D
dagens bøn. Den skiftende, men fast formulerede bøn, som Kirken beder i dagens liturgi, dvs. i messen og tidebønnerne. Kaldes også kollekt eller kirkebøn.
dalmatica. En liturgisk dragt, som en
diakon bærer under gudstjenesten. En klædedragt, der var almindelig i Dalmatien i slutningen af det 2. årh.
Danmarks Katolske Kvindeforbund - (D.K.K.F.). Stiftet 1925 med det formål at skabe kontakt mellem katolske kvinder, repræsentere dem udadtil og fremme kvinders og mænds ligestilling i Kirken.
Danmarks Unge Katolikker - (D.U.K.). er en organisation for det officielle børne- og ungdomsarbejde i bispedømmet København. Målgruppen er unge katolikker i alderen 5-35 år. Formålet er 'med udgangspunkt i troen på Jesus Kristus og som en del af den katolske Kirke og det danske samfund, at børn og unge udvikler sig til selvstændige og ansvarsbevidste mennesker, der ved fælles handling virker for udbredelsen af det kristne fællesskab'. D.U.K. er organiseret med lokalforeninger i de fleste menigheder og arrangerer sommerlejre og andre møder på de katolske lejrcentre. Se også:
Katolsk Ungdomssekretariat.
defensor vinculi (lat. forsvarer af båndet). Det medlem af den kirkelige ægteskabsdomstol, som i en proces forsvarer et ægteskabs gyldighed.
de fide (lat. tilhørende troen). Udtrykket anvendes i forbindelse med læresætninger, som ikke kan fornægtes uden at man dermed fornægter troen.
Dei gratia. Lat. af Guds nåde.
deisme. Religiøs anskuelse, som anerkender eksistensen af et guddommeligt væsen, men som forkaster
åbenbaring og
forsyn.
dekan. Gejstligt embede: Enten den øverste i et
domkapitel, eller (i udlandet) en sognepræst, som fører tilsyn med en række omkringliggende sogne ('provst'). Betegner også lederen af
kardinalkollegiet.
dekretalier. Samlinger af kirkelige (evt. pavelige) afgørelser.
delegation.
1. En gruppe officielle udsendinge eller en delegats embede (f.eks. Den apostoliske Delegation).
2. En overgivelse af kirkelig myndighed (f.eks. retten til at firme eller foretage vielser).
demiurg (gr. demos = folk, ergon = arbejde). dvs. en, som driver offentlige forretninger, en øvrighedsperson. Hos de gamle, f.eks. Platon: verdensbygmesteren, skaberen af den materielle verden. Hos
gnostikerne opfattet som et Gud underordnet mellemvæsen, til tider også som djævelen. Den systematiske ateisme i dag hævder, at friheden består i, at mennesket er sit eget mål, sin egen histories eneste ophavsmand, kort sagt en 'demiurg'; og at dette ikke lader sig forene med en anerkendelse af Kristus som alle tings ophav og mål, og at en sådan anerkendelse også i bedste fald er blevet totalt overflødig. Denne indstilling bekræftes af den magtbevidsthed, som den tekniske udvikling har givet det moderne menneske. Jfr.
Kir.i.verd. 20.
Denzinger.
1. Dr. Heinrich Denzinger (1819-83), som udarbejdede den første udgave af Enchiridion Symbolorum i 1854, en samling af Kirkens dogmer og erklæringer om tro og moral fra 1. årh. til nutiden.
2. Kort betegnelse (yderligere forkortelse Denz.) for Enchiridion Symbolorum Definitionum et Declarationum de Rebus Fidei et Morum. Den er udkommet i mange reviderede og supplerede udgaver og er også oversat til moderne sprog. Se også:
Neuner-Roos.
Deo gratias (lat. Gud ske tak (og lov)). Messedeltagernes svar på præstens bortsendelse i slutningen af messen. Sætningen anvendes også som en kort bøn eller udtryk for en anerkendelse af Guds forsyn.
Deo Optimo Maximo (lat. Til Gud, den bedste og største). Forkortes ofte: D.O.M.
Deo volente (lat. Hvis Gud vil). Vending fra (ældre) katolsk litteratur og kirkelige dokumenter. Udtrykker en anerkendelse af, at menneskelige planer kun kan lykkes, hvis de harmonerer med Guds vilje.
Depositum fidei (lat. Troens skat). Betegnelse for de åbenbarede og overleverede trossandheder, som det er Kirkens opgave at forsvare og videregive uforfalsket.
De profundis (lat. Fra dybet). Begyndelsesordene i den latinske udgave af Salme 130, som er en af
bodssalmerne. Den anvendes liturgisk bl.a. ved begravelser.
desiderium naturale in visionem Dei (lat. menneskets medfødte naturlængsel efter gudsbeskuelse). En sandhed som især Thomas af Aquin har arbejdet med. Jfr. Augustin: 'Du har skabt os for dig, o Gud, og vort hjerte er uroligt indtil det hviler i dig'.
determinisme (lat. determinare = afgrænse, bestemme). En filosofisk teori som hævder, at enhver virkning har en nødvendig årsag, således at intet kan ske som resultat af den frie vilje, hverken hos Gud eller mennesker. Menneskets vilje er bestemt af arv og miljø og har derfor ingen valgmulighed. Denne teori ligger bag mange fejlagtige teorier om tilværelsens sammenhæng, f.eks.
panteismen.
