11. De helliges samfund
Bekendelsen til den "hellige katolske Kirke" og bekendelsen til de "helliges samfund" hører sammen. Kirken er hjemsted for dem, som gennem Jesus Kristus har del i det hellige: i Kristi legemes og blods sakramente, i tilgivelsen af synder og i Guds kærlighed til mennesket.
Kirken formmidler troen; med Jesu fuldmagt formidler den sakramenterne og stifter således de helliges samfund.
11.1 Jesus stifter fællesskab
Man siger ofte: "Ét menneske er ikke et menneske", eller i relation til Kirken: "Én kristen er ikke en kristen". Kun i fællesskab med andre kan mennesket blive, hvad det er. Kun i fællesskab med andre kan mennesket udvikle sine egne gaver, udfolde sit eget unikke væsen og virkeliggøre sig selv. Vi ved, at fællesskab med andre er nødvendigt for os - og dog lærer vi kun med besvær at leve i fællesskab.
Ved at lytte til Jesu ord erfarer vi, hvad det er for en form for fællesskab, som er grundlagt i ham.
I dette fællesskab er de små store: Jesus tager børn i sine arme og siger til de voksne: Hav samme tillid, som de har. Han gør fiskere fra Genesaret sø til sine apostle og stoler på, at de kan samle og lede hans Kirke.
I dette fællesskab har enhver en chance: Jesus tager imod indbydelse fra toldere og spiser sammen med dem; med en kvinde taler han om gudsriget. Til syndere siger han: Gud har tilgivet dig. Og til de rige: Giv til de fattige.
I dette fællesskab lærer de undertrykte og de, der er diskrimineret imod, hvad de har lov at håbe på: Jesus helbreder de syge og handicappede; de, der er besat af den onde og gjort ufri, giver han friheden tilbage.
Da Jesus havde vasket sine disciples fødder, ... sagde han til dem: Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig mester og Herre,og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.
Joh 13,12-15
11.2 Øvelse i at være menighed
I de kristne menigheder samles mennesker, som er vidt forskellige, og som til hverdag måske ikke har meget med hinanden at gøre: Jøder og hedninger, rige og fattige, kvinder og mænd, handlende og bønder, lærere og håndværkere, unge og gamle, de med succes og ulykkesfuglene, raske og syge, jordbesiddere og lønarbejdere. De deler det med hinanden, som er blevet vigtigt for dem: troen på Jesus, troen på hans ord, pladsen ved hans bord, håbet på det liv, som han lover dem, der følger ham. Når de beder, siger de: "Fader vor ..."; som han har lært dem. De siger "broder" og "søster" til hinanden.
Dette fællesskab som brødre og søstre er ikke noget indlysende i en verden, hvor et menneskes anseelse afhænger af, at man hæver sig over de andre. Det er heller ikke noget, som kristne automatisk får forærende med dåben. Hvert enkelt medlem af menigheden kan begå fejl, forsynde sig mod andre, svigte. Denne erfaring gjorde allerede de første menigheder. Vi kan lære af dem, hvordan vi skal behandle vore fejl og fejltagelser.
Den menighed, som Paulus grundlagde i Korinth, er et godt eksempel, for vi kender deres problemer og de retningslinier, som Paulus gav dem. Her er der kristne, "hellige", som strides med hinanden og vil bringe deres sag for retten hos de "uretfærdige", dvs. hedninger (1 Kor 6,1-11). Paulus opfordrer dem indtrængende til at slutte fred og forsone sig med hinanden.
Andre er usikre på, om de må købe det kød på markedet, som har været ofret til afguderne, eller spise det, hvis de er gæster hos andre. Paulus bestyrker dem i deres frihed som kristne. Han formaner dem samtidig til at tage hensyn til de "svage" i fællesskabet og ikke blive til anstødssten for dem (1 Kor 8,1-13).
Der er også diskussioner om, hvilken tjeneste i menigheden og for Gud, som gælder mest (1 Kor 12,12-31). Paulus løser dette problem ved en sammenligning, som også gør det tydeligt, hvad han forstår ved en menighed. Han skriver: Med menigheden er det som med vort legeme. Det har forskellige lemmer: øjne til at se med, øren til at høre med, hænder til at gribe med, fødder til at gå på. Det ene lem kan ikke erstatte det andet. Og, når et lem lider, lider alle de andre med. For legemet er en enhed. Således er det også med menigheden. Enhver har sin opgave: den ene som apostel, den anden som lærer, den tredje som læge. Ud af disse mangfoldige tjeneste vokser menigheden.
Dette er, hvad forener os:
Vi er døbt i det samme navn.
Vi bryder det ene brød.
Vi deler det samme håb.
For os gælder det ene bud.
Vi stoler på det samme ord.
Vi priser den ene Gud.
11.3 Hellige i Kristus Jesus
"I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk..." (1 Pet 2,9).
Med disse æresbetegnelser berømmer Peter sin menighed, som består af kvinder og mænd, som ved, at de er skyldige for Gud og for deres medmennesker. Han opmuntrer dem til at være, hvad Gud tiltror dem.
Til Guds hellige folk hører ikke kun de, som lever som den synlige Kirke på et givet tidspunkt. Til Guds folk hører også de døde, som endnu er på vej til fuld forening med Gud, og de mange salige, som ser ham ansigt til ansigt.
År efter år fejrer Kirken Alle helgens dag og Alle sjæles dag (1. og 2. November) som festen for de helliges samfund.
Herre, vor Gud,
tænk på de mange,
som overalt på jorden
er på vej til dig:
de, som intet har at give,
og de, som skænker sig selv;
de sørgende og de,
som udtrykker håbets ord;
de, som bliver slået
og ikke slår igen;
de sultne og de,
som fylder deres tallerkener;
de retsløse og de,
som forsvarer dem;
de skyldige og de,
som tilgiver dem.
Tænk på de mange,
som overalt på jorden
er på vej til dig: dine helgen.
