13. Kødets opstandelse og det evige liv
Der er mennesker, som dør gamle og mætte af dage. Men det sker også, at børn og unge dør ved ulykker og katastrofer, af sygdom, sult eller kulde. Gud alene ved, hvor mange der dør som følge af hårdhjertethed fra deres medmenneskers side, fordi disse ikke vil dele brød, medicin, jord og hus og hjem med andre. Eller som følge af de mægtiges vold, folk, der hellere vil føre krig end værne om freden.
Når kristne siger, at de tror på kødets (eller de dødes) opstandelse og det evige liv, betyder det ikke, at de vil snyde sig forbi lidelsen og døden.
Det drejer sig for dem ikke om at trøste deres undertrykte og usselt stillede medmennesker med talen om et bedre liv i det hinsides.
Når kristne siger, at de tror på kødets (de dødes) opstandelse og det evige liv, mener de hermed: Vi tror, at vi - menneskene, jorden og alt, hvad der er på den - har en fremtid. Vi tror, at denne fremtid vil være god. Endnu bedre end vi kan forestille os og drømme om. For Gud vil skænke os den.
Vi tror fuldt og fast og håber tillidsfuldt på, at på samme måde som Kristus sandelig er opstanden fra de døde og lever for altid, således skal de retfærdige efter deres død leve for altid sammen med den opstandne Kristus, og at han skal oprejse dem op på den yderste dag
(Den katolske Kirkes Katekismus 989).
13.1 Han er ikke de dødes Gud
Biblens bøger er fulde af historier. Mennesker fortæller om deres planer og mål. Om deres glæde, når livet lykkes for dem. Om sorg og skuffelse, når ulykken rammer dem. Om det onde, de gør og udholder. Og også om døden, som gør en ende på den plan, som enhver sætter for sit eget liv. De spørger: Hvorfor er vi her på jorden? Hvad nytter al anstrengelse, når ethvert menneske dog ved, at det må dø? Hvorfor får den ene et langt liv, mens den anden dør, endnu før livet rigtigt er begyndt for ham eller hende? På spørgsmål som disse kan mennesket ikke af sig selv finde noget gyldigt svar.
Mennesker, hvis historie fortælles i de bibelske bøger, oplever deres grænse. Men de oplever også, at de kan håbe ud over denne grænse. De fornemmer deres egen åbenhed over for Gud og sætter deres lid til ham. Og Gud er tro mod dem. Med Jesus Kristus har han vist, at han er stærkere end døden. Siden den første påske trøster han hver kvinde og hver mand, som står grædende ved en søsters eller en broders grav.
Jeg er opstandelsen og livet;
den, der tror på mig, skal leve,
om han end dør.
Johannes-evangeliet 11,25
13.2 Hvordan vil de døde opstå?
Vort sprog, vore ord refererer til denne verden og dens virkelighed. Når det drejer sig om Guds verden og dens virkelighed, slår de ikke til. Det mærker allerede de første kristne, når de spørger: Hvordan vil de dødes opstandelse finde sted? Hvad sker der med legemet, som rådner op i graven? Når et menneske er handicappet, med hvilken skikkelse vil han opstå? Når et barn dør, vil det være voksen i himlen? Hvad vil der ske med de mange, som er døde og vil dø i tillid til Gud og i troen på Jesus? Hvor venter de, indtil den sidste nat af denne verdens tid forgår, og Guds dag stråler ud over den nye jord? På disse og mange andre spørgsmål kender vi ikke til bedre svar end det, Paulus skrev til sin menighed i Korinth:
Hvad intet øje har set og intet øre hørt,
og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham?
Første Korintherbrev 2,9
13.3 Kristne og døden
Døden gør mennesker bange - også dem, som stoler på Gud. For døden betyder afsked og adskillelse. Alt, hvad der udgjorde et menneskes liv - ting og mennesker - bliver tilbage. Enhver dør sin egen død, og man dør med tomme hænder.
Ingen døende behøver at skamme sig for sin angst. Også Jesus har råbt efter Faderen på korset. Med ham har enhver døende lov at råbe, når døden kommer over ham. Med ham kan enhver døende havet tillid til, at Gud i sin barmhjertighed forvandler al angst til jubel og fylder de tomme hænder igen.
Vi tror på, at Gud møder os i døden. Øjnene, som lukkes i døden, åbnes for os. Vi står foran Gud. Enhver med sin egen historie, sin kærlighed og sin skyld. Med det, man har gjort af godt eller ondt; hvad man har gjort af kærligt eller til fortræd - for Gud og for medmenneskene. Vi tror, at dette møde er afgørende for evigheden.
Israels profeter og også Jesus betegner denne erfaring som dommen. Guds blik skuer ned i vort væsens dyb. Der kan man ikke skjule noget, ikke forskønne noget. Det er her, kendelsen vil falde: Løn eller straf, salighed eller fordømmelse, Abrahams skød eller den evige ild, lovsang eller gråd og tænderskæren (Matt 8,12), dansen i bryllupssalen eller den forgæves banken på lukkede døre (Matt 25,1-13). Disse billeder gør dybt indtryk. De er rettet til dem, som er på vej, for at de kan omvende sig, ændre deres liv, slå fast rod i Kristi kærlighed: i tro, håb og kærlighed.
