03.03.17 13:04 Alder: 111 days
Kategori: Biskoppens prædikener, hovednyhed

Biskoppens prædiken i domkirken askeonsdag 1. marts


"Ingen af vore bodsøvelser er et formål i sig selv, fastetiden sådan set heller ikke. Fastetidens placering styres af, hvornår påsken falder. Det betyder, at fastetiden i stadig højere grad skal ses som en forberedelse til påsken, heller ikke kun for at påsken blot skal blive festlig, men for at vi kan opdage, at påsken er kilden til vor frelse, til at blive styrket i troen på Kristi opstandelse, ikke kun for at bekende det som en vigtig og uopgivelig trossandhed, men for at blive styrket i håbet om, at det onde, det dystre, det usikre, som vi på forskellige måder går og frygter i hverdagen, ikke har det sidste ord."

---

Læsninger: Joel 2,12-18      2 Kor 5,20-6,2                    Matt 6,1-6.16-18

Som alle vigtige liturgiske markeringer i årets løb er også indledningen til fastetiden én, vi skal være opmærksomme på og prøve at drage åndelig nytte af. Alle tre læsninger giver os enkle og brugbare anvisninger. Profeten Joel fortæller, at omvendelse kan afværge ulykker, Paulus opfordrer os til at gribe chancen, at udnytte ”den nådige stund og frelsens dag,” mens Kristus anbefaler de tre klassiske frelsesmidler: almisse, bøn og faste.

Som ved alle kirkelige fejringer kan vi også her sige, at ”nu er vi her igen,” nu bliver vi atter mindet om noget vigtigt i vort religiøse liv og opfordret til at gøre noget ved visse ting. Det trænger vi altid til. Trods det klareste forsæt, den bedste motivation og ihærdigste iver lykkes det aldrig helt for os at gøre det bedste og udrydde det mindre perfekte. Vi falder nemt til bage i gamle vaner og forsømmelser og lander på et stade af middelmådighed, vi mener at kunne være bekendt. Det skal ikke slå os ud, fordi det ikke bare er fastetidens udfordring, men én, vi har hele livet.

Alligevel vil vi gerne gøre en forskel, både fordi vi egentlig mener det alvorligt med vor tro, gerne vil være autentiske og troværdige, og ikke mindst fordi, vi ved siden af omsorgen for vor egen vækst i fuldkommenhed, også gerne ser noget ændret i en større sammenhæng, når ting i Kirken og verden bekymrer os, og vi gerne vil forsøge at skubbe til noget, så der sker en ændring.

Naturligvis kan vi som enkeltpersoner eller blot mindre grupper ikke umiddelbart med et slag ændre verdens gang. Alligevel skal vi have en ambition om at kunne gøre en forskel. Dels skal vi stole på bønnens magt og Guds barmhjertighed, dels skal vi tro på, at vor egen omvendelse kan rykke noget i vore nærmeste omgivelser, og vore fælles anstrengelser påvirke en større sammenhæng. Vi vil aldrig helt kunne måle virkningerne af vore forsøg og anstrengelser; men på den anden side ville det også være et udtryk for mangel på håb og tillid, hvis vi mente, at vor egen indsats ikke gør nogen forskel. Ikke for ingenting siger Jesus om sine disciple og dermed også om os, at vi skal være jordens salt og verdens lys, ja, Jesus siger ligefrem, at vort lys skal skinne for menneskene, så ”de ser vore gode gerninger og priser vor fader, som er i himlene” (jf. Matt. 5,16). Med disse ord vil Jesus ikke gøre os selvsikre; men dermed mener han dog, at vi skal være et eksempel for andre, ikke for at vi skal tage æren, af det, der lykkes for os, men for at hjælpe med at gøre Gud synlig for andre.

Vi skal altid være forsigtige med at tolke voldsomme begivenheder og ulykker som Guds straf, især når de går ud over andre mennesker, og vi måske er fristet til at se en sammenhæng mellem ulykken og de pågældendes levevis. Ikke desto mindre siger profeten Joel, at vi ved omvendelse kan afvende Guds straf, ja, at Herren efter at have set sit folks omvendelse, afstår fra at sende ulykker over det.

