2. Jeg tror på Gud ... , Himlens og jordens Skaber
Mennesker, der undrer sig, spørger: Hvorfra kommer verden? Hvorfra dette mangfoldige liv? Hvem har planlagt himmellegemernes baner, så sommer og vinter, såtid og høst, dag og nat bestemmer tiden for os? Hvem har givet planter og dyr deres ordnede rytme og jorden frugtbarhed? Hvem vækker nyt liv i moderens skød? Hvad var der i begyndelsen, og hvad vil der være ved enden?
Mennesker, der lider, klager: Hvem forårsager jordskælv og lader flodbølger vælde ind over landet? Hvem holder regnen tilbage, så jorden tørrer ud? Hvorfra kommer ulykke, sygdom, død? Hvorfra kommer det onde, hvem giver det magt til at fylde menneskers hjerter? Vil det onde sejre over det gode til sidst, vil døden være stærkere end livet?
Overalt på jorden er det de samme spørgsmål, som trænger sig på hos mennesker. Overalt søger folkets vise efter svar. De fortæller om mysteriet om vor første begyndelse, om guddommens virke og dens historie med mennesket: De fortæller urhistorier.
Israels præster, oplyst af Guds ånd, formulerer deres tro på Gud, "himlens og jordens skaber". Denne trosbekendelse er så vigtig for dem, at de anbringer den i begyndelsen af Biblen.
Urhistorier: Man taler ofte om "skabelsesberetningen" i begyndelsen af Biblen og risikerer dermed den misforståelse, at begivenhederne i første kapitel af Biblens første bog skildres mere eller mindre præcist sådan, som de var foregået. Når det f.eks, fortælles, at Gud har skabt verden på seks dage, skal "dag" ikke forstås som et forløb på 24 timer. Der er tale om et billede, som vil tydeliggøre, at Guds tid begynder med skabelsen og løber derfra, og at de forskellige skabninger indgår i et forhold til hinanden. Den tekst, som Biblen har overleveret os, siger ikke, hvordan verdensaltet er opstået, men hvem der har skabt det. Israels folk bekender i dette lovprisningsdigt dets tro på Gud, som var til før al begyndelse, og som forbliver tro mod sin skabning indtil dens fuldendelse.
2.1 Alting kommer fra Gud
"I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden" (1 Mos 1,1). Med denne sætning begynder Biblen. "I begyndelsen" - det vil sige: da der endnu ikke levede noget menneske på jorden, da der ikke var nogen mand, kvinde, barn, dyr til at efterlade sit spor i skoven og på marken, ingen fugl, der sang morgensang, ingen fisk, som gled afsted i vandet, ingen solstråle, der forkyndte dagen, ingen måne, der rundede himlen, ingen stjerne til at stråle i natten, intet træ, ingen busk, intet græs, der piblede op af jorden, intet fast land, intet hav, ikke noget, der var oppe og nede, venstre eller højre - i begyndelsen var Gud: "Guds ånd svævede over vandene" (1 Mos 1,2).
Vi siger: "Jeg tror på Gud, Himlens og jordens Skaber", og mener dermed: Verden og det, der fylder den, er ikke opstået ved egen kraft eller ved et tilfælde. Den opstod, fordi Gud ville det. Uden ham ville der ikke være noget liv.
Vi siger: Han har skabt verden ud af intet: fra det mindste atom til det fjerneste verdensrum. Derfor kan mennesker, også selv om de ikke ved noget om Gud, erkende hans spor i skabningerne. "For frem af storheden og skønheden i det skabte træder billedet af dets ophavsmand" (Visd 13,5).
Menneskene udforsker deres miljø: jorden. De forklarer, hvordan det mangfoldige liv har udviklet sig i løbet af årtusinder. Vort verdensbillede adskiller sig fra Biblens. På spørgsmålet om livets begyndelse og endelige mål er der forskellige svar: Vi tror ikke på tilfældet, men på den levende Gud som urgrunden eller ophavet til al begyndelse.
