4. Undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria
Vi tror og bekender: Jesus af Nazaret er Messias, Guds Søn. Fra evighed af lever han i Faderens herlighed. Han kom til verden og blev os lig: det menneskevordne bevis for Faderens kærlighed. En kærlighed, som overstiger alt, hvad mennesker kan tænke eller udtrykke.
Teologerne og Jesu disciple bruger hver for sig deres egne billeder til at udtrykke menneskevordelsens (inkarnationens) mysterium. Johannes begynder sit evangelium med en Kristus-hymne, hvori det hedder: "Han, som er Ordet, er blevet kød (dvs. menneske) og har levet iblandt os; vi har set hans herlighed" (jf. Joh 1,1-18).
I brevet til Filipperne citerer Paulus fra en dåbssalme. I denne bliver Jesu Kristi, Guds Søns inkarnation beskrevet som en vej: "Oppefra" og "ned" - det betyder: fra Gud til menneskene - og "op" igen: Han var Gud lig "han blev os mennesker lig ... han ydmygede sig ... lydig indtil døden på et kors ? Derfor har Gud højt ophøjet ham ..., for at de, som er i himlen, på jorden og under jorden skal bekende: Jesus Kristus er Herre (jf Fil 2,6-11).
I sit brev til Galaterne beskriver Paulus Jesu liv i en eneste sætning: "Da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven..., for at vi skulle få barnekår (hos Gud)" (jf Gal 4,4-5).
Endnu tydeligere skriver Johannes til sin menighed: "Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham?Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser" (1 Joh 4,9.14).
To af evangelisterne, Matthæus og Lukas, vælger en form, som de menigheder, deres evangelium er skrevet for, er fortrolig med. De fortæller, hvordan Jesus kom til verden, og hvad hans komme betyder for de mennesker, som efter Guds vilje skulle spille en rolle i hans Søns historie. De begynder deres bog med "barndomsevangeliet" (Matt 1-2; Luk 1-2).
4.1 Guds Søn kommer til verden
Med Jesu fødsel begynder et helt nyt afsnit i Guds historie med menneskene. Derfor regner vi vor tid "efter Kristi fødsel". I mennesket Jesus af Nazaret er Gud selv kommet til verden som vor broder. Derfor kan man ikke tale om hans fødsel uden at tale om Gud. Heller ikke Matthæus og Lukas kan fortælle om Jesu fødsel, som man beretter om et hvilket som helst barns fødsel. De bevidner i deres evangelier ikke kun, hvad der skete, men for at give hele sandheden også, hvad denne hændelse betyder i Guds plan.
Lukas fortæller om englen Gabriel, som sendt af Gud kommer til Jomfru Maria i Nazaret. Han hilser hende: "Hil dig, fuld af nåde", og siger til hende, at hun ved Guds ånds virke skal være moder: "Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig" (Luk 1,35).
Lukas beretter, at Maria siger ja til Guds plan og nærer tillid til, at intet er umuligt for Gud. Han fortæller om, hvordan Maria og Josef kommer til Betlehem, og hvordan kong Davids by bliver Jesu fødested; han fortæller om hyrder, over hvem himlen åbner sig i denne nat; om englenes lovsang, som lyder ud over jorden, og igen om hyrder fra det jødiske folk, som finder Maria, Josef og barnet (Luk 2,1-20).
Matthæus fortæller om, hvordan Josef - tømreren, med hvem Maria var forlovet - i en drøm erfarer, hvad Gud forventer af ham: Han, der er en efterkommer af den store kong David, skal låne Guds Søn sit eget navn, gøre ham til et medlem af Davids familie og være som en far for ham og sørge for ham (Matt 1,18-24). Matthæus har oplevet, hvordan Jesus ikke fandt megen tro hos flertallet af sit eget folk. Men han oplever også, at der i alle folkeslag på jorden findes mennesker, som bryder op, søger Jesus og finder ham. Ikke mindst efter hans død og opstandelse! Derfor fortæller Matthæus om stjernen, som leder stjernetyderne fra det fjerne til Betlehem, for at de kan overbringe Jesus, jødernes konge, deres gaver. Matthæus beretter også, at Herodes, som hersker som konge i Jerusalem, vil dræbe barnet. Derfor flygter Maria og Josef med barnet til Ægypten (Matt kap. 2).
