20.12.16 09:18 Alder: 128 days
Kategori: Biskoppens prædikener

Biskop Czeslaws prædiken i domkirken 4. søndag i advent


Læsninger: Es 7,10-14       Rom 1,1-7     Matt 1,18-24

Næste weekend, når vi fejrer jul, vil vi høre meget klare beretninger om, hvad der skete, da Guds Søn blev menneske, både i det klassiske juleevangelium efter Lukas og evangelisten Johannes’ forklaring af menneskevordelsens mysterium.

I dag bliver vi også allerede sporet ind på, hvad julen bringer os. Dog vil denne søndags tekster snarere forklare, hvad der foregår i mennesker, når de bliver konfronteret med magtfulde tegn på Guds indgriben. Profetien til Kong Akaz er en klassisk forudsigelse af, hvad der skulle ske i forbindelse med Jesu fødsel, når der siges, at jomfruen skal undfange og føde en søn. Læsningen lægger dog snarere op til at befatte sig lidt med kong Akaz’ indstilling og det afslag, han giver på at kræve et tegn. Man kunne spontant tolke Akaz’ svar som et fromt svar, der udtrykker respekt for Gud, fordi man ikke ønsker at ulejlige ham.

Ordvekslingen mellem Esajas og Akaz virker sikkert fremmed på mange. Hvad er problemet, vil de spørge? At mange i dag ikke vil kræve et tegn betyder ikke, at de er bange for at ulejlige Gud; men at de ikke forventer noget af ham, ja for manges vedkommende slet ikke tror på ham. Profetens ord ville i en nutidig sammenhæng lyde endnu mere indstændigt, fordi hans anliggende også ville være at gøre opmærksom på Guds eksistens. Der kan synes at være en stor forskel mellem kong Akaz’ syn på Gud og den opfattelse, mange i dag har af ham. I begge tilfælde drejer det sig i vidt omfang om, at man ikke vil ulejliges af Gud. Det var dybest set det, der lå bag kong Akaz’ afslag på at kræve et tegn af Gud, mens andre mener, at det ikke er ulejligheden værd at kræve et tegn.

Disse betragtninger fører frem til at befatte sig lidt mere med anden læsning, indledningen af Paulus’ brev til romerne. Det er ikke et specielt julebudskab, i hvert fald ikke udelukkende, men snarere en klar opsummering af frelseshistorien, af Guds plan om at lade sin Søn blive menneske og senere opstå af de døde. Det ord, vi skal fokusere på i denne korte læsning er ”troslydighed.” Det er aktuelt, både når vi betragter kong Akaz og Den hellige Josef. Akaz manglede troslydighed, Josef viste den.

Troslydighed er et lidt usædvanligt ord, selv om det dog ikke får rød understregning, når man skriver det på computeren. Der er dog sikkert mange, som vil studse over kombinationen af tro og lydighed, hvortil kommer, at lydighed ikke længere er en naturlig dyd, man bør lægge sig efter. Tro er evnen til at erkende Gud og viljen til at acceptere det erkendte. Det er også det centrale i definitionen af tro. Men troen er ikke en steril og isoleret dyd. Vi nævner den sammen med de to andre guddommelige dyder – håb og kærlighed. Disse to sidste dyder er med til at gøre den lydighed, som Paulus forbinder med troen, mere indlysende. Håbet lærer os at satse på noget, man ikke helt selv er herre over, og derfor godt tør give afkald på at få sin vilje eller begive sig ud i noget, der måske fører i en anden retning, end det, man havde tænkt eller ønsket. Kærligheden lærer os at føje os over for en anden, ikke fordi den anden er stærkere eller fordi, man klart ønsker at få noget igen, men fordi man kort og godt holder af den anden. At en sådan kærlighed så også vækker styrker ens tillid og ofte vil blive gengældt, er en anden sag.

