6. Nedfor til dødsriget, opstod på den tredje dag fra de døde
Gud har skabet menneskene - Adam og Eva - i sit billede: som mand og kvinde. Han velsigner dem. Han har dem kær: dem og alle deres børn og børns børn, hvem han betror jorden til. Hans kærlighed omfatter ikke kun dem, der holder sig til ham, følger hans lære og elsker ham, men også alle de mange, som aldrig har hørt om ham, som derfor heller ikke kan søge og finde ham, og som heller ikke ved, hvordan man kan leve på en måde, som er Gud velbehagelig. Gud vil dele sit liv med alle.
Tiden går. Mennesker dør. De, der lever uden Gud eller har vendt sig imod ham, men også de andre, som elsker ham så meget, som de kan. Adam og Eva, Abraham og Moses, Sara, Rebekka og Miriam, David og Salomo, Elias og Amos, Zakarias og Elisabeth, Simeon og Anna, Johannes Døber og alle de mange små mennesker, hvis navn og hvis kærlighed ingen kender uden Gud.
Har deres tro være forgæves? Glemmer Gud deres trofasthed? Vi tror, at Jesus ikke kun bragte det glade budskab til de levende. Vi tror, at han "nedfor til dødsriget". At han også der forkyndte: Tiden er inde. Nu begynder Guds herredømme. I er forløst. Gud er nådig mod alle, som elsker ham. Det betyder: Døden har mistet sin magt. Den kan ikke fastholde de mennesker, som elsker Gud. Jesus Kristus, vor Herre, er død for os alle. Alle hører med i det fællesskab af levende, som han har grundlagt.
Derfor mindes vi, Fader, i dag vor forløsning,
vi i ihukommer Kristi død og nedfart til dødsriget,
vi bekender hans opstandelse og himmelfart.
Han sidder nu ved din højre hånd,
og mens vi forventer hans herlige genkomst,
frembærer vi indtil tidernes ende
hans legeme og blod,
et dig velbehageligt offer
til frelse for hele verden.
Fra den fjerde eukaristiske bøn
Dødsriget: Underverdenen, et område, hvor døden hersker. I de bibelske beretninger overleveres "Guds ord i menneskeord". Det vil sige: Mennesker, som beretter om, hvordan de har erfaret Gud, benytter forestillinger og billeder fra deres egen tid. De mener, at jorden er en skive. Over denne hvælver sig himlen, det "område", hvor Gud er Herre over de levende. Nedenunder er underverdenen ("Sjeol"), det "sted", hvor døden er herre over de døde. Derfor siger de: Jesus er "nedfaren" til dødsriget.
6. 1 Jesus lever
Som menneske blev Guds Søn født. Som menneske døde han på korset. Hans døde legeme blev lagt i graven. Hertil har vi vidner. Ikke kun de mænd og kvinder, som var kommet til Jerusalem sammen med ham. Men også anklagerne, bøddelknægtene, Pontius Pilatus og de romerske soldater?
Alle fire evangelier beretter om kvinder, som tidligt om morgenen påskedag går ud til graven med vellugtende salver. Da de kommer til graven, finder de, at den tunge sten, som graven var lukket med, er væltet bort. Kvinderne går ind i graven og ser en mand i hvide klæder sidde til højre for dem. De bliver forskrækkede. Men englen siger til dem: "I søger Jesus af Nazaret, den korsfæstede? Han er opstået, han er ikke her. Se dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og især til Peter, at han går forud for jer til Galilæa" (Mark 16,1-7)... Johannes beretter om Maria Magdalene, som påskedags morgen møder den opstandne. Grædende står hun ved den tomme grav. Der ser hun Jesus, men hun genkender ham ikke. Først da han taler til hende: "Maria", åbnes hendes øjne. Hun siger på hebraisk til ham: "Rabbuni", det betyder "Mester". Den opstandne giver hende denne opgave: "Gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud. Maria Magdalene går hen og forkynder for disciplene: Jeg har set Herren!" (jf Joh 20,11-18).
