En proppet domkirke tog afsked med biskop Hans

Lørdag den 17. marts blev biskop Hans L. Martensen begravet fra Sct. Ansgars domkirke. Det foregik i en fyldt domkirke, hvor mange var henvist til at stå op bagest i kirken, og med deltagelse af biskop Hans’ familie, repræsentanter for ordenssamfundene, bispedømmets præster og det apostoliske nuntiatur i Stockholm, der var repræsenteret ved monsignore Rolandas Makrickas.  

Med udgangspunkt i Bjergprædiken (Matt 5,1-12a) beskrev biskop Czeslaw Kozon i sin prædiken biskop Hans som ”et menneske, der tog saligprisningerne alvorligt” og et menneske for hvem fromheden var en dyd. 

”Hele han liv var et vidnesbyrd om, at han levede for en større virkelighed end den, verden umiddelbart gør synlig. Samtidig var denne større virkelighed, Guds rige og hans uendelighed, noget der skulle synliggøres i hans liv som præst og biskop”, bemærkede biskop Kozon.

Biskop Hans’ kiste blev båret ud til tonerne af Bachs ’ Jesus bleibet meine Freude’, ’Nun komm, der Heiden Heiland’ og hans præludium i d-mol, spillet af organist Erling Rasmussen. 

Tre store busser kørte herefter de fremmødte til Vester Kirkegård, hvor biskop Hans Martensen blev begravet ved jesuitternes gravsted.

Efterfølgende var der reception på det katolske Institut Sankt Joseph på Østerbro.