15. Livet i Kristus: Sakramenterne
Kristne fejrer: Kirken og sakramenterne
Jeg er med jer alle dage - det har den opstandne lovet sine disciple. I pinsen oplever de, hvordan han indløser dette løfte. Begejstret går de ud i gaderne og forkynder: Alle skal vide det! Jesus af Nazaret, som hang på korset og døde dér, han er Herren og Messias. Han er opstanden. Gud har ophøjet ham og givet ham ærespladsen ved sin højre hånd. Han vil komme igen i herlighed. Tro på ham og stol på evangeliet, som vi forkynder for jer.
Således vokser fællesskabet af troende overalt, hvor evangeliet bliver forkyndt som det glade budskab. Der opstår menigheder. Et nyt Gudsfolk: Jesu Kristi Kirke. Det er forbundet med sin Herre som lemmerne på legemet, som grenene på vinstokken. Han virker gennem dem og i dem.
Herren har med sin Kirke villet dette: at den med sin tilstedeværelse for mennesker og sine fejringer med dem skal bevidne, at Gud er god mod alle mennesker og vil skænke dem frelse. Kirken selv er et tegn på den skjulte Guds kærlighed og nærhed. Den er ursakramentet, udgangspunktet for alle de sakramenter, som den tilbyder dem, der bekender og lever den tro, som Kirken har givet videre siden apostlenes tid.
Kirken er i Kristus ligesom et sakramente, d.v.s. et tegn og redskab for den inderlige forening med Gud og for hele menneskeslægtens enhed.
2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Kirken 1
15.1 Syv sakramenter
Kirken fejrer - som en hellig arv fra dens Herre - syv sakramenter. De relaterer til den enkeltes liv og tro. I dem og gennem dem skænker Jesus sig selv til mennesket. Ved at modtage sådanne gaver bekræftes mennesket i sin tro og sit håb, sin kærlighed og sin bevidsthed om at være elsket.
Når sakramenterne fejres, bliver der ikke kun talt om tilhørsforholdet til Gud og om forløsning. Som virksomme tegn formidler sakramenterne selv tilhørsforhold til Gud og forløsning.
Af hans fylde har vi alle modtaget,
og det nåde over nåde.
Johannes-evangeliet 1,16
Sakramente: Tegn på frelse, som Jesus Kristus har indstiftet for sin Kirke; pant på hans tilstedeværelse i og med Kirken. Dåben gør os til medlemmer af Jesu Kristi Kirke ved livets begyndelse. I firmelsen bliver de unge voksne styrket og helliget gennem Helligåndens gave. Eukaristien skænker de troende del i deres Herres liv og gør dem til et fællesskab. Den, der har syndet, modtager i bodens sakramente forsoning og tilgivelse. Den syge får gennem de syges salvelse håb og trøst. I ordinationens sakramente overdrages en særlig tjeneste i Kirken til diakoner, præster og biskopper. I ægtevielsens sakramente lover brudeparret hinanden kærlighed og troskab; den enhed, som de lever, er et billede på det fællesskab, vi har med Gud. Sakramenterne er synlige tegn på frelsens usynlige virkelighed. Fordi det er Gud, som skænker dem, virker de, hvad de betegner.
Sakramentalier: Kirken har også indstiftet sakramentalier. Disse er hellige tegn, der på en måde efterligner sakramenterne og især betegner nogle åndelige virkninger, der opnås ved Kirkens forbøn. De sætter menneskene i stand til at modtage, hvad sakramenterne især virker, og helliggør de forskellige livsforhold (2 Vatikankoncil, Konstitutionen om liturgien, 60). Kirken har indstiftet sakramentalier for at hellige visse embeder og situationer i vort kristne liv såvel som brugen af visse genstande. De indebærer en bøn, ofte ledsaget af et bestemt tegn (f.eks. håndspålæggelse, korstegn, bestænkning med vievand). Man taler om "indvielse", når et menneske (f. eks. abbedissen i et kloster) indsættes til en tjeneste, eller en genstand (et alter, en kirke, en klokke) bliver overgivet til udelukkende at blive brugt i tjenesten for Gud. Man taler om "velsignelse", når mennesker (børn, rejsende, pilgrimme) eller ting (et hus, mad, en bil, dyr) betros i Guds varetægt.