Deus vult (lat. Gud vil (det)). De kristne korsfareres kampråb. Udtryk for en oplevelse af Guds vilje og den hensigt at udføre den.
deuterokanonisk. Betegnelse for de inspirerede bøger i GT, som er af senere dato i åbenbaringshistorien, skrevet på græsk, og hvis kanonicitet har været omstridt. Se:
apokryfe skrifter.
Deuteronomium (gr. Den anden Lov). Således kaldes 5. Mosebog i
Septuaginta, fordi den videreudvikler den lovgivning, der går tilbage til Moses.
devotio moderna (lat. den moderne fromhed). En åndelig bevægelse fra ca. 1350 - slutn. af det 15. årh. udgået fra Nederlandene omkring korherrerne af Windersheim: Fornyelse af det indre liv. Berømteste forfatter fra denne skole: Thomas a Kempis (
Kristi Efterfølgelse).
devotionalier (lat. devotio = andagt). Genstande til fromt brug, andagtsgenstande, der fungerer som hjælpemidler til trosoplevelse, bøn eller meditation (kors, religiøse billeder, rosenkrans, helgenfigurer, julekrybbe osv.).
diakon (gr. diakonos = tjener). Indehaver af diakonvielsen, som er det første af de tre trin i Ordinationens Sakramente (se:
præstevielse). Embedet som diakon har sin oprindelse i Urkirkens omsorg for de fattige og nødlidende i menigheden (jfr.
Apg 6,1-6). Selv om der aldrig har været rejst tvivl om diakonembedets sakramentalitet, havde dette embede i lang tid ikke haft nogen selvstændig status, idet det mere var et trin på vejen til præstevielsen. Det 2. Vatikankoncil (1962-65) besluttede at genindføre diakonatet som et permanent embede (
Kir. 29,41): Diakonen, som i vielsen bliver styrket med sakramental nåde, skal tjene Guds folk i liturgien, Ordets tjeneste og karitativt arbejde, i fællesskab med biskoppen og hans præsteskab. Diakonens opgaver er: At meddele dåben, uddele den hl. Kommunion, i Kirkens navn at assistere ved indgåelse af ægteskab, prædike, undervise, forestå begravelser og meddele
sakramentalier. Diakonen kan ikke læse messe eller meddele
absolutionen. Koncilet åbnede også mulighed for at gifte mænd, som har nået en vis modenhed, kan blive diakonviet. De findes også i Norden.
diakonat (gr. diakonos = tjener). Embedet som
diakon, evt. diakonens arbejdsopgaver.
diakoni (gr. diakonia = tjeneste). Det at udøve omsorg for de svage. Se også:
diakon.
diakonisse. Betegnelse for kvinder (jomfruer eller enker), som i Oldkirken og den tidlige middelalder øvede en lignende caritativ tjeneste over for kvinder i menighederne, som diakonerne over for mænd, herunder tjeneste i forbindelse med dåb (neddykning). Det er meget tvivlsomt, om de har haft en sakramental karakter og en egentlig liturgisk tjeneste. Jfr.
Rom 16,1;
1 Tim 3,11.
dialog. Kommunikation mellem to, person til person: 'Hjerte taler til hjerte' (kardinal Newman's valgsprog). I katolsk sprogbrug har ordet fået ny vægt efter 2. Vatikankoncil, ikke mindst takket være pave Paul VI's belæring om 'frelsens dialog' i evangeliseringen af verden (Ecclesiam suam 1964, kap. 3, jfr.
Kir.i.verd. 92). Pave Johannes Paul II har fulgt denne belæring op: Dialog betyder åbenhed, evnen til at forstå en anden ind til roden af hans eksistens: Hans historie, livsvej, de inspirationer, der besjæler ham. Dialog betyder ikke, at man forvirrer begreberne, endsige tilslører sandheden i det, man selv er overbevist om og tror på, men at man i dyb kærlighed anerkender alle momenter af sandheden, uanset hvor de findes. (Tale til de franske biskopper i Paris, 1980).
diaspora (gr. adspredelse). Oprindeligt et udtryk for de områder uden for Israel, hvor der levede jøder. Anvendes analogt hermed om de lande og områder, hvor katolikker lever spredt og i (betydeligt) mindretal (f.eks. i Nordtyskland og Skandinavien).
Didakæ (gr. lære). De XII Apostles Didakæ fra o. 80 er den ældste katekese for 'nye kristne' (katekumener), som vi kender.
