09.01.17 09:10 Alder: 78 days
Kategori: Biskoppens prædikener

Biskoppens prædiken i domkirken julenat 2016


”Medierne er fulde af dystre profetier om fremtiden og resignerede nekrologer over fortiden. Midt i alt dette har vi brug for at registrere tegn på håb og optimisme. Når vi siger registrere, så er det fordi, disse tegn allerede er der”.

Læsninger: Es 9,1-6       Tit 2,11-14 Luk 2,1-14

I menneskets historie med Gud markerer det, vi fejrer i julen, et afgørende vendepunkt. At Guds Søn bliver menneske kan ikke andet end ændre ved noget. Sådan var forventningen i den gamle pagt, og sådan oplevedes det af de mennesker, som senere troede på Kristus og vidnede om hans opstandelse. Vor tro lærer os således, at efter at Guds Søn blev menneske, er ingenting som før. Vor tidsregning er ændret, men først og fremmest har vi gennem menneskevordelsen, det at Guds Søn blev født som menneske, fået gjort vor relation til Gud tættere.

Tiden efter den første jul skal altså ses som en helt ny æra, hvor vi mennesker bliver inddraget som medarbejdere i Guds plan med verden, samtidigt med, at vi også selv er nogen, som skal frelses. Når vi fejrer julen, ser vi den så som den årlige markering af denne nye æra? Er den ikke overskygget af de store tekniske, politiske og finansielle forandringer i menneskeheden? Er vi ikke mere taknemmelige for de ændringer i samfundet, som har givet os velstand og autonomi, end vi er for et nyt og nærmere forhold til Gud? Og når vi alligevel er bekymrede for mangt og meget, hvad der er rigelig grund til, ser vi så ikke efter redningen et andet sted, f.eks. dér hvor politikken bliver udtænkt og omsat?

Hvis svaret på disse spørgsmål for de fleste mennesker er ”ja,” gør det så ikke noget ved vor julefejring? Betyder det ikke, at julen blot bliver en fest i kalenderen, som fejres intensivt med sine traditioner over en måneds tid for så hurtigt at fade ud igen? Det er et paradoks, at der er så stor en diskrepans mellem måden, vi fejrer jul på og den betydning, vi tillægger dens budskab. Bestemte måder at fejre jul på bliver – trods en vis åbenhed for fornyelse – til dogmatiserede sandheder, som forsvares og skaber strid. Og er det overhovedet at fejre jul – og på den rigtige måde – ikke også blevet en prøve på, om man nu også hører hjemme i fællesskabet? Det er også paradoksalt, at julen – trods alt det, man lægger i forberedelse og fejring af den – så hurtigt og sporløst ebber ud.

Nu er det klart, at man ikke kan holde jul hele året, heller ikke engang den kristne jul; men dens budskab burde på en helt anden måde præge vort liv i hverdagen, ja, vor grundholdning til tilværelsen i det hele taget. Den årlige fejring skulle da være en begivenhed, der vækker vor taknemmelighed over for Guds plads i vort liv og vor bekræftelse af troen på den.

Dette skal således ikke kun være et forsøg på sikre det kristne aspekt ved fejringen af julen, som vi kender den, på at bevare de kristne traditioner på trods af politisk korrekthed og kommercialisering. Med at fokusere på julens budskab drejer det sig om mere end at genoprette og redde dens status.

De sidste dage op til dette års jul, ja det meste af det snart gamle år har været fuldt af dramatiske og tragiske hændelser, af uventede, om end med ængstelse frygtede politiske begivenheder. Medierne er fulde af dystre profetier om fremtiden og resignerede nekrologer over fortiden. Midt i alt dette har vi brug for at registrere tegn på håb og optimisme. Når vi siger registrere, så er det fordi, disse tegn allerede er der. I læsningen hos Esajas er der tale om en profeti, et løfte om, at noget skal blive anderledes, at noget faldent skal genrejses, at usikkerhed skal blive til stabilitet og uro til tryghed.