15.2 Dåben
Apostlen Peters pinseprædiken gik mange af hans tilhørere til hjertet. De spørger Peter og de andre apostle: Hvad skal vi gøre? Peter svarer dem: Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn. Så vil jeres synder blive tilgivet, og I vil få Helligånden som gave (ApG 2,37-38).
Men det nye trosfællesskab, Kirken, voksede ikke kun blandt jøderne. I Apostlenes gerninger (8,26-40) fortæller Lukas om Filip, én af de syv diakoner. Bevæget af Guds ånd går han ud til den vej, som fører til Gaza. Der møder han en vogn, hvori der sidder en fornem mand fra Etiopien. Han havde været i Jerusalem for at bede i templet. Nu er han på vej hjem. Han sidder og læser i profeten Esajas' bog. Filip hører, had den fremmede læser, og spørger ham: Forstår du, hvad du læser? Den fremmede svarer: Hvordan skal jeg kunne forstå, når jeg ikke har nogen lærer, som kan forklare mig det? Stig op i vognen og fortæl mig, hvad profetens ord betyder. Filip stiger op og forklarer ham, hvordan profetens ord er opfyldt i Jesus Kristus: Han ville forsone menneskene med Gud. Men han blev afvist. Han påtog sig lidelsen; han forsvarede sig ikke mod døden på korset. Som et offerlam blev han slået ihjel. Men Gud har opvakt ham. Han lever; det er vi vidner om. Han er frelseren og forløseren. Den, der tror, at Jesus er Messias, frelseren, og lader sig døbe, bliver et nyt menneske, en kristen.
Vognen nåede frem til et sted, hvor der var vand. Så spørger etiopieren: Se, dér er vand. Hvad er der til hindring for, at jeg bliver døbt? Filip stiger ned i vandet med ham og døber ham: "I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn". Denne mand var den første kristne i Afrika.
Dåben er alle kristnes fælles sakramente. Kirken meddeler dåben på Herrens bud: "Gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn" (Matt 28,19).
Dåben indstifter et personligt forhold til Jesus Kristus. Den betyder også indlemmelse i de troendes fællesskab, Kirken. Den virker tilgivelse af synder og markerer begyndelsen på et nyt liv som Jesu Kristi broder eller søster, Guds søn eller datter. De døbte beder: "Fader vor, du som er i himlen".
Dåben er en begyndelse, en gave fra Gud, som han giver på forhånd, og som man må indløse hele livet igennem: "Med Kristus blev I begravet i dåben, og i den blev I også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde" (Kol 2,12).
Enhver kan modtage dåben, og enhver kan meddele den - også selv om man ikke selv er døbt - når man blot har den intention, som Kirken har. Dåben gælder én gang for alle. Man kan ikke ophæve den. Ingen synd ophæver den pagt, som dåben besegler.
Mennesker, som bliver døbt som voksne, lærer gennem en forberedelsestid troen at kende. De vokser ind i Kirken. Når forældre og faddere bringer et lille barn til dåben, fordi de ikke kun vil give livet, men også troen, videre, lover de at føre og ledsage deres barn på troens vej. I fejringen påskenat fornyr de troende - voksne som børn - deres dåbsløfter.
I fejringen påskenat bliver påskevandet indviet:
Almægtige, evige Gud,
se i kærlighed til din Kirke
og giv den adgang til dåbens kilde.
Lad dette vand ved Helligånden
modtage kraft fra din enbårne Søn
til at vække helligt liv,
for at mennesket, skabt i dit billede,
i dåbens sakramente må renses for synden
og må oprejses til et nyt liv som Guds barn,
af vand og Helligånd.
Dåb: betyder at dykke ned i vandet, livets element. Når en udøbt person giver sit liv for Jesus Kristus (martyrer), modtager han "bloddåben". Om "længselsdåb" taler man, når udøbte mennesker gør det gode, gør noget for deres medmennesker og således - om de ved det eller ikke - følger Jesus efter.
Om børn, der dør udøbt, tror vi, at Gud i sin kærlighed ikke vil give slip på dem.