Dies irae (lat. Vredens dag). Begyndelsesordene i den berømte middelalderlige dommedagssalme (sekvens) i
rekviemmessen, forfattet af Thomas af Celano (Ȃ 1255).
diptykon (gr. diptychos = dobbelt vig eller bugt). Tavle, som kunne foldes ud i to dele. Herpå stod navnene på de levende og de døde, som man ville bede for under gudstjenesten, og som man læste op ved offertoriet. Forsvandt i den latinske Kirke i det 12. årh.
discipel (lat. discipulus = elev). I NT betyder discipel enhver tilhænger af en (åndelig) lærer: Moses (
Joh 9,28), Johannes Døberen (
Matt 9,14), farisæerne (
Matt 22,16), og frem for alle Jesus. Til Jesu disciple hører først de Tolv (
Matt 10,1), så de, der fulgte Jesus (
Matt 8,21), særlig de 70 han sendte ud på mission (
Luk 10,1). I Ap.G. fra kap. 6 betyder discipel enhver, der tror at Jesus er Kristus. I discipel-forholdet til Jesus er det Ham, der tager initiativet: »Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer« (
Joh 15,16; jfr.
Mark 1,17). Disciplene kaldes til at bryde op, følge Jesus, lade sig forme af hans liv og lære (
Mark 8,34;10,21.38-45;
Joh 12,26) og modtage Gudsriget af ham (
Matt 19,28-29;
Joh 14,3).
dispens(ation). En tilladelse, givet af de kirkelige myndigheder, til ikke at overholde en gældende retsforskrift. Kan ikke gives, når det drejer sig om guddommelig lov (f.eks. opløsning af et gyldigt indgået og fuldbyrdet sakramentalt ægteskab).
disposition. Det personlige beredskab (parathed) der forudsættes f.eks. ved modtagelse af et
sakramente. Således er en oprigtig
anger nødvendig ved modtagelsen af
Bodens Sakramente.
dissenter (lat. dissentire = være uenig). Person, som tilhører et andet trossamfund eller en anden religion end den, som er anerkendt eller støttet af staten.
Dives in Misericordia (lat. Rig på Barmhjertighed). Encyklika af pave Johannes Paul II, 1980. Indledningsordene er et bibelcitat (
Ef 2,4). Er en teologisk meditation om Gud Fader og hans uendelige barmhjertighed og formulerer Kirkens budskab om Guds barmhjertighed. Udgør sammen med encyklikaerne '
Redemptor Hominis' og '
Dominum et Vivificantem' en trilogi om Treenigheden. Dansk overs. 1982: Rig på barmhjertighed. Se også:
Gud Fader;
barmhjertighed.
divination (lat. deus = Gud). Spådomskunst, som kan indebære påkaldelse af onde ånder. Kunne oprindelig betyde, at man overgav en bestemt sag til Guds forsyn, f.eks. ved lodkastning (jfr.
Apg 1,26).
Divini Redemptoris (lat. Den guddommelige Forløser). Encyklika af pave Pius XI, 1937. Fordømmer den ateistiske kommunisme og udpeger dens vigtigste fejltagelser: Dialektisk materialisme, utopisk messianisme, fremskridt kun muligt ved klassekamp, undertrykkelsen af den personlige frihed og andre menneskerettigheder.
Divino Afflante Spiritu (lat. Under Åndens inspiration, eller: Guds Ånds inspiration). Encyklika af pave Pius XII, 1943, om Skriftens inspiration og tekstmæssige grundlag.
Vulgata-udgavens autenticitet bekræftes, men studiet af ældre hebraiske og græske manuskripter og nyoversættelser anbefales. Skitserer et videnskabeligt program for bibelstudier og anbefaler tekstkritiske studier for at frembringe de mest nøjagtige bibeltekster. Studiet af de litterære former fremhæves som en forudsætning for en ægte
eksegese. Bibelforskerne opmuntres og tilsikres forskningsfrihed.
Djævelen (gr. diabolos = bagvasker, angiver, fjende). Se:
Satan.
Doctor Angelicus (lat. Den englelige Lærer). Hædrende betegnelse for en af Kirkens største teologer, St. Thomas af Aquin (1225-1274). Også kaldt Doctor Communis (lat. den lærer, der sammenfatter alt).
Doctor Seraphicus (lat. Den serafiske Lærer). Hædrende betegnelse for en af Kirkens største teologer, St. Bonaventura (1217-1274).
dogmatik (gr. dogma = læresætning). Systematisk fremstilling af troens sandheder. Det teologiske fagområde, som omhandler de læresætninger, der udtrykker Kirkens tro, og som er udtryk for eller afledninger af den
officielle Åbenbaring. Se også:
dogme;
teologi.
dogmatisk konstitution. Betegnelse for et
koncilsdokument med et højt indhold af forpligtende lære om centrale trosanliggender. Dette er ikke ensbetydende med at dokumentet har karakter af at være
ufejlbart. Se også:
økumeniske konciler: 2. Vatikankoncil, som udsendte 2 dogmatiske konstitutioner, nemlig om Kirken og om den guddommelige Åbenbaring.
