Biskoppens brev til katolikker i bispedømmet København

På baggrund af den seneste tids afsløringer af overgreb på børn og unge, begået af katolske præster og ordensfolk i flere lande, skrev biskop Kozon på tærsklen til Den stille Uge følgende brev til katolikker i bispedømmet København.

Hele Kirken gennemlever i øjeblikket en yderst vanskelig og smertefuld tid, som også vort bispedømme er berørt af. Fortsat afsløring af præsters seksuelle overgreb mod børn og unge vækker berettiget sorg, skuffelse, vrede og forargelse.

Debatten er herhjemme yderligere blevet forstærket af mine udtalelser i Kristeligt Dagblad den 16. marts og senere ved, at der blev sået tvivl om den rette håndtering af sager om seksuelle overgreb her i bispedømmet. Jeg beklager på denne måde at have bidraget til følelsen af usikkerhed. og håber, at beslutningen om at udrede af omfanget af seksuelle overgreb begået i bispedømmet må skabe fuld afklaring og yde ofrene den tiltrængte retfærdighed.

Mange tanker beskæftiger os for tiden, og manges tillid til og syn på Kirken er blevet anfægtet. En så massiv konfrontation med moralsk svaghed i Kirken mindes vi dårligt nok at have oplevet i flere generationer. Paulus' ord om, at når "én legemsdel på Kristi legeme lider, så lider også alle de andre." (jf. 1. Kor. 12, 26a) opleves som en aktuel smertefuld sandhed. Vi står endnu midt i begivenhederne og må sikkert være forberedt på at høre mere dårligt nyt. Alligevel skal vi gøre os tanker om, hvordan vi kommer videre og vinder håb for fremtiden.

Før, vi retter blikket fremad, må vi se de bitre kendsgerninger i øjnene: at præster, ordensfolk og andre medarbejdere i Kirken har forgrebet sig på børn og unge. Derved har de misbrugt den tillid, børn og deres forældre havde vist dem, og har handlet i modstrid med, hvad de i ord og handling skulle repræsentere. Dertil kommer, at mange ledere i Kirken ikke altid rettidigt har grebet ind for at hindre overgrebene, drage de skyldige til ansvar og, vigtigst af alt, at give ofrene den fornødne omsorg. Det, der er sket, står desværre ikke til at ændre: At være udsat for et seksuelt overgreb kan præge et menneske og dets relationer med andre resten af livet. Jeg håber derfor, at bispedømmets forestående udredningsproces må være en mulighed for ofrene til at få åbnet for det smertefulde, der er sket for dem, så deres sår kan blive helet og en ny fremtid åbne sig for dem.

Trods smerten over det, der er sket, har vi dog lov til at sige, at de tragiske hændelser ikke er et sandt billede af hele Kirken eller dens præsteskab. Selv om hvert overgreb er ét for meget, er det stadig kun en lille del af præsterne, der har gjort sig skyldige i dem. Deres svigt må ikke tilsløre alt det gode, der foregår i Kirken eller kaste mistanke på de mange præster, der trofast og eksemplarisk lever deres kald og udfører deres tjeneste.

Det er i mange henseender op til Kirkens ledelse at genskabe den brudte tillid til Kirken ved i videst muligt omfang at bearbejde fortidens hændelser, hjælpe ofrene og gøre alt, hvad der er muligt for at hindre nye overgreb.

Langt mere virksomt end alle menneskelige forsøg på at råde bod på svigt i Kirken er dog Kristi løfte om at være med den alle dage indtil verdens ende (jf. Matt. 28,20b). Det er Kristus, der gør det meningsfyldt at være i Kirken. Med Peter kan vis sige til Kristus: "Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord" (Joh. 6,68). Han står midt iblandt os som Kirkens sandfærdige, kærlige og omsorgsfulde hyrde. Hans eksempel skal alle - og ikke mindst vi præster - lægge os efter. Kristus giver vort liv retning og heler, hvad der er såret og knust. Han griber direkte ind i de lidendes liv, men er samtidig afhængig af mennesker, der med deres gode eksempel og deres autentiske vidnesbyrd kan fremstå som troværdige forkyndere og omsætte troen i handling.

Vi står ved begyndelsen af den vigtigste uge i kirkeåret - forberedelsen til fejringen af påsken. Alt kommer sammen her: Menneskenes had og grusomhed, disciplenes svigt og deres fortvivlelse over, at alt det, de havde satset på, brød sammen. Vi kan roligt betragte denne smertefulde tid for Kirken som en deltagelse i Den stille Uges drama; men så har vi også lov til at se frem mod påskemorgen som en ny begyndelse, en ny begyndelse for Kirken og for hver enkelt af os. Det kan blive en lang, men ikke håbløs proces, som kan styrke vor glæde ved at være Kirke og give glæden tilbage til dem, der har mistet den, og helbrede alle, som er såret.

Med disse ord ønsker jeg alle en velsignet stille uge og en tiltrængt glædelig påske og beder om alles forbøn for ofrene for overgreb, for Kirken, pave Benedikt, vort bispedømme, vore præster og mig.

Vigilien til palmesøndag, den 27. marts, 2010

 +Czeslaw