09.02.17 11:17 Alder: 12 days
Kategori: Arrangementer

Bernadette og åbenbaringerne i Lourdes


Søndag den 26. februar er Lourdes og Mariaåbenbaringerne emnet for den 3. søndagssalon, som arrangeres af Katolsk Orientering og Sankt Andreas Bibliotek i fællesskab.

Kom og hør forfatter Lissie Lundh fortælle om sin nye bog om Bernadette af Lourdes (1844-1879), som udkom på forlaget Eksistensen sidste år. Bernadette fik 18 visioner af Jomfru Maria ved grotten i Lourdes. Hendes møde med Jomfru Maria har været af stor betydning for kristne og pilgrimme verden over, der efterfølgende har valfartet til stedet.

Skoleleder og mangeårig formand for Den nordiske Lourdesvalfart, Georg Høhling, fortæller om den traditionsrige valfart, der i år finder sted den 24.-31. juli med gejstlig deltagelse fra Den nordiske Bispekonference og valfartspræst Herbert Krawcszyk SJ. Læs mere på www.lourdes.dk

Arrangementet holdes kl. 15-18 i Jesu Hjerte Kirkes menighedssal, Stenosgade 4A, 1616 Kbh V. Der er gratis adgang. Der serveres kaffe/te med brød til.