18.06.15 17:34 Alder: 2 yrs
Kategori: Nyt fra verdenskirken, hovednyhed

Laudato si’: Et overblik


Nedenstående tekst er en nyttig vejledning til en indledende læsning af encyklikaen. Den vil være en hjælp til at forstå den overordnede tanke og de grundlæggende temaer. De to første sider er en oversigt over Laudato si’ (’Lovet være du’). Siden følger en sammenfatning af hvert af encyklikaens seks kapitel med en gengivelse af hovedpunkterne og nogle vigtige passager. Tallene i parentes henviser til afsnittene i encyklikaen.

Encyklikaen kan læses på de forskellige hovedsprog HER

 

En oversigt

”Hvilken slags verden ønsker vi at overlade til dem, som kommer efter os, til barnet som vokser op?” (160). Dette spørgsmål er hjertet af Laudato si’ (Lovet være du), pave Frans’ nye encyklika om forvaltningen af vort fælles hjem. ”Dette spørgsmål har ikke kun med miljøet at gøre; spørgsmålet kan ikke berøres stykvist”. Det leder os til at spørge os om meningen med vor eksistens og de værdier, som ligger til grund for det sociale liv: ”Hvad er formålet med vort liv i denne verden? Hvad er målet med vort arbejde og alle vore anstrengelser? Hvilken adfærd behøver jorden af os?” ”Med mindre vi adresserer disse dybere spørgsmål – siger paven – tror jeg ikke at vores bekymring for økologien vil medføre væsentlige resultater” (160).

Encyklikaen har fået sit navn fra den hellige Frans af Assisis bøn, ”Lovet være du, min Herre”, i hans Solsang. Den minder alle om at jorden ”er som en søster, som vi deler vort liv med, og en smuk moder, som åbner sine arme for at omfavne os” (1). Mennesker har glemt at ”vi selv er muld” (jf. 1 Mos 2,7); vore kroppe består af jordens elementer, vi indånder dens luft og dens vand giver os liv og gendanner os” (2).

Nu klager denne mishandlede og misbrugte jord, dens jamren slutter sig til alle de overgivnes klagen. Pave Frans indbyder os til at være lydhøre og opfordrer hver eneste af os – individer, familier, lokalsamfund, nationer og det internationale samfund – til at foretage en ”økologisk omvendelse”, således som den hellige Johannes Paul II udtrykte det. Vi opfordres til at ”ændre kurs” ved at påtage os det skønne og ansvarsfulde arbejde med at ”tage hånd om vort fælles hjem”. Pave Frans er glad for at ”der findes en voksende følelse for miljøet og behovet for at beskytte naturen, sammen med en voksende uro, både ægte og smertelig, for hvad som sker med vor planet” (19). En stråle af håb går som en rød tråd gennem encyklikaen, med et tydeligt budskab: ”Menneskeheden har stadig evnen til at samarbejde om at opbygge vort fælles hjem” (13). ”Mænd og kvinder kan fortsat gribe positivt ind” (58). ”Alt er ikke tabt. Mennesker er i stand til det værste, men har også evnen til at kigge udover sig selv, vælge det gode og begynde på ny” (205).

Pave Frans retter også især sine ord til katolikker og citerer den hellige Johannes Paul II: ”Kristne indser, at deres ansvar for skabelsen, og deres pligt mod naturen og Skaberen, er en vigtig del af deres tro” (64). Pave Frans foreslår ”at indlede en dialog med alle mennesker om vort fælles hjem” (3). Dialog gennemsyrer teksten og i kapitel 5 bliver den et redskab til at analysere og løse problemer. Fra begyndelsen minder pave Frans os om, at ”at andre kirker og kristne samfund – ligesom andre religioner – også har udtrykt dyb bekymring og har tilbudt værdifulde refleksioner” om økologi (7). Sådanne bidrag er udtrykkeligt blevet medtaget, først og fremmest ”den elskede økumeniske patriark Bartholomæus” (7), som punkterne 8 og 9 henviser til. På flere lejligheder takker paven hovedpersonerne i dette arbejde – individer, organisationer og institutioner. Han anerkender at ”mange videnskabsmænd, filosoffer, teologer og medborgergrupper […] alle har beriget Kirkens tanker om disse spørgsmål” (7). Han opfordrer alle til at anerkende ”de rige bidrag som religioner kan give til en økologi med et udvidet perspektiv, og for hele menneskehedens udvikling” (62).