dogme (lat. dogma = læresætning). Ny formulering af den gamle tro (Augustin), udtalt med apostolisk autoritet og forpligtende for hele Kirken. Dogmerne føjer altså ikke noget nyt til troen, men har tværtimod til opgave at værne om den apostoliske tro, ved at formulere den på stadig nye måder, svarende til de problemer eller angreb på troen, som er oppe i tiden. Den åbenbarede sandhed, som dermed defineres og fremsættes for hele Kirken, er overleveret (i Skrift og Tradition) enten explicit, dvs. udtrykkeligt (f.eks. menneskevordelsen), eller implicit, dvs. indbefattet (f.eks. Marias optagelse i Himlen). Et dogme kan fremsættes af paven personligt
ex cathedra eller af et
økumenisk koncil. Dette Kirkens højeste læreembede er iflg. katolsk tro beskyttet mod vildfarelser af Helligånden (
Matt 16,18) og derfor ufejlbart. Dogmerne udtømmer ikke mysterierne, men gør de åbenbarede sandheder gældende til enhver tid, idet de fremhæver snart det ene, snart det andet aspekt, svarende til tidens udfordring. Se også:
Åbenbaring, den officielle.
dogmeudvikling. Ethvert
dogme er ufejlbart, men begrænset, både i indhold og form. Det udtrykker en trossandhed, men kan aldrig udtømme mysteriet. Det formulerer det ved hjælp af sin tids begreber, og formuleringen bevarer sin gyldighed, men må evt. suppleres af nye formuleringer og andre aspekter af den samme trossandhed, svarende til en ny tids udfordringer og sprog. En sådan dogmeudvikling er beskyttet mod vildfarelser af Kirkens højeste
læreembede, så den ikke afviger fra den apostolske tro, men udfolder den i takt med Kirkens modning og vækst.
doketisme (gr. dokein = at synes). Opfattelse i Oldkirken iflg. hvilken Kristus kun tilsyneladende havde et menneskelegeme og kun tilsyneladende led og døde, jfr. advarslerne i f.eks.
1 Joh 2,22f;4,2f.
2 Joh 7. Beslægtet med
gnosticismen og fordømt som kættersk på koncilet i Chalcedon 451.
doktrin (lat. læresætning). Betegnelse for de enkelte dele af f.eks. en
trosbekendelse. eller anden formulering af Kirkens lære.
Dom (lat. Dominus = herre). Bruges som tiltaleform over for en del munke, som har aflagt evige løfter.
dom. »Thi for Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt« (
2 Kor 5,10). Stillet over for Guds absolutte Sandhed i Kristus, skal ethvert menneske på
dommedag se sit liv i sandhedens lys, uden selvbedrag. Da skal Kristus 'dømme levende og døde' (Trosbekendelsen), jfr.
Matt 25,31-46;
2 Kor 5,10. Se også:
Guds straf.
Dominikanerordenen -
Ordo Praedicatorum - (O.P.). Prædikeorden, stiftet af den hl. Dominicus (1170-1221) med det formål at prædike og undervise 'ad salutem animarum' (til sjælenes frelse). Ordenen fik med det samme stor udbredelse og fandtes i middelalderen i Danmark i de fleste købstæder (Sortebrødre). Siden 1916 har der igen været dominikanere i Danmark. Ordenen har i tidens løb ydet en stor intellektuel indsats på universiteter og som troens forsvarere. F.eks. var St. Albertus Magnus (1200-1280) og St. Thomas af Aquin (1225-1274) dominikanere. Til den dominikanske familie hører også de klosterbundne, kontemplative nonner og
lægdominikanere. I Norge findes et munkekloster og tre nonneklostre, i Sverige et munkekloster og fire ordenshuse for nonner.
Dominum et Vivificantem (lat. Herren og Levendegøreren). Encyklika af pave Johannes Paul II, 1986, om Helligånden i Kirkens og i verdens liv. Den slutter sig til '
Dives in Misericordia' fra 1980 om Gud Far, og '
Redemptor Hominis' fra 1979 om Gud Søn. Behandler de udsagn fra både GT og NT, som bevidner
Helligånden, og påviser, hvordan Helligånden 'overbeviser verden om dens synd', ved bl.a. at blotlægge materialismen. Dansk overs. 1987: Herren og levendegøreren. Se også:
Gud Helligånd.
Dominus Noster Jesus Christus (lat. Vor Herre Jesus Kristus). Fast vending fra kirkeligt sprogbrug og liturgi. Forkortes D.N.J.C.
