15.03.17 14:56 Alder: 46 days
Kategori: Nyt fra verdenskirken

Fastebudskab 2017: "Ordet er en gave. Den anden er en gave"


Kære brødre og søstre,

Fastetiden er en ny begyndelse. En vej, der fører til et sikkert mål; opstandelsens påske, Kristi sejr over døden. Denne tid kalder os indtrængende til at omvende os. Som kristne at vende tilbage til Gud ”af hele vores hjerte” (Joel 2,12) og ikke lade os nøjes med middelmådighed, men at vokse i venskab med Herren. Jesus er vor trofaste ven, som aldrig forlader os. Selv når vi synder venter han tålmodigt på at vi vender tilbage til ham. Med sin tålmodige venten viser han os sin vilje til at tilgive (jf. prædiken, 8. januar 2016).

Fasten er en gunstig periode til at uddybe vort åndelige liv gennem de midler til helliggørelse, som Kirken tilbyder os: faste, bøn og almisse. Bagved alt er Guds ord, som i løbet af denne tid inviterer os til at lytte og fordybe os. Jeg vil gerne her dvæle over lignelsen om den rige mand og Lazarus (jf. Luk 16,19-31). Lad os inspireres af denne meningsfuld historie, for den giver os nøglen til at forstå, hvad vi skal gøre for at opnå ægte lykke og evigt liv. Den tilskyndes os til oprigtig omvendelse.

1. Den anden er en gave
Lignelsen begynder med at præsentere de to hovedpersoner. Den fattige mand er beskrevet mere detaljeret: han befinder sig i en desperat situation og har ikke kræfter til at stå op. Han ligger foran den rige mands port og ønsker kun at spise sig mæt i det, der falder fra den riges bord. Hans krop er fuld af sår og hundene slikker sårene (jf. v 20-21). Et grumt billede af et fornedret og ydmyget menneske.

Scenen bliver yderligere dramatisk når vi erfarer, at den stakkels mand hedder Lazarus: et navn fuld af løfter, der bogstaveligt betyder ’Gud kommer til hjælp’. Denne skikkelse er altså ikke anonym. Han har tydelige karaktertræk og fremstår med en person med sin egen historie. Selv om han stort set er usynlig for den rige mand, synes vi næsten at kende ham. Han får et ansigt og bliver således en gave, en uvurderlig skat, et menneske Gud elsker og drager omsorg for, til trods for hans nuværende situation som et udstødt menneske (jf. prædiken, den 8. januar 2016).

Lazarus lærer os at den anden er en gave. Den rette relation til andre består i med taknemmelighed at genkende deres værdi. Den fattige ved den riges port er derfor ikke et forstyrrende element, men en appel til os om at omvende og ændre vort liv. Lignelsen opfordrer os for det første til at åbne vores hjerte for den anden, da alle menneske er en gave, uanset om det er vor nabo eller en fattig, som vi ikke kender. Fasten er en gunstig tid til at åbne dørene for alle i nød og i dem se Kristi ansigt. Vi møder alle hver dag folk som dem. Hvert liv, vi møder, er en gave og fortjener accept, respekt og kærlighed. Guds Ord hjælper os til at åbne vore øjne at omfavne og elske liv, især det svage og sårbare. For at være i stand til det, må vi tage hvad Evangeliet fortæller os om den rige mand alvorligt.

2. Synd gør os blinde
Lignelsen beskriver uden omsvøb de modsætninger, der knytter sig til den rige mand (jf. v 19). Han har modsat den fattige Lazarus ikke noget navn, men kaldes blot ”en rig mand”. Hans rigdom viser sig i hans overdådige klæder. Purpurklæder var mere kostbart end sølv og guld, og var derfor forbeholdt guder (jf. Jer 10,9) og konger (jf. Dom 8,26). Fine linnedklæder bidrog til at give én en næsten hellig natur. Manden pralede tydeligvis med sin rigdom og var vant til at gøre det dagligt: ”Han festede overdådigt hver dag” (v 19). I ham ser vi på dramatisk vis syndens fordærv, som udvikler sig i tre på hinanden følgende trin: kærlighed til penge, forfængelighed og stolthed (jf. prædiken, den 20. september 2013).

Ifølge apostlen Paulus er ”kærlighed til penge er roden til alt ondt” (1 Tim 6,10). Den er hovedårsagen til korruption og kilde til misundelse, strid og mistænksomhed. Penge kan dominere os så meget, at det bliver en kultgenstand (jf. Evangelii Gaudium, 55). I stedet for at være et redskab til vor tjeneste til at gøre godt og vise solidaritet mod andre, kan penge slavebinde os, så hele verden fyldes med en egoistisk logik, der ikke levner plads til kærlighed og hindrer freden.

