75-årsdagen for bombningen af Den franske Skole på Frederiksberg

Den 21. marts 1945 ramte britiske bomber ved en fejl skolen Institut Jeanne d’Arc, hvor der befandt sig blandt andet 482 børn og 34 Sankt Joseph Søstre. 86 børn og 18 voksne – flere af dem ordenssøstre – omkom. Mange af de overlevende kom derefter til Institut Sankt Joseph.

Skolen på Frederiksberg Allé blev aldrig genopbygget.

Institut Sankt Joseph vil markere årsdagen på følgende måde:

Fredag den 20. marts: Alle elever deltager i en mindegudstjeneste i Frederiksberg Kirke kl.12.30, som afsluttes med kransenedlæggelse ved mindesmærket på Frederiksberg Allé.

Lørdag den 21. marts: 86 elever fra skolen, svarende til antallet af omkomne elever, synger på Shell-husets tag til en tv-optagelse. Skolen deltager i mindegudstjenesten i Frederiksberg Kirke med bl.a. Dronningen og det officielle Danmark.