Dominus vobiscum (lat. Herren være med Jer). Præstens hilsen til messedeltagerne (i latinske messer). Der svares: Et cum spiritu tuo (Og med din ånd).
domkapitel. Forsamling af præster, knyttet til en domkirke, hvor de har til opgave at sikre en værdig og højtidelig liturgi. Biskoppen kan overdrage kapitlet videre opgaver. Se:
Biskoppelige Råd. De enkelte medlemmer kaldes kannikker.
domkirke (lat. domus (Dei) = (Guds) hus). Hovedkirken i et bispedømme, hvor biskoppen residerer og har sin trone. Her udføres normalt de vigtigste ceremonier, f.eks. ordinationer.
dommedag. Dagen, hvor den nuværende verdensorden bringes til ophør ved Kristi andet komme (
2 Pet 3,10), og hvor han på Guds vegne holder
dom over menneskene, (jfr.
Apg 10,42;
Åb 20,11-15). Kaldes også Herrens dag (
1 Tess 5,2), Menneskesønnens dag (
Luk 17,24.30), vredens dag (
Rom 2,5), den yderste dag (
Joh 6,39.40.44.54). På den dag vil Gud dømme »utugtige og ægteskabsbrydere« (
Hebr 13,4), »alle dem, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden« (
2 Tess 2,12), de falske profeter og falske ledere, også de faldne engle og alle slags ugudelige (
2 Pet 2,1-10), falske lærere i menighederne (
1 Tim 3,6), troløse enker (
1 Tim 5,11-15). Ingen kan undfly Guds dom (
Rom 2,3), for på den dag vil Gud ved Jesus Kristus dømme endog det, der skjuler sig i menneskene (
Rom 2,16). Alle vil således blive dømt på deres holdning til Jesus og hans Evangelium og til deres medmennesker, dvs. på deres tro eller vantro og på deres gerninger. De, der påberåber sig Mose lov, skal dømmes efter den (
Rom 2,12); de, der påberåber sig samvittighedens lov og ikke har kendt nogen anden lov, skal dømmes efter den (
Rom 2,14f), og de, der har modtaget Evangeliet, skal dømmes efter »frihedens lov« (
Jak 2,12). Men hvis nogen dømmer andre, skal han selv blive dømt, nemlig efter det mål, hvormed han selv har målt sin næste (jfr.
Matt 7,1-2). »Altså skal enhver af os gøre Gud regnskab for sig selv« (
Rom 14,10-12). Men »alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud« (
Rom 3,23) - hvem kan da blive frelst? »Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!« (
Rom 7,25). Alle bliver retfærdiggjort ufortjent af hans
nåde, ved den forløsning som er i Kristus Jesus, hvis de tror på ham (
Rom 3,23-26). »Den, som tror på ham, dømmes ikke« (
Joh 3,18), men har evigt liv (
Joh 5,24). Gud er kærlighed, og den som bliver i kærligheden kan have frimodighed på dommens dag (
1 Joh 4,16-17). Se også:
Guds straf.
donatisme. Kættersk bevægelse i det 3.-7. årh. Biskop Donatus (Kartago) og hans tilhængere hævdede, at gyldig sakramentsforvaltning er afhængig af sakramentsforvalterens moralske tilstand. Fordømt ved flere lejligheder (pave St. Stefan I (254-257), pave Miltiades (310-314), koncilet i Arles (314), idet sakramenterne virker ex opere operato, dvs. i kraft af den udførte handling, når den udføres forskriftsmæssigt, i overensstemmelse med Kristus-Kirken.
dormitorium (lat. dormire = at sove). Sovesal i et kloster. Nogle klostre har haft fælles sovesal, men i dag har de fleste ordeners medlemmer egne værelser (celler).
doxologi (gr. doxa = ære, berømmelse). Lovprisning af Gud, f.eks. Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden ... og messens Gloria: Ære være Gud i det høje ..., og afslutningen på den eukaristiske bøn: Ved ham og med ham og i ham ... (Se Lovsang s. 707, s. 32 og s. 51).
drøm. Selv om drømme i sig selv er et rent psykologisk fænomen, viser GT og NT og helgeners liv eksempler på, at Gud kan betjene sig af dem ved i drømme at oplyse et menneske om sin vilje med det.
dualisme (lat. dualis = som indeholder to). Et synspunkt som hævder, at der findes to sæt fundamentalt uforenelige størrelser, f.eks. Gud og verden, ånd og materie, sjæl og legeme, lys og mørke. I Kirkens historie har kætterske bevægelser (som f.eks.
gnosticismen og
manikæismen) været udpræget dualistiske.
due. Anvendes i kirkekunsten som symbol på Helligånden, der åbenbarede sig under denne skikkelse ved Jesu dåb (
Matt 3,16).
duplex (lat. dobbelt). Se:
fester.
dyder (latin virtus = kraft, evne). Indarbejdede holdninger, som sætter en person i stand til at handle rigtigt i overensstemmelse med fornuften, oplyst af troen. Der regnes normalt med flg.: De teologale : Tro (fides), håb (spes) og kærlighed (caritas). De fire såkaldte kardinaldyder (lat. cardo = hængsel), dvs. de fundamentale dyder, som åbner døren ind til hele den moralske verden, er: Klogskab (prudentia), mådehold (temperantia), mod (fortitudo) og retfærdighed (justitia), jfr.