Ud fra troen på denne Gud opnår vi et perspektiv, hvorfra vi kan forstå verden og os selv. Fordi vi har denne tro, har vi tillid til, at verden og mennesket i sidste instans hviler trygt i ham, som var fra begyndelsen.
Gud er god mod os; Israels folk har erfaret dette igen og igen, og enhver troende oplever det i sin egen historie.
Et menneske, som har tænkt dybt over dette, priser ham:
Men du er barmhjertig mod alle,
fordi du formår alt,
og du bærer over med menneskers synder,
så de kan omvende sig.
Hvordan skulle noget bestå,
hvis du ikke ville det?,
hvis det ikke var fremkaldt af dig?
Du skåner alle ting, fordi de er dine,
Herre, du som elsker alt levende!
Visdommens bog 11,23.25-26
Gud: Fader, Søn og Helligånd: Vi kristne priser Gud Fader, som har skabt himmel og jord. Vi priser Jesus Kristus, Guds Søn, ét med Faderen fra begyndelsen af, som Ordet, hvorved alt er blevet til (Joh 1,1-3). Vi priser Guds hellige Ånd, som i begyndelsen svævede over vandene (1 Mos 1,2), som skænker livet og fortsætter ud over tiden i denne verden. Vi beder: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Verdensbillede: På den tid, da de bibelske bøger opstod, troede man, at jorden var en rund skive, forankret på søjler på havbunden. Under denne var de dødes verden; over den var himmelhvælvningen, som skiller de øvre vande fra den nedre. Herfra falder regnen på den tørre jord. "Himmel og jord" betyder: verdensaltet.
2.2 Mennesket kommer fra Gud
Mennesket kom sent til jorden. Vand og land, planter og dyr var der længe før mennesket. Israel bekender: På den sjette dag skabte Gud som det sidste af sine værker mennesket; mennesket som lever med planter og dyr, men dog er andet og mere end dem. Det er, hvad Israels præster mener, når de siger: Gud har skabt mennesket i sit billede.
Gud skabte mennesket som mand og kvinde, for at de kan være partnere og til hjælp for hinanden. I kærligheden til hinanden bliver de fuldt ud menneskelige. Sammen giver de livet videre, deres viden, deres erfaring, deres kærlighed. Fordi mennesket, mand og kvinde, er Gud lig, kan det erkende og elske dyrene, medmenneskene og Gud.
Mennesket kan opdage og udforske jorden, bruge den og indrette den. Det kan også ødelægge og tilintetgøre den. Mennesket forstår sig med rette som "herre" over jorden. Mennesket har jo ikke gjort sig selv stort. Gud har bestemt de sidste af sine skabninger til at være de første, for at de ikke bare kan sørge for sig selv og deres egne børn, men for alt, hvad der trives på jorden.
Gud tiltror menneskene, at de vil arbejde pålideligt sammen med dyr og planter, at de vil forsvare og beskytte livet, ikke udbytte jorden, men værne om den, give enhver skabning det, den behøver. Mand og kvinde er sammen ansvarlige for jorden. Mand og kvinde er Gud lige nær.
Herre, vor jord er kun en lille planet i det store verdensalt. Det er op til os at gøre den til en planet, hvis indbyggere ikke plages af krige, ikke pines af sult og frygt, og ikke rives fra hinanden af meningsløse splittelser på grund af race, hudfarve eller verdensanskuelse.
Giv os mod og forudseenhed til allerede i dag at begynde med dette værk, for at vore børn og børnebørn engang med stolthed kan bære navnet menneske.
DE FORENEDE NATIONERS BØN
2.3 Godt eller ondt - liv eller død
Vi priser Gud. Han har skabt jorden. Alt liv kommer fra ham. Og alt live er godt. Det er vor tro, og dog oplever vi, at det onde har overmagten i vor verden og i os selv. Overalt kan man finde den gode Guds spor, men også det ondes spor - selv i vort eget hjerte.
