09.01.17 09:12 Alder: 110 days
Kategori: Biskoppens prædikener

Biskoppens prædiken i domkirken juledag 2016


”Vi skal altid glæde os over alle tegn på kristentro, som findes i vort land, lige fra Kristusfiguren i vort pas, korset i vort flag til kristendommens plads i regeringsgrundlaget. I en tid, hvor deres gøres meget for at mindske religionens plads i det offentlige rum og anfægte dens betydning i andre sammenhæng, er selv det mindste tegn på noget, der minder om kristentroen, en opmuntring”.

Læsninger: Es 52,7-10        Hebr 1,1-6     Joh 1,1-18

Umiddelbart er julens sceneri og budskab noget meget enkelt: Det drejer sig om Guds Søns komme til os, dvs. Guds henvendelse, bøjen sig ned til os. Den del af budskabet, som handler om kærlighed og fred, går let ind hos alle, som noget verden har brug for. Det er især julenats og julemorgens evangelium, som gør dette nærværende. Her hører vi meget konkret om, hvad der foregik, da Jesus blev født, og hvordan hyrderne på englens bud kom og så barnet og bagefter fortalte om det rundt omkring. Alt dette taler umiddelbart til vore sanser og præsenteres for os i enhver klassisk julekrybbe.

I juledags evangelium bringer Johannes os lidt længere ind i julens mysterium. Sproget og terminologien kan virke fremmed for mange, som en komplicering af noget, vi mener at kende godt, som vi synes er enkelt og ikke behøver en større forklaring. Johannes vil dog ikke komplicere noget, men blot fortælle os, hvad der dybest set sker. Profeten Esajas har både i nat og i dag knyttet store løfter til den måde, Gud vil gribe ind i mennesker liv, og give dem håb og tillid.

Der er ingen modsætning mellem nattens sceneri og Johannes’ teologiske forklaring Hvis Jesusbarnet blot havde været et almindeligt menneskebarn, ville der ikke være nogen grund til at berette om hans fødsel. Han kunne naturligvis på anden måde været blevet en stor personlighed, som historien ville have husket; men det, der gør julens budskab unikt, er nu engang, at vi fejrer, at Gud egen Søn og dermed Gud selv foretager sig noget hidtil uhørt i forhold til det at være Gud, nemlig at gøre sig sårbar og for en tid at underkaste sig de begrænsninger, som hedder tid og rum. I julens mysterium åbenbares også begyndelsen til det, der kulminerer den første pinsedag, at Gud er treenig og dermed også viser, at han er i stand til at elske, til at etablere relationer. Alt dette har fra evighed af været virksom i Treenigheden selv; men i julen bliver denne kærlighed og relationerne på en meget konkret måde rakt uden for det guddommelige væsens egen evige og ophøjede sfære, nemlig ud til os mennesker, så vi ikke bare erfarer Gud som den almægtige og ophøjede, men også som den nære Gud, og som personificeringen af barmhjertigheden. Det er det, Johannes vil forklare os. Når vi så ser nærmere efter, er Johannes’ fremstilling heller ikke så vanskelig. Bortset fra de første vers, hvor det menneskevordne ords status slås fast, fortæller Johannes evangelist også lidt historie: om Johannes Døberens rolle som Kristi forløber, som vidne om det lys, der skulle komme.

Vi skal altid glæde os over alle tegn på kristentro, som findes i vort land, lige fra Kristusfiguren i vort pas, korset i vort flag til kristendommens plads i regeringsgrundlaget. I en tid, hvor deres gøres meget for at mindske religionens plads i det offentlige rum og anfægte dens betydning i andre sammenhæng, er selv det mindste tegn på noget, der minder om kristentroen, en opmuntring. Kristendommen er kommet med i den sidste danskhedskanon som et element i vort lands identitet, og ifl. de sidste sonderinger betragter flere sig som kulturkristne, en ny form for bekendelse. Vi skal i her i den søde juletid ikke anstille for mange betragtninger over, at betegnelsen ”kulturkristen” ofte er blevet brugt som skældsord om uengagerede nominelle kristne, som ikke reflekterer over deres tro, ja måske ikke engang accepterer hele dens indhold.