Visd 8,7. Desuden: Ydmyghed (humilitas), kundskab (scientia), fromhed (pietas), visdom (sapientia), tålmodighed (patientia), sagtmodighed (mansuetudo eller benignitas), lydighed (oboedientia), kyskhed (castitas), standhaftighed (perseverantia), enighed (concordia) og barmhjertighed (misericordia). I den religiøse kunst afbildes dyderne gerne som kvindeskikkelser.
dæmon (lat. ond ånd). Optræder talrige steder både i GT og NT som plageånder, der er skyld i mange sygdomme, idet de besætter menneskene. De opfattes som Satans håndlangere (jfr.
Matt 12,24). Se også:
besættelse;
exorcisme;
Satan.
dæmonologi. Den teologiske disciplin, der omhandler
dæmoner.
døbefont (lat. fons = kilde). Et kar, ofte anbragt på en sokkel, hvorover dåben foretages. De oldkirkelige og middelalderlige døbefonte er store, idet dåben foregik ved neddykning. Var tidligere anbragt ved kirkens indgang, evt. i et særligt kapel (
dåbskapel), men hører efter 2. Vatikankoncils liturgireform hjemme på en mere central plads, som er synlig for hele menigheden.
døden. Ophøret af menneskets legemlige funktioner, fordi sjælen forlader det. Mennesket udånder, legemet afsjæles og går i opløsning. Iflg. den kristne Åbenbaring er døden en straf for synd, en følge af
arvesynden: »Synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden« (
Rom 5,12). Mennesket brød med Gud, livets kilde, og måtte derfor miste livet dvs. vende tilbage til støvet (
1 Mos 3,19). I Kristus er straffen forvandlet til et kærlighedsoffer: På hele menneskeslægtens vegne hengav han sig selv til Gud og blev lydig indtil døden. Således dræbte han oprøret i sit eget legeme og åbnede det for Guds Ånd. Og i opstandelsen gjorde Gud ham, »den sidste Adam, til en levendegørende ånd« (
1 Kor 15,45). Døden har mistet sin brod (
1 Kor 15,55). I
dåben får de kristne del i Kristi opstandelse.
dødsriget (gr. Hades, hebr. Sheol). Jfr. den apostolske trosbekendelse: 'som nedfor til dødsriget' (se Lovsang s. 36). På spørgsmålet: Hvor var Jesus påskelørdag? svarer NT og trosbekendelsen: Hans legeme var i graven, hans sjæl i dødsriget (jfr.
Matt 12,40;
Apg 2,24.31;
Rom 10,7;
Ef 4,9;
Hebr 13,20). »Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden; og i ånden drog han hen og prædikede for de ånder, som var i fængsel« (
1 Pet 3,18-19). Med 'ånder' er der her sandsynligvis tale om de faldne engle (jfr.
1 Pet 3,22;
2 Pet 2,4.9;
Jud 1,6-7); andre eksegeter mener dog, at det er de faldne mennesker fra syndflodens dage (jfr.
Jud 1,20).
Døden og dødsriget var en følge af syndefaldet (
Rom 5,12), og
Jesu nedfart til dødsriget den sidste konsekvens af hans menneskevordelse. Han måtte, som ethvert menneske der døde, gå til de dødes rige; først da havde han fuldført menneskelivet fra vugge til grav. At han skulle opstå igen, var heller ikke fremmed for jødisk tro i de sidste århundreder f.Kr. Bortset fra saddukæerne (
Apg 23,8) ventede man en universel opstandelse på den yderste dag (jfr.
Joh 11,24). En individuel opstandelse før den tid var derimod ukendt; derfor mente de første kristne i begyndelsen, at med Jesu opstandelse måtte verdens ende og hans genkomst være umiddelbart forestående (jfr.
1 Tess 4,14-17).
Det var som Menneskesøn og Frelser, Jesus nedfor til dødsriget: »Evangeliet blev forkyndt også for døde« (
1 Pet 4,6). Hans tilsynekomst i dødsriget var derfor en proklamation af den sejr over alle ondskabens magter, han vandt på korset i sit eget legeme. Og som sådan virker han nu på de døde. Det betød en sejr over de onde ånder (
1 Pet 3,22); »Gud afvæbnede magterne og myndighederne og stillede dem offentlig til skue ved at føre dem frem i Kristi sejrstog« (
Kol 2,15). Det er denne Kristi magt over dødsrigets porte (dvs. det Ondes magt), Jesus giver videre til Kirken (jfr.
