Økumenisk dialog

"Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig"

 

Hvad er økumeni?

Økumeni betegner efter katolsk opfattelse bestræbelserne på at genoprette den fulde enhed mellem alle kristne. Det er et faktum, at de kristne på trods af deres tro på den ene Gud er spilttet i mange forskellige kirkesamfund med indbyrdes forskellig og delvis modstridende lære, liturgi og organisation. Udgangspunktet for al økumeni er, at denne tilstand er i modstrid med Guds plan, sådan som den f.eks. findes udtrykt i Jesu ypperstepræstelige bøn aftenen før han skulle lide: "Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig" (Joh 17,20-21).

Økumeniens overordnede og langsigtede mål er altså genoprettelsen af den fulde enhed mellem alle kristne - når og hvordan Helligånden vil det. Det har en række meget konkrete konsekvenser for økumeni i bredere forstand, sådan som dette begreb siden Det andet Vatikankoncil officielt er blevet forstået i Den Katolske Kirke. For det første betyder økumeni respekt og velvilje over for alle kristne brødre og søstre fra andre kirkesamfund. Det grundlæggende, troen på Kristus, dåben i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og Bibelen som Guds ord, har alle kristne til fælles. Det er allerede meget i sig selv og et udgangspunkt for dialog, fælles bøn og praktisk samarbejde.

 

Økumenisk dialog

Økumenisk dialog er mange ting. På det mest grundlæggende niveau består økumenisk dialog af alle de kontakter, hvor kristne fra forskellige kirkesamfund i gensidig respekt lytter til hinanden, opløser fjendebilleder og fordomme og derigennem får en sandere forståelse af hinanden og det, de har til fælles. At lære hinanden at kende og derigennem komme til at værdsætte hinandens kirkelige traditioner er fundamental økumeni. Denne fom for økumenisk dialog foregår på alle niveauer fra menige kirkemedlemmers jævne snak over den organiserede diskussion og informationsudveksling til teologers og kirkelederes arbejde med fælleserklæringer som f.eks. Fælleserklæringen om retfærdiggørelsen eller Charta Oecumenica.

Hvor den økumeniske dialog tenderer til at fokusere på de punkter, hvor der endnu hersker uenighed eller misforståelser, bygger den fælles bøn direkte på den enhed, der allerede eksisterer. Alle kristne tilbeder den treenige Gud og bekender Jesus Kristus som Guds Søn og verdens frelser, og i Bibelens ord finder de kilderne til deres bøn. Også den fælles bøn foregår på mange niveauer. Der er økumeniske bedegrupper, og i mange menigheder afholdes jævnligt økumeniske gudstjenester, f.eks. med den eller de nærmeste menigheder fra andre kirkesamfund.

 

Den Katolske Kirke i Danmark og økumenien: Hvor og hvem?

Det økumeniske arbejde udspiller sig altså på flere niveauer og i mange sammenhænge. Det permanente officielle kontaktorgan, bl.a. til Folkekirken, er Danske Kirkers Samråd (stiftet 1991). Her mødes i alt 12 kristne kirkesamfund, der anerkender den apostolske trosbekendelse og Bibelen som grundlag for deres virksomhed, jævnligt, udveksler informationer og drøfter evt. konfliktstof. Danske kirkers Samråd har f.eks. taget stilling til proselytisme (1994) og Charta Oecumenica (2000).

Et karakteristisk træk ved den danske økumeniske bevægelse er, at den fra begyndelsen har været båret af græsrødder og engagerede enkeltpersoner. Derfor har den private organisation Det økumeniske Fællesråd, stiftet 1939, spillet en vigtig rolle som forum for kontakt, information og samtale.

Et privat initiativ, der har forbindelse til Det økumeniske Fællesråd, og hvor Den Katolske Kirke og en række katolske organisationer er medlemmer, er de jævnligt afholdte Danske Kirkedage.

Mindre omfattende end kirkedagene, men derimod verdensomspændende er Kvindernes internationale bededag (grundlagt 1927), der falder hvert år på den første fredag i marts. Den arrangeres her i landet af Danmarks økumeniske Kvindekomité, hvor en række forskellige kirkesamfund deltager med hver to repræsentanter. Hvert år gennemføres ca. 100 arrangementer i forbindelse med bededagen af mere løst organiserede lokalkomitéer med varierende kirkelig sammensætning.

Den økumeniske bedeuge er også international og fejres i ugen op til festen for apostlen Paulus' omvendelse (25. januar), dvs. den 18.-24. januar. Den markeres på forskellig måde rundt omkring i landet, bl.a. med en årlig kirkevandring mange steder i landet.

Bibelen har alle kristne til fælles, og Den Katolske Kirke i Danmark anvender Det danske Bibelselskabs oversættelser i sin liturgi og forkyndelse. En gang årligt, den 1. januar, optages i alle danske katolske kirker kollekt til fordel for Bibelselskabet. I Bibelselskabets repræsentantskab lægger man vægt på så vidt muligt at have medlemmer fra alle kristne kirkesamfund, deriblandt Den Katolske Kirke.

Af andre private initiativer kan - uden ambition om fuldstændighed - nævnes Alban og Sergej Samfundet, Det økumeniske Center i København, Det økumeniske Center i århus.

Ved siden af disse officielle eller institutionaliserede kontakter foregår der på lokalt eller regionalt plan meget, som har mere praktisk eller ad hoc-karakter: økumeniske studiekredse, gudstjenester, socialt arbejde, debataftener og foredrag. Der findes også flere foreninger, der skønt de ikke har en decideret økumenisk målsætning, alligevel falder ind under en bredere definition af økumeniske arbejde, f.eks. Respekt for Menneskeliv, der kæmper for ufødte børn, handicappede, syge og ældres ubetingede ret til livet, Andelskassen Oikos, der bl.a. formidler kredit til udviklingsprojekter i den tredje verden, og Assisi-Kredsen, der med inspiration i Frans af Assisi arrangerer rejser, foredrag og lignende.