Englens budskab i den hellige nat:
I dag er der født jer en frelser i Davids by.
Han er Kristus, Herren.
Lukas-evangeliet 2,11
Nåde: Gud er hellig, han er evig, han er i sig selv fuldkommen. Mennesket er forgængeligt, en synder, ufuldkommen - men mennesket er åbent for Gud. Alligevel ville der ikke være nogen Guds historie med mennesket, hvis den evige og hellige Gud ikke skænkede mødet og i mødet skænkede sig selv. Det er denne Guds gave, vi henviser til, når vi taler om nåde. Intet menneske kan fortjene nåden; den er den frie Guds frie, ufortjente gave. Men mennesket kan lukke sig for den. Gennem Guds nåde bliver vi ham lig; som Jesu medarvinger bliver vi Guds sønner og døtre, kaldet til evigt liv, ansigt til ansigt med ham. "Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er" (1 Kor 15,10), og intet menneskes øjne har set, hvad vi skal blive. Der findes mennesker, som Gud udstyrer med en særlig nåde til at udføre en særlig opgave.
4.2 Maria, Jesu Moder
Moderen spiller en afgørende rolle i ethvert menneskes liv. Hvorfor skulle det have været anderledes for Jesus? Ganske vist taler han oftere om Faderen, sin Fader i himlen. Og i det Nye Testamentes skrifter bliver Maria sjældent udtrykkeligt nævnt. Alligevel kan og må man spørge: Hvad var det for en kvinde, som skænkede Jesus livet og ledsagede ham?
En pige fra Nazaret, forlovet med tømreren Josef. Dens tids skik for forlovelser taget i betragtning var hun næppe mere end 14 år gammel. En pige, som bliver forskrækket, da Guds engel kommer og taler til hende. Hun hører hilsenen, hører, at hun er blevet udvalgt. Hun siger ikke sit "ja" i blinde. Hun fremsætter en indvending: "Hvordan skal det gå til?" Så siger hun ja til kaldet, for "intet er umuligt for Gud". Derfor følger: "Lad det ske mig efter dit ord" (Luk 1,34.37-38).
Jomfru Maria, som venter et barn, er på vej med Josef. Deres barn kommer til verden "i det fremmede", under fattige omstændigheder, i det skjulte. Da hyrderne - også de er fattige folk – kommer og med lovprisning bekender, hvad Gud har gjort for sit folk, lytter Maria. Hun gemmer ordene i sit hjerte og grunder over dem (Luk 2,15-19).
Fyrre dage senere: Maria og Josef bringer deres søn til Jerusalem til templet for at indvi ham til Gud, som det er foreskrevet. I templet erkender Simeon og Anna, hvem han er; det er to mennesker, som med længsel venter på Messias' komme. Simeon priser Gud, som lod ham se "frelsen" med egne øjne. Han udsiger profetiske ord til Maria: "Dette barn er et tegn, som man vil modsige", og: "Din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge" (Luk 2,22-39).
Da Jesus er tolv år gammel, er Maria og Josef med Jesus til påskefesten i Jerusalem. På hjemvejen opdager de, at Jesus ikke er med dem. I tre dage leder de efter ham, som forældre altid vil søge efter deres barn, der er blevet væk. De finder ham i templet og hører, hvad han siger om "sin fars hus". Og endnu engang: "Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte" (Luk 2,51).