Matt 16,18). Med sejren over de onde ånder følger også en udfrielse af de retfærdige døde, »som vel skulle dømmes på menneskers vis i deres kød, men for at de kunne leve på Guds vis i Ånden« (
1 Pet 4,6), dvs. få del i Kristi opstandelse i tidens fylde. Mattæus-evangeliet hentyder til denne udfrielse af de retfærdige døde ved Jesu død, da 'mange af de hensovede helliges legemer opstod og gik ud af gravene og efter Jesu opstandelse kom ind i den hellige stad og viste sig for mange' (
Matt 27,52-53). Der er formodentlig tale om syner, et ekko af det gennembrud eller opbrud, som Jesu tilsynekomst i dødsriget udvirker. Jesus er det første menneske, der løftes op til gudsbeskuelse. Ham er det, der åbner himlens port, både for de retfærdige, der døde før han (jfr.
Hebr 11,39-40) og for dem, der følger efter. I historien om den rige mand og Lazarus (
Luk 16,19f) taler Jesus om to forskellige boliger i dødsriget: et helvede til de fortabte og en forgård til de retfærdige døde. Den fattige Lazarus bæres af engle op i Abrahams skød, men da den rige mand slog øjnene op i dødsriget, var han i pine. Og da han råbte om hjælp, svarede Abraham: 'Der er fæstet et stort svælg mellem os og jer'. Ingen passage er mulig (jfr. Augustin i brev til Evodius 164 n. 3). I dødsriget kulminerer Jesu medlidenhed med synderne, da han, lydig mod Gud, står ansigt til ansigt med fortabelsens gru, det ondskabens kaos, hvor alt uafbrudt falder fra hinanden i et objektivt fikseret had, i modsætning til Kristi kærlighed, der uafbrudt træder ud af sig selv for at samle alle: 'Gud forvandler selve afgrunden til en vej til ham' (Gregor den Store). Men at Jesus skulle opstå allerede på den 3. dag og føre fangne med sig, da han steg op til det høje (
Ef 4,8) - det var nyt. Dødsriget under den gamle pagt er herefter ikke identisk med helvede under den nye pagt, for der er Kristus til forskel, siger den hl. Augustin. Ligesom menneskeslægten faldt i sin første stamfader Adam, sådan vil Gud genrejse den i dens anden stamfader Kristus. I ham lyder atter tilbudet om evigt liv hos Gud, men tilbudet er større end det, den første Adam satte overstyr, fordi Kristus er større (jfr.
Rom 5,20). 'Som vi har båret præg af den jordiske (Adam), skal vi nu også præges af den himmelskes billede', dvs. Kristus (
1 Kor 15,49). Fortabelsen er derfor nu en fortabelse af livet i Kristus, og mellemtilstanden for de retfærdige syndere et renselsessted til hans liv hos Gud. Se også:
skærsilden;
helvede;
himlen.
dødsstraf. Statens strengeste straf for alvorlige forbrydelser. I GT foreskrives dødsstraf for f.eks. blasfemi, trolddom, ægteskabsbrud og mord. Teologer har igennem tiderne forsvaret anvendelsen af dødsstraf i visse tilfælde, jfr.
Rom 13,4. I dag er der en udbredt modvilje mod dødsstraf (f.eks. i Amnesty International). Den katolske Kirkes Katekismus giver flg. nuancerede redegørelse for Kirkens holdning: Samfundets vel kræver udelukkelse af den, der angriber det. Kirken har derfor traditionelt anerkendt myndighedernes velbegrundede ret og pligt til at idømme straffe, der svarer til forseelsens farlighed, uden at udelukke dødsstraf i tilfælde af yderste alvor. Tilsvarende har den lovlige øvrighed ret til væbnet forsvar mod dem, der angriber det samfund, den er ansvarlig for. Straffen skal primært bøde på den uorden, der er forvoldt. Accepteres den frit af den skyldige, får den karakter af udsoning. Desuden bevirker straffen opretholdelse af den offentlige orden og den personlige sikkerhed. Endelig har straffen en helbredende værdi, når den, så vidt muligt, medvirker til den skyldiges forbedring (Jfr.
Luk 23,40-43). Hvis ublodige forholdsregler er tilstrækkelige til at forsvare menneskeliv mod aggressoren og beskytte den offentlige orden og den personlige sikkerhed, bør myndighederne holde sig til disse forholdsregler, fordi de bedre svarer til de konkrete betingelser for det almene vel og er mere i overensstemmelse med menneskets personlige værdighed. Jfr.
Matt 5,21-39.44;26,52;
Luk 23,40-43. Den kat. Kirkes Katekismus nr. 2266 og 2267.
