13.04.17 08:49 Alder: 47 days
Kategori: hovednyhed, Biskoppens prædikener

Biskoppens prædiken i domkirken ved ‘Oliemessen’ 11. april 2017


Foto: Ulla Elmquist

“Som præster har vi ved ordinationen fået en speciel tilknytning til Kristus, men dermed også en særlig opgave med at formidle befrielse, barmhjertighed og trøst, frugterne af sandheden om, at der kun er én Gud, og at denne ene Gud har sendt sin Søn, som på en helt enestående og radikal måde har vidnet om denne sandhed, så meget, at han gav sit liv for den”. 

---

Læsninger: Es 61,1-3a.6a.8b-9 Åb 1,5-8 Luk 4,16-21

Budskabet i alle tre læsninger, vi lige har hørt, er en god nyhed. Budskabet bliver talt ind i en sammenhæng, hvor mennesker enten er modløse eller endnu ikke har opdaget den gode nyhed. Profeten Esajas vil i første læsning opmuntre folket, som skal komme sig over eksilet ved ikke bare at tale om de mange former for nød og ufrihed, som vil blive fjernet. Han taler også om en fremtid med håb, om at folket, også de enkelte medlemmer af det, vil komme til at spille en vigtig rolle. De enkelte skal krones, salves og synge lovprisningssange, alle være vidner om Guds store gerninger, kaldes præster, hvilket gør forbindelsen til dagens begivenhed særlig relevant.

I evangeliet tager Jesus tråden op fra Esajas, ja, opfylder profetens budskab, fordi Jesus selv mere end nogen anden er den, som er præst, profet og konge, og med større sikkerhed end nogen ellers kan stå inde for de løfter, som Esajas først gav.

Mellem disse to læsninger hører vi et afsnit fra Johannes’ åbenbaring, hvor der også tales om være et kongedømme af præster, en særlig slægt. I denne læsning tales der om, at noget allerede er gået i opfyldelse, at sejren er hjemme, ja, at den triumferende Kristus kommer på skyerne, og også de, der forkastede ham, skal se hen til ham og fortryde deres afvisning.

Dagen i dag er en glædesdag i den forstand, at meningen med denne messe, indvielsen af olierne, skal hjælpe os med at se og forstå de horisonter, som Gud har åbnet for os, og som han har udvalgt os til at være med til at vise og åbne for andre. Profeten Esajas og Johannes i åbenbaringen taler om præstedømmet i almindelighed, om, at alle – og når vi taler om den nye pagt – alle døbte og firmede, har et ansvar, en vis autoritet og en forpligtelse til dér, hvor man nu kan komme til det, skal fortælle om Guds frelse og med sit eget liv være med til at bane vejen for den. 

Selv om indvielsen af olierne de fleste steder nu er adskilt fra skærtorsdag, skal vi stadig se en særlig forbindelse mellem denne indvielse og indstiftelsen af eukaristien, som vi netop fejrer skærtorsdag, og dermed også indstiftelsen af præstedømmet. Som præster har vi ved ordinationen fået en speciel tilknytning til Kristus, men dermed også en særlig opgave med at formidle befrielse, barmhjertighed og trøst, frugterne af sandheden om, at der kun er én Gud, og at denne ene Gud har sendt sin Søn, som på en helt enestående og radikal måde har vidnet om denne sandhed, så meget, at han gav sit liv for den. Senere sendtes Helligånden, som skulle opfylde Sønnens mission og være en særlig garant for Kirkens enhed, formidling af sandheden og den, der holder kærligheden ved lige.

Udover at skulle formidle dét videre, som Esajas forudsiger, og Kristus bringer til opfyldelse, skal vi også med vor levevis, vi som præster,  give udtryk for at være en del af dette projekt. Det gælder ikke kun i moralsk henseende, så vigtigt dét er for troværdighedens skyld, men også – og i sidste ende  allermest – ved at vi viser glæde ved at være med i Kristi store sag, at vi synes, at det er det værd, ikke kun fordi noget lykkes for os, men fordi, vi er bevidste om, at vi netop gennem præstevielsen, som salvelsen er med til at udtrykke, oplever og erfarer et univers, som Gud er centrum i, hvor vi får lov til at gøre noget vigtigt nærværende, når vi fejrer sakramenterne og først og fremmest Eukaristien. Midt i vore mange udfordringer, mange opgaver, fulde kalendere, nogle gange anfægtelser, er det vigtigt at tænke på, at nok drejer det sig om at få løst opgaverne og gøre sine pligter; men vor præstegerning er først og fremmest deltagelse i et liv, som rækker ud over denne verden, ikke bare i form af det mål, vi engang håber at nå, men som vi allerede nu skal forsøge at præge verden med i form at tilbedelse af Gud og formidlingen af hans riges værdier.

De tre læsninger er alle med til at understrege dagens glædelige stemning og vil give os håb og mod. Når Gud gennem Den hellige Skrift og ikke mindst Jesus i sin forkyndelse siger, at noget godt er gået i opfyldelse, så betyder det ikke, at alle problemer er løst, og at det ondes magt i alle henseender er svækket. At det ikke er sådan, erfarer vi dag for dag og har også gjort det her på det sidste. Der er stadig krig og terrorangreb, mange mennesker lider fortsat nød, og de fleste mennesker har på eet eller andet tidspunkt noget at slås med i dagligdagen. 

