16. Søg mig, og I skal leve
Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt,
hvad Herren kræver af dig:
Du skal handle retfærdigt,
vise trofast kærlighed
og årvågent vandre med din Gud.
Mika 6,8
--------------------------------------------------------------------------------
Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.
5 Mosebog 6,4-5
--------------------------------------------------------------------------------
Den, der gør min himmelske faders vilje, er min brod og søster og mor.
Matthæus-evangeliet 12,50
--------------------------------------------------------------------------------
Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.
Johannes-evangeliet 13,34
16.1 Hvad er rigtigt, hvad er vigtigt?
Ethvert menneske fødes ind i en verden, hvor der gælder bestemte regler. Børn lærer fra deres forældre og lærere, men også ud fra deres eget liv, hvad der er godt eller ondt, nyttigt eller skadeligt. Disse vejledninger holder de sig til. Unge voksne vil og kan ikke mere uden videre overtage de grundsætninger, som andre har formuleret for dem. De har deres egne spørgsmål og søger deres egne svar.
Den, der blev døbt ind i Kirken, har ikke færre spørgsmål end sine medmennesker, som ikke ved noget om Kirke og trosfællesskaber. Også kristne søger og spørger. Også de begår fejl og må undergå omvendelse. Ikke bare det at være menneske, men også det at være kristen er noget, man lærer ved at leve det.
Ét fortrin har de kristne dog frem for andre: Jesus Kristus er ikke kun et forbillede fra en svunden tid. Han er her, og i dag, en leder, man kan stole på og holde sig til. Han lærer ikke kun gennem sine ord. Han er blevet menneske, har levet og elsket, bedt og næret tillid. Han har oplevet venner, som han ikke kunne stole på: Judas, én af de tolv apostle, har forrådt ham, og da Jesus blev dømt og henrettet, lod alle hans venner ham i stikken. Dog forblev han tro mod dem - ud over døden. Dåben binder os til ham. Men dette venskab kan sygne hen, hvis ikke enhver af os lader det, som var rigtigt og vigtigt for Jesus, fyldes af vort eget liv.
At Gud er os nær,
at han elsker,
at han også ser de små,
at han kender vort navn,
at han hører vore bønner,
at han ikke vil, at vi lider,
at han glæder sig over enhver, der omvender sig,
-det ved vi, for det siger han os.
Hvordan vi kan leve med hinanden,
hvordan vi kan dele med hinanden,
hvordan vi kan beskytte livet,
hvordan vi kan tilgive hinanden,
hvordan vi kan bevare freden,
hvordan vi kan elske hinanden,
-det ved vi, for det siger han os.
At vi har grund til at håbe,
at vi har grund til at takke,
at vi kan stole på Gud,
at han ikke svigter os,
ikke i livet, og ikke i døden,
- det ved vi, for det siger han os.
Den, der har mine bud og holder dem,
han er den, der elsker mig;
og den, der elsker mig,
skal elskes af min fader;
også jeg skal elske ham
og give mig til kende for ham.
Johannes-evangeliet 14,21
16.2 Det ene bud
I det Gamle Testamentes bøger står der mange bud og vejledninger. De siger noget om, hvad der gælder hos Gud, og hvordan man kan leve ham til behag.
Lærerne og de fromme i Israel spørger: Er der et bud, som er vigtigere end alle andre, og som på én gang sammenfatter og bærer dem? Kan man på en enkelt måde udtrykke, hvordan mennesket skal være, hvad han må gøre for at opnå livet hos Gud, det evige liv? Spørgsmålet er vigtigt for alle. Derfor er det ikke mærkeligt, at de jødiske lærere ønsker at vide, hvad Jesus, læreren fra Nazaret, mener. Jesus sætter to sætninger fra det Gamle Testamente sammen til ét bud.
Jesus siger:
Du skal elske Herren din Gud
af hele dit hjerte og af hele sin sjæl
og af hele dit sind.
Det er det største og det første bud.
Men der er et andet, som står lige med det:
Du skal elske din næste
som dig selv.