Encyklikaens struktur beskrives i punkt 15 og den er inddelt i seks kapitler. Den begynder med at beskrive den nuværende situation på baggrund af nutidens videnskabelige resultater (kapitel 1), efterfulgt af en gennemgang af Bibelen og den jødisk-kristne tradition (kapitel 2). Årsagen til problemerne ligger i teknokrati og i menneskets overdrevne selvcentrering (kapitel 3). Encyklikaen foreslår herefter (kapitel 4) en ”en integreret økologi, som tydeligt respekterer de menneskelige og sociale dimensioner” (137), uløseligt forbundet med miljøspørgsmål. I dette perspektiv foreslår pave Frans (kapitel 5) at indlede en ærlig dialog på alle niveauer i det sociale, økonomiske og politiske liv, med transparente beslutningsprocesser. Han minder om at intet projekt kan være effektivt hvis ikke det anspores af en formet og ansvarsfuld samvittighed (kapitel 6), og han kommer med forslag på samvittighedens vækst på forskellige niveauer: inden for uddannelse, åndelighed, kirke, politik og teologi.

Teksten slutter med to bønner: den ene for alle som tror på ”Gud som den almægtige Skaber” (246), den anden for dem, der bekender deres tro på Jesus Kristus, og som veksler med omkvædet ”Lovet være du!”, som begynder og afslutter encyklikaen.

Flere hovedtemaer løber gennem teksten, men de adresseres ud fra forskellige perspektiver:

·         den intime relation mellem de fattige og planetens skrøbelighed

·         overbevisningen om at alt i verden er sammenkædet

·         kritikken af nye former for magt, der udspringer fra teknologien

·         opfordringen til at søge andre måder at forstå økonomi og fremskridt på

·         hvert væsens værdi

·         den menneskelige betydning af økologi

·         behovet for en oprigtig og ærlig debat

·         den internationale og nationale politiks alvorlige ansvar

·         smid-væk-kulturen og forslaget om en ny livsstil (16).

 

Kapitel 1 – Hvad hænder med vort fælles hjem?

Det første kapitel præsenteret de seneste videnskabelige miljøresultater for at mane til lydhørhed for skabelses råb, for ”at blive smerteligt bevist om det, og vove at gøre verdens tilstand til vores personlige lidelse, og dermed opdage hvad vi hver især kan gøre” (19). Det tager op ”flere aspekter af den nuværende økologiske krise” (15).

Forurening og klimaforandringer: ”Klimaforandringerne er et globalt problem med alvorlige konsekvenser: miljømæssige, sociale, økonomiske, politiske og fordelingsmæssigt; den er en af de vigtigste udfordringer for menneskeheden i vor tid” (25). Hvis ”klimaet er et alment gode, tilhører det alle” (23). Klimaforandringerne rammer de fattigste, mens ”mange af dem med flere ressourcer, økonomisk og gennem politisk magt, især er optaget af at tilsløre problemerne eller skjule symptomerne” (26). ”Vores manglende ansvar for disse tragedier, der berører vore brødre og søstre, peger på et tab af den ansvarsfølelse som ligger til grund for alle civilsamfund” (25).

Spørgsmålet om vand: paven understreger at ”adgangen til rent drikkevand er en grundlæggende og universel menneskeret, afgørende for dets overlevelse og forudsætningen for at udøve andre menneskerettigheder”. At berøve de fattige adgang til vand betyder at nægte dem ”retten til et liv i overensstemmelse med deres umistelige værdighed” (30).

Tabet af biodiversitet: ”Hvert år forsvinder tusindvis af plante- og dyrearter, som vi aldrig vil lære at kende, og som vores børn aldrig kommer til at se fordi de er forsvundet for altid” (33). Arterne er ikke blot en ”ressource” til udnyttelse, men har en værdi i sig selv. ”Vi må være taknemmelige for de bestræbelser, som gøres af forskere og ingeniører for at finde løsninger på det problemer, som mennesker har skabt”, men når de menneskelige intentioner tjener økonomien og forbrugerismen, ”gør det faktisk vor jord mindre rig og smuk, og stadig mere begrænset og grå” (34).

Nedgangen i livskvalitet og social sammenhængskraft: inden for rammerne af international etik peger encyklikaen på en ”sand ’økologisk gæld’” (51) i verden, især på den nordlige halvkugle i forhold til den sydlige. I lyset af klimaforandringer er ”ansvaret differentieret” (52) og de udviklede lande har et større ansvar.

