Kirkens historie i Danmark

Middelalderen

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår de første kristne missionærer kom til de egne, der i dag kaldes Danmark, og heller ikke hvornår de første kristne grupper organiserede sig. Måske kom de første forkyndere af det glade budskab vestfra, fra de angelsaksiske klostre, der siden blev mål for vikingernes plyndringer. Vort første sikre holdepunkt er derimod en fiasko, nemlig Sankt Willibrord, Hollands apostel, der omkring år 710 forgæves forsøgte at kristne den danske kong Angantyr. Der skulle gå godt hundrede år, før man fra det tysk-romerske rige begyndte en ny organiseret missionsindsats efter afslutningen af krigen mellem kejser Karl den Store og kong Godfred af Danmark.  [Læs mere]

 

Reformationen

Reformationsrøret i Tyskland efter Luthers angreb på afladshandelen 1517 nåede hurtigt Danmark, hvor "evangeliske" menigheder dannedes fra ca. 1526, især i byerne. Religiøse og politiske modsætninger blandedes i de følgende år på svært gennemskuelige måder, men afgørende blev, at den verdslige øvrighed, kongerne Christian II, men frem for alt Frederik I og Christian III, af indre overbevisning og i deres egen politiske og materielle interesse (hvor meget af hver lader sig næppe afgøre) støttede de reformatoriske strømninger og gradvist udhulede den kirkelige øvrigheds muligheder for at skride ind over for kætterne. [Læs mere]

 

Fra 1536-1849

På grund af omstændighederne ved reformationens indførelse var de første par generationer efter 1536 præget af konsolidering og gradvis udbygning af det nye lutherske system, f.eks. i form af Bibeloversættelse, salmebøger, sikring af sognepræsternes økonomiske stilling etc. Da truslen mod den danske lutherske fyrstekirke på ny dukkede op, var det i første omgang ikke i form af katolske missionsforsøg, men i skikkelse af udenlandske protestantiske indvandrere (håndværkere, handelsfolk og regulære flygtninge) af afvigende, oftest af kalvinistisk observans. Dem måtte der skrides ind overfor. [Læs mere]

Fra 1849-1965

Med Junigrundloven indførtes ikke kun folkestyre - i princippet i hvert fald - men også fuldkommen religionsfrihed, for så vidt religiøse mindretals gudsdyrkelse ikke stred mod den offentlige orden og den gode moral. Hermed var alle skranker i princippet faldet, men det tog en del år, før Den Katolske Kirke tog konsekvensen af de nye muligheder. Administrativt tilhørte Danmark det Nordiske vikariat, som varetoges af biskoppen af Osnabrück. I 1849 var biskoppen af Osnabrück Karl Anton Lüpke, men det var først under hans efterfølger, Paul Melchens, der begyndte at ske noget.[Læs mere]

Fra Andet Vatikankoncil til i dag

Biskop Suhrs efterfølger blev den danske jesuit Hans Ludvig Martensen (født 1927), der på den måde fik lov til at deltage i koncilets sidste samling. Martensen havde foretaget dybtgående studier i reformatoren Martin Luther og var på den måde "klædt på" til den økumeniske dialog, der blomstrede op i kølvandet på koncilet. I første omgang blev hans hovedopgave dog at omsætte koncilets og den efterkonciliære tids reformer til praktisk virkelighed. Det betød bl.a. liturgireform (dansk messe), modernisering af kirkeindretningen og indførelsen af nye administrativt-pastorale strukturer. [Læs mere]

 

 

Personoversigt

Apostoliske vikarer, provikarer, præfekter, administratorer og biskopper.

Fra 1622 til i dag. [Læs mere]

 

 

 

 

 

 

 

Kildemateriale til Kirkens historie i Danmark.