Der er folk, som tror, at der er to guder, som kæmper mod hinanden - en god og en ond gud. Vi tror ligesom Israels folk på den ene og eneste Gud. Han har skabt alt liv, og han vil, at hans skabninger skal tjene ham i frihed. Men de misbruger deres frihed, de vil ikke tjene.
I Israel fortæller man, at der blandt englene, som Gud skabte, for at de kunne være ham nær og skue hans herlighed, var nogle, som gjorde oprør mod deres Herre. Så kunne de ikke forblive i Guds nærhed, men kom ind i menneskers verden og bragte det onde med sig. Især lederen blandt dem, man kalder ham djævelen, forsøger at drage mennesker væk fra Gud og over på sin side. Den onde lokker, og mennesket er svagt. Derfor formaner Peter: "Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen" (1 Pet 5,8-9).
Vi tror på, at Gud på den sidste dag, når han fuldender verden, tilintetgør den ondes magter. Så begynder vort nye og fuldkomne liv (Åb 20,7-14).
Dog, så længe verdens tid varer, driver den onde sit spil med menneskene. Mennesket er frit: det kan stille sig på Guds side, høre hans ord og være Guds partner og medarbejder. Det kan også blive djævelens medarbejder, som øver det onde for sig selv og verden.
I Biblen er der overleveret en nøglefortælling om Adam og Eva, de "første mennesker". Det er en historie, som refererer til alle mennesker, uanset hvornår eller hvor de fødes i denne verden.
Eva kender udmærket Guds bud. Hun ved, at det drejer sig om liv og død. Og dog lytter hun til fristerens stemme: "blive som Gud?", "vide hvad der er godt, og hvad der er ondt"; det forekommer hende at være noget at stræbe efter. Hun spiser frugten fra det forbudte træ og giver også Adam noget af det at spise. Adams og Evas øjne åbnes; de erkender deres skrøbelighed og deres svaghed. De gemmer sig for Gud og frygter ham, som er deres ven.
Gennem Eva, alle levendes moder, får alle hendes efterkommere del i skylden. Det er en tung arv. Menneskene ville være fortabte, hvis Gud ikke elskede dem og ikke forblev trofast mod dem.
Hvorfra kommer min hjælp?
Min hjælp kommer fra Herren,
himlens og jordens skaber.
Han lader ikke din fod vakle,
han, som bevarer dig, falder ikke i søvn.
Han, som bevarer Israel,
falder ikke i søvn, han sover ikke.
Herren bevarer dig,
Herren er din skygge
ved din højre side.
Herren bevare dig mod alt ondt,
han bevare dit liv.
Herren bevare din udgang og din indgang
fra nu af og til evig tid!
Salme 121, 2-5.7-8
Engel: Åndelige væsener, som står om Guds trone, priser og lovsynger ham. Gud har givet dem til opgave at værne om og beskytte menneskene; derfor taler man om "skytsengle" (Sl 91,11). Gud sender engle som sine sendebud til jorden. Gabriel fortæller Maria, at hun er udvalgt til at være Jesu moder. I den hellige nat synger engle lovsangen på markerne uden for Betlehem.
Djævel: Biblen omtaler Guds modstander med mange navne, hvorigennem hans onde virke kommer til udtryk: Satan, Beelzebul, fristeren, mørkets fyrste, løgnens fader, denne verdens fyrste.
Ursynd, arvesynd: Hermed menes den synds fortsatte virke, som fra begyndelsen af har belastet menneskets historie med Gud. Alle mennesker arver denne synd. "Som følge af arvesynden er menneskenaturens kræfter svækket, den er underlagt uvidenhed, lidelse og dødens herredømme med hang til at synde" (Den katolske Kirkes Katekismus, 418).
