
Frels os, Herre, fra alt hvad der er ondt, og giv os fred i vore dage.
Fri os ved din miskundhed fra synd, og gør os trygge i alle trængsler,
i forventning om det salige håb og vor Frelsers Jesu Kristi komme.
17. 9 Vi lover dig, vi priser dig, vi siger dig tak
Vi kan bede til Gud, for han elsker os. Vi kan bede til ham, for han har magt til at give os det, vi har brug for. Han er herre over sin skabning, og alt liv er skabt til lovprisning af ham. Den, der tror, at Gud er ven med mennesket, at han er sin skabning nær i alt, hvad der sker, han fornemmer, at det er godt at tilhøre Gud; at det er godt at takke ham og synge hans pris.
Og hver skabning
i himlen og på jorden
og under jorden og på havet,
med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige:
Ham, der sidder på tronen, og Lammet,
være pris og ære og lov og magt
i evighedernes evigheder.
Johannes' Åbenbaring 5,13
Siden Kirkens første tid har man afsluttet Fadervor med menighedens lovprisning:
THI DIT ER RIGET
OG MAGTEN
OG ÆREN
I EVIGHED
AMEN!