Meningen med at leve livet efter Guds anordning består dog ikke i, at vi undlader at prøve grænser for at undgå straf og blot gør det gode for at få en belønning. Vore fasteøvelser og vor kristne levevis i almindelighed skal bidrage til at ændre os, så vi bliver redskaber for udbredelsen af Guds rige og tegn på håb for både os selv og vore omgivelser. Som sagt er der ikke en hammer, som falder, straks vi gør et eller andet forkert, men når det ikke sker, skal vi ikke konkludere, at så betyder vor levevis ikke noget. Det, som vi enten vil forklare eller bortforklare som Guds straf, kan sagtens være langtidsvirkninger af et liv præget af forsømmelser og forkert levevis. Et stort, ukontrolleret og for os ofte billigt forbrug er i et større perspektiv med til at påvirke klima, skabe social uretfærdighed, forgudelse af materielle ting og svækkelse af kærlighed til Gud og vor næste. Overdreven nydelse skaber livsstilssygdomme, for stærk individualisme, nedbryder menneskelige relationer og svækker familielivet, forsøg på at gøre sig til herre over det ufødte, svage, lidende og udslidte liv fører til et kynisk menneskesyn, en for svag markering af vor tro og vor efterlevelse af den giver både i vort eget og samfundets liv rum for andre kræfter og normer, der ofte præsenteres som neutrale, men ender med at blive styrende og undertrykkende. Et religionsfrit eller religionskontrollerende samfund, er et samfund med en ny statsreligion.

Hvad har disse dystre tanker med vore fasteøvelser at gøre? Kan vi overhovedet gøre noget, og hvis vi gør det, er der så nogen, der lægger mærke til det og tager ved lære af det? Svaret er ja, selv om resultatet ikke viser sig fra den ene dag til den anden. Men at forme sin livsførelse efter gudsrigets værdier er ikke kun et spørgsmål om resultater. Det er også et udtryk for tillid og tro på en vision. Jesus selv troede på sin vision, senere delte apostlene den, og i alle århundreder siden har mennesker med deres kristne levevis enten videreført eller genskabt troen på denne vision: at Gud har skabt os, at han elsker os, at han har frelst os, på den ene side sat mægtige ting i gang for at vi selv kan komme i himlen og på den anden gjort os i stand til ved hjælp af næstekærligheden at være med til at gøre verden til et bedre sted at være.

Ingen af vore bodsøvelser er et formål i sig selv, fastetiden sådan set heller ikke. Fastetidens placering styres af, hvornår påsken falder. Det betyder, at fastetiden i stadig højere grad skal ses som en forberedelse til påsken, heller ikke kun for at påsken blot skal blive festlig, men for at vi kan opdage, at påsken er kilden til vor frelse, til at blive styrket i troen på Kristi opstandelse, ikke kun for at bekende det som en vigtig og uopgivelig trossandhed, men for at blive styrket i håbet om, at det onde, det dystre, det usikre, som vi på forskellige måder går og frygter i hverdagen, ikke har det sidste ord.

Både i den gamle og den nye pagt er det Gud, der udretter de store ting for os. Det var ham, som førte sit folk ud af slaveriet i Ægypten, det var Kristus, som ved sin død gav os del i den oprindelige skabnings uskyld. Selv om frelsen således var Guds suveræne initiativ og handling, så har den dog kun kunnet virke, når vi mennesker er med, ikke ved passivt at lade frelsen skylle hen over os, men ved at åbne os for den, lade vor livsstil ændre af den. Israelitterne lod sig forme af ørkenvandringen, også gennem dens bagslag i form af oprør mod Gud. Jesu disciple i den nye pagt blev til at begynde med drevet af nysgerrighed, men forlod bagefter alt for at følge Jesus, mennesker med indviklede historier og nederlag tog imod tilgivelse og begyndte et nyt liv.

Der er mange gentagelser i vort liv som kristne. Enten gennemfører vi dem ofte lidt rutinemæssigt og dermed også delvist virkningsløst, eller også opgiver vi dem, fordi vi ikke har nogen ambition om eller tillid til, at de faktisk kan virke. De vil altid virke på os selv og i et tempo, vi ikke selv er herrer over, også på vore omgivelser.

Det giver derfor god mening at intensivere udøvelsen af de tre klassiske fasteøvelser: almisse, bøn og faste. Almissen åbner os for vor næste, bønnen bringer os tættere på Gud og hjælper os med at erkende ham som den, der både elsker os, og som vi ikke kan gøre noget uden, mens fasten giver os et nøgternt og uhøjtideligt syn på os selv. Vi kan godt i vidt omfang bedømme, hvor meget der lykkes for os i vore fastetidsøvelser, men vi har også brug for vejledning og tilgivelse. Derfor hører skriftemålet uløseligt med til vor fastepraksis. Er vi fortrolige med skriftemålet og har integreret det i vort liv, bliver det sat særligt i relief af fastetiden. Er vi kommet ud af øvelse, har opgivet det p.gr. af hovmod, ligegyldighed eller fortvivlelse, er øjeblikket kommet til ikke bare at prøve det, men til at acceptere og integrere det som en uundværlig del af kristen levevis. Selv om vi ikke mener, at vi afværger ulykker med at bede om Guds tilgivelse, så vil vi i hvert fald kunne blive forandret, umiddelbart ved at opnå Guds tilgivelse via konfrontationen med vor utilstrækkelighed, men endnu mere ved at blive styrket i vor tillid til ham.

Amen.