Bevidst om de store forskellige, siger pave Frans, at han bliver dybt berørt af det ”svage modsvar” hos mange folk og befolkningsgrupper. Selv om der ikke mangler positive eksempler (58), råder der ”en selvtilfredshed og opstemt hensynsløshed” (59). Der savnes en passende kultur (53), vejvilje til at ændre livsstil, produktion og forbrug (59), men heldigvis sker der juridiske bestræbelser på at ”sætte tydelige grænser og sikre beskyttelsen af økosystemer” (53).

 

Kapitel to – Skabelsens Evangelium

For at imødegå problemerne i det foregående kapitel giver pave Frans et bibelsk helhedssyn ud fra den jødisk-kristne tradition og beskriver menneskehedens ”enorme ansvar” (90) for at skabe en intim relation mellem alle skabninger og det faktum, at ”det naturlige miljø tilhører det almene gode, et arv som hele menneskeheden har ansvar for” (95).

I Bibelen er ”den Gud som befrier og redder den samme Gud som skabte universet, og disse to guddommelige måde at handle på er intimt og uløseligt forbundne” (73). Skabelseshistorien er central i refleksionen om forholdet mellem mennesket og andre væsner og om hvordan synden ødelægger balancen i skabelsens helhed: ”Dette tyder på, at menneskelivet er forankret i tre grundlæggende og tæt sammenflettede relationer: med Gud, med vor næste og med jorden selv. Ifølge Bibelen er disse tre vigtige relationer blevet brudt, både udenfor og inden i os. Det er syndens brud” (66).

Selv om ”vi kristne til tider fejlagtigt fortolker Bibelen, må vi nu kraftfuldt afvise tanken, at i og med at vi er skabt i Guds billede og har fået herredømmet over jorden, så retfærdiggør det en absolut dominans over andre væsener” (67). Mennesker har ansvaret for at ”dyrke og passe verdens have (jf. 1 Mos 2,15)” (67), bevidste om at ”vi ikke er tilværelsens endelige mål. Alle væsener bevæger sig fremad, med os og gennem os mod et fælles mål, som er Gud” (83).

At siger, at mennesket ikke er universets herre ”betyder ikke at sætte alle levende væsner på samme niveau og at berøve mennesket dets unikke værdig og det enorme ansvar, som det medfører. Det drejer sig heller ikke om at guddommeliggøre jorden, hvilket ville forhindre os fra at arbejde på den og beskytte den i dens skrøbelighed” (90). ”Enhver grum handling mod et væsen strider mod menneskets værdighed’” (92). Men ”en følelse af dyb fællesskab med resten af naturen kan ikke være autentisk hvis vore hjerter mangler ømhed, medfølelse og omsorg for vore medmennesker” (91). Hvad der er brug for er bevidstheden om et universelt fællesskab: Alle er til gennem én Fader. Vi er alle forenede gennem usynlige bånd og udgør tilsammen en slags universel familie, et sublimt fællesskab, der fylder os med en hellig, kærlig og ydmyg respekt” (89).

Kapitlet afsluttes med hjertet af den kristne åbenbaring: ”Den jordiske Jesus” med ”sin kropslige og kærlighedsfulde relation til verden” er ”nærværende, opstanden og herliggjort, i hele skabelsen gennem sit universelle herredømme” (100).

 

Kapitel tre – Den økologiske krises menneskelige rødder

Dette kapitel analyserer den nuværende situation ” ikke kun for dens symptomer, men også dens dybeste årsager” (15) i en dialog med filosofien og humanvidenskaberne.

Første fokus er på teknologien. Man anerkender teknologiers bidrag til at forbedre livsvilkårene. Men teknikken giver dem med kundskab og økonomiske ressourcer en imponerende dominans over hele menneskeheden og hele verden” (104). Det er netop denne mentalitet af teknokratisk dominans som fører til ødelæggelse af naturen og udbytningen af folk, især de mest udsatte. ”Det teknokratiske tankemønster har også tendens til at dominere det økonomiske og politiske liv” (109) og undgå at erkende, at ”i sig selv kan markedet ikke garantere en integreret menneskelig udvikling og social integration” (109).