For dine troende, Herre,
forandres livet,
det berøves dem ikke,
og når vor bolig
i jordens udlændighed brydes ned,
står os et evigt hjem beredt i himlen.
Fra messen for de afdøde
Døden markerer enden på det jordiske og begyndelsen på det evige liv: Sjælen skiller sig fra det dødelige legeme. Den møder Gud i den individuelle dom. På Guds dag, når Jesus Kristus kommer igen i herligheden, vil alle de døde opstå; deres sjæl vil blive forenet med det "forvandlede" legeme.
Dom: Man skelner mellem den individuelle (personlige) og den almene dom. Den individuelle dom er forbundet med døden. I denne afgøres det, om man tilhører den evige forening med Gud eller udelukkes fra den. Dommen vil indrettes efter, i hvilket omfang, den enkelte har opfyldt Guds vilje i sit liv og efter personens tro på Jesus Kristus. Denne dom er endegyldig. Den almene dom (verdensdommen) sker på Guds dag, som er knyttet til den "sidste" eller den "yderste" dag, hvor Jesus Kristus vil komme igen for at oprette Guds herredømme og hans rige. På denne "dag" vil alle døde opstå.
Kendelse: Kendelsen afhænger af menneskets frie beslutning i dets jordiske liv. De, som bevidst og med overlæg har taget afstand fra Gud, har ingen plads i de saliges fællesskab: Deres sted er hos de udelukkede, i "helvede". - De, som principielt bekender sig til Gud og hans Kristus, men som i deres dødsøjeblik ikke er helt rede og værdige, får en periode, hvor de renses, venter og modnes; denne betegner man med billedordet "skærsilden". De venter på optagelsen i det fulde fællesskab med Gud. De troendes bøn kommer dem til hjælp. De udvalgte hører Kristi ord: Kom, I som er min Faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt" (Matt. 25,34). De ser Gud, som han er (1 Joh 3,2) og lever evigt forenet med ham. De er i "himlen".
13.4 Det evige liv
At leve fuldt ud, at leve altid, ikke i evig ro, men i en fylde, som man ikke kan forestille sig, ikke at behøve at frygte noget eller nogen mere, ikke engang ens egen svaghed; at være det menneske, som Gud havde tænkt sig, da han kaldte ham ved navn; at leve med Gud og fejre livets fest - hvem kunne mon beskrive, hvordan dette vil være?
En af de store kirkelærere, Augustin, skrev:
Da vil vi være frie og vil se,
vil se og vil elske,
vil elske og lovprise.
Se, det vil til slut være uden ende.
Israels profeter og seeren Johannes, den kristne profet for de sidste tider, taler i billeder om, hvordan dette nye liv vil være for os. De beskriver ikke himlen som et eller andet sted, man ikke kan forestille sig, højt over skyerne. For dem er himlen dér, hvor Gud er, hvor mennesker lever med ham som hans folk. Den gamle jord, mærket af sin skyld, skændet af mennesker, er forsvundet. En ny jord, sådan som Gud har tænkt og villet den fra begyndelsen af, bliver menneskers hjem. En verden, hvor også Gud har bolig, han som er dens lys og liv. Derfor behøver den ingen sol mere, ingen måne. Og i det ny Jerusalem bygges intet hus af sten, intet tempel, hvor man kunne gå hen og møde Gud. For han er selv til stede der, bor blandt menneskene.
En ny frugtbar jord: Kilder sprudler op i ørkenen, træer vokser og bærer frugt: tolv gange om året. En verden, hvor intet levende væsen truer et andet. Lammet og ulven ligger fredeligt ved siden af hinanden; de kan leve uden at æde hinanden. Et lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul og bliver ikke bidt (Es 11,6-8).
Mennesker vil opleve, hvad det vil sige at være menneske fuldt og helt: ingen sygdom, ingen død, ingen ensomhed, ingen sorg, ingen tårer, intet had, intet fjendskab, ingen undertrykkelse.
De blindes øjne åbnes, de døves øren hører; lamme danser, og stumme synger (Es 35,5-6). Sværd og lanser er overflødige. Man smelter dem om til plovjern og vingårdsknive. Ja, man tænker ikke engang mere på krig. Enhver kan sidde under sin vinstok eller under sit figentræ, uden at nogen jager ham bort (Mika 4,3-4). Gud selv vil med nænsom hånd tørre de sidste tårer af de grædendes øjne - ja, den tidligere verden er forgangen.
De skal se hans ansigt
og bære hans navn på deres pande.
Johannes" Åbenbaring 22,4
Seeren Johannes skrev den sidste bog i det Nye Testamente, som man kalder "Johannes" Åbenbaring" eller "Apocalypsen". Bogen "åbenbarer", fortæller om, ting, som er skjulte og gådefulde – begivenheder, som Gud har givet seeren at skue: Guds sejr og alle gudløse magters endeligt, den evige frelse, de menneskers lykke, som for evigt lever med Gud.
