Hvad skal vi med læserbreve?
Bernadette Preben-Hansen, København (april 2026)
Hvor blev læserbrevene af i Katolsk Indblik, spurgte jeg bispedømmets kommunikationsafdeling, der nu har bedt mig skrive et læserbrev.
Hvad er et læserbrev? Emnet kan være om personlige oplevelser eller samfundsmæssige problemer. Det kan være et indlæg i en debat, eller det kan rejse en debat, om eksempelvis kirkelige eller religiøse forhold. Skriv pointen som det første. Skriv klart, kort, velovervejet og ordentligt. Hold en god tone, og hæng aldrig enkeltpersoner ud. Skriv op til 500 ord, og accepter redaktørens anmodning om moderation eller en afvisning.
Har vi brug for læserbrevet? Ja, mener jeg, idet genren kan lade stemmer komme til orde rundt om i landet. Hvad sker der i de katolske sogne rundt om i Danmark? Hvilke historier? Hvilken kritik? Hvilke tanker? Et læserbrev kan indeholde en samfundskritik, som denne min ilddåb i genren.
Hermed er det mig en glæde at klippe snoren over til bispedømmets nye læserbrevssektion.
Erindring af en ikkepårørende
Jeg hører til Jesu Hjerte Kirke Sogn i Stenosgade på Vesterbro i København, hvor den travle storbydansker kan få en katolsk messe ”med på vejen”, træde ind i kirkerummet og synge ad maiorem Dei gloriam. Kirken er rummelig, og her er højt til loftet.
Vi lever i et Danmark, der i livstilsprogrammer på dansk Tv taler om sex, lyster og behov, men samtidig efterlyses på Tv et sprog for kærlighed, døden, tabet, og sorgen. Men kirken og poesien har jo et sprog. Kirkegængerne hører sproget læst op fra Bibeltekster og salmer, og vi har sakramenterne, der markerer livets store begivenheder. Sprog kan læses, læres og øves.
I Danmark har de demente og de døende ingen stemme. Vi lever i et Danmark, hvor profitoptimering synes at dominere enhver tankegang. Familieretshuset skal beskytte vores svage medborgere, men ser ikke personer i venskabs- eller kærlighedsrelationer – uden ægteskab eller fremtidsfuldmagt. Demens udvikler sig fra svag til svær, men de demente bliver ikke – og aldrig – hørt. Har Familieretshuset tildelt en sårbar borger en økonomisk værge, har værgen 80-90 klienter, med lovbud om et årligt personligt tilsyn, men loven overholdes ikke. Falder demensdiagnosen, inden en fremtidsfuldmagt er underskrevet, klapper fælden. Det gjorde den for min ven og mig. Det begyndte med kemohjerne.
En ”ikkepårørende” kan ikke telefonere til lægen. Familieretshuset besvarede ikke henvendelser fra en ”ikkepårørende” og vurderede aldrig de faktiske forhold, når de pårørende ikke kan tage ansvar, eller der ingen er. En ”ikkepårørende”, der – uden økonomiske hensyn – påtager sig et ansvar, bliver mistænkeliggjort (især en noget yngre kvinde) og mødes overalt af juramuren.
Pårørende bør i øvrigt ikke – og aldrig – slippe ansvaret for de gamle, de syge og de demente, idet plejehjemmet kun magter at opretholde de mest nødvendige ydre rammer om beboerne. Københavnske plejehjem er voldsomt pressede, og har ikke personale til ekstraopgaver som speciallægekonsultation (i over to år blev en behandlingskrævende følgesygdom syltet trods mine skriftlige henvendelser samt flere møder med mig, der senere måtte ledsage til speciallægen tre gange ugentligt igennem tre måneder); eller ja, – en veltilrettelagt palliation i tide (jeg blev øjenvidne til et kaotisk forløb), endsige kvalificeret palliation udenfor dagvagten i hverdage. Min ven døde forinden et vagtskifte, hvor ingen kunne give morfin. Jeg har talt med Patientstyrelsen i maj 2025.
Juramuren blev min virkelighed siden 2019, men det gav råstyrke at træde ind i kirkerummet og synge ad maiorem Dei gloriam. Så jeg kunne beskytte min atten år ældre ven hver eneste dag i ”Systemet”, der er sat i verden for at beskytte min ven – imod mig. Derimod udnævnte Rigshospitalet mig uden diskussion til ”primær omsorgsperson”, og hospitalslægerne måtte tale med mig på stedet, men ikke skrive. Vi – min ven og jeg – var rejsekammerater siden 2014, senere var jeg med på hans livsrejse alle dage, passede ham, vågede og lukkede vinduet op, så sjælen kunne flyve ud. Min ven blev bisat fra Den katolske Kirke i april 2025.
Husk fremtidsfuldmagten i tide, juramuren er tårnhøj og kan mod hensigt skade demente medborgere ved at handlingslamme de allernærmeste ”ikkepårørende”, der tager ansvar. Jeg er næppe den eneste, der har stået i den situation i et Danmark, hvor stadig flere står uden familie, altså juridiske pårørende.