I sidste ende har Jesus således ikke sagt, at al nød i verden er forsvundet med, at han selv har opfyldt Esajas’ profeti. Der vil stadig være fattige, mennesker med sønderknuste hjerter, fortsat være fanger og bundne. Forskellen er, at der kan gøres noget ved det. For det første fordi det er Guds eget ønske, at noget skal ske, at han ikke vil tillade, at det onde har det sidste ord. Med Jesu død og opstandelse har han   bevist, at det onde ikke har det sidste ord. Dernæst er opfyldelsen af Esajas profeti i Jesus en opfordring til os alle, alt efter vort kald, til selv at være med til at udbrede denne vision, selv være med til at lindre nød og indgive andre mod. Det gælder særligt os præster; men alle døbte og firmede og således principielt alle kristne har del i opgaven med at aktualisere det, som Jesus bragte til opfyldelse i synagogen i Nazareth.

Det er vigtigt at blive bevidst om det i en tid, som byder på så mange udfordringer for Kirken og verden, de enkelte lande og samfund og for det enkelte menneske. Vi har allerede nævnt krig og terror, som er kommet så tæt på os gennem medierne, men som også geografisk tit foregår ikke langt fra os. Vi oplever nye vinde i politik, som skønt de er resultater af demokratiske processer, ikke desto mindre nærer polarisering, øget pleje af særinteresser, opgivelse af enhed og solidaritet. 

Som Kirke skulle vi være i stand til at påvirke og moderere uden at kanonisere en bestemt politisk retning, men blot pege på uheldige virkninger. Men som Kirke bliver vi ikke altid hørt, enten fordi vi ikke siger noget, eller fordi det, vi måtte sige, anses for upassende indblanding eller budskabet for irrelevant og forældet. Inden for Kirken synes vi selv undertiden, at noget smuldrer, fordi det er svært at formidle troen videre, at mange ikke tager den med i deres dagligdag eller nogle gange lever og taler i modstrid med den. Alt dette er også forhold, som kan få nogen til at miste modet, enten fordi man synes, at traditionelle værdier smuldrer, eller fordi man mener, at Kirken er for langsom til at tilpasse sig en verden i stadig forandring. 

Dertil kommer, at vi uanset, hvilken fløj vi ser os placeret på, oplever, at det bliver vanskeligere at være kristen. I stadig højere grad hører vi om direkte overgreb på kristne, som betaler for troen med deres blod; men også, hvor det ikke kommer så vidt, mærker vi, at troende mennesker og trossamfund enten marginaliseres eller skal lade sig underkaste restriktioner.

Nu blot at fokusere på dette sidste ville tage modet fra os, fordi vi kunne fristes til at tro, at det er en situation, vi ikke kan gøre noget ved eller som ikke kan forandres. Men netop dagens læsninger, netop det, vi vil udtrykke med denne messes smukke liturgi, skal være med til at indgyde os mod, motivere os til at tage vor tro alvorligt på en ny måde og lade den præge vor omverden. Mange vil sige, at det er en utopi, hvad enten man siger sådan, fordi man ikke vil engagere sig, eller fordi, man for ofte er blevet skuffet. Alt det har mennesker til alle tider kunnet sige; men Guds rige, også gennem Kirken, er netop vokset ved, at der til altid har været mennesker, som ikke regnede det for en utopi, som ville engagere sig, nogle gange også trods skuffelser og endda lidelser. Vi ser det særligt i helgenskaren, men også i mange andre gode kristnes vidnesbyrd.

Det gode og glade vidnesbyrd kan ikke undgå at have sin virkning. Det opnår vi naturligvis ikke kun ved en beslutning. Virkningen af beslutningen, altså vor beslutning  om at ville være med, kommer fra Gud, som giver os troens gave, og som i konkrete tilfælde, ikke mindst ved modtagelsen af sakramenterne, på en særlig måde lader os mærke, at han vil os, og styrker os til en bestemt opgave. Salvelsen med de hellige olier udtrykker dette. Vi fejrer en ceremoni, som med sit ydre appellerer til mange af vore sanser, vort behov for skønhed og højtidelighed og for fællesskab. Men mere end det, så er den en ceremoni, som udtrykker en dyb og afgørende virkelighed, nemlig Guds eksistens og indgriben i vort liv. Lad os lade os gribe og dermed også overbevise om denne virkelighed. På den måde kommer der i første omgang ægthed i, at vi møder op, i at vi kalder os kristne, men dernæst også uundgåelige virkninger af vor medvirken, både for os selv og for verden omkring os. Så vil vi i voksende grad kunne opleve, at vi er en slægt, som Herren velsigner, ikke fordi, vi er bedre end andre, men fordi vi er dér, hvor tingene sker og er med. Det kan også være udfordrende, nogle gange dramatisk; men det er et sted, hvor Gud er med, ikke lader os alene, appellerer til, at vi frivilligt arbejder med på hans projekt, og  også ser, at det ikke er uden effekt. 

Amen.