Når vi taler om tro på og kærlighed og tillid til Gud, så skal vi for alvor håbe på at blive overbeviste om, at Gud ikke bare vil gengælde vor kærlighed og tillid, som vi også viser gennem lydighed, men og om, at Guds kærlighed til os var der, før vi kunne vise, at vi også elsker ham.

Nu drejer disse betragtninger sig ikke kun om vort strengt personlige forhold til Gud. Han tvinger ingen. Selv den mest udfordrende henvendelse fra Gud til et menneske skal mødes med frihed for at være ægte og holdbar. Hvis Josef havde holdt på sit, havde det ikke behøvet at blokere for Guds plan. Det er dog også sikkert, at Gud ikke kan leve med at alle mennesker siger nej til hans henvendelser, i hvert fald ikke, når det drejer sig om menneskenes frelse. Den vil Gud kun foretage, hvis vi vil være med, og kun med vor deltagelse, bliver den til noget. Gud ønsker at frelse alle mennesker, også selv om så mange siger nej, hvad enten det er af uvidenhed og ligegyldighed eller af selvsikkerhed eller had mod alt religiøst. Men selv om Gud ønsker at frelse alle mennesker, er hans plan om det ikke afhængig af, om alle, der får henvendelsen siger ja. Også få personer eller en beskeden gruppe, som vælger at tro på Gud og leve deres liv efter hans anordning, er nok til, at hans rige kan udbredes. Det viser Kirkens historie, ikke mindst i trængselstider.

Dog gælder det heller ikke kun Kirkens og den enkelte kristnes overlevelse. En generel eller bare stor delvis afvisning af Gud vil have fatale følger for menneskeheden, også selv om ikke alle vil erkende en sådan afvisning som årsag til de dårligdomme, alle godt kan se plager store dele af menneskeheden og truer fred og velfærd. Kong Akaz var en aktør i et politisk spil, hvor han satsede på menneskelig styrke og menneskelige alliancer frem for at stole på Gud og indlade sig på hans forslag.

Som kristne har vi en ambition og en forestilling om, at et liv med Gud ikke kan undgå at gøre verden bedre. Det vil mange anfægte som naivt og til dels utroværdigt. Det er rigtigt, at det ikke sker fra den ene dag til den anden, måske heller ikke helt og holdent, så længe verden består. Mange vil også sige, at heller ikke bevidst kristne har kunnet garantere fred og retfærdighed; men at megen dårligdom også både trives og fremmes blandt kristne. Dette taler dog ikke imod gudsrigets værdier, men minder os blot om, at vi aldrig blot kan sige, at kristendommen redder verden; men at den skal forsynes med nogle prædikater for, at projektet kan lykkes. Disse prædikater er bevidsthed og autenticitet. Kun hvis vi vil vor tro og lever den på en troværdig måde, kan det kristne budskab brænde igennem. Der kan så være andre ting, som forhindrer fremgangen. Stærke kræfter kan med forfølgelse og chikane, satsning på materielle goder og uretfærdig lovgivning trænge det kristne budskab i baggrunden, på steder måske endda næsten udslette det. Skulle det blive scenariet, vil det dog ikke kunne lægges de mennesker til last, som virkeligt har forsøgt at leve deres liv i tro på og lydighed til Gud.

Disse dage er hos mange fulde af glæde og forventning. Ingen har derfor lyst til at høre så meget på alvorlige budskaber. Alle ved dog, at den klassiske, også verdslige gode julestemning ikke kommer af sig selv, ikke indtræffer, hvis man ikke vil være med eller direkte obstruerer den. Så meget desto mere er den ægte og holdbare julestemning, troen på, at Gud er med os som Immanuel, afhængig af, at vi vil være med, at vi som Maria og Josef med disponibilitet og tillid, ja lad os også bare kalde det lydighed, kan bane vejen for gudsrigets vækst. Siger vi nej eller viser forbehold, finder Gud sikkert andre, men hvorfor forsinke processen eller sætte os uden for det den også giver os?

Amen.