Jesus er tredive år gammel. Han drager sammen med sine disciple fra sted til sted. I Kana i Galilæa bliver han indbudt til bryllup. Også Maria er blandt gæsterne. Hun bemærker, at der ikke er mere vin og beder indirekte Jesus: "De har ikke mere vin" (Joh 2,3). Hun har tillid til, at han vil hjælpe, selv om han afviser hende: "Min time er endnu ikke kommet". Hun tror ikke forgæves. Der står seks vandkar af sten dér; hver rummer hundrede liter. Jesus siger til tjenerne: Fyld de tomme kar med vand. De gør, hvad han siger. Da skafferen smager på det, bemærker han, at vandet er blevet til vin. Dette var - således siger evangelisten Johannes - det første tegn, som Jesus virkede. Disciplene begynder at forstå, hvem Jesus er. De tror på ham (Joh 2,1-11).
Jesus har forladt sine forældres hus i Nazaret. Han grundlægger sin egen "familie". Engang, da folk står tæt omkring ham, siger man til ham: "Din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig". Så rækker Jesus sin hånd ud over folket og siger: "Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør min himmelske faders vilje, er min bror og søster og mor" (Matt 12,46-50).
For evangelisten Johannes har alt, hvad Jesus siger og gør, en skjult betydning. Det gælder også, når han fortæller, at Maria og den discipel, som Jesus elskede, står under korset. Jesus siger til sin mor: "Se, dér er din søn", og til disciplen siger han: "Se, dér er din mor" (Joh 19,26-27). Fra det tidspunkt sørger disciplen for Maria. Og fra at være Jesu mor bliver hun nu alle kristnes mor.
Endelig tales der en sidste gang om Maria ved pinsefesten. Jesu disciple er forsamlet i Jerusalem. De beder og venter på, at Helligånden skal udsende dem. Maria, Jesu mor, er blandt dem, da hendes søns kirke fødes (ApG 1,12-14).
Maria bekender:
Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
som han tilsagde vore fædre
mod Abraham og hans slægt til evig tid.
Lukas-evangeliet 1,46-55
4.3 Maria, Kirkens Moder
De kristne ærer Maria, Herrens mor: I hver katolsk kirke finder man et billede af hende. Mange kvinder bærer hendes navn. Vi tænker på Maria og fejrer hende først og fremmest på de fire store fester:
1. januar - Den første dag i året fejrer vi som "Festen for Maria, Gudsmoder". Vi priser "den hellige mor, (som) har født kongen, som i evighed hersker over himmel og jord" (indgangsvers), og vi kalder hende "Kirkens mor"
(bøn efter kommunionen).
25. marts - På festen for "Herrens bebudelse" (ni måneder før jul) fejrer Kirken både vor Herre og hans mor. Hun, der i den stund, hvor Herrens vilje blev forkyndt for hende, siger: "Se, jeg er Herrens tjenerinde.
Lad det ske mig efter dit ord" (Luk 1,38).
15. august - Den dag, hvor Maria blev taget op i himlen. Vi fejrer denne dag, selv om vi ikke ved, hornår og under hvilke omstændigheder Maria døde. Dog tror vi, at hun "da hendes jordiske liv var til ende, med legeme og sjæl blev optaget i den himmelske herlighed". Hun er dér, hvor vi engang skal være. Hun har det liv, som venter os.
8. december - Den dag, hvor vi fejrer "Marias uplettede undfangelse". Navnet lyder lidt kompliceret, men skal dog forstås ganske enkelt: "Uplettet" betyder uden arvesynd. Gud har udvalgt Maria. Han skænker hende Helligåndens gave. Den "Højestes kraft" har overskygget hende. Disse ord og billeder udtrykker mysteriet ved den udvælgelse, som vi tror bevarede Maria fri fra arvesynden, som vi alle fødes ind i.
De kristne ærer Maria på mange forskellige måder. De synger hendes pris og beder hende, Jesu mor, om hendes forbøn. Overalt i verden, hvor kristne beder, synger de Marias lovsang og hilser hende med englens ord:
Hil dig, Maria, fuld af nåde,
Herren er med dig.
Velsignet er du iblandt kvinder,
og velsignet er dit livs frugt, Jesus.
Hellige Maria, Guds Moder, bed for os syndere,
nu og i vor dødstime. Amen.
