10. Den hellige katolske Kirke
Kirken i vor tid er et verdensomspændende fællesskab. Til dem, som er døbt ind i den, formidler den troen og fortæller dem, hvordan de kan leve som kristne. Således opfylder den sin Herres Jesu Kristi befaling, indtil han kommer i herlighed.
10.1 I begyndelsen var Helligånden
Kristne spørger: Hvor, hvornår og hvordan begyndte Kirken? Beretningen om Kirkens begyndelse ("grundlæggelseshistorien"), som Lukas fortæller i Apostlenes gerninger, giver svaret.
Det begyndte i Jerusalem, den by, hvor Jesus døde og opstod. Jesu apostle og disciple var forsamlet i et hus. Også Maria, Jesu Moder, og andre kvinder var sammen med dem. De ventede på den Hjælper, som Jesus havde lovet dem, og de bad sammen. Så på den halvtredsindstyvende dag skete det: Som en brusen af et kraftigt vindstød kom Guds Ånd fra himlen, fyldte huset og brændte i deres hjerter. Angsten for dem, der havde forfulgt og fordømt Jesus, var forsvundet. Jesu disciple var begejstrede. De kunne ikke længere blive i huset. De måtte gå ud og fortælle det glade budskab videre.
Foran huset havde der samlet sig en gruppe af folk fra alle folkeslag og lande. De fornemmede Åndens brusen. Opildnet af apostlenes begejstring hørte de, hvad disse kunne bevidne om Jesus, Guds Søn; og enhver forstod budskabet på sit eget sprog.
Mennesker, i hvem Jesu Ånd er levende, kan forstå hinanden, også når de ikke taler det samme sprog. De er ikke fremmede for hinanden, uanset hvilket folk eller hvilken race, de tilhører.
Dengang, på pinsedagen, holdt Peter, den første apostel, den første missonsprædiken for Kristus. Hans tale var så overbevisende, at det gik dem, der lyttede til ham, til hjertet.
På den dag, siger Lukas, sluttede tre tusinde sig til troen. De modtog dåben og blev et fællesskab i Jesus Kristus, brødre og søstre - Jesu Kristi Kirke.
Alle holdt de fast ved apostlenes lære og fejrede sammen brødets brydelse. De delte alt med hinanden og gav enhver, hvad han havde behov for.
Vi siger Peter og mener paven, der som hans efterfølger
leder Kirken.
Vi siger Paulus eller Bonifacius og mener alle,
som giver evangeliet videre.
Vi siger Benedikt eller Hildegard og mener alle,
som vier deres liv til Gud.
Vi siger Klara eller Frans og mener alle,
som er fattige med de fattige.
Vi siger Martin eller Elisabeth og mener alle,
som deler med andre.
Vi siger Vincent af Paul og mener alle,
som er til for andre.
Vi siger Maximilian Kolbe og mener alle,
som giver deres liv for deres brødre og søstre.
Vi siger Alfred Delp eller biskop Romero og mener alle,
som bliver ofre for vold.
Vi siger "kristne" og mener alle,
som Ånden gør levende.
Kirke: vi bruger dette ord til at betegne forskellige ting: det sted, hvor vi holder gudstjeneste; menigheden samlet til gudstjeneste; den lokale menighed (sognet eller bispedømmet); hele det troende fællesskab. Kirken ledes af paven, apostlen Peters efterfølger, og biskopperne, apostlenes efterfølgere. Oprindeligt betyder "kirke": "hørende til Herren", fællesskabet af dem, der, kaldet af Gud, forsamler sig som hans folk.
Den halvtredsindstyvende dag (pinse): Den dag, hvor den jødiske menighed fejrer den fest, hvor de mindes den pagt, som Gud lavede med sit folk på Sinai bjerg. Kirken fejrer denne dag som sin egen pinsefest til minde om Helligåndens komme over urmenigheden i Jerusalem, halvtreds dage efter påske.
