1. Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige
"Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen" (Mark 16,15). "Gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer" (Matt 28,19-20). Det er den opgave, Jesus gav sine apostle. Også den opgave, som apostlene giver videre til deres efterfølgere: Kirkens opgave - i dag. Kirken giver vidnesbyrd og forkynder, for at alle kan tro og håbe, leve og elske, sådan som Jesus har troet og håbet, levet og elsket. Kirken bevarer den hellige overlevering og beskytter den for forfalskning og vildfarelse.
Trosbekendelsen opstod i Kirken som en gyldig sammenfatning af det budskab, som var overleveret fra apostlene. Enhver, som ved dåben bliver udspurgt om sin tro, bekender disse ord. Over hele verden udtrykker de kristne deres tilhørsforhold til Gud Fader, Jesus Kristus, hans Søn, og Helligånden med de samme ord.
Alle kristnes trosbekendelse begynder med ordet "jeg". For hvert menneske i menigheden har sin egen historie med Gud. Ingen kan sige "Jeg tror" på en andens vegne.
Den, der siger "ja" til Gud, skal vide, hvad det er, han bestemmer sig for. Derfor er det vigtigt for enhver kristen at lære at kende og forstå troens grundtekst.
1.1 Jeg tror
Jeg er et menneske: født som dreng eller pige. Jeg har en far og mor, søskende og slægtninge. Jeg lever i et fællesskab med mange mennesker, med dyr og planter, med alt levende, som trives på denne jord.
Mennesker kan se og høre, lære og huske, tænke og planlægge. De kan bygge huse, tæmme dyr, helbrede sygdomme, give livet videre. De kan udforske verdensaltet og flyve til månen, sejle over havet, opfinde bomber, som kan tilintetgøre livet på jorden. De kan iagttage og sammenligne.
Mennesker taler med hinanden, de lærer af hinanden. De behøver hinanden. Det tunge bliver let, når der er én, til hvem jeg kan sige: Jeg regner med dig; du vil mig det godt. Jeg lytter til dit ord; jeg forlader mig på dig. Du hjælper mig altid op igen og giver mig håb. Dig vil jeg holde mig til. Dig betror jeg mig til. Jeg tror på dig.
En trofast ven er et stærkt værn; finder man en, har man fundet en skat.
Sirak 6,14
1.2 Jeg tror på Gud
Mennesker tror på sig selv. Men der er også mange, som tror på noget, der ligger ud over dem selv. De tror på Gud. Fra ham venter de svar på spørgsmål, som overstiger alt, hvad man kan vide: Hvorfor er jeg her på jorden? Hvorfor skal vi dø? Hvor kommer det mangfoldige liv fra? Eksisterer der en endelig grund, som kan give livet og også lidelsen mening?
Til alle tider og i alle folkeslag råber mennesker på Gud. De søger ham, for at de af ham kan lære at forstå sig selv og deres verden. Ethvert menneske kan erkende sporene af Guds virke i skaberværkets ordnede mangfoldighed. Skaberværket afspejler den, som har skabt det.
Der er en anden mere direkte måde at møde Gud på og være sikker på hans tilstedeværelse. Gud er ikke stum. Han giver sig til kende, man kan møde ham. Profeterne fra den første pagt, som Gud har sendt, er vidner om dette. En lærer fra Kirkens første tid skriver: "Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn" (Hebr 1,1).
De kristne har tillid til Biblens vidnesbyrd. Vi tror på, at Gud har udvalgt det lille folk Israel fra alle folkeslag og har sluttet en pagt med det. Gennem dette ene folk skal alle folk på jorden erfare, at Gud eksisterer, og at han har en plan med menneskene. Historien om Guds pagt med Israel står i bøgerne i det Gamle Testamente.
Gennem de bibelske historier om møder med Gud lærer vi ham at kende. Vi erfarer, hvordan han er, og hvad han ønsker af mennesker - for mennesker.
Moses græsser sine får i ørkenen. Så ser han tornebusken: den brænder og brænder dog ikke op. Han hører stemmen, som siger til ham: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud ... Jeg har set mit folks lidelse, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde" (2 Mos 3,6-7).
Den store, almægtige Gud har bundet sig til disse mennesker: Han lider med dem. Gennem Moses vil han føre dem til frihed. Moses bliver bange. Han vil ikke påtage sig opgaven. Han spørger den, som taler til ham gennem ilden, om hans navn. Gud siger: "Jeg er den, jeg er". Det er ikke et almindeligt navn. Gud er til for menneskene. Han er til for os - det gælder for enhver og til enhver tid.
Men nu siger Herren,
Han, som skabte dig, Jakob, han som dannede dig, Israel:
Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig,
jeg kalder dig ved navn, du er min.
Går du gennem vand, er jeg med dig,
gennem floder, skyller de ikke sammen over dig;
går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt,
flammen brænder dig ikke.
For jeg er Herren din Gud,
Israels Hellige er din frelser.
Esajas 43, 1-3
Job, en from mand, som betror sit liv til Gud, lærer ham at kende på en anden måde: Ulykke overgår Job. Røverbander stjæler hans hjorde og slår hyrderne ihjel. Hans børn, syv sønner og tre døtre, bliver begravet under ruinerne af hans hus, som styrter sammen. Han bliver selv spedalsk. Hele hans krop er dækket af bylder. Han sidder på en askedynge og skraber sig med et potteskår.