Matthæus-evangeliet 22,37-40
Det bud, som Jesus betegner som grundlaget for alle andre, er et livsprogram. Han siger: Hvis vi ønsker, at det skal lykkes os at tjene Gud, at være ægte menneskelige og ægte medmenneskelige, må vi vende os imod had og mistillid, mod angst og håbløshed, og beslutte os for kærligheden. En kærlighed, som samler alt i ét: Gud, medmenneskene og os selv.
Den, der elsker, for ham forsvinder angsten for den almægtige, den straffende Gud. Han kan stole på ham og bevare tilliden, også når han er slået ligesom Job og ikke forstår Guds planer. Han ved, han kan regne med hans kærlighed, også når han kommer på afveje som den fortabte søn. Et menneske, som Gud elsker af hele sit hjerte, af hele sin sjæl og hele sit sind, opnår livet.
Gud har elsket os først:
når vi svigter,
lader du os ikke falde,
når vi er nede,
hjælper du os op igen,
når vi omvender os,
kommer du os i møde,
når vi tvivler,
taler du dit ord til os,
når skylden tynger os,
tager du os i favn,
når vi tror,
sparer du os dommen,
når vi dør,
kalder du os tilbage til livet,
derfor kan vi elske hinanden.
16.3 Jeg er Herren, din Gud
Israels fædre gjorde deres første erfaringer med at leve som et fællesskab - og med livet med Gud - på vej ud af det ægyptiske fangenskab til det forjættede land.
De ved, at dette opbrud aldrig ville være lykkedes for dem ved egen kraft. Derfor bekender de sig til Gud, som siger om sig selv: "Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset" (2 Mos 20,2).
Gud vandrer vejen med sit folk. Han drager foran dem, han bestemmer vejen, han beskytter og viser omsorg. Israels fædres tro vokser af erfaringen. Da vejen ender ved havets bred, og alle mister modet, lader han dem gå gennem havet tørskoet. Da de i ørkenen drømmer om herlige måltider, og for at opnå dem er parat til at vende tilbage til trældommen, giver han dem brød og kød - nok til hver dag. Han lader frisk vand sprudle frem på klippen for dem. Han bejler til deres tillid. De kender den, som tilbyder dem en pagt, lover dem en fremtid:
I har selv set, hvad jeg gjorde mod Ægypten,
og hvordan jeg bar jer på ørnevinger
og bragte jer herhen til mig.
Hvis I adlyder mig
og holder min pagt,
skal I være min ejendom, ene af alle folkene,
for hele jorden tilhører mig.
I skal være et kongerige af præster
og et helligt folk for mig.
2 Mosebog 19,4-6
16.4 At leve for Gud
Israels minde om den pagt, som Gud sluttede i ørkenen på Sinai bjerg med sit folk, er hellig overlevering. Betingelserne for denne pagt, de ti bud, skrevet på to stentavler og opbevaret i pagtens ark er forpligtende til alle tider. For Israels folk har forstået, at de bud, som Gud giver dit folk, har rod i kærligheden. Han vil, at vi skal være ham lig - han, som er kærligheden.
Det første bud:
Du skal ikke have andre guder end mig.
Det betyder: Intet og ingen skal være vigtigere for dig end Gud. Intet og ingen skal du have mere tillid til end ham. Alt skal du vente af ham. Ham skal du tro på, håbe på, ham skal du elske og tjene. Ham alene skal du tilbede.
Det andet bud:
Du må ikke misbruge Herren din Guds navn.
Det betyder: Du skal ære Guds navn. Vidne om ham, bekende dig til ham. Ikke tale forargeligt om Gud. Ikke letfærdigt påberåbe dig ham som vidne for sandheden i et udsagn (sværge). Ikke gøre ham til vidne for en løgn (sværge en mened).
Det tredje bud:
Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig.
På den syvende skabelsesdag hvilede Gud efter alt sit arbejde (1 Mos 2,2-3). På den syvende dag skal også mennesket hvile: Alle mennesker - også dem, der er afhængige og fremmede - sågar dyrene. Sabbatsbudet er særligt vigtigt for jøderne. Gennem alle mulige forskrifter beskytter de sabbatshvilen. Jesus siger til dem: "Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld" (Mark 2,27). De kristne fejrer den syvende dag om søndagen - dagen for Jesu opstandelse. Et af kirkebudene forpligter de troende til om søndagen og på de store fester at tage del i eukaristifejringen. - Sabbatsbudet betyder også: At unde sig selv ro. Skabe fritid for andre. Omgås på en meningsfuld måde med fritiden. Ikke gøre arbejde og det at tjene penge til afguder.
