Karmellitterinderne

Kommunitetet i Skt. Josefs Karmel, Hillerød

Skt. Josefs Karmel, 
Brødeskovvej 46, 
3400 Hillerød. 

Hjemmeside: www.karmel.dk  

Tlf. 71 32 36 13, bedst 10-12.00 og 15.30-17.00. 

Fax: 4816 1858. E-mail: karmel.hillerod[a]karmel.dk 

Bank: Nordea: 2276-3491154984 

 

Priorinde

Sr. Therese af den uplettede undfangelse

 

MOTTO

"VIVI T DOMINUS DEUS ISRAEL, IN CUJUS CONSPECTU STO" HERREN ISRAELS GUD LEVER, OG JEG STÅR FORAN HANS ANSIGT - (l.Kong.17,1 Vulg.)

"ZELO ZELATUS SUM PRO DOMINO DEO EXERCITUUM" JEG BRÆNDER AF NIDKÆRHED FOR HERREN, HÆRSKARERS GUD -  (1. Kong. 19,14)

 

Grundlagt

Ordenen opstod blandt eremitter på KarmeIs bjerg i Israel, som på korsriddemes tid levede efter den hellige Elias' forbillede. I begyndelsen af 1200-tallet blev de organiseret og samledes under en regel. I 1226 blev Karmeliterordenen paveligt godkendt som tiggerorden. I 1452 blev den kvindelige gren af ordenen grundlagt.

 

Ordenens officielle navn

Den salige Jomfru Maria af Bjerget KarmeIs Orden

 

Ankomst til Danmark

Karmelitermunkene ankom første gang til Danmark i 1418 og havde her 8 klostre, men de forsvandt fra landkortet igen i forbindelse med reformationen. Først i 1999 vendte ordenen tilbage hertil, denne gang repræsenteret af nonner fra Karmeliterklosteret i Sverige, for at grundlægge et nyt, lille Karmel i nabolandet.

 

Apostolat

Karmelitersøstrenes apostolat er af ren kontemplativ art: Helt at hengive sig til Gud i bøn for og med alle mennesker; at være hjertet, der banker i Kirkens legeme.

 

Historisk rids og spiritualitet

På bjerget Karmel i det Hellige Land levede vore forfædre som i en blomstrende have med udsigt over Middelhavet, som i horisonten forsvinder ind i himlens uendelighed. Der har de kontempleret Gud og anet noget om Hans herlighed. I stilheden og den uophørlige beredthed til at gå ud af sig selv, glemme sig selv og fornægte alle egoismens påtrængende krav, åbnes mennesket for Helligånden. Han, der kender os bedre, end vi selv gør, Han, der ved alt, hvad vi har gennemlevet, og som frem for alt ser den herlighed, Gud har bestemt for enhver af os; Han er også den, der allerbedst kan lede os på bønnens vej.

Vor hverdag er indrettet til at skulle skabe den mest gunstige ramme omkring dette personlige møde mellem Gud og sjælen. Både når vi samles til de fælles gøremål; tidebøn, måltider og rekreation, og når vi arbejder hver for sig i cellens ensomhed, er det Gud, som står i centrum. I alt, hvad vi foretager os, kan vi møde Ham. Den monotone dagsrytme, uden de store ændringer eller indflydelse udefra, lader sjælen falde til ro og finde ind til sin kerne. Det tager sin tid at vokse helt ind i dette kald, ja, egentlig er det en livslang proces, for Gud bliver ved med at være en overraskelsernes Gud. Men for at tillempe det lidt for den, der kaster sig ud i eventyret med Ham og søger om optagelse i klosteret, foregår "indslusningen" i klosterlivet 'i flere etaper.

De første 6 måneder af ens klostertid er man postulant. Denne tid bruges først og fremmest til at falde til i de nye omgivelser; lære klosternormerne at kende og komme ind i rytmen. Efter postulanttiden modtager man ved en enkel ceremoni karmeliternes brune ordensdragt og optages i klosterfamilien som novice. Som tegn på, at man nu påbegynder et nyt afsnit af sit liv - en slags omvendelse - får man ved iklædningen desuden sit klosternavn. Et særligt kendetegn for karmeliterne er, at vi også har et devotionsnavn, f.eks. "af Jesu Hjerte", "af Korset" eller lignende.

Noviciatet varer to år; det første er det kanoniske noviciatsår, som er foreskrevet af kirkeretten, mens det andet år er en ekstra tid, vi har tillagt, for at give novicen mulighed for helt at leve sig ind i livet med Gud, inden hun binder sig til det. Det kan være svært at forlade det almindelige liv i verden, og det kræver lang tid at aflægge alle de vaner og især den tankegang og hektik, som ofte præger det. I noviciatet oplever man, hvordan man lidt efter lidt lærer at tilpasse sig Guds tempo. . .

Når man er parat til at binde sig, aflægger man de første løfter, som gælder for tre år. Her lover man kyskhed, fattigdom og lydighed i henhold til ordensregelen og konstitutionerne og "med Helligåndens nåde og Guds Moders hjælp i Kirkens, vor Moders tjeneste ved bestandig bøn og evangelisk forsagelse at opnå den fuldkomne kærlighed og i evighed forherlige den Allerhelligste Treenigh~d". Det samme lover man tre år efter, når man aflægger de højtidelige løfter, men denne gang gælder det for evigt; man overgiver sig helt til Gud og lader sig formæle med Ham. Han er Brudgommen, der kalder sin brud til at dele sit liv, i medgang og modgang, dvs. at man bliver hos Ham, uanset om det gælder forherligelsen på Tabor eller lidelsen på Golgata. Den totale overgivelse til Guds vilje i enhver situation - det er karmelitens liv.