Kulturkristen kan enhver risikere at blive, i det mindste delvist, derfor er det noget, vi alle skal være opmærksomme på at gøre noget ved. Julen er vel den tid på året, hvor kulturkristendommen bliver særligt næret, så derfor kan vi også bruge julen til at forsyne vor kristendom med mere indhold og engagement. Selv om sproget kan virke abstrakt, så er johannesprologen en udmærket introduktion til denne proces. Når det drejer sig om at animere såkaldte kulturkristne, også inden for vor egen kreds, så er det primære ikke at få informeret tilstrækkeligt om troslæren, så vigtigt, ja uundværligt det er. Det vigtigste er at erkende, hvem barnet i krybben er, hvem den voksne Jesus er og blive hans discipel. Med til at kende Jesus rigtigt hører ikke kun at være fortrolig med hans forkyndelse, men også vide, hvem han er udover barnet i Bethlehem og den omvandrende forkynder af Guds rige. Det er denne dybere oplysning, som Johannes vil give med de første sætninger i sin prolog, at Guds Søn ikke begyndte sin eksistens i Nazareth og Bethlehem, men har været til fra evighed af, kort og godt, at han er Gud. Det er for mange en udfordrende lære, noget de ikke kan stille så meget op med, ikke synes er relevant. Ikke desto mindre er det af afgørende betydning for at lære den rigtige Jesus at kende og dermed også kunne se julen og dens budskab som et vendepunkt i menneskehedens historie og som en fest, der er aktuel for mennesker i vor tid, ikke kun som grundlag for en tradition af mere eller mindre folkelig art, men som en begivenhed, der kan aktualisere det oprindelige budskab og give det den samme gennemslagskraft, den samme appel, som det oprindeligt havde.

Vi hører om menneskelige tragedier, ofte nogen, som har stået på i lang tid og har berøvet mennesker håb og tillid. Det siger sig selv, at den traditionelle julestemning i sådanne tilfælde enten ikke indtræffer eller ikke gør nogen forskel. Også når vi ikke selv er ramt af katastrofer eller terrorangreb, spørger vi os selv ”hvorfor” og ”hvordan, det skal ende?” Dem vigtigste erkendelse er, at Gud ikke har opgivet verden, at dens ve og vel stadig interesserer ham, at han stadig er parat til at gribe ind. Samtidigt opfordrer og udfordrer han også os til at bidrage til en forandring, ikke som et aktivistisk forsøg på at få en situation under kontrol, men for bl.a. at være opmærksom på de mennesker, der lider under de kendte ulykker, prøve på at være dem nær, som også Jesus rakte ud til. Årsagen til deres ulykker forsvinder måske ikke, de mærker måske ikke nogen umiddelbar ændring i deres lidelser; men de kan gennem os erfare en nærhed, som ikke blot er menneskelig, men også kan bringe dem Gud nær.

Kerneordene i Johannesprologen ”Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os,” fortæller mere, end at Guds evige Søn ontologisk påtog sig menneskeskikkelse, at den svært forklarlige forening af guddommelig og menneskelige natur kom i stand, men også at Guds Søn - udover at få en menneskekrop - delte vor virkelighed. Det gjorde han både for at have en platform at tale til os ud fra, en platform i niveau med vor dagligdag og for at vise solidaritet med os, både i vore glæder og sorger.

Det næste skridt i menneskevordelsesprocessen er, at Gud også inddrager os i sin guddom, ikke at vi bliver guder, men at vi får del i hans liv og sendelse. Derudover højner det også mennesket. Mange vil måske sige, at mennesket allerede er det højeste væsen, men kan forestille sig, og ikke skylder nogen noget, og derfor også kan definere sig selv og sine relationer. Vi har dog brug for at lade os definere af ham, som har skabt os. Ikke kun for at give Gud den rette ære, men også for at undgå at vore egne målestokke, vor egen bedømmelse af hinanden ikke bliver enerådende. Menneskelig dømmekraft alene er farlig og sårbar, bliver nemt vilkårlig og ekskluderende.

Gud korrigerer vor bedømmelse både ved at manifestere sig som vor almægtige skaber og suveræne frelser og ved at blive menneske for derved at fortælle os, at vi ikke skal være bange for ydmyghed, ikke bange for at tjene. Hvis det lykkes os at lade vort liv præge af disse to aspekter, af Guds storhed og ydmyghed, så har vi fattet julens budskab og vil også kunne rykke noget i verden.

Amen.