Det fjerde bud:
Du skal ære din far og din mor.
Det betyder: at elske forældrene og forsone sig med dem. Ikke glemme, at det er dem, man kan takke for sit liv og sin tro. At respektere, hvad de siger, også når man har en anden mening. At stå sin familie bi og hjælpe den, når det er nødvendigt. Ikke at overlade gamle forældre til sig selv; lade dem få del i ens eget liv. At være en god far eller en god mor for sine egne børn. At gøre noget for forældreløse børn, som vokser op uden familie.
Det femte bud:
Du må ikke slå ihjel.
Det betyder: ikke at give efter for vrede og misundelse. Ikke at gøre sig til fjende for et medmenneske. At sørge for sin egen sundhed. Ikke at tillade sig selv at blive afhængig af stoffer eller alkohol el. lign. At forsvare den grundlæggende ret, som ethvert menneske har - også den ufødte - til livet. At protestere, når denne ret ikke anerkendes. At komme andre, der er i livsfare, til hjælp: de hungersramte, de katastroferamte, de syge og svage. At protestere mod krig og kæmpe for fred.
Det sjette og niende bud:
Du må ikke bryde ægteskabet.
Du må ikke begære din næstes hustru.
Det betyder: at acceptere, at kærligheden mellem mand og kvinde finder sit udtryk i et livslangt forhold. At elske på prøve, "for at se, om det går", kan man ikke. Det betyder at øve sig i troskab og ikke indlade sig på letfærdige forhold. At omgås kærligt med hinanden; ikke dominere og ikke misbruge sin partner. Ikke at forføre andre til at være utro og ikke at lade sig forføre. At acceptere sig selv som dreng eller pige, mand eller kvinde. At omgås sin egen seksualitet med respekt.
Det syvende og tiende bud:
Du må ikke stjæle.
Du må ikke begære, hvad der tilhører din næste.
Det betyder: at anerkende ejendomsretten. At vogte sig for begær, havesyge, utilfredshed og misundelse. Ikke at stjæle, ikke snyde, ikke forlange for høje renter (ågerrenter), ikke beholde ting, man har fundet, ikke forvolde skade på andres ejendom. Ikke at tilbageholde andres retmæssige løn. Ikke at le eller være skadefro, når en anden kommer i ulykke. At dele med andre; hjælpe de fattige. Ikke sætte sin lid til penge eller gods. At bidrage til, at mennesker kan leve med hinanden uden angst.
Det ottende bud:
Du må ikke aflægge falsk vidnesbyrd imod din næste.
Det betyder: at holde sig til sandheden, så folk kan stole på det, man siger. At vogte sig for angiveri og selvhævdelse. Ikke at fordreje sandheden. Ikke at krænke en andens ære, ikke skade en andens rygte ved bagtalelse. Ikke at være en rygtespreder. At beholde arbejdshemmeligheder og fortrolige meddelelser for sig selv. Ikke give falsk vidnesbyrd i retten. At være vidne for den, som er sandheden.
Paulus skriver til de kristne i Rom:
Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: "Du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære," og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: "Du skal elske din næste som dig selv." Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde.
Romerbrevet 13,8-10
De fem kirkebud: Ved hjælp af fem vejledninger vil Kirken hjælpe de kristne til at leve sammen i deres trosfællesskab.
1. Du skal fejre søndagen som "Herrens dag", som dagen, hvor man mindes Jesu død og opstandelse.
2. Du skal på søndage og festdage deltage i fejringen af eukaristi: Den hellige messe er den centrale gudstjeneste i Kirken. I denne forkynder de troendes fællesskab Herrens død og opstandelse og sig selv som fællesskabet af dem, der venter hans komme i herlighed.
3. Du skal bringe et offer om fredagen: Den dag, da Jesus døde, at være forbundet med ham og lade denne forbundethed komme til syne ved at give afkald på kødspiser eller nydelsesmidler, eller ved at du hjælper en anden i en kristen broderlig ånd.