Disciplene siger: Jesus er ikke død. Han lever. Han har vist sig for os. Vi har set ham. Vor historie med ham og hans historie med os er ikke til ende. Også de kvinder og mænd, som indestår for dette utrolige budskab, er vidner. I sit første brev til korinterne opregner Paulus dem (1 Kor 15,5-8): Først Peter, klippen, på hvem Jesus bygger sin Kirke. Så de tolv, som han valgte som apostle. Så fem hundrede brødre, af hvilke de fleste - som Paulus skriver - endnu er i live. Så møder han Jakob, som leder den kristne menighed i Jerusalem, så alle disciplene. Til sidst viser han sig også for Paulus, som var på vej til Damaskus, hvor han ville forfølge de kristne. Siden dette møde er Paulus, den lidenskabelige forfølger af kristne, blevet en ligeså lidenskabelig forkynder om Kristus.
For alle disse vidner var den tomme grav et vigtigt tegn. Mødet med den opstandne blev et kald: De må fortælle dét videre, som er blevet åbenbaret for dem. Deres tro er så sikker, at de er parate til at dø for den. På disse disciples tro er vores grundlagt.
Hvad der skete imellem langfredag og påskemorgen er det Guds mysterium, vi henviser til, når vi siger: "Han er opstanden fra de døde". Eller: "Gud har opvakt ham".
De mænd og kvinder, som den opstandne Herre møder, kender ham fra hans jordiske liv. De genkender ham: Det er ham - og dog er han helt anderledes. De bliver bange, når han går gennem lukkede døre. Deres hjerte er fuld af glæde, når han taler til dem. Han giver dem en opgave: Gå ud til menneskene, helt indtil jordens ende. Bring dem det glade budskab. Tilgiv dem deres synder. Gør dem til disciple. Og vær vis på: Jeg vil altid være med jer.
Herre, vor Gud, vi priser dig:
I denne nat af alle nætter
lader du dit lys stråle frem:
Gennem den tomme grav
skænker du os håb.
Jesus, vor broder, vi priser dig:
I denne nat af alle nætter
tager du fra os vor angst
for at leve og for at dø:
Nu kan vi have tillid.
Gud, Helligånd, vi priser dig:
I denne nat af alle nætter
lader du os ane,
at ikke døden er målestokken
for vor menneskelighed,
men kærligheden.
6.2 Vi skal leve
Jesu Kristi opstandelse er vor tros kerne og hjerte. Liturgien påskenat er den helligste fejring i kirkeåret. Og hver søndag er et minde og en lovprisning af Gud, som opvakte sin Søn af døden, påske. I én af de tidlige menigheder var der nogle, som tvivlede på Herrens opstandelse. Til dem skriver apostlen Paulus: "Hvis Kristus ikke er oprejst, er vor forkyndelse tom og jeres tro meningsløs. Så er I stadig i jeres synder ... Og også alle de, som er døde i tillid til Kristus, er fortabt. Hvis vi kun for dette liv har sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker" (jf 1 Kor 15,14-19).
Vi tror, at Jesus, vor Herre, lever; og at han vil dele sit liv med enhver, som stoler på ham.
Vi tror, at den opstandne er håbets grundlag for alle: ved afslutningen af vort liv venter os ikke tomheden, men Guds fylde; ikke mørke, men lys.
Vi tror, at med Jesus er verdens forvandling, dens forløsning begyndt.
Vi tror, at Jesu hellige Ånd lever og virker på jorden.
Vi tror, at Jesus Kristus vil komme igen på Guds dag. At han vil befri menneskene og alle skabninger fra lidelse og alt det onde, som undertrykker dem, vil føre dem til fuldkommenhed og skænke dem evigt liv.
Vi beder:
For du vil ikke prisgive mig til dødsriget,
din fromme vil du ikke lade se graven.
Du lærer mig livets vej,
du mætter mig med glæde for dit ansigt,
du har altid herlige ting i din højre hånd.
Salme 16,10-11
Påskenat: Liturgien påskenat består af fire dele: I fejringen af lyset bliver påskeilden velsignet. Ved denne bliver påskelyset tændt. Præsten bærer det i en højtidelig procession ind i den mørke kirke, idet han forkynder Kristus, vort lys! I Ordets tjeneste bliver der læst syv afsnit fra det Gamle og to fra det Nye Testamente: tekster, som minder os om Guds lange historie med menneskene. I dåbsliturgien bliver dåbsvandet velsignet; børn og voksne modtager dåben; alle fornyr deres dåbsløfter. I eukaristifejringen priser vi ham, som er hos os til tidernes ende.