I Danmark blev dødsstraffen både indført og brugt i retsopgøret efter den tyske besættelse under 2. Verdenskrig, men er nu fjernet fra lovgivningen.
dødssynder. Synd til døden, dvs. den åndelige død som følger af brud med Gud.Den døbte mister sin dåbsnåde og dermed adgangen til Kirkens sakramenter - undtagen Bodens Sakramente, som kan gengive ham hans dåbsnåde, hvis han bekender sin synd, angrer og omvender sig og gør bod. Kaldes i dag: alvorlige synder (i modsætning til svaghedssynder). Se også:
hovedsynder.
dåben. Troens sakramente (
Matt 28,18-20;
Apg 2,37-38). Sammen med
firmelsen og
Eukaristien er den menneskets indvielse til Kristus og indføring i Kirken som kristen (de tre såkaldte initiations- eller indvielsessakramenter). Johannes Døberens dåb var en 'omvendelsesdåb til syndernes forladelse' og en forberedelse til Kristi dåb (
Luk 3,1-18). Den kristne dåb er en ny fødsel, en åndelig genfødelse (
Joh 3,3.5), en dåb med Helligånden til livet som Guds barn (
Rom 8,16). Kirken kalder dåbsbarnet (eller på dets vegne forældre og faddere) til omvendelse og tro: 'Forsager du djævelen... Tror du på Gud...'. Den beder Gud sende Helligåndens kraft ned over dåbsvandet for at dåbsbarnet kan blive renset for al synd, både
arvesynd og evt. personlige synder, og salvet med Helligånden til livet i Kristus. Dåben er således en død fra synden og en opstandelse med Kristus til at vandre med ham i et helt nyt liv (
Rom 6,3-11;
Kol 2,6). Den sker ved neddykning eller overøsning med vand 'i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn'. Dette er
retfærdiggørelsen. For hermed er det faldne menneske »friet ud af mørkets magt og ført over i Guds elskede Søns rige« (
Kol 1,13;
Tit 3,4-7). Dåben sletter arvesynden, men ikke dens følger = den faldne natur. Med den helliggørende nåde og troen på Guds virkekraft (
Kol 2,12) skænkes håbet om det evige liv og kærligheden, for at troen kan blive virksom i gerning (
Kol 1,4-5;
Rom 5,1-5;
Gal 5,6). Dåbspagten er radikal og total, både fra Guds og menneskets side. Den er det grundlag, hvorpå Gud vil handle med sit menneske og mennesket skal leve, dø og opstå til evigt liv. Derfor kan dåben ikke gentages. Den præger tværtimod dåbsbarnet med et uudsletteligt kendemærke, en dåbskarakter, der betyder, at den døbte nu er Kristi ejendom for altid (også i tilfælde, hvor mennesket fra sin side bryder ud af pagten med Gud). I dåben forenes den døbte også med alle andre døbte »i ét legeme, én Ånd, én Herre, én tro, én dåb..« (
Ef 4,4-5). Kirken er dette Kristi legeme (
1 Kor 12,13). Det tilkommer derfor også Kirkens præsteskab (biskop, præst eller diakon) at forvalte dåbens sakramente i forbindelse med Kirkens liturgi, især eukaristien (særlig påskenat, Hvide Søndag eller en anden søndag). Da dåben er nødvendig til frelse, kan dog i nødsfald (f.eks. livsfare) enhver kristen, ja ethvert menneske (selv en udøbt) meddele dåben gyldigt, hvis det sker i Kirkens intention og efter dens forskrifter, dvs. overøsning med vand og ordene: 'Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn'. (Jfr. Dåben. Ritual til brug ved dåb af et barn.) Det er i alle tilfælde Kristus selv, der meddeler dåben, det være sig gennem det ene eller det andet menneskelige redskab.
Betinget dåb kan gives til en konvertit, der optages i den katolske Kirke og hvor der hersker usikkerhed om gyldigheden af den tidligere dåb. Der er ikke tale om gendåb, idet den, der døber betinget, indleder dåbsritualet med disse ord: 'Hvis du er døbt, døber jeg dig ikke. Hvis du ikke er døbt, døber jeg dig ...' Se også:
Krisam;
barnedåb;
bloddåb;
ønskedåb.
dåbskapel. Et særligt kapel, hvor døbefonten befinder sig. Er i større, ældre kirker anbragt ved kirkens indgang, eller (i sjældne tilfælde) som en bygning for sig ved siden af kirken. Kaldes også baptisterium.
dåbsnavn. Navngivningen er ikke en integrerende del af dåbsritualet, men har, som følge af barnedåben, fået sin naturlige tilknytning hertil. Præsten indleder med at spørge forældrene, hvilket navn de har bestemt for deres barn. I Oldkirken var de fleste døbte voksne, som forlængst havde fået deres navn, som de ikke forandrede. Der var derimod rig anledning for dem til selv at gøre deres navn til et kristent helgennavn, gennem et helligt liv og/eller martyriet. Fra ca. 800 begyndte man at vælge et helgennavn fra Gamle eller Ny Testamente, derefter også fra kirkehistorien. Det kristne navn skulle være et tegn på at dåbskandidaten nu skulle optages i de helliges samfund og holde sig sin navnehelgens eksempel for øje, i håb om særlig forbøn. Også i dag opfordrer Kirken til at vælge et navn, der ikke er fremmed for det liv, som dåben indfører i. Se også:
navn.
dåbsvand. Det vand, dåben foregår med, bliver sædvanligvis indviet i påskenattens liturgi. Det kan dog også indvies umiddelbart før dåben og i nødstilfælde kan alt rent vand anvendes.