14.04.17 08:23 Alder: 46 days
Kategori: Biskoppens prædikener, hovednyhed

Biskoppens prædiken i domkirken skærtorsdag 13. april


Foto: Ulla Elmquist

“Ikke desto mindre er fodtvætningen et magtfuld tegn til efterfølgelse, også i den overførte betydning – i tjeneste for andre. Peter mente ikke, at han skulle have vasket fødder af Jesus. Han umiddelbare motiv var nok beskedenhed, men afslører også, at der var noget, han ikke havde fattet i Jesu sindelag, og det viser det, at han måske heller ikke var helt parat til at vaske andres fødder eller til på anden måde at tjene dem”.

----

Læsninger: 2 Mos 12,1-8.11-14 1 Kor 11,32-26 Joh 13,1-15

Dagene omkring påske har deres liturgi og et budskab, som vi umiddelbart alle er fortrolige med. Vi kan nemt følge med i rækken af begivenheder fra palmesøndag til påskedag. Hvad nyt er der så at sige om det, der udgør en fast rytme i alle kristnes påskefejring? Der er naturligvis behov for at videregive det til de generationer, der hele tiden kommer til og skal mindes om frelseshistoriens store begivenheder. I slutningen af dagens første læsning – om indstiftelsen af jødernes påske – lægges der op til, at det er noget, som skal fejres ”slægt efter slægt.” I det følgende kapitel af 2. Mosebog hedder det allerede i forbindelse med fejringen af udgangen af Ægypten: ” Når din søn i fremtiden spørger dig: ”Hvad betyder dette?” Skal du svare ham: ”Med stærk hånd førte Herren os ud af Ægypten, af trællehuset…” (2. Mos. 13,14). Opretholdelsen af bestemte traditioner har været med til at overlevere jødefolkets tro og bevare dets identitet. Det samme gælder inden for kristendommen. At det ikke længere sker så konsekvent betyder, at mennesker nu til dags ikke altid har stor viden om deres tro og om, hvordan den skal leves, at den ikke har en selvfølgelig plads i livet. Hvis det er tilfældet, er det heller ikke nemt at fortælle noget videre, og følgen bliver, at det kristne budskab risikerer at miste sin kraft.

Derfor er det heller ikke kun de kommende generationer, vi skal være bekymrede for, når vi gør os tanker om videreformidling af troen. Også vi, der føler os fortrolige med det, vi gør, skal hele tiden være åbne for at lade os ramme af det, vi fejrer, få ny inspiration og ny indsigt og dér, hvor det er nødvendigt, lade vort liv forandre. Kirkefædrene og mange teologer har ned gennem tiderne beriget vor viden om og vor tilgang til troens store mysterier, ikke mindst Eukaristien. Disse dybe og berigende tanker er måske ukendt for det fleste, selv om de har sat deres præg på katolsk praksis og fromhedsliv. Men det er heller ikke nødvendigt for alle at have den store indsigt i alt, hvad teologien lærer os om Eukaristien. Jesu egne ord ved indstiftelsen af Eukaristien og den basale katekese om den er til strækkeligt, når det drejer sig om viden. Denne viden skal dog næres af vor tro, troen på det, vi har en vis indsigt i. Troen består i tillid til, at det, Gud har åbenbaret, er sandt; men for, at denne tillid kan vare ved, er det nødvendigt, at vi både med vor indre indstilling og ydre holdning viser, at det virkeligt er noget, vi tror på. En tysk pastoralteolog har fremsat et spørgsmål, som han lægger op til, at alle kristne stiller sig. Det er resultatet af en vis frustration over, at meget af den katolske praksis med kirkegang og sakramentsmodtagelse, i det omfang den endnu foregår, ofte kun skyldes tradition, og nogle gange kun en tradition, som giver et svagt religiøst anstrøg til  sociale og familiære begivenheder. Det spørgsmål, han synes, vi skal stille os er: ”Tror vi på det, vi fejrer, eller fejrer vi det, vi ikke rigtigt tror på? Det er et meget provokerende spørgsmål, som nogle sikkert vil finde upassende, for hvem kan granske hjerte og nyrer og bedømme andres tro? Men spørgsmålet er relevant, fordi selv den bedste kan forfalde til ren rutine eller slække på krav til sig selv og andre om, hvor meget, man skal gøre ud af sin tro i dagligdagen. Teologen lader os stille spørgsmålet i forbindelse med fejringen af især førstekommunion, firmelse og ægteskab. Tror vi på, at vi virkelig modtager Kristi legeme og blod, tror vi oprigtigt på, at Helligånden kommer til os i firmelsen, og tror vi på, at ægteskabet er et sakramente, som underbygger en livsform, enheden mellem en mand og en kvinde, som del af en ordning, der er indstiftet af Gud? Eller fejrer vi disse begivenheder i kirkeligt regi, fordi de hører sig til på et bestemt alderstrin eller skal danne en ydre højtidelig ramme?     