Dåben meddeles på denne måde: Den, der døber, hælder tre gange vand over kandidatens hoved og siger samtidig: "Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn".
15.3 Firmelsen
Firmelsens sakramente bliver endnu i dag fejret på omtrent samme måde som på apostlenes tid. Biskoppen - eller hans bemyndigede stedfortræder - rækker hænderne ud over alle firmander og nedbeder Helligåndens gave over dem. Så lægger han hånden på den enkelte, tiltaler hver af dem med deres navn og siger: "Vær beseglet med Helligånden, Guds gave". Derpå salver han firmandens pande med krisam og betegner ham således med Guds ånds segl, for at man kan vide, hvem han tilhører - på samme måde som man kendte slaverne på deres herres segl. De firmede fornyr deres dåbsløfter og beder Kirkens trosbekendelse.
I den vestlige Kirke meddeler man firmelsen som et sakramente for de unges indtræden i den voksne alder. Deres forældre og faddere har bedt trosbekendelsen for dem, da de blev døbt som børn, og nu, hvor de begynder at tage ansvar for deres eget liv og handlinger, siger de deres "ja" til det trosfællesskab, som de blev døbt ind i.
De siger ja til Kristus og bekender, at de er rede til at stå inde for ham og ikke fornægte deres tro.
De erklærer, at de er rede til at stå inde for Kirken og stå ved deres søstres og brødres side.
Ligesom dåben præger også firmelsen sjælen med et åndeligt tegn, et uudsletteligt segl; derfor kan man kun modtage dette sakramente én gang. Helligåndens gave gør den firmede i stand til at være jordens salt og verdens lys (Matt 5,13-14), gennem sit liv og sin gerning at give vidnesbyrd om Jesus Kristus, så at alle kan mærke: her taler og handler en kristen.
Vi tror på Guds Ånd,
som gør os i stand til
at leve uden at bruge vold,
at gå til de fattige,
stille sig på de svages side,
bringe glæde,
tjene Gud.
Vi tror på Jesu Kristi Ånd,
der driver os
til at leve broderligt,
ændre vore vaner,
nedrive fordomme,
stifte håb,
så alle kan forstå,
at vi er Guds sønner og døtre,
hans børn.
Firmelse: "Firmelsen fuldender dåbens nåde; den er det sakramente, som giver os Helligånden for at grundfæste os stærkere i barnekår hos Gud, indlemme os fastere i Kristus, styrke båndet til Kirken, give os større del i dens sendelse og hjælpe os til at vidne om den kristne tro i ord, ledsaget af gerning" (Den katolske Kirkes Katekismus 1316). Voksne modtager sakramentet sammen med eukaristien. Dér, hvor barnedåb er almindelig, meddeles firmelsen mest til unge mennesker som tegn på, at de er ved at være voksne og i stand til at tage egne beslutninger. I Østkirken meddeles firmelsen umiddelbart efter dåben, forbundet med kommunion.
15.4 Eukaristien
Eukaristiens sakramente er centrum og kerne for al gudstjeneste i Jesu Kristi Kirke. For i denne opfylder Kirken - dag for dag overalt i verden - den befaling, som Jesus gav apostlene aftenen før sin lidelse. Han sagde til dem: "Gør dette til min ihukommelse". Derfor har vor fejring rod i mindet om Jesu sidste måltid, sådan som Paulus vidner om som en hellig overlevering.
Jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: "Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: "Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!"
Første Korintherbrev 11,23-25
Kirken - hver enkelt menighed - fejrer eukaristi som et fællesskab af lovprisning og taksigelse, som et fællesskab om det hellige måltid og også som et fællesskab forpligtet af Jesu Kristi offer. Således holder vi som fællesskab ikke bare erindringen vågen om det, Gud har gjort for os gennem Jesus Kristus. I vor fejring bliver han nærværende. Med vor deltagelse i måltidet bliver vi fuldt ud kristne.
At bryde brødet for hinanden
dele med hinanden
modtage fra hinanden
lytte til hinanden
nærme sig hinanden
bøje sig mod hinanden
give hinanden hånden
favne hinanden
gøre, som han har gjort for os.