”Moderniteten har været præget af en overdreven antropocentrisk indstilling” (116): mennesket ser ikke længere sin rette plads i forhold til verden og indtager en selvcentreret stilling, fokuserer på sig selv og sin egen magt. Det resulterer i en ”brug-og-smid-væk” logik, som berettiger at man kasserer både miljøet og mennesker, at man behandler sine medmennesker og naturen som simple objekter og fører til forskellige former for dominans. Med denne mentalitet udnyttes børn, opgives ældre, personer tvinges ind i slaveri, man driver menneskehandel og bortkaster ufødte børn fordi de ikke svarer til forældrenes forventninger, man sælger ”bloddiamanter” og skind fra udryddelsestruede dyr, og man overvurderer markedets evne til at regulere sig selv. Det er også mafiamentaliteten i narkohandel og organhandel (123).

I det lys berører encyklikaen to vigtige problemer i dagens verden. Frem for alt arbejdet: ”enhver strategi for en integreret økologi, som per definition ikke udelukker mennesker, må tage hensyn til arbejdets værdi” (124), ”at stoppe med at investere i mennesker for at opnå større, kortsigtet økonomisk vinding, er en dårlig forretning for samfundet” (128).

Det andet problem gælder den videnskabelige udviklings begrænsninger, med tydelige henvisninger til GMO, genmanipulation (132-136). Dette er et ”komplekst miljøspørgsmål” (135). Selv om ”brugen af GMO, i visse regioner, har betydet en økonomisk vækst og har afhjulpet med at løse problemer, er der fortsat et antal væsentlige punkter, som ikke må undervurderes” (134), for det første at ”produktiv jord kontrolleres af et fåtal ejere” (134). Pave Frans tænker især på små producenter og landarbejdere, biodiversiteten og økosystemets netværk. Derfor er der brug for ”en bred, ansvarsfuld videnskabelig og samfundsmæssig debat, en debat som tager hensyn til tilgængelig information og som kalder tingene ved deres rette navn”, og som udgår fra en ”uafhængig og tværfaglig forskning” (135).

 

Kapitel fire – Integreret økologi

Hjertet i encyklikaen er forslaget om et udvidet perspektiv på økologien – økologi som et nyt paradigme for retfærdighed, en økologi ”som respekterer vor unikke plads som mennesker på denne jord og vort forhold til omgivelserne” (15). Faktisk ”kan naturen ikke betragtes som noget, der er adskilt fra os selv eller som rent miljø hvori vi lever” (139). Økologi indgår i alle områder: økonomi og politik, forskellige kulturer og i vores hverdag.

Det udvidede eller integrerede perspektiv omfatter institutionernes økologi: ”hvis alt relaterer sig til hinanden påvirker sundhedstilstanden i samfundets institutioner miljøet og menneskernes livskvalitet”. ”Hver overtrædelse af solidariteten og medmenneskeligheden skader miljøet” (142).

Med mange konkrete eksempler bekræfter pave Frans sin idé om at analysen af miljøproblemerne ikke kan adskilles fra analysen af de problemer, som angår mennesket, familien, arbejdet, samfundet og menneskers indbyrdes relationer” (141). ”Vi står ikke overfor to separate kriser, en miljøkrise og en samfundsmæssig krise, men snarere en kompleks krise, der forener det sociale og miljøet” (139).

”Menneskelig økologi er uløseligt forbundet med begrebet om ’det almene gode’” (156), men det skal forstås konkret: i dag, hvor vi oplever ”uretfærdigheder i overflod og ser et voksende antal mennesker, der berøves de grundlæggende menneskelige rettigheder og bliver anset for at være forbrugsvarer” (158), forpligter man sig til det almene gode ved at træffe solidariske valg, med ”særligt hensyn til vore fattigste brødre og søstre” (158). Dette er også den bedste måde at overlade en bæredygtig verden til kommende generationer og ikke blot tale om denne sandhed, men også at forpligte sig til at drage omsorg for de fattige i dag. Benedikt XVI betonede dette tydeligt: ”Udover en mere retfærdig følelse af solidaritet mellem generationerne findes der et presserende moralsk behov for at forny følelsen af solidaritet i de enkelte generationer” (162).

Den integrerede økologi omhandler også vores hverdag. Encyklikaen er særlig opmærksom på bymiljøet. Mennesket har en stor evne til at tilpasse sig og ”en beundringsværdig kreativitet og generøsitet udvises af personer og grupper som svar på miljøbegrænsninger ved at mindske de negative effekter og leve produktivt midt i uorden og usikkerhed” (148). Men en omfattende forbedring af livskvaliteten er nødvendig for at opnå en ægte udvikling (150-154) – af det offentlige rum, boliger, transport m.m.