10.2 Én Kirke - hellig, katolsk og apostolisk
Helligånden bevirker ikke kun Kirkens begyndelse. Den er levende i Kirken og erfares gennem den. Derfor må Kirken være én. Den har én Herre, bekender én tro, er grundlagt på én dåb, danner ét legeme, som lever ud af den ene Ånd på det ene håb.
Det er klart, at når forskellige mennesker tilhører et fællesskab, vil der være diskussion, ja også uenighed. Nogle holder sig til den ene lærer, andre til den anden (1 Kor 3,4-8). Nogle anser jødiske skikke og vaner for vigtige, som for andre er uvæsentlige eller fremmede (ApG 16,21). Nogle lever efter Jesu anvisninger på en radikal måde og skiller sig ud fra de andre (2 Kor 6,17). Mangfoldigheden i gaver og former for livsstil er en rigdom for menigheden - ja for hele Kirken - så længe de kristne ikke glemmer, at der kun er én Herre, én tro, én dåb, én Gud, alle menneskers Fader (Ef 4,5-6).
Hele Kirken rammes, når enkelte personer eller grupper strides om, hvordan Kirkens lære og anvisninger skal tolkes og giver anledning til, at fællesskabet brydes.
Det er slemt, når enkelte eller grupper bryder ud af fællesskabet for at være "Kirke" på sin egen måde. Det er også slemt, når Kirken må udelukke en af sine lærere eller en gruppe af fællesskabet på grund af deres vranglære.
For enhedens skyld og for Jesu kærligheds skyld bør Kirken aldrig ophøre med at søge forsoning og bede om tilgivelse både for sine egne synder og andres. Ellers vil Jesus have bedt forgæves: "Jeg beder dig, Fader, at de alle må være ét" (Joh 17,21).
I det første århundrede efter Jesu fødsel beder en menighed denne bøn:
Tænk, Herre, på din Kirke,
fri den fra alt ondt
og fuldend den i din kærlighed.
Før dem sammen fra alle fire verdenshjørner,
hvem du har helliget,
ind i dit rige, som du har bestemt for dem.
For din er magten og riget i evighed.
Lad din nåde komme og denne verden forgå.
Hosanna, Davids Gud!
Lad dem, der er hellige, komme hid!
Lad dem, der ikke er det, omvende sig!
Marana tha. Kom, Herre Jesus. Amen.
De tolv apostles belæring (Didake) 10,5-6)
Den ene Kirke er hellig.
Hellig, men ikke i sig selv, for kun Gud er den hellige. Han elsker Kirken, fællesskabet af mænd og kvinder, som bekender hans Søn Jesus Kristus som Herre, giver det glade budskab videre og bærer vidnesbyrd om det i deres eget liv, så godt som de formår.
Det lykkes dem ikke altid helt. Derfor er Jesu Kristi Kirke også syndernes Kirke: et fællesskab af mennesker, som går på afveje, som forråder kærligheden, bryder pagten, tillader det onde og gør det onde. Mennesker, som har brug for tilgivelse og barmhjertighed, som tilgiver andre og er barmhjertige. Gud helliger Kirken med al den menneskelighed og skrøbelighed, som findes hos dens ledere og dem, der ledes. Derfor er og bliver Kirken for verden det synlige tegn på Guds hellighed. Fordi Gud helliger den, kan den holde stand mod verdens magter. Ja, selv dødsrigets magter skal ikke sejre over den.
Vi beder:
Herre, du er i sandhed hellig, og det er med rette,
at alle dine skabninger priser dig.
For ved din Søn, vor Herre Jesus Kristus,
og ved Helligåndens kraft
giver du liv og hellighed til alle ting.