Den hellige messe falder i fire dele:
1) Åbningen med hilsen og syndsbekendelse, kyrie-litani, gloria og dagens bøn.
2) I Ordets liturgi forkyndes tre afsnit af Biblen: den første fra det Gamle Testamente eller fra Apostlenes gerninger, den anden fra et af apostlenes breve (kaldet epistel = brev) og endelig et afsnit af et af evangelierne. Prædikanten udlægger på Kirkens vegne Guds ord, så at enhver kan forstå, hvordan man kan være kristen i dag. Om søndagen eller under særlige højtidelige gudstjenester beder menigheden trosbekendelsen. I forbønnerne bringer den sine store anliggender frem for Gud.
3) I eukaristiens liturgi fejrer menigheden Herrens måltid. De forsamler sig om bordet (alteret). Præsten beder med Kristi fuldmagt den eukaristiske bøn. Denne begynder med den store takkebøn (præfation) og ender med menighedens "Amen". I Jesu Kristi navn og med den fuldmagt, der ligger i hans embede, gør og udsiger præsten det, som Jesus har gjort og sagt. Så forvandler han (forvandlingen) de gaver, som vi bringer til alteret, brød og vin, til vor Herres Jesu Kristi legeme og blod: Dette er vor tros mysterium.
Præsten tager brødet og siger:
Tag det og spis alle deraf.
Dette er mit legene,
som hengives for jer.
Præsten tager kalken og siger:
Tag den og drik alle deraf.
Dette er kalken med mit blod,
den nye og evige pagts blod,
som udgydes for alle
til syndernes forladelse.
Dette skal I gøre til min ihukommelse
De troende beder Herrens bøn (= Fader vor) og modtager det hellige brød, Kristi legeme. I det hellige måltid (kommunionen) bliver vort fællesskab med den ophøjede Herre til virkelighed. Nu har vi del i hans offer: ved korset udvirkede han vor forsoning og tilgivelse for vore synder. Han bliver selv til offergave og stifter således den nye pagt ved sit blod. Den, der lever i denne pagt, er kaldet til at være til stede for Gud og for sine medmennesker ligesom Herren; at give sig selv, som han.
4) Eukaristifejringen afsluttes med velsignelsen og bortsendelsen.
Herre Jesus Kristus,
du er det brød, som gør levende,
du er det brød, som gør os til brødre,
du er det brød, som Faderen skænker os.
Du er den vej, vi har valgt,
du er den vej, der fører gennem lidelsen,
du er den vej, der fører til glæde.
Det er værdigt og ret at synge til dig,
at love dig, at sige dig tak,
at tilbede dig på hvert sted, hvor du hersker.
Johannes Chrysostomus (+407)
Eukaristi: betyder taksigelse. Således benævner man hele messens liturgi. Men ordet henviser også til anden del af messen med den eukaristiske bøn til forskel fra første del, som er Ordets liturgi. Også det forvandlede brød, som vi normalt modtager under messen, og som vi til enhver tid ærer, kaldes eukaristi. Når vi vil udtrykke, at Jesu Kristi offer bliver nærværende i eukaristifejringen, taler vi om det "hellige offer". Navnet "messe" betyder udsendelse og har med afslutningen af fejringen at gøre. De troende bliver udsendt, for at de i deres hverdag, overalt hvor de bor, kan være vidner for Jesus Kristus.
Ordets liturgi: Betegnelsen for første del af eukaristifejringen, men også for andre gudstjenester, under hvilke et afsnit af den hellige Skrift bliver forkyndt og forklaret.
Forvandling: Jesu ord "dette er mit legeme" og "dette er mit blod" er ikke blot billedord eller en sammenligning. Vi tror på, at i eukaristifejringen bliver brød og vin - vore gaver - forvandlet til vor Herres legeme og blod, uden at deres synlige skikkelse forandres. Vi tror på, at i eukaristiens sakramente er "vor Herre Jesus Kristus til stede, sand, virkelig og konkret, som sand Gud og sandt menneske under disse synlige tings skikkelse" (Tridentinerkoncilet 1545-1563). Det er dette troens mysterium, vi henviser til, når vi taler om "forvandling".