Det kan ikke være Gud, som sender den fromme Job så megen ulykke! Jobs hustru og Jobs venner vil få ham til at vende sig bort fra Gud, som gengælder ham godt med ondt. Men Job er sikker: Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde af hans hånd.
At tro vil sige:
At have tillid til, at Gud er til, at han er til for alle mennesker, at han kender dem og elsker dem.
At stole på, at Gud er til for mig, at han kender mig og elsker mig.
At elske Gud af hele sit hjerte, hele sin sjæl og hele din styrke.
At sige ja til Gud, høre hans ord og gøre hans vilje.
I en ødelagt by, fandt man på kældermuren denne trosbekendelse fra en forfulgt person:
Jeg tror på solen,
også når den ikke skinner.
Jeg tror på kærligheden,
også når jeg ikke føler den.
Jeg tror på Gud,
også når han tier
Gudserkendelse: "Menneskets fatteevne sætter det i stand til at erkende eksistensen af en personlig Gud. Men gud ville åbenbare sig for mennesket for at føre det ind i et fortroligt forhold og give det den nåde at tage imod åbenbaringen i tro. Beviserne for Guds eksistens kan alligevel åbne mennesket for tro og være en hjælp til at indse, at tro ikke strider mod menneskets fornuft" (Den katolske Kirkes Katekismus 35).
Bibel, det Gamle Testamente: Bibel, det betyder "bog". Hermed menes den bog, hvori de skrifter er samlet, som Kirken anerkender som den "hellige Skrift". Den første og største del, det Gamle Testamente, indeholder de bøger, hvori Israels folk fortæller om Guds store gerninger og deres egen historie. Man skelner mellem Loven (de fem Mosebøger), Profeterne og "skrifterne". De gammeltestamentlige bøger opstod i det årtusinde, der går forud for Jesu fødsel. Den anden, mindre del af Biblen danner det Nye Testamente (sml. 3,4).
Pagt: ordet betyder den aftale, som den store Gud sluttede med Noa, Abraham og med hele folket på Sinai bjerg. Pagten er for Israel pantet på udvælgelsen: "Jeg vil være jeres Gud, I skal være mit folk". De "ti bud" gælder som regler for pagten. Hvert år fejrer Israel festen for pagten.
Fordi den trofaste Gud sluttede denne pagt, kan mennesker forlade sig på ham. Selv i den største nød taber de fromme ikke håbet. De venter på en ny pagt, som Gud vil skænke sit folk. Kirken forkynder Messias, Kristus, gennem hvem Gud opfylder dette håb.
1.3 Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige
Mennesker, som er troende, taler med Gud. De prøver at finde ord, som kan udtrykke hans storhed og hans anderledeshed. Du er hellig, du er herlig, du er den højeste. De kaster sig ned for ham og tilbeder ham.
Mange af de fromme mennesker, som omtales i det Gamle Testamente, tror, at et menneske, som ser Gud ansigt til ansigt, vil dø. Men det Gamle Testamente kender også til mennesker, hvis højeste ønske det er at skue Guds ansigt. Mennesker, som længes efter og ikke har noget andet ønske end at være hos ham, fordi de tror, at mennesket kun kan være helt lykkelig i hans nærhed. De tror, at Gud straffer synd; dog ved de også, at hans kærlighed og hans barmhjertighed er tusind gange stærkere end hans vrede.
De siger: Gud er ikke én, som ønsker at ydmyge os. Han skræmmer ikke menneskene. Han elsker dem og ønsker at blive elsket igen. Han siger om sig selv: "Som en mor trøster sit barn, trøster jeg jer" (Es 66,13). Og "Kald mig fader", sagde jeg, "vend jer ikke fra mig" (Jer 3,19). En from mand, som har forstået Gud, siger: "Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham" (Sl 103,13).
Til Guds Kærligheds mysterium hører også, at han mange gange forekommer os fjern, fremmed og uopnåelig. At han lader os opleve, at hans tanker og veje ikke er vore (Es 55,8).
Sommetider, når det ondes magt overvælder os, kan det se ud, som om Gud er afmægtig. Dog, når vi mennesker ikke kan mere, gælder altid det ord, som Guds budbringer gav Abraham, da han - i en alder af mere end halvfems år - tvivlede på, at han ville få en søn: ?For Gud er intet umuligt!? Det samme sagde englen til Maria, da hun blev kaldet til at være Guds Moder.
De, der har arbejdet sig trætte, kommer Gud i møde, og han tager dem i sin favn. Han opsøger de ensomme og sidder hos dem som en mor. Han tørrer tårerne af øjnene på dem, der er uden håb. Hos ham finder de tvivlende beroligelse. Hans smil får de modløse til at rejse sig. Intet og ingen kan modstå ham. Hans arm er aldrig for kort til at hjælpe. Dette er fremfor alt, hvad vi mener, når vi siger: Gud er almægtig. Almægtig i sin hjælp, i sin tilgivelse og sin godhed; det onde er hans væsen fremmed.
Guds kærlighed er
som en hånd, man kan holde fast ved,
som et lys, der oplyser natten og viser,
hvor vejen går
