11.12.16 09:33 Alder: 74 days
Kategori: Biskoppens prædikener

Vi tilbyder menneskene en ny måde at leve på


Lad os, som vi plejer hvert år, tage adventstidens budskab til os i dets dobbelte betydning, at det er et budskab, som vil indgive os håb, som vil fratage os frygten for fremtiden og samtidig også mane os til omvendelse og ny besindelse, således at vi med fornyede og åbne hjerter kan tage imod det budskab om fred og forsoning, fornyelse og tilgivelse, som Gud retter til os.

---------

Biskop Czeslaw prædiken i Jesu Hjerte kirke, København, 4. december 2016 – 2. søndag i advent

Læsninger:    Es 11,1-10     Rom 15,4-9   Matt 3,1-12

Det sker at vor kristne tro bliver fremhævet som irrelevant, som et budskab, der ikke har noget at sige verden i dag, som ikke tager højde for verdens virkelige udfordringer. Den opfattelse kunne blive bestyrket af det, som vi hører i slutningen af første læsning fra profeten Esajas, hvor der tales om et ideelt rige, hvor de stærke modsætninger er fuldstændigt ophævet, hvor der er lavet om på naturen, sådan så at de dyr, der var imod hinanden og efterstræbte hinanden, kommer til at leve fredeligt side om side, og alt det, som fra naturens side truer mennesker, ikke længere udgør nogen trussel. Med dette budskab vil hverken Esajas og endnu mindre Gud lave om på verdensordenen.

Vi kan godt bruge disse billeder på andre modsætninger, der synes lige så stærke. Hvor meget hører vi ikke om grupper af mennesker, nationer, sociale grupper i samfundet, som er i arg modsætning til hinanden, hvor kløfterne synes uoverstigelige, freden uopnåelig, og vi ikke kan forestille os, at der nogensinde vil komme en forsoning i stand? Selv om det ser håbløst ud, er det ikke desto mindre sådanne forhold, som Gud gerne vil råde bod på, som han stiller os i udsigt, vel at mærke, hvis vi også vil være med.

Der er det ved vort kald til omvendelse som kristne, at vi skal opnå i hvert fald to ting. For det første skal vi virkeligt komme nærmere på Gud, og det under alle omstændigheder, fordi Guds kald til os om at tro på ham, og at leve vort liv efter hans anordninger, er et budskab, som går til hver enkelt af os, uanset den situation, vi lever i, fordi det drejer sig om os meget personligt, om det enkelte menneskes frelse, om engang at komme til at leve livet sammen med Gud. Men denne stræben efter at være sammen med Gud, at tilbede ham, at ære han som vort livs grundlag, er også en holdning, som ikke kan undgå også at have visse sideeffekter, idet eet af kravene til at lade sig forsone med Gud, er også at leve godt med sin næste. Nu er det dette sidste, som vi ikke altid er herre over. Vi kan vise god vilje, vi kan række hånden frem og så alligevel få afslag og møde lukkethed. Også på det højere niveau kan der foretages mange bestræbelser på at skabe fred og retfærdighed, som bliver siddet overhørige, hvor man alligevel foretrækker at varetage sine egne interesser. Men ikke desto mindre så kan vi også ved at stræbe efter livet sammen med Gud, at leve det konsekvent, også få det til med tiden at brænde så meget igennem, så at det ikke bliver helt uden effekt, at vi vil kunne råde bod på mange af de dårlige forhold, som findes i verden, at den kristne livsstil, den kristne måde at gå til tingene på, kan påvirke verdens gang.

Hvis vi kristne rækker hånden ud til forsoning, hvis vi ikke længere skaber kiv, så kan vi måske få de andre til at besinde sig på, at skulle tænke anderledes. Hvis vi bliver mindre forbrugsorienterede, ser mindre på materialisme, ja så vil der også være andre kræfter, som mærker, at det er der ikke afsætning for, at så kan man måske lave om på nogle økonomiske og finansielle systermer, som hidtil kun har gået på at skabe profit.

Alt dette kan også lyde meget idealistisk og måske netop få os til at sygne hen i mismod, at tro, at det lykkes ligeså lidt, som at det engang bliver ufarligt at række hånden ud til en giftslange. Ikke desto mindre så er det det, vi skal prøve på. Vi lever netop i en tid, hvor de kræfter, der synes at satse udelukkende på kortsigtede menneskelige holdninger, har overhånd, hvor de store ord og store budskaber synes at være det, som appellerer til mennesker. Vi kan også sige, at indledningen til læsningen fra profeten Esajas, som vi hørte, også er det antipopulistiske budskab, hvor der siges, at Gud netop lytter til de svage, hvor han ikke dømmer efter det, som øjnene ser, og ikke går efter det ydre. Meget af det, som styrer menneskene, menneskenes holdning i dag, og som også derfor inspirerer magthaverne, er jo netop at man går efter det, som er til at få fat i her og nu. At man ikke tænker langsigtet, eller i hvert fald ikke langsigtet på et grundlag, hvor alle kommer med.

Alt dette kan lyde som et politisk budskab, men alligevel så bunder hele vor måde at leve på som mennesker, at vi skal søge tilbage til rødderne, ikke til det enkle, ideelle samfund, hvor naturen er idyllisk, men tilbage til de rødder, som vi har i kraft af vor tro. Det var også det, Johannes Døberen lagde op til. Der kom også mennesker fra det etablerede religiøse samfund, og de bliver bebrejdet, fordi, de måske nok udadtil overholder det, der skal til, hvor de i tillid til, at de sidder på systemet, også har kontrol over hvad der sker. Men vi kan aldrig blot læne os op ad traditioner, læne os op ad strukturer. Disse skal hele tiden fyldes med nyt liv. Derfor kan vi ikke bare, fordi vi bærer kristennavnet, læne os tilbage og sige, at vi har vort på det tørre. Dette kristennavn og vi, der bærer det, skal netop fyldes af denne nye ånd, som også profeten taler om i første læsning, og som traditionen senere har møntet på Helligåndens gaver. Selv om vi tager dette til os, kan vi måske ikke afværge alt. Verden vil fortsat være et ufuldkomment sted at leve; men vi kan i hvert fald sige, at vi gør det, som Gud ønsker af os. Vi tilbyder menneskene en ny måde at leve på, vi har et alternativt budskab, som hvis man lytter til det og tager det op, vil kunne rette op på de dårlige tilstande, som hærger verden.

Så lad os, som vi plejer hvert år, tage adventstidens budskab til os i dets dobbelte betydning, at det er et budskab, som vil indgive os håb, som vil fratage os frygten for fremtiden og samtidig også mane os til omvendelse og ny besindelse, således at vi med fornyede og åbne hjerter kan tage imod det budskab om fred og forsoning, fornyelse og tilgivelse, som Gud retter til os.

Amen.