Offer: Vor Frelser har ved det sidste aftensmåltid indstiftet det eukaristiske offer af sit legeme og blod, hvorved han ville lade korsets offer vare ved gennem tiderne, indtil han kommer igen. Derved har han betroet Kirken mindet om sin død og opstandelse (Andet Vatikankoncil: Konstitutionen om liturgien, 47).
15.5 Bod og forsoning
Ved begyndelsen af hver messe siger vi sammen: "Jeg bekender for Gud, den Almægtige, og for jer, mine brødre og søstre, at jeg ofte har undladt det gode eller gjort det onde. Jeg har syndet i tanke, ord og gerning, ved min skyld, ved min skyld, ved min store skyld. Derfor beder jeg den hellige Jomfru Maria, alle engle og helgener og jer, mind brødre og søstre, at bede for mig til Herren, vor Gud."
Vi beder således, fordi enhver af os ved, at vi er et menneske. Én, der kan gøre og tænke ondt; én, der kan synde over for Gud, sine medmennesker og de skabninger, som er betroet i vor varetægt. Vi beder således i tillid til vor Herre, Jesus Kristus, som siger om sig selv: "Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere" (Matt 9,13). Han begynder sit offentlige virke med opfordringen: "Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær" (Matt 4,17). Til dem, som ærgrer sig over, at han giver sig af med syndere, siger han: "Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse" (Luk 15,7).
I lignelser taler Jesus om Gud, der elsker sine mennesker, som en far eller en mor elsker sin søn eller datter. Hans kærlighed er meget udholdende. Den varer ved, også når de elskede går deres egne veje og lever et liv imod hans ord og bud.
Jesus taler om Faderen. Han opfordrer folket - hver enkelt person - til at omvende sig til den, som er langmodig og rig på tilgivelse. I Faderens navn tilsiger Jesus synderne forsoning og tilgivelse: nyt liv. Hans Kirke er som fællesskabet af brødre og søstre mødestedet, hvor en fortabt, men angrende søn eller datter kan opleve Faderens åbne favn og hans glæde over, at en broder eller søn, en søster eller datter er blevet genfundet.
Det er denne mission i Kirken, evangelisten Johannes henviser til, når han fortæller, at Jesus Kristus den første påskedags aften er hos disciplene, blæser sin ånde i dem og giver dem fuldmagt til at tilgive hinanden deres synder. Også Matthæus tænker på denne forsoningens tjeneste, når han fortæller, at Jesus siger til Peter, at han er den klippe, hvorpå han vil bygge sin Kirke: "Hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene" (Matt 16,19).
Syndernes forladelse, som vi bekender i trosbekendelsen, kan den enkelte opleve konkret i bodens sakramente. Enhver døbt person kan modtage forsoningens sakramente formidlet gennem en af Kirken til denne tjeneste bemyndiget præst. Den, der efter dåben har begået en alvorlig synd, må forsone sig med Gud og med de troendes fællesskab, før han modtager den hellige kommunion. Af synderen kræves det, at han indser sin skyld og har et fast fortsæt om at ændre sit liv; at han bekender sin synd og er fast besluttet på at gøre uretten god igen, så vidt det er muligt, og at han accepterer den bod, som præsten pålægger ham.
I en nødsituation, hvor den personlige bekendelse af synden ikke er mulig, kan præsten tilsige en gruppe tilgivelse og forsoning ("generalabsolution"). Dog er den enkelte da forpligtet til at gentage sin personlige bekendelse, når han har mulighed for det.
Absolutionen:
Gud, barmhjertighedens Fader, har ved sin Søns død og opstandelse forsonet verden med sig og udøst Helligånden til synderens forladelse. Han skænke dig igennem Kirkens tjeneste tilgivelse og fred.
Og jeg løser dig fra dine synder i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Omvendelse: Betyder at vende sig bort fra det onde og være rede til en afgørende ny begyndelse. Når der er tale om Bodens sakramente, betones synderens vilje til at gøre sin synd god igen. Vi bruger ordet skriftemål, når vi henviser til, at den enkelte aflægger sin syndsbekendelse. Vi taler også om forsoningens sakramente.