Nu ved vi alle, at der trods profetier som den hos Esajas, men også trods opfyldelsen af den i Guds Søns komme til jorden, alligevel næsten altid har været og stadig er uro og uorden i verden. Betyder det, at Esajas’ profeti og opfyldelsen af den i julen er illusorisk og utopisk? Har det noget at gøre med, at Guds Søn ved sit komme var alt for usynlig, som udgangspunkt fremstod svag og sårbar, uden gennemslagskraft i en verden, der er vant til at satse på magt og rigdom? Denne tilsyneladende svaghed hos Gudsbarnet og oplevelsen af tilsyneladende mangel på gennemslagskraft får sikket mange til at se i andre retninger efter redning. Fra den politiske verden kender vi det som fravalg af eliten og det etablerede, for fristelsen til at satse på populisme og forsvar for snævre interesser. Tiltro til disse kræfter skuffer i bedste fald, men bevirker også undertiden, at undertrykte bliver til undertrykkere.

Hvordan kan vi da opdage og blive overbevist om, at Guds indgriben ved menneskevordelsen alligevel gør en forskel? Hvordan kan et barn, der fødtes fattigt og sårbart og i sit voksne liv advarede mod magt og rigdom, blive verdens frelser? Svaret ligger i, at Gud i sin svaghed også satser på svage kræfter, altså på sådan nogen som os, mennesker med svagheder og fejl. Vort møde med Gud skal give os tiltro i vor svaghed og befri os fra vore fejl. Hermed styrkes vi til at udbrede den sandhed og kærlighed, som Gud står for og forkynder, og som er det eneste svar på den udfordring, som onde, kyniske og ligegyldige kræfter byder. Den tidligere belgiske primas, kardinal Suenens, udtrykte det engang sådan: ” Freden mellem menneskene kommer af den ære, som de giver Gud; Guds ære er menneskenes eneste sande fred. Når vi julenat falder på knæ for Gud, som blev menneske blandt mennesker, virkeliggør vi menneskelig broderlighed på den mest direkte, konstruktive og kreative måde.” Paulus siger det på en lignende, nogen vil måske sige lidt mere moraliserende måde, når det i hans brev til Titus hedder, at Guds nåde er blevet åbnebaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi vender på, at vort håb skal opfyldes og Kristus komme til syne i sin herlighed.

Et vigtigt element i realiseringen af profetierne om Gud og af Kristi løfter er således, at vi selv er med, at vi vil dette projekt. Med vore fejl er vi en del af menneskehedens problemer; men med vor gode vilje, vor søgen efter sandheden, vor iboende evne til at skelne mellem godt og ondt er vi også i høj grad en del af løsningen. Når kardinal Suenens taler om Guds ære, så mener han ikke kun en synlig og ceremoniel falden på knæ, men den grundlæggende accept af hans eksistens, af hans kærlighed, hans bud og værdier. En ændring af verden i retning af det gode betyder ikke kun, at ugudelige og de, der misbruger Guds navn, skal omvendes, men også i, at alle, som tror på ham, lader denne tro blive bevidst og lever efter den og fremfor alt mobiliserer tillid til og håb om, at det så også kan lykkes.

Om en uge er det tid til nytårsforsætter. Dem kan man rolig fatte og prøve på at efterleve. I nat, da vi fejrer og mindes begyndelsen til en ny ære i Guds historie med menneskene, når vi fejrer en tradition og noget hævdvundet, så lad os da også fatte et forsæt. Det behøver ikke at være så højtideligt, og vi behøver heller ikke tage munden for fuld på én gang. Det skal blot gå ud på, at vi gerne vil tjene og lade os lede af julens hovedperson, Guds Søn. Hvert år, når julen og dens traditioner forklares i medierne, får vi at vide, at der også blev festet på denne årstid, før Kristi fødsel. Derfor er Guds Søn alligevel julens hovedperson, den nye juls centrum. Han kom til os i vor konkrete virkelighed for at forandre og forny. Lad os tage imod ham med tro og vilje til at lade ham forandre os og dermed verden.

Amen.