4. Du skal modtage bodens og eukaristiens sakramente regelmæssigt, mindst én gang om året i påsketiden: I bodens sakramente skænker Jesus tilgivelse og chancen til en ny begyndelse. I det hellige måltid skænker han sig selv til sine egne. Ingen kristen bør afslå disse gaver. Kun den, der lever i en alvorlig synd, er udelukket fra det fælles måltid.
5. Du skal aktivt støtte Kirken og din menighed dér, hvor du bor: Ikke bare kritisere, men være generøs med din hjælp, hvor der er behov for den. Men også: tage imod hjælp, når du er i nød.
16.5 Lytte og handle
Guds bud gælder for alle mennesker på samme måde. De binder os til Gud, beskytter den enkeltes ret og sikrer freden i samfundet. Hvert menneske kan og skal orientere sig i forhold til dem. For Guds bud er ikke en samling af regler og love, som blev pålagt menneskene udefra. De er indrettet efter mennesket og er ikke fremmede for menneskets natur.
Det, jeg i dag befaler dig, er dig hverken ufatteligt eller fjernt. Det er ikke i himlen, så man måtte sige: "Hvem vil stige op til himlen og hente det ned til os og forkynde det for os, så vi kan følge det?" Det er heller ikke på den anden side af havet, så man måtte sige: "Hvem vil drage over til den anden side af havet og hente det til os og forkynde det for os, så vi kan følge det?" Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det.
5 Mosebog 30,11-14
Ethvert menneske ved i grunden godt, hvad man burde gøre, og hvad man burde undlade at gøre, hvis man blot hører på den stemme i ens eget hjerte, som man kalder samvittigheden. Samvittigheden gør hvert menneske - voksne såvel som børn - i stand til at skelne mellem det, der er godt, og det, der er ondt. Derfor kan man sige: Jeg har god samvittighed, jeg har handlet rigtigt. Eller: Jeg har dårlig samvittighed, min samvittighed plager mig, det var forkert af mig at gøre det. I samvittigheden erkender mennesker, hvad Gud forventer af dem. Derfor er hver og én forpligtet til at lytte til samvittighedens stemme og gøre, hvad den siger. Den, der undertrykker samvittighedens stemme eller overhører den, blokerer sig selv. Den, der ikke hjælper sin samvittighed, ikke informerer sig selv om, hvad Gud vil, ikke tager hans bud alvorligt eller bremser sig selv af angst for sin egen beslutning, har ikke forstået Gud: Han giver mennesket frihed, for at det kan udnytte den.
Du er Gud:
Du kunne
sætte din vilje igennem,
etablere din kontrol,
skabe mennesker, der
tjener dig, som ved at trykke på en knap.
Du er Gud:
Du kan
høre, hvordan vi stammende
staver dit bud og
tøvende forstår,
at du mener det godt for os.
Du venter, til vi
opdager friheden
og i frihedens hjerteslag
dig.
16.6 ... som dig selv
Der er mange, der siger: De kristne kan man kende ved, at de elsker deres medmennesker. Jesus har forpligtet dem, der ville følge ham, til at elske deres medmennesker. Han siger: Elsk dine medmennesker - men han siger også: elsk ham, som dig selv. Derfor kan man også sige: De kristne kan man kende på, at de viser samme omsorg for andre, som de ville vise sig selv. De giver ikke bare den nødstedte en almisse for derpå at vende sig bort fra ham i bevidstheden om at have gjort en "god gerning" og således at have "opfyldt budet". De gør ingen forskel; den anden er ligeså værdifuld, som man selv er. Man taler oftere og mere om næstekærlighed end om kærligheden til sig selv, skønt denne - ifølge Jesu bud - er forudsætningen og målestokken for næstekærlighed.
At elske sig selv - det begynder med, at jeg erkender, at jeg er værd at elske. Jeg, med alle mine gode og slette egenskaber, med det, som lykkes for mig, og det, som mislykkes. Jeg, en pige eller en dreng blandt alle andre. For det er rigtigt: Mine forældre ønskede at få et barn, Gud ønsker mig. Mig med alt, hvad der gør mig unik og enestående. Fordi Gud elsker mig, sådan som jeg er og bliver, kan jeg leve uden misundelse sammen med de andre og lovprise Gud.