Tilgivelse: "Fuld og individuel bekendelse af alvorlige synder, efterfulgt af absolution, forbliver den eneste ordentlige måde at forsones med Gud og med Kirken på" (Den katolske Kirkes Katekismus 1497).
Synd: "Synderne må vurderes efter, hvor alvorlige de er. Forskellen mellem dødssynd og svaghedssynder, som allerede antydes i Skriften, er blevet en del af Kirkens tradition. Den bekræftes af menneskelig erfaring" (Den katolske Kirkes Katekismus 1854). "Der må foreligge tilsammen tre omstændigheder, for at en synd skal være en dødssynd: "Den synd er en dødssynd, hvis objekt er en alvorlig sag, og som begås fuldt ud bevidst og med overlæg" (Reconciliatio et poenitentia 17; Den katolske Kirkes Katekismus 1857). "Der begås en svaghedssynd, når man ikke iagttager den foreskrevne morallov i mindre tungtvejende sager, eller når man overtræder moralloven i en alvorlig sag, men uden fuldt vidende eller uden fuldt overlæg" (Den katolske Kirkes Katekismus 1862).
15.6 De syges salvelse
Når mennesker bliver syge, ændrer deres liv sig. De kan ofte ikke mere sørge for sig selv og er henvist til andres hjælp. De kan ikke mere opsøge andre, men må vente på, at en anden kommer til dem. De kan ikke mere "yde". De "tæller" ikke i samfundet. Ofte er de ensomme og taber modet og håbet.
Jesus har ikke undgået de syge: han har vist dem, at Gud elsker dem; mange har han helbredt. Eftersom hans Kirke ikke kun er et trosfællesskab, men et livsfællesskab, skal enhver i Kirken opleve, at han har en søster eller en broder. At besøge de syge er en barmhjertighedsgerning.
Fra begyndelsen af har man i Kirken taget sig af de syge på en særlig måde: "Er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham. Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask; og hvis han har begået synder, vil han få tilgivelse for dem" (Jak 5,14-15).
Sakramentet bliver endnu i dag meddelt på denne måde. Præsten beder for og med den syge. Han salver ham på panden og på hænderne med indviet olie.
"Ved denne hellige salvelse og sin store barmhjertighed stå Herren dig bi med Helligåndens nåde. Herren give dig således dine synders forladelse - at du ved hans godhed frelses og oprejses".
Efter salvelsen modtager den syge den hellige kommunion, kaldet "viaticum" ("rejsebrødet")
Den, der betror sit liv til Jesus Kristus og lever med ham, kan stole på, at han også i sygdom og dødens stund bevarer dette fællesskab med ham. De troende kan holde sig til deres Herre. Han ved jo, hvad lidelse er. Ham kan de bede om hjælp. De kan forene deres egen lidelse med hans - for livet i verden.
Ingen af os lever for sig selv,
og ingen dør for sig selv;
for når vi lever, lever vi for Herren,
og når vi dør, dør vi for Herren.
Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren.
Romerbrevet 14,7-8
Sygesalvelsens sakramente kan på hospitalet eller i kirken gives til flere mennesker på én gang. Hvis sygdommen varer ved længe eller forværres, kan man modtage sakramentet flere gange.
15.7 Ordinationens sakramente
Jesu Kristi Kirke er et lovprisningens og taksigelsens fællesskab, et fællesskab, hvor man lever og deler med hinanden. Et fællesskab af dem, som gennem deres Herre Jesus Kristus er forsonet med Gud. Enhver døbt og firmet person har del i Jesu Kristi præstedømme. Derfor taler man om det "almindelige præstedømme". Det betyder, at enhver efter sit kald har del i Jesu Kristi sendelse. Enhver kristen mand eller kvinde er hans vidner.
I Peters Første Brev (2,9) bliver en menighed, som lider under forfølgelse, mindet om sin værdighed:
I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.
Kirken, Guds folk i verden, lever blandt folkeslagene. Som fællesskab af troende har den behov for fortalere, folk, som er kaldede til i Jesu Kristi sted og med hans kærlighed at værne om enheden og våge over den fælles troskab over for troen.