Begyndelsen til tredje eukaristiske bøn
Hellig: Gud er ikke som et menneske. Han er den helt anderledes: ophøjet, alvidende, almægtig, allestedsnærværende. Han er mere, end vi kan udtrykke, tænke og forestille os. Det er denne Guds anderledeshed, hans væsens mysterium, vi henviser til, når vi siger: Han er hellig. Kirken erklærer undertiden enkelte mennesker, mænd og kvinder, for "hellige" på grund af deres vidnesbyrd om Kristus. Disse helgener, frem for alt Maria, er forbilleder for os og beder for os hos Gud.
"Kirken er hellig: den højhellige Gud er dens ophav; Kristus, dens brudgom, gav sig selv for at hellige den; hellighedens Ånd giver den liv. Selv om den omfatter syndere, er den "den syndefri bestående af syndere". I helgenerne stråler dens hellighed frem; i Maria er den allerede fuldkommen hellig" (Den katolske Kirkes katekismus 867).
Den ene Kirke er katolsk
Den ene Gud er alle menneskers Gud. Han retter sit kærlige blik mod alle og ønsker at føre alle, hvornår eller hvor de end lever, til frelse, og selv er han frelsens midtpunkt.
Jesu Kristi Kirke værner om deres Herres arv og forkynder ham som alle menneskers håb. Den er tegn og pant på hans frelsende kærlighed. Ikke kun for dem, som ikke kender noget til Gud, har del i Guds kærlighed og i det håb, som Jesus, som er døbt ind i den romersk-katolske Kirke, men for alle, som lever forsonet med Gud. Også de mennesker, som tjener Gud i andre trossamfund og religioner, ja, selv Kristus er garant for. De er alle relateret til den ene Kirke. Derfor er Kirken i sit væsen åben for alle: den er katolsk.
O Gud, alle menneskers Fader,
du beder enhver af os
om at bringe kærlighed derhen,
hvor fattige er undertrykt,
glæde dér,
hvor Kirken er modløs,
og forsoning dér,
hvor mennesker er adskilt fra hinanden:
fader fra søn,
moder fra datter,
mand fra hustru,
troende fra dem,
der ikke kan tro,
den kristne fra sin
ikke elskede kristne broder.
Vi beder dig, ban for os denne
kærlighedens, glædens og forsoningens vej,
så at Kristi sårede legeme, din Kirke,
kan blive fællesskabets surdej for jordens fattige
og for hele den menneskelige familie.
Moder Teresa og broder Roger Schutz
Katolsk, det betyder: "Kirken forkynder troen uafkortet; den bærer i sig fylden af frelsesmidlerne og forvalter dem; den er udsendt til alle folkeslag; den får alle mennesker i tale; den favner alle tider; den er ifølge sit væsen 'missionerende'" (Ad Gentes 2; Den katolske Kirkes katekismus 868). "Kirken ved, at den af flere grunde er forenet med dem, der som døbte hædres ved navnet kristne, men som ikke bekender hele troen eller ikke bevarer fællesskabets enhed under Peters efterfølger" (Lumen Gentium 15). "De, som tror på Kristus og har modtaget en gyldig dåb, står nemlig i et vist, om end ikke fuldkomment fællesskab med den katolske kirke" (Unitatis redintegratio 3). Fællesskabet med de ortodokse kirker er så dybt, "at der kun mangler ganske lidt, for at det skal nå den fylde, som tillader en fælles fejring af Herrens eukaristi" (Paul VI, tale den 14. December 1975). (Den katolske Kirkes Katekismus 838).
Den ene hellige katolske Kirke er apostolisk
Siden begyndelsen på sit offentlige virke kalder Jesus disciple, for at de kan vandre med ham, høre, hvad han siger, og se, hvad han gør. Af deres kreds vælger han tolv mænd, som skal være hans vidner, fra dåben i Jordan indtil hans opstandelse. De tolv, apostlene, sender han selv ud, for at de i hans sted kan forkynde det glade budskab og helbrede dér, hvor han selv ikke kunne nå hen.
