11.04.17 08:53 Alder: 107 days
Kategori: Biskoppens prædikener

Biskoppens prædiken i domkirken palmesøndag den 9. april


Læsninger: Palmeprocession Matt 21, 1-11. Messe: Es 50,4-7, Fil 2,6-11 & Matt 26,14-27,66

Vi har med begyndelsen af denne fejring indledt markeringen af den stille uge. Vi kender liturgien, vi er fortrolige med den, vi nyder den som en god kombination af dyb forkyndelse og liturgisk folklore, alt sammen noget, der er med til både at forklare dybderne i vor tro og også giver os midler til synligt at udtrykke den. Men vi mærker også, både i indtoget i Jerusalem og også i lidelseshistorien, vi lige har hørt, en underlig dobbelthed. I beretningen om indtoget i Jerusalem er det hele triumf, fryd og gammen, selv om vi også godt ved, at et par dage senere, så vil de samme mennesker, der hylder Jesus, bede om at få ham korsfæstet. Men det, der endnu kan mere ryste og bedrøve os, er udsigten til, at to disciple, hver på sin måde vil svigte Jesus, Judas, der vil forråde ham, og Peter, der vil fornægte ham. Vi vil gerne gøre alt for at være på deres side, som hylder Jesus, som gør det entydigt, selvfølgelig også overbevisende, og vi vil ikke høre tale om, at også vi kan svigte. Nu er dette ikke noget, som skal slå os ud. Det kan lyde meget dramatisk, og sådan har Peter sikkert også opfattet det, at få forudsagt, at – selv om man har en dyb tro, er begejstret for Jesus, som Peter var det, at man så alligevel med stor sikkerhed, ja med fuldstændig sikkerhed, vil forråde ham. Vi skal ganske vist erkende vor svaghed, og vi ved også, at der kommer situationer, hvor vi kan falde for en fristelse, hvor vi pludselig mærker, at vi ikke lever op til det, vi udadtil forkynder. Men hvis vi nøjes med at dvæle ved Jesu forudsigelser af forræderi og fornægtelse, så kunne vi måske miste modet, for så er det som om, vi slet ingenting kan gøre, at alle vore bestræbelser på at være tro mod Jesus vi være forgæves på forhånd. Med disse advarsler til sine disciple vil Jesus ikke sige, at det er fuldstændig umuligt at være trofast, at det er fuldstændig umuligt, på en overbevisende måde udadtil at sige, at man tror på Jesus og gerne vil følge ham. Med disse ord vil Jesus blot sige, at den onde, der vil friste os, ligger parat til at gøre det, at det er nemt af falde for fristelsen. Hvad gør vi så for at undgå det? Disse forudsigelser sammen med beretningerne om den ydre hyldest skal blot lære os at virkelig være overbevisende og bevidste om vor tro på Jesus, gøre det, vi gør af fuld overbevisning og med indlevelse. Hvis det er tilfældet, så vil vi også kunne modstå rigtigt mange fristelser, så bygger vi vort hus på klippegrund, så skal der en hel del til at ryste det. Det betyder ikke, at vi bliver totalt immune for synd og fristelse; men vi vil være rigtigt godt rustede. Det er ikke bare en utopi; men det er bevidnet gennem hele frelseshistorien ved de mennesker, der virkeligt levede deres liv med Gud og i den nye pagt med hans Søn. De kunne også modstå ikke bare personlige fristelser, personlige nederlag, de kunne bevare udholdenhed i lidelse; endnu mere end det: Deres værk og deres vidnesbyrd bar også frugt, sådan så at der er megen forjættelse, mange tilsagn i Jesu forventning til os om, at når vi er bevidste som kristne, så kan vort liv virkelig holde til meget i tro på Jesus.

Dagens beretning om hyldningen af Jesus ved indtoget i Jerusalem udtrykker også datidens menneskers ønske om at gøre Jesus til konge; det hører vi om flere gang i evangelierne, at skarerne i Jesus ser den forjættede Messias, der politisk set skulle genoprette Israel. Sådan er der også mennesker nu til dags, der ser Jesus, ser vor kristne tro, som en stabilisering af det samfund, vi ellers på mange andre måder har indrettet ganske anderledes end efter kristne normer. Er det i traditionsplejens navn et godt udgangspunkt, hvis man skal holde andre udenfor, så er det også et godt middel at lade andre mærke, at her er vi i et kristent land, her hylder vi Kristus.

I anden læsning i læsningernes tidebøn siger Andreas af Kreta, at det er rigtigt fint, at hylde Jesus med palmegrene og andet grønt for på den måde at give udtryk for, at han virkeligt betyder noget for os, også at brede sine klæder ud på den vej han skal passere. Ligesom med alt andet, der symboliserer måden, vi prøver at udøve vor tro på og vise den, så skal vi også være parate til med vore ydre tegn på hyldest at gøre noget mere. Derfor fortæller Andreas af Kreta også om, at det er os selv, vi skal strække ud for Kristus, ikke for at han skal træde på os, ikke fordi han ikke agter os, men som et udtryk for ydmyghed, der siger, at vi gerne vil tjene ham. På denne måde så kommer der sammenhæng i den ydre hyldest, som absolut er vigtig. Jesus siger jo i et andet evangelium om indtoget i Jerusalem, at hvis skarerne ville tie, skulle stenene tale. Der er altså virkelig nogen, der skal råbe op om, at her kommer Kristus, gøre opmærksom på, at her holder han sit indtog. Det skal vi som kristne også gøre. Vi skal ikke være bange for at forkynde Kristus, sige, at vi tror på ham, indretter vort liv efter ham. Vi har også lov til at have en berettiget ambition om, at samfundet, der i forvejen hylder ham, i hvert fald på vore breddegrader, fordi vi kalder os kristne lande, at disse vore samfund også ikke bare skal være præget af kristne symboler i flag og på andre steder, men virkelig gennem måden, befolkningen lever på og skal fortælle, at dette er et kristent land, og ikke et kristent land, der udelukker andre, men er parat til at tage imod og også samle dem op, som ikke helt kan følge med, og at vi netop gennem vor måde at leve på viser, at det kan lade sig gøre at følge med og er velkomne til at gøre det. Kort og godt, denne palmesøndags liturgi og i det hele taget vor måde at udtrykke vor kristne tro på skal netop vidne om, at vi mener noget med det, vi gør, at vi lægger noget i det. Som sagt, vi kan godt komme til at svigte, og Peter, der fornægtede Jesus, blev også tilgivet, endda også udstyret med et vigtigt embede. Vi vil gerne undgå disse omveje, der fører os gennem svigt og forræderi; men nogle gange så kan det også være helende på vor bevidsthed, gøre os lidt mere immune mod at fornægte og forråde og svigte. Jesus har gennem sin lidelse vist dette, ikke fordi han selv svigtede og forrådte, men ved at fortælle, at det onde, som også vi mennesker har vor andel i, kan overvindes. Døden og lidelsen har ikke det sidste ord, vore svigt kan også heles og gøres godt igen, således at vi, selv om vi kan fejle, får lov til, ja, opmuntres til med fortrøstning at se frem mod det, som påsken har udvirket for os, ikke bare den årlige ihukommelse af denne fest, men en daglig oplevelse af den i vort liv som kristne.

Amen.