12. Syndernes forladelse
Vi bekender som kristne vor tro på Helligånden, den hellige katolske Kirke, de helliges samfund og syndernes forladelse. Disse sætninger hænger sammen; de relaterer til hinanden og har alle noget med den opgave at gøre, som den opstandne Herre gav sine apostle, da han udsendte dem: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes" (Mark 16,15-16).
Den, der gennem dåben besegler sin tro på Jesus Kristus, er forsonet med Gud ved Jesu død. Hans synder er ham forladt. Derfor er dåben det første og vigtigste sakramente til syndernes forladelse.
12.1 Udsendt af Herren
Den opstandne Herre udsendte apostlene med fuldmagt til at døbe dem, som tror, og dermed indlemme dem i sin Kirke.
Johannes bevidner denne sendelse i sit evangelium. Han beskriver den således: Om aftenen den første påskedag var disciplene forsamlet. De var bange og holdt sig inde bag lukkede døre.
"Så kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: 'Fred være med jer!' "Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: 'Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.' Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: 'Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt'" (Joh 20,19-23).
I Kirken er den fuldmagt, som Kristus har overgivet apostlene, blevet videregivet indtil i dag: til biskopper og præster. Og det er en god ting. For vi er mennesker, der fejler og lader os lede på afveje. Paulus siger det tydeligt, når han skriver til romerne: "Jeg er af kød, solgt til at være under synden. For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg" ( Rom 7,14-15). Vi ville være fortabt, hvis vi, de døbte, ikke fik tilbudt tilgivelse: I bodens sakramente skænker Kristus den, der omvender sig, angrer og bekender sin skyld, forsoning og tilgivelse.
Tilgivelse for vore synder kan man som kristen også opnå gennem en anger, der giver sig udslag i handling, gennem deltagelse i fejringen af eukaristi, ved at læse i den hellige Skrift og gennem Guds og kærlige menneskers barmhjertighed.
Hvordan ville vor verden se ud,
hvis ordet tilgivelse ikke fandtes?
Hvis det, som menes hermed,
ikke mere hørte med til de erfaringer,
som enhver kan gøre?
Hvis der ikke mere var en udstrakt hånd,
som tilbyder forsoning?
Hvis enhver, som gjorde sig skyldig,
måtte forblive skyldig?
Hvis enhver måtte stå alene med sin svigten?
Hvis kun gengældelse
og ikke mere tilgivelse talte?
12.2 Jeg fordømmer dig ikke
Evangelisten Johannes fortæller om farisæerne. De bringer en kvinde frem for Jesus og siger: Denne kvinde er grebet i ægteskabsbrud. Hun er skyldig. Ifølge loven skal hun stenes. Hvad siger du? - Jesus tier. Da de trænger sig på, siger han: "Den af jer, der er uden skyld, skal kaste den første sten på hende". Anklagerne hører hans svar og de forstår.
Én efter én går de bort. Til slut står Jesus alene tilbage med kvinden. Han spørger hende: "Hvor blev anklagerne af? Var der ingen, der fordømte dig?" Hun svarer. "Nej, Herren, ingen". Da siger Jesus til hende: "Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere" (jfr Joh 8,1-10).
Fortællingen om mødet mellem Jesus og kvinden, der havde begået ægteskabsbrud, er et eksempel. Jesus går ikke uden om synderne. Han spiser sammen med dem. Blandt hans apostle er der en tidligere tolder. Og i sin sidste stund siger han til én, som med "god grund" hænger på korset ves siden af ham: "I dag skal du være med mig i Paradis" (Luk 23,43).
Jesus fastholder intet menneske i dets svigten. Han fjerner byrden fra dem, som trykkes ned på grund af deres skyld, så de kan rette sig. Han bekymrer sig ikke om, at de skyldige skal dømmes og straffes, men om, at de bliver sat fri, så de kan leve på ny og aldrig mere glemme, at Gud elsker dem. Således kan de acceptere sig selv, fordi de er blevet accepteret af Gud.
Tilgivelse kan man ikke købe,
man kan ikke fortjene den;
intet menneske har ret til tilgivelse.
Tilgivelse kan man bede om,
for sig selv og de andre: Guds godhed er uendelig.
Den, der modtager tilgivelse - frit -
kan leve med sin skyld,
vokse væk fra den;
kan blive god og barmhjertig
i en verden, som fordømmer og straffer.
12.3 Som og vi tilgiver ...
Når et menneske pådrager sig skyld og ikke kan gøre skaden god igen, falder det ham let at bede om tilgivelse. Men når det bliver krævet af ham at forlade et medmenneske dets skyld, falder det ham svært at give afkald på sin "ret". Herom fortæller Jesus i en lignelse: Der er to mænd, som tjener den samme herre. Den ene skylder sin herre så meget, at et helt liv ikke er langt nok til at betale gælden tilbage. Denne tjener knæler ned for sin herre og beder. Og herren eftergiver ham hans skyld. Befriet for hele denne gæld går han bort og møder et medmenneske, som står i skyld til ham. En fattig mand, som ikke har noget at betale med, og der er kun tale om en lille gæld. Den fattige knæler ned for et medmenneske og beder. Men medmennesket eftergiver ham ikke gælden. Han lader den fattige kaste i fængsel.
Da herren erfarer dette, bliver han vred. Han lader den hårdhjertede hente og kaste i fængsel – indtil han har betalt sin enorme gæld.
Og Jesus siger: Sådan vil min far, som er i himlen, gøre med jer, når I ikke af hjertet tilgiver jeres broder eller søster (jfr Matt 18,23-35).
Lignelsen er ikke vanskelig at forstå. Men det er meget vanskeligere at gøre det, Jesus siger.
At tilgive, at give afkald på erstatning, at lade være med at bære nag, at undlade at udnytte sin egen overlegenhed og sin magt over andre, som er i gæld til mig – det er holdninger, som kræver noget af et menneske. Det går imod menneskets tilbøjelighed.
Peter ønsker at få helt klar besked. Han spørge Jesus: "Hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?" Det bud, Peter kommer med, er bestemt ikke småligt. Men da han hører Jesu svar, forstår han, at der gælder en helt anden målestok, når det drejer sig om tilgivelse. "Syvoghalvfjerds gange", siger Jesus og mener dermed: uden tal og opregning: altid, når et medmenneske har behov for tilgivelse (Matt 18,21-22).
Det er helt sikker ikke et tilfælde, at det netop er Peter, som stiller spørgsmålet og får svaret. Et svar forpligter. For det er jo til Peter, Herren betror nøglen til himmeriget, for at alt, hvad han løser eller binder på jorden – tilgiver eller ikke tilgiver – også i himlen hos Gud vil være tilgivet eller ikke tilgivet (Matt 16,19).
Gå hen imod den anden med udstrakt hånd
sige det første ord, tage det første skridt,
acceptere den anden med hans skyld,
lade kærligheden være stærkere end gengældelse og hævn, bryde igennem skyldens og straffens onde cirkel, vandre videre med hinanden.
Jesus siger til disciplene:
Tilgiver I mennesker deres overtrædelser,
vil jeres himmelske fader også tilgive jer.
Men tilgiver i ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke
tilgive jeres overtrædelser.
Matthæus-evangeliet 6,14