Menneskelig økologi er også at ”erkende vore kroppe som Guds gave for at kunne hilse velkommen og acceptere hele jorden som en gave fra Faderen, og vort fælles hjem. Hvis vi tror at vi kan nyde en absolut magt over vore egne kroppe, fører det til at vi tror at vi har absolut magt over skabelsen” (155).

 

Kapitel fem – forskellige udgangspunkter og foranstaltninger

Dette kapitel tager op spørgsmålet om hvad vi kan og må gøre. Det er ikke nok at analysere. Vi har brug for forslag ”til dialog og handling, der involverer hver eneste af os personlige lige meget som den internationale politik” (15). De vil ”hjælpe os med at undslippe den spiral af selvødelæggelse, som for tiden optager os” (163). For pave Frans er det vigtigt at konkrete forslag ikke udvikles på en ideologisk, overfladisk eller reduktionistisk måde. Til dette formål er dialog et vigtigt begreb – ordet forekommer i overskriften for alle afsnit i dette kapitel. ”Der findes visse miljøspørgsmål, hvor det ikke er let at opnå bred enighed […] Kirken kan ikke løse videnskabelige spørgsmål eller erstatte politikken. Men jeg vil opmuntre til en ærlig og åben debat, således at bestemte interesser eller ideologier ikke påvirker det almene gode” (188).

På det grundlag er pave Frans ikke bange for at stærkt at fordømme den internationale dynamik: ”De seneste klimatopmøder har ikke formået at leve op til forventningerne, for manglende politisk vilje gør det umuligt at nå meningsfulde og effektive globale aftaler om miljøet” (166). Og han spørger: ”Hvem vil på dette tidspunkt forblive ved magten for kun at blive husket for sin manglende evne til at handle, når det er påkrævet og nødvendigt at gøre det?” (57). Det, der er brug for, som paver har gentaget flere gange fra den første sociale encyklika Pacem in Terris, er globale styreværktøjer (175): ”en overenskomst om hvordan man skal styre over det såkaldte globale fælles bedste” (174), og en opmærksomhed på at ”miljøbeskyttelse ikke kun kan garanteres gennem økonomiske beregninger. Miljøet er noget, der ikke kan beskyttes eller fremmes i tilstrækkelig grad af markedskræfterne” (190, citat fra Den katolske Kirkes sociallære).

I det femte kapitel insisterer pave Frans på ærlige og åbne beslutningsprocesser for at kunne ”udskille” hvilke strategier og forretningsinitiativer, som kan afstedkomme en ”ægte integreret udvikling” (185). Miljøkonsekvenserne må i nye ”forretningsprojekter gennemgå transparente politiske processer og involvere en fri meningsudveksling. Der findes former for korruption, som skjuler den reelle miljøbelastning af et projekt i bytte for fordele, som normalt frembringer særaftaler, der undlader at informerer tilstrækkeligt og ikke giver mulighed for en fuld debat” (182).

Den stærkeste appel er den, som retter sig mod dem med politisk ansvar, og opfordrer dem til at undgå den kortsigtede mentalitet (181), som er så udbredt i dag: ”hvis politikerne er modige kan de genvinde den værdighed, som Gud har givet dem og efterlade et vidnesbyrd om uselvisk ansvar” (181).

 

Kapitel seks – Økologisk uddannelse og åndelighed

Det sidste kapitel opfordrer alle til en økologisk omvendelse i hjertet. Den kulturelle krises rødder er dybe, og det er ikke let at ændre vaner og adfærd. Uddannelse er en af de vigtigste udfordringer: ”forandringen er umulig uden motivation og en uddannelsesproces” (15). Alle uddannelsessektorer er involverede, især ”skolen, familien, medierne, trosundervisningen og andre steder” (213).

Udgangspunktet er ”at stræbe efter en ny livsstil” (203-208), som også åbner for et ”sundt pres på dem med politisk, økonomisk og social magt” (206). På denne måde forandrer forbrugernes valg ”hvordan forretningsverden fungerer, og tvinger dem til at indtænke miljøbevidsthed i deres produktionsmåder” (206).

Betydningen af miljøundervisning kan ikke overdrives. Det er muligt at påvirke daglige vaner, at reducere vandforbruget, affaldssortering og endda ”slukke unødvendigt lys” (211): ”En integreret økologi består af enkle daglige rutiner, som bryder med voldens, udbytningens og egoismens logik” (230). Alt bliver lettere hvis man anvender troens kontemplative blik: ”som troende ser vi ikke på verden udefra, men indefra, bevidste om de bånd hvormed Faderen har sammenlænket os med alle væsener. Ved at udvikle vore individuelle, Gudgivne evner, kan en økologisk omvendelse inspirere os til øget kreativitet og entusiasme” (220).