Karmeliterne har altid næret stor andagt til Jomfru Maria, og allerede de første munke på Karmel havde indviet deres kapel til hende. Maria er vort store forbillede i jomfruelighed, kontemplation, lydighed og i at lytte til Gud. Vi ærer hende ikke med store ord og mange bønner, men snarere ved at lade hendes duft gennemtrænge vort liv; hendes duft er som luften, vi indånder idet hun tager os ved hånd og viser os, hvordan hun har levet sit liv med Gud. Elisabeth af Treenigheden siger, at "en karmeliternonnes liv er som en adventstid og ligner Marias liv i den tid, hvor hun bar Jesus skjult i sig, i venten på at måtte give Ham til verden".

Vi plejer også at sige, at vi bærer Marias dragt. Skapularet, det lange stofstykke, der bæres over skuldrene, og som er den vigtigste del af dragten, har en særlig betydning:

Det er et tegn på Marias beskyttelse "nu og i vor dødstime" og et tegn på, at vi vil efterligne hende. Der er udsprunget mange blomster i Kirken fra Karmeis have. Vi vil nævne nogle af de mest kendte her:

 

Teresa af Jesus (eller af Avila)

levede i Spanien 1515-1582. Som stor mystiker og handlingsmenneske reformerede hun Karmeliterordenen og stiftede en mængde klostre. Hendes livfulde, spændende skrifter, som er spredt over hele verden, er vejvisere for dem, der vil leve et liv i nær forening med Gud. For Teresa var venskabet med Kristus og kærligheden og trofastheden mod Kirken et vigtigt ledemotiv. Hun levede og døde i glad overbevisning om, at hun var en Kirkens datter.

 

Johannes af Korset (1542-1591)

var også en spansk mystiker af stort format. Hans skrifter hører til den klassiske åndelige litteratur. Specielt hans digte er af stor værdi og har gjort ham til poetemes skytshelgen. Hans symbolske sprog taler dybt til det indre, intuitive menneske., i os. Mange af Kirkens helgener har hentet inspiration til deres liv fra Johannes af Korsets skrifter.

 

Therese af Jesusbarnet eller af Lisieux (1873-1897) 

er blevet vor tids største og mest elskede helgen. I lighed med Teresa af Jesus og Johannes af Korset er hun blevet udnævnt til kirkelærer, hvilket er et bevis på troværdigheden i hendes budskab om "Den lille vej" - det evangeliske bamekårs vej - det almindelige, fattige menneskes vej til hellighed.Hun betoner vægten af at have ubegrænset tillid til Guds faderlige godhed. Som vejviser påden vandring, hvor man i små omstændigheder lever en stor kærlighed, er Therese uundværlig.

 

Elisabeth af Treenigheden (1880-1906)

som levede i Dijons Karmel, Frankrig, kan lære os at trække os tilbage til vor "indre celle", selv når vi lever i en støjende verden og der, i den indre stilhed, finde den Treenige Gud og lade Ham tage os i besiddelse, så vi bliver en lovprisning til Guds herlighed.

 

Edith Stein (1891-1942)

Søster Teresia Benedikta af Korset, var jødisk filosof, inden hun indtrådte i karmeliterklosteret i KOln. Hele hendes liv var en søgen efter sandheden. Pga. sin jødiske afstamning blev hun taget til fange og henrettede s i gaskarnrene i Auschwitz. Hun gik bevidst i døden i solidaritet med det jødiske folk, og som kristen så hun det som en måde at bære Kristi kors.

Glæden i Karmel er meget omtalt. Det siges, at når man kommer til et Karme!, møder man den samme enkle, naive glæde, uanset hvor i verden det befinder sig. Glæden får bl.a. sin støtte i fællesskabet søstrene imellem, for klosterlivet er ikke bare en skole i kærligheden til Gud, men også en skole i kærligheden til næsten, uden hvilken al Gudskærlighed blot er en illusion. Men frem for alt henter Karmel sin glæde fra den dybeste af alle kilder: Det nære forhold til Gud. For efter den møjsommelige vej opad bjerget Karmel, den vej, som Johannes af Korset har karakteriseret med ordene "intet, intet, intet...", venter lyset, først fuldstændigt i den evige salighed, når vi kan skue Gud ansigt til ansigt, men stort og rigt allerede her på jorden for dem, som i ånd og sandhed har forladt alt og fulgt deres Mester.

Det er meningen, at hele Kirken, hele menneskeheden, skal drage nytte af og kunne hente usynlig næring fra de kontemplative klostre. Menneskeheden er uopløseligt solidarisk, vi forgår ikke uafhængigt af hinanden, vi frelses heller ikke uafhængigt af hinanden. Klosteret vil netop være det bedende hjerte, som er pulsslaget også for alle dem udenfor. Hvad vi ønsker i vort Karmel, er ikke andet end at stå foran Gud som de små og fattige skabninger, vi er. Bare være der, for Hans åsyn, uden egne spekulationer eller ambitioner, bare lade Ham være Gud og forsøge at tilbyde os selv som tomme kar, Han kan disponere over efter behag. Når Gud udvælger nogle til et liv, hvor de radikalt skal hengive sig til bøn, så gør Han det for at noget af Hans herlighed skal blive kendt her på jorden. At kunne være sit kald fuldstændig tro, er en karmeliternonnes dybeste ønske.