Den sakramentale kirkelige tjeneste opererer med tre trin: biskopper, præster og diakoner. De har alle del i Jesu Kristi præstedømme; deres embede har rod i ham; de repræsenterer Kirken.
De er udvalgt fra de helliges fællesskab og bestemt til tjeneste i dette fællesskab. Derfor bliver de viet til deres embede.
Biskoppen leder en del af Kirken, som man kalder et bispedømme. Her er han ansvarlig for evangeliets forkyndelse, gudstjenesten og omsorgen for de fattige. Som apostlenes efterfølger træffer biskopperne beslutning om, hvem de betror et embede i Kirken. De vier diakoner og præster. Den første blandt dem er biskoppen af Rom, paven. Han er den hellige Peters efterfølger, til hvem den opstandne betroede sin hjord (Joh 21,15-17).
Ligesom Peter, som Herren selv bestemte til at være den første apostel, forblev forbundet med de andre apostle, er også paven som Peters efterfølger og biskopperne som apostlenes efterfølgere indbyrdes forbundne. Som Jesu Kristi stedfortræder og hele Kirkens hyrde er paven garant og fundament for Kirkens enhed. Bispekollegiet kan kun udøve sin autoritet i fællesskab med paven, biskoppen af Rom.
Embedet overdrages paven af biskopper, som hører til hans nærmeste rådgivere (kardinaler). Biskopper udnævnes af paven. Deres vielse og fuldmagt modtager de ved at blive salvet af andre biskopper og gennem deres bøn og håndspålæggelse.
Når der er konflikter, der skal løses, som angår hele Kirken, indkalder paven alle biskopper til en plenarforsamling. En sådan forsamling af alle biskopper - i løbet af kirkehistorien har der været 21 - kalder man et "koncil". Koncilets beslutninger er forpligtende overalt i Kirken. Det sidste koncil fandt sted i Vatikanet fra 1962-1965. Man kalder dette "Andet Vatikankoncil".
Præster indvies af biskoppen. I Jesu sted drager de omsorg for menigheden og leder den. De forkynder og udlægger evangeliet, leder fejringen af eukaristi og meddeler sakramenterne. Ved præstevielsen salver biskoppen kandidaten med krisam, og han er den første som - fulgt af alle de andre præster, som deltager i præstevielsen - lægger hænderne på ham. De nyordinerede præster aflægger et højtideligt løfte om lydighed til deres biskop.
Også diakoner, hvis opgave det er at være hjælpere for præsterne, vies af biskoppen og indsættes derpå til tjeneste i menigheden.
De tre grundlæggende embeder i Kirken (biskoppens, præstens og diakonens embede) har en lang historie. Den går tilbage til apostlenes tid. De tolv mænd vælger Jesus selv ud af disciplenes fællesskab, og de udpeges til at være vidner. Han udsender dem selv, for at de kan forkynde evangeliet, virke tegn, som kan vise gudsrigets tilstedeværelse, døbe og samle det nye Gudsfolk fra alle jordens folkeslag. Efter pinsen prædiker de i Helligåndens kraft først i Jerusalem, så i omegnen og til slut i alle lande til den fjerneste krog af jorden. De døber alle, som kommer til troen, lægger hænderne på dem, så de kan modtage Helligånden, grundlægger menigheder. De indsætter "ældste" som ledere for menighederne og overdrager embedet til dem gennem bøn og håndspålæggelse. På denne måned inddrager de mennesker i tjenesten for Gud.
Da der opstår konflikter i menigheden i Jerusalem, fordi en gruppe - enkerne efter græsk-talende jødekristne - bliver forsømt, udpeger apostlene hjælpere til denne tjeneste. Lukas beretter i Apostlenes Gerninger (kapitel 6) om de syv diakoner, som apostlene lagde hænderne på.
For de mænd, som får et embede betroet i Kirken, gælder særlige standarder. Ikke social baggrund eller tillært viden tæller. Her tæller troen på Gud, tilknytningen til Jesus Kristus og kærligheden til mennesker, frem for alt de fattige. Ingen kan være levende vidne om Guds kærlighed, så den erfares af andre mennesker, uden at han holder sig til Jesu ord: "Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl" (Mark 10,43-44).