Jeg kan acceptere mig selv og opdage mine talenter og egenskaber; forsøge at overvinde mine svagheder. Jeg kan glæde mig, når andre roser mig, og også klare bebrejdelse og kritik. Med andre ord, jeg kan udvikle selvtillid.
En af Israels vise formaner sine samtidige:
Den, der ikke under sig selv noget,
samler til andre;
de vil leve overdådigt af hans rigdom.
Kan den, der er ond mod sig selv,
være god mod nogen?
Han får aldrig glæde af sine penge.
Ingen er mere ond end den,
der er nærig mod sig selv.
Siraks bog 14,4-6
Den, der har fundet sig selv, kan række hænderne frem til sine medmennesker; han behøver ikke at frygte, at den anden vil udnytte ham. Den, der ved, at han er accepteret og værdsat, kan acceptere og værdsætte andre som medmennesker.
Herre, du ransager mig og kender mig,
du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke:
du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.
Salme 139,1-3
16.7 Udføre, hvad dit medmenneske har brug for
Evangelisten Lukas beskriver samtalen mellem Jesus og den jødiske lærer anderledes end Matthæus (22,34-40). Hos Lukas er det læreren, der besvarer Jesu spørgsmål med det todelte kærlighedsbud. Jesus er enig med ham: "Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve" (Luk 10,28). Manden er ikke tilfreds med dette svar. Han vil vide det mere præcist og spørger Jesus: "Hvem er så min næste?" Så fortæller Jesus om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,30-37).
En mand var på vej til Jerusalem fra Jeriko; dér faldt han i hænderne på røvere. De slog ham ned, tog hans ejendele og lod ham ligge halvdød ved vejkanten. En præst - én, der kender Guds bud - kom forbi. Han så manden og gik videre. Også en levit kom gående på vejen. Også han var en mand, hvis profession det var at kende Guds bud. Han så manden og gik videre. Til slut kom en mand, der stammede fra Samaria. Én af dem, som de fromme jøder ikke ville have noget med at gøre, fordi de - sådan troede man i hvert fald - ikke ærer Gud på den rette måde. Samaritaneren så den sårede. Han fik medlidenhed med dette menneske i nød. Han gik hen til ham, forbandt hans sår, satte ham på sit muldyr, bragte ham til et herberg og betalte for ham.
Til slut spørger Jesus sin samtalepartner: "Hvem af disse tre synes du har været en næste for manden i nød?"
Læreren forstod og var rystet. For det, Jesus forudsætter som noget helt indlysende, ligger langt ud over, hvad han selv havde ment indtil nu. Han forstår: Jeg kan og skal være en næste for ethvert andet menneske. Ikke kun dem, som jeg kan lide, mine slægtninge eller venner, men de fremmede. Selv en person, som har en anden tro. Enhver, som jeg møder på min vej, kan blive til næste for mig - og enhver, som har brug for mig, skal jeg være næste for. Mit medmenneskes nød fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Og hvis man skulle spørge sig selv: Hvor langt skal min hjælp gå?, er der én eneste Regel: Hjælperen er selv målestokken. Han har opfyldt Jesu bud, når han hjælper den, der er kommet i nød, på en sådan måde, som han selv ønsker sig hjælpen, når han er i nød.
Ikke snyde den anden,
ikke narre,
ikke forklejne,
ikke fordømme,
ikke vredes,
ikke overse:
men blot elske ham.
Respektere den anden,
gøre plads for ham,
acceptere ham,
lade ham slå følge,
agte ham:
blot elske ham.
Elsk din næste, sagde Jesus. Og denne kærlighed hentyder ikke kun til materiel hjælp. Den betyder også, at man til den, som er uden håb og har mistet al selvtillid, som ikke bryder sig om sig selv længere og er nået til enden, siger: Jeg er overbevist om, at Gud elsker dig. Og når du er værdig til at blive elsket af Gud, har du al mulig grund til at elske dig selv.
Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: "Jeg elsker Gud", men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.
Johannes' første brev 4,19-21
Regel: I Tobits bog (4,15) er der en sætning, som vi kalder den "gyldne regel": "Gør ikke mod andre, hvad du selv hader." Matthæus indføjer denne grundsætning - formuleret positivt - i Bjergprædikenen som Jesu ord: "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem" (Matt 7,12).