Som foreslået i Evangelii Gaudium: ”at frit og bevidst at vælge nøgternhed er befriende” (223), på samme måde som vi ved, at ”lykke er at kunne begrænse de behov, som bedøver os, og være åbne for de forskellige muligheder som livet tilbyder” (223). På denne måde ”må vi genvinde overvisningen om at vi har brug for hinanden, at vi har et fælles ansvar for andre og for verden, og at det er værd at være gode og anstændige” (229).

Helgene ledsager os på denne rejse. Flere gange henviser paven til den hellige Frans, som ”per excellence er et forbillede på omsorg for de udsatte og for en integreret økologi, udlevet i glæde og autentisk” (10). Han er en mode for de ”uadskillelige bånd mellem bekymring for naturen, retfærdighed og for de fattige, en samfundsforpligtelse og indre fred” (10). Encyklikaen nævner og den hellige Benedikt, den hellige Teresa af Lisieux og den salige Charles de Foucauld.

Inspireret af Laudato si’ bør de troendes samvittighedsransagelse – den metode, som Kirken altid har anbefalet for at orientere ens liv i lyset af forholdet til Herren – omfatter en ny dimension: man bør ikke kun begrunde hvordan man har handlet og syndet imod Gud, mod andre og sig selv, men også mod naturen og hele skabelsen.

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

Laudato si’, Mi’ Signore, Den hellige Frans’ Solsang [1-2]

Intet i verden er ligegyldigt for os [3-6]

Forenet om samme bekymring [7-9]

Frans af Assisi [10-12]

Min opfordring [13-16]

 

KAPITEL ET

Hvad sker der med vort fælles hjem [17-61]

I. Forurening og klimaforandring [20-26]

Forurening, affald og smid-væk kultur [20-22]

Klimaet som et fælles gode [23-26]

II. Spørgsmålet om vand [27-31]

III. Tab af biodiversitet [32-42]

IV. Faldet i menneskelig livskvalitet og samfundets sammenbrud [43-47]

V. Global ulighed [48-52]

VI. Utilstrækkelige svar [53-59]

VII. Forskellige meninger [60-61]

 

KAPITEL TO

Skabelsens Evangelium [62-100]

I. Troens lys[63-64]

II. Bibelsk visdom [65-75]

III. Universets mysterium [76-83]

IV. Hvert væsen i skabelsens harmoni [84-88]

V. Et universelt fællesskab [89-92]

VI. Et fælles mål [93-95]

VII. Jesu blik ​​[96-100]

 

KAPITEL TRE

Den økologiske krises menneskelige rødder [101-136]

I. Teknik: Kreativitet og magt [102-105]

II. Globaliseringen af et teknokratisk paradigme [106-114]

III. Krisen og effekterne af den moderne antropocentrisme [115-121]

Praktisk relativisme [122-123]

Behovet for at beskytte arbejdet [124-129]

Nye biologiske teknologier [130-136]

 

KAPITEL FIRE

Integreret Økologi [137-162]

I. Miljømæssig, økonomisk og social økologi [138-142]

II. Kulturel økologi [143-146]

III. Dagligdagsøkologi [147-155]

IV. Princippet om det almene gode [156-158]

V. Retfærdighed generationerne imellem [159-162]

 

KAPITEL FEM

Retningslinjer og foranstaltninger [163-201]

I. Dialog om miljøet i det internationale samfund [164-175]

II. Dialog for nye nationale og lokale politikker [176-181]

III. Dialog og indblik i beslutningsprocesser [182-188]

IV. Politik og økonomi i dialog for menneskelig virkeliggørelse [189-198]

V. Religioner i dialog med videnskaben [199-201]

 

KAPITEL SEKS

Økologisk uddannelse og åndelighed [202-246]

I. Mod en ny livsstil [203-208]

II. Uddannelse for pagten mellem menneskelighed og miljøet [209-215]

III. Økologisk omvendelse [216-221]

IV. Glæde og fred [222-227]

V. Civil og politisk kærlighed [228-232]

VI. Sakramentale tegn og at komme hviledagen ihu [233-237]

VII. Treenigheden og forholdet mellem skabningerne [238-240]

VIII. Hele skabelsens Dronning [241-242]

IX. Hinsides solen [243-246]

 

En bøn for vores jord

En kristen bøn i enhed med skabelsen