Vi beder:
Se i nåde til din Kirke, som er udbredt over hele jorden.
Lad den vokse til din kærligheds fylde
i fællesskab med vor pave,
vore biskopper
og alle,
som har ansvar for sit folk.
Fra den Anden eukaristiske Bøn
Biskop: (græsk episkopos = "opsynsmand"). I fællesskab med paven drager biskopperne omsorg for Kirken, leder den og våger over, at Jesu Kristi evangelium bliver forkyndt i hele dets fylde. Embedet som biskop er forbeholdt mænd, der, som det også gælder præster, lever ugift.
Præster: (græsk presbýteros = "ældste"). Både den ortodokse og den katolske Kirke tror, at det er Kristi vilje, at præsteembedet forbeholdes mænd. I vor Kirke er præsterne forpligtet til at leve ugift (cølibat). "I kraft af præstevielsens sakramente indvies præsterne? til at forkynde evangeliet, vejlede de troende og fejre gudstjeneste?" (Andet Vatikankoncil: Konstitutionen om Kirken, 28).
Diakon: (græsk diákonos = "tjener"). Også gifte mænd kan vies til diakon. Diakoner har ikke fuldmagt til at fejre eukaristi eller til at tilgive synder i bodens sakramente. De tjener de fattige i menigheden, hjælper til ved gudstjenesten og går præsterne til hånde.
15.8 Ægtevielsen
Ethvert barn fødes ind i en familie. Faderens og moderens ansigter er det første, barnet møder. I deres smil begynder barnets bevidsthed som menneske. Barnet holder dem i hånden og lærer at gå. Fra dem lærer det, at kærlighed er noget, man kan stole på. Et menneske, som ikke får denne gode erfaring ved begyndelsen af sit liv, har ofte svært ved at stole på andre og svært ved at tro på kærligheden og på det at være elsket.
Ved at elske bliver mennesket sig selv. For Gud, som selv er kærlighed, har skabt det i sig eget billede: som mand og kvinde (1 Mos 1,27). Når en mand og kvinde finder hinanden, forelsker sig og ikke længere ønsker at leve uden den anden, lover de hinanden troskab på livstid.: De meddeler hinanden ægtevielsens sakramente. Og fordi det ikke kun drejer sig om deres indbyrdes kærlighed, men også om Guds kærlighed, giver de hinanden dette løfte offentligt foran præsten, som Kirkens stedfortræder, og to vidner. Deres pagt bliver beseglet derved, at de giver sig selv til hinanden: De bliver til "ét legeme og én sjæl" , bliver således "hele" og finder derigennem lykken.
Ved at de er blevet ét, kan nyt liv opstå: Mand og kvinde bliver fader og moder. Dermed udvides deres liv. Hvert barn er en gave fra Gud, men også en opgave. Derfor er det godt, når ægtefællerne over for Gud og deres samvittighed sammen planlægger deres familie.
Ægteskabet er en pagt på livstid. Jesus siger: "Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille" (Mark 10,9). Dette ord er vanskeligt for mange; for der gives ingen garanti for, at et parforhold lykkes. Mennesker kan tage fejl af hinanden. Kærlighed kan blive kvalt under sygdom og nød. Det er muligt, at to, som elskede hinanden, ikke forstår hinanden mere. De kan ikke mere tale med hinanden, de bliver fremmede for hinanden. Nogle ægteskaber går i stykker.
Kristne har lov at stole på, at selv ikke i denne situation er de forladt af Guds kærlighed eller Jesu Kristi Kirke.
Ægteskabsløftet:
Jeg tager dig til hustru.
Jeg lover dig troskab i gode som i onde dage,
og jeg vil elske og ære dig,
indtil døden skiller os.
Ægtevielsens sakramente: "Enhed, uopløselighed og åbenhed over for frugtbarhed er væsentlige for ægteskabet. Polygami er uforenelig med ægteskabets enhed. Skilsmisse adskiller, hvad Gud har sammenføjet; at nægte at være frugtbare berøver ægteskabet dets 'største gave', barnet" (Gaudium et Spes 50,1. Den katolske Kirkes Katekismus 1964).