Den opstandne overdrog til Peter, som den første blandt apostlene, et særligt ansvar for Kirken. De tolv apostle er Kirkens grundlag. De forkynder evangeliet. De forsvarer Jesu lære og indestår, med Helligåndens hjælp, for den hele uforfalskede sandhed.
Apostlene giver deres opgave og deres sendelse videre til andre. Hele rækken af biskopper i Rom går i en ubrudt linie tilbage til Peter. I fællesskab med biskopperne, som er apostlenes efterfølgere, leder paven - som Peters efterfølger - Kirken på dens vej gennem tiden.
Én af de urkristne lærere, som bekymrede sig om enheden i Kirken,
giver følgende formaning:
Lev, så det svarer til det kald, I fik,
med al ydmyghed og mildhed,
med tålmodighed,
så I bærer over med hinanden i kærlighed
og stræber efter at fastholde Åndens enhed
med fredens bånd:
ét legeme og én ånd,
ligesom I jo også blev kaldet til ét håb;
én Herre, én tro, én dåb;
én Gud og alles fader.
Efeserbrevet4,1-6
Apostel, apostolisk: det betyder "én, der er sendt"; han taler med dens autoritet, som sender ham. Apostlenes antal svarer til Israels tolv stammer og hentyder til, at Jesus samler det nye og endegyldige gudsfolk. Kirken er apostolisk, fordi dens biskopper er de første apostles direkte efterfølgere.
10.3 Embeder og tjenester
Den opstandne sender tolv mænd, sine apostle, til alle folkeslag, som lever på jorden. Vil denne opgave lykkes? Apostlene begynder i Jerusalem. De prædiker, døber og fejrer det hellige måltid til minde om deres Herre. Også når de bliver forfulgt og får taleforbud, holder de sig ikke tilbage. De drager ud af Jerusalem til landsbyer og byer. De indsætter gennem håndspålæggelse mænd, der er kaldet, til menighedsledere og beskikker missionærer og vandreprædikanter.
Den, vi ved mest om, er Paulus, som den opstandne Herre kalder til at være hedningeapostel. Paulus drager fra by til by, fra land til land og kommer til slut - som fange - til Rom. Overalt grundlægger han menigheder og indsætter menighedsledere. Til dem og til menighederne skriver han breve. Fra disse breve erfarer vi, hvilke spørgsmål var vigtige for menighederne, og hvilke misforståelser de havde at kæmpe med. Da et problem dukker op, som Paulus ikke kan træffe afgørelse om alene, går han til Jerusalem. Dér forsamles apostlene. De rådslår med hinanden i tillid til Helligånden og beslutter, hvad der skal gælde i Jesu Kristi Kirke.
For alle, som har et embede betroet i Kirken, gælder Herrens ord:
I ved, at de mægtige misbruger deres magt over mennesker. Sådan skal det ikke være blandt jer: den, der vil være den først blandt jer, skal være alles træl.
Jf Markus-evangeliet 10, 42-43
Kirken vokser, og tiden går. De mænd og kvinder, som var draget med Jesus op til Jerusalem, dør. For at intet af den hellige overlevering skal gå tabt eller blive forfalsket, ved at det bliver fortalt videre, begynder man at nedskrive, hvad Jesus lærte dem. Vi tror på, at Guds Helligånd vågede over forfatterne til de hellige tekster, så de kunne være sande og trofaste vidner.
I Kirken opstår der faste embeder og tjenester. Den første og øverste lærer i Kirken er biskoppen af Rom, paven. Biskopperne, apostlenes efterfølgere, våger i lokalkirkerne over troen. De vier præster som ledere for de enkelte menigheder. Præsterne leder deres menighed i bøn og beder for dem, forkynder evangeliet for dem, administrerer sakramenterne og fejrer eukaristi. De står dem bi, som er blevet dem betroet, og ledsager dem på deres vej til Gud.
