28.11.16 11:58 Alder: 361 days
Kategori: Biskoppens prædikener, hovednyhed

Op mod ’det lille årsskifte’


Hvert år oplever vi dette ”lille årsskifte” med markeringen af adventstidens begyndelse. Hvert år har vi brug for den opmuntring, som netop dette år forelægger os. I år er der dog en særlig grund til at forstærke troen på, at noget nyt kan indvarsles. Kort før, vi i dag begynder det nye kirkeår, har vi – nemlig i søndags – afsluttet barmhjertighedens år, det år, som blandt mange andre ting, også skulle tydeliggøre det, som Esajas taler om i første læsning. I løbet af barmhjertighedens år er vi blevet opfordret til at forny vor tillid til Gud, tage imod hans tilgivelse, samtidig med, at vi som Kirke har arbejdet på at få andre til at tro på barmhjertigheden og række ud efter den, især dem, som har været mest opgivende, har mistet tilliden til deres medmennesker, til Kirken, måske endda til Gud.

 --------------

Biskop Czeslaws prædiken i domkirken 27. november, 1. søndag i advent

Læsninger: Es 2,1-5            Rom 13,11-14                     Matt 24,37-44

Vi er vant til at få præsenteret adventstiden som en ny begyndelse, selv om det måske ikke altid gør indtryk på os. Kalenderårsskiftet er et skarpere skæringspunkt end begyndelsen af det nye kirkeår, sådan vil mange i hvert fald opleve det. Alligevel skal vi prøve på at få øje på de mange tegn på håb og glæde, som netop adventstiden vil forelægge os. Selv om vi glæder os til julen, kan vi måske også godt opfatte de sidste uger af det gamle år som hektiske, og hvis det gamle år har været tungt, glæder vi os måske til, at det snart er overstået.

Skulle der være en sådan modløshed hos nogen, så er det ”lille årsskifte,” vi nu markerer, en slags forskudsopmuntring. Første læsning er en tydelig tilkendegivelse af en sådan opmuntring. Profeten Esajas taler til et folk, befinder sig i en situation af usikkerhed, - moralsk, politisk, religiøst - og formaner til både at have håb og til at omvende sig, på ny besinde sig på pagten med Gud.

De billeder og udtryk, som Esajas bruger, er stadig aktuelle, også selv om de er talt ind i en helt anden sammenhæng. Templet i Jerusalem eksisterer ikke længere, Gud knytter ikke længere sit virke og sin tilstedeværelse eksklusivt til denne by eller et bestemt sted i det hele taget; men alligevel kan vi stadig opleve den samme virkelighed. Gud ønsker stadig at samle sit folk, nemlig i sin Kirke, hvorigennem han viser os sine veje og giver os sin belæring. Guds Søn, Jesus Kristus, har bragt alt det gode, som blev forudsagt i den gamle pagt, til opfyldelse, ja forstærket både håbet og udfordringen. Det er ham, som gennem Kirken viser os sine veje og indbyder os til at gå på hans stier. Det er ham, der som den sande fredsfyrste er den eneste garant for, at mennesker kan leve fredeligt sammen, forudsat at vi, der tror på ham, også tager hans ord og eksempel til os. Udtrykket om at smede sværd til plovjern er jævnligt blevet brugt af forskellige fredsbevægelser og kan derfor – trods det meget manende billede – måske virke forslidt; men den virkelighed, dette billede vil fremkalde, er stadig både en længsel og skal være en ambition, vi har tillid til, kan opfyldes.

Hvert år oplever vi dette ”lille årsskifte” med markeringen af adventstidens begyndelse. Hvert år har vi brug for den opmuntring, som netop dette år forelægger os. I år er der dog en særlig grund til at forstærke troen på, at noget nyt kan indvarsles. Kort før, vi i dag begynder det nye kirkeår, har vi – nemlig i søndags – afsluttet barmhjertighedens år, det år, som blandt mange andre ting, også skulle tydeliggøre det, som Esajas taler om i første læsning. I løbet af barmhjertighedens år er vi blevet opfordret til at forny vor tillid til Gud, tage imod hans tilgivelse, samtidig med, at vi som Kirke har arbejdet på at få andre til at tro på barmhjertigheden og række ud efter den, især dem, som har været mest opgivende, har mistet tilliden til deres medmennesker, til Kirken, måske endda til Gud.

Det siger sig selv, at temaet for barmhjertighedens år ikke skal lægges til side, blot fordi året er slut. I øvrigt har barmhjertigheden aldrig været lagt til side, selv om ikke alle altid har været opmærksomme på denne vigtige side af Guds væsen. Selv om barmhjertighedens år er slut, og vi kan se tilbage på mange gode erfaringer i løbet af det, så er det lige så meget en ny begyndelse, hvor vi med fornyet iver skal arbejde på at gøre Guds barmhjertighed synlig og tilgængelig.