Lignelsen viser os siden, at den rige mands grådighed gør ham frugtesløs. Hans personlighed viser sig i måden, han fører sig frem på. Men hans fremtoning skjuler en indvendig tomhed. Hans liv er fanget i det ydre, i tilværelsens mest overfladiske og flygtige aspekter (jf. ibid., 62).

Den laveste trin i denne moralske nedbrydning er stolthed. Den rige mand klæder sig som en konge, optræder som en gud og glemmer at han blot er dødelig. For dem, som er ødelagt af kærlighed til rigdomme, eksisterer der ikke noget ud over deres eget ego. Derfor får de ikke øje på folk omkring dem. At være bundet til penge skaber en slags blindhed. Den rige mand ser ikke den stakkels mand, fuld af sår og sultende ligger foran hans port.

Når vi kigger på denne person forstår vi hvorfor evangeliet er så fast i sin fordømmelse af kærlighed til penge: ”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon” (Matt 6,24).

3. Ordet er en gave
Evangeliet om den rige mand og Lazarus er en god forberedelse for os til påsken, som nærmer sig. Askeonsdags liturgi indbyder os til at erfare det samme som den rige mand. Præsten uddeler askekorset på vor pande idet han siger: ”Menneske, husk, at du er støv og til støv skal du vende tilbage”. Både den rige og den fattige mand døde, og det mest af lignelsen fortæller hvad der skete efter de døde. De to personer opdagede pludseligt, at ”tomhændet kom vi til verden, og tomhændet skal vi gå ud af den” (1 Tim 6,7).

Vi får også at vide hvad der sker hinsides livet. Den rige mand taler længe med Abraham, som han kalder ”fader” (Luk 16,24.27) som tegn på, at han tilhører Guds folk. Denne detalje får hans liv til at virke desto mere modstridende, for indtil dette øjeblik har hans forhold til Gud ikke været omtalt. Faktisk var der i hans liv ikke plads til Gud. Hans eneste gud var ham selv.

Den rige mand genkender Lazarus kun midt i sine pinsler i dødsriget. Han ønsker, at den fattige mand kan lindre hans pinsler med en smule vand. Hvad han spørger Lazarus om svarer til, hvad han kunne have gjort, men aldrig gjorde. Abraham fortæller ham: ”Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme det onde; nu trøstes han her, mens du pines” (v. 25). I det hinsidiges liv genoprettes en slags retfærdighed, hvor livets onder afvejes af goder.

Lignelsen fortsætter med et budskab til alle kristne. Den rige mand beder Abraham om at sende Lazarus til at advare sine brødre, der stadig er i live. Men Abraham svarer: ”De har Moses og profeterne, dem kan de høre” (v. 29). Og til den rige mands indvendinger tilføjer han: ”Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde” (v. 31).

Den rige mands virkelige problem træder frem i forgrunden. Roden til alle hans onder er den manglende evne til at lytte til Guds ord. Det medfører, at han ikke længere elsker Gud og vokser til at foragte sin næste. Guds Ord er levende og kraftfuld, i stand til at forvandle hjerter og fører dem tilbage til Gud. Når vi lukker vores hjerte til den gave, som Guds Ord er, ender vi med at lukke vores hjerte til den gave, som vore brødre og søstre er.

Kære venner. Fastetiden er en gunstig tid til at forny sig i mødet med den levende Kristus i hans ord, i sakramenterne og i vor næste. Herren, som i de 40 dage i ørkenen overvandt Fristerens bedrag, viser os den vej, vi skal følge. Må Helligånden lede os til den sande omvendelsens vej for at genopdage Guds Ord, blive rensede for synden, som forblinder os, og tjene Kristus, som er tilstede i vore nødlidende brødre. Jeg opfordrer alle troende til at udtrykke denne åndelige fornyelse ved også at deltage i de fasteaktioner, som mange kirkelige organisationer verden over iværksætter for at fremme en kultur med at mødes i den ene menneskefamilie. Lad os bede for hinanden, så vi ved at have del i Kristi sejr må åbne vore døre for de svage og fattige. Så vi bliver i stand til at erfare og dele påskens fulde glæde.

Givet i Vatikanet den 18. oktober 2016 på Festen for evangelisten Lukas

FRANS