04.01.17 13:38 Alder: 46 days
Kategori: Nyt fra verdenskirken

Nyt kontor i kurien pr. 1. januar 2017


Foto: Wikipedia

Vatikanet har omorganiseret sit humanitære, menneskeretslige og udviklingspolitiske engagement, som pr. 1. januar 2017 samles i et nyt kontor i kurien med navnet ’Afdelingen for fremme af integreret menneskelig udvikling’. I det nye kontor indgår fire tidligere pavelige råd, nemlig rådene for retfærdighed og fred (Justitia et Pax) og ’Cor Unum’ samt rådene for pastoral omsorg for migranter og rejsende og for pastoral assistance til sundhedsarbejdere. Hermed samles porteføljerne for menneskerettigheder, migration, sundhedsspørgsmål og humanitær hjælp i ét kontor.

Det nye kontor ledes af en præfekt, kardinal Peter Turkson (billedet), der indtil nu har været præsident for Det pavelige råd for Retfærdighed og Fred. Dets statutter er foreløbigt godkendt ’ad experimentum’ ligesom det også er tilfældet med det ligeledes nye kontor for familien, lægfolket og livet. Det er endnu uvist hvor de to nye kontorer vil blive placeret inden for den romerske kuries struktur – om de bliver pavelige råd, rådgivende organer eller ’tænketanke’, eller nye kongregationer med udøvende magt.

Pave Frans siger, at det nye kontor har ”særlige kompetencer i spørgsmål om migranter, mennesker i nød, de syge, de ekskluderede og marginaliserede, de fængslede og de arbejdsløse, men også ofre for væbnede konflikter, naturkatastrofer og former for slaveri og tortur”. Paven vil selv have ansvaret for arbejde med migranter og flygtninge.