Som det var et vigtigt anliggende for pave Frans at lancere et barmhjertighedens år, var han også allerede hurtigt klar med et nyt dokument. I mandags, dagen efter afslutningen af barmhjertighedens år, offentliggjordes det apostolske brev, Misericordia et misera (Barmhjertigheden og den ynkelige), en hentydning til Jesu møde med kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud, en beretning, der sammen med lignelsen om den fortabte søn står som eet af de vigtigste bibelske billeder på Guds overbærenhed og rige tilgivelse. I dette dokument understreger pave Frans først og fremmest formidlingen af barmhjertigheden som en permanent opgave og bringer dernæst en række forslag til opfølgning. ”Barmhjertigheden kan ikke være en parentes i Kirkens liv, men udgør hele dens eksistens,” siger pave Frans i første paragraf.

Barmhjertighed er som sagt ikke noget nyt, og der er allerede mange situationer, hvor vi kan erfare den og lære mere om den. Pave Frans oplister derfor en hel række kendte sammenhænge, hvor Guds barmhjertighed udgør grundtonen. Han taler om at ”fejre barmhjertigheden” og nævner her messen, eukaristien, som én lang proces med erfaring af Guds barmhjertighed, lige fra syndsbekendelsen i begyndelsen, over dagens bøn, forvandlingen af brød og vin og modtagelsen af Kristi legeme og blod. I denne forbindelse understreger han yderligere vigtigheden af at beskæftige sig med Guds ord, i prædikener og ved egen fordybelse i Bibelen. Pave Frans opfordrer også Kirken til at erklære en søndag i året som særlig bibelsøndag (nr. 7).

Når man taler om Guds barmhjertighed, er det også indlysende at pege på skriftemålet, forsoningens sakramente, som et særligt forum for erfaring af Guds kærlighed og tilgivelse.

Denne henvisning til forsoningens sakramente kan vi kæde sammen med søndagens anden læsning. Umiddelbart vil vi måske synes, at Paulus løfter en moralsk pegefinger; men meget mere gør han opmærksom på en ny chance, fortæller os, at frelsen er nær, den nye chance er der, som samtidig også antyder, hvordan vort liv kan blive harmonisk, både i forhold til Gud og til vor næste.

Pave Frans opfordrer os endelig til at fremelske en barmhjertighedens kultur, som bygger på genopdagelsen af mødet med de andre, altså vore medmennesker, og på ikke at vende blikket bort, når vi møder andres nød. Igen sætter han barmhjertighedsgerningerne i fokus, både de legemlige og de åndelige, der ligesom budene på en måde kun er overskrifter, fordi de dækker over mange forskellige situationer, og derfor mange chancer for at gøre godt. Selv bidrog pave Frans til denne udfoldelse af rigdommen i barmhjertighedsgerningerne i sin prædiken under messen i Malmø for nylig, hvor saligprisningerne, der var temaet for evangeliet, blev uddybet og udvidet med saligprisningen af dem, som netop er i stand til at åbne blikket for forskellige grupper af mennesker i nød.

Ligesom Paulus formaner, hører vi også i evangeliet Jesus advare, ikke for at true, men for kærligt at vejlede. Igen fremhæves den gode kristne dyd ”årvågenhed,” som ikke betyder en ængstelig seen sig om efter lurende farer, men som evnen til at se chancer. Selv om Jesus her kan virke lidt gådefuld, så er det også skildringen af en virkelighed, der gælder i dag. De to mænd på marken og de to kvinder ved kværnen opfører sig tilsyneladende ens og lever under samme vilkår. Alligevel er deres skæbne forskellig. Vi kan ikke udefra se, hvad den ene har gjort rigtigt og den anden forkert. På samme måde kan vi heller ikke altid bedømme vore egne gerninger korrekt og objektivt, ligesom vi også skal være forsigtige med at bedømme andres. Den årvågenhed, vi derfor også skal prøve på at fremelske, er den indre, diskrete årvågenhed i forhold til Gud. Når vi udefra ikke altid kan bedømme, hverken vor egne eller vore medmenneskers gerninger, er det så meget desto vigtigere at vi indadtil virkeligt tager det til os, som Gud lærer os, at vi lader det blive en del af vort liv, sådan så vi ærligt over for Gud kan sige, at det er det, vi gerne vil, det er det, vi ønsker at følge, forny vor tro på ham og tage de opfordringer og inspirationer til os, som han giver os, op som en del af vort liv.

Selv om det kan forekomme som en diskret tilegnelse af, hvad Gud lader tilgå os, så vil det på én eller anden måde komme til at skinne igennem i vort liv, fordi vi altid er forpligtet til at være udfarende – vi er ifl. sagens natur forpligtede til at leve sammen med andre mennesker, at udgøre et fællesskab, et samfund. Og når vor indre indstilling er korrekt, altså at vi ønsker at tro på Gud og leve efter det, han fortæller os, så vil det også komme til udtryk i vort liv udadtil, sådan så vi derigennem både tilkendegiver, at vi tror på Gud, giver udtryk for, at han betyder noget for os, også er parate til at dele denne tro med andre, men også og ikke mindst at lade hans barmhjertighed blive noget, som andre får del i og kan glæde sig over.

Amen.