"Lavere i hierarkiet står diakonerne, som får håndspålæggelsen 'ikke til præstedømme, men til tjeneste' (Lumen Gentium 29).-?Det tilkommer diakonerne at bistå biskopperne og præsterne i fejringen af de guddommelige mysterier, frem for alt eukaristien, at uddele kommunionen, at medvirke ved ægtevielser og velsigne brudeparret, at forkynde evangeliet og prædike, at forrette begravelser og at give sig af med forskellige karitative tjenester" (Den katolske Kirkes Katekismus 1569-1570).
Jeg tror på Helligånden,
som gør Jesu Kristi Kirke,
hver enkelt af os,
til et levende vidne.
Jeg tror på Helligånden,
som gør Jesu Kristi Kirke,
hver enkelt af os,
i stand til at tilgive den anden,
i stand til at lytte til hinanden,
i stand til at elske hinanden.
Jeg tror på Helligånden,
som ledsager Jesu Kristi Kirke,
hver enkelt af os,
leder os og bringer os til målet.
10.4 Det gudviede liv
Manden er skabt for kvinden og kvinden for manden. Dog er der og har altid været mænd og kvinder i Kirken, som frivilligt vælger at leve alene. Gud gav mennesket jorden, for at det kunne udfolde sine evner her, sørge for livets opretholdelse og glæde sig over resultatet af sit arbejde. Dog er der og har altid været mænd og kvinder i Kirken, som frivilligt vælger at leve fattigt og uden ejendom. Gud gav mennesket frihed og fantasi og lysten til at søge og følge sin egen livsvej. Dog er der og har altid været mænd og kvinder i Kirken, som frivilligt lover at adlyde en ordensforesat. De gør dette, fordi det ord, som Jesus sagde til fiskerne, som arbejdede ved søen, er vigtigere for dem end alt andet: "Kom og følg mig". Disse mænd og kvinder finder deres lykke, finder sig selv, uden at eje noget, uden at stifte familie, ved at lytte til en anden.
Mange mænd og kvinder lever efter disse regler. De ønsker at være frie og disponible for Gud; at være tegn på, at han findes her i menneskers verden. Disse mænd og kvinder, som ved sig kaldet af Gud, slutter sig sammen i livsfællesskaber for at leve og tjene sammen. I løbet af kirkehistorien er der opstået - og der opstår stadig - ordensfællesskaber, mest som reaktion på et behov på det pågældende tidspunkt: For nogle er gudstjeneste og tilbedelse det vigtigste; andre lever med en kombination af bøn og arbejde. Nogle underviser og forkynder evangeliet; andre tager sig af de fattige, af børn, som ingen vil have, af syge, handicappede eller døende. Man skelner mellem "kontemplative" og "aktive" ordensfællesskaber. I vor tid er der også fællesskaber, hvis medlemmer lever blandt deres medmennesker uden ydre kendetegn.
Ordenerne og de ordenslignende fællesskaber opkaldes ofte efter deres grundlæggere (Benedikt, Frans, Vincent). Andre udtrykker deres opgave gennem deres navn (Barmhjertighedssøstre, Kærlighedens Missionærer, Skolesøstre). Hvert ordensfællesskab følger en Regel, som svarer til dets åndelige orientering. Fælles for dem alle er forpligtelsen til fattigdom, cølibat og lydighed: de tre måder, hvorpå de forsøger at følge Jesus efter. Man kalder dem de "evangeliske råd".
Livet efter de evangeliske råd er ikke en let sag. Den, der beslutter sig for dette, har brug for års prøvetid og indøvelse, før han eller hun forpligter sig for et stykke tid eller for hele livet (aflægger foreløbige eller evige løfter).
Den hellige Teresa af Avila siger til sine søstre:
Lad intet bekymre dig,
intet skræmme dig!
Alt forgår,
kun Gud forandrer sig ikke.
Tålmodighed opnår alt.
Den, der holder fast ved Gud,
mangler intet.
Gud alene - er nok!