Hvorfor nævner vi det spørgsmål en dag som i dag? Mange ville sikkert finde det provokerende, hvis det blev stillet ved en førstekommunion, firmelse eller et bryllup. Måske ville det ikke være af vejen for at vække folk; men dagen i dag er en god principiel anledning, fordi vi fejrer indstiftelsen af et mysterium, som i særlig grad appellerer til vor tro og også udfordrer den. Eukaristien, altrets sakramente, er det helligste, vi kan forestille os i Kirken, fordi det er den måde, Kristus konkret kommer tættest på os i denne verden. Det er rigtigt, at han også viser sig på mange andre måder, også i situationer, hvor vi let kan overse ham eller forsøger at undgå at se ham: i de nødlidende og i det kristne fællesskab. Alle disse former for Kristi nærvær skal integreres i vort liv. Derfor er det også meget naturligt, at evangeliet om fodtvætningen indtager en så central plads i skærtorsdagens liturgi, netop for at vise, at erkendelse af Kristi nærvær i Eukaristien og ærbødighed for den altid må følges op af et liv i respekt og tjeneste for vor næste og således markere sammenhængen mellem tro og gerninger.

Nogle vil mene, at det er irrelevant at blive mindet om, at man skal knæle for sakramentet i tabernaklet eller, når det passerer i en procession, at man skal modtage det med en ærbødig indre holdning ved kommunionen, forberede sig inderligt dertil og – om nødvendigt – lade et skriftemål gå forud. Nu kan ydre holdninger aldrig stå alene eller være noget, man alene bedømmer mennesker ud fra; men ligesom vi i vor omgang med hinanden har visse former, vi mener hører med til at vise respekt for den, vi møder eller taler med, så bør dette også gælde for vort møde med Guddommen. 

Også i dette små gælder den gamle maksime, lex orandi, lex credendi, dvs. den måde man beder på, udtrykker, hvad man tror.  Alt dette er ikke kun formaninger, der skal sikre, at et ceremoniel bliver overholdt. Det har dybest set og på længere sigt betydning for, hvordan vi overlever som kristne, ikke nødvendigvis, m.h.t. at vi overlever fysisk, men for, hvordan vi overlever som autentiske og troværdige kristne, og vor tro stadig kan have en gennemslagskraft. At vi bekender os som kristne og slutter op om Kirken viser, at vi gerne vil overleve som autentiske og troværdige kristne; men vi må også være bevidste om, at det ikke sker af sig selv. Mange faktorer spiller ind, også de ydre vilkår, som nogle gange kan være vanskelige for mange; men uanset, hvordan de ydre vilkår er, forudsætter det, at vi er vidende og bevidste om, hvad vor tro går ud på, viser det ved den rette tilbedelse af Gud i bøn og gudstjeneste og ved udøvelse af næstekærlighed. Vi kan synes, at udfordringerne er store; men nogle af de nødvendige første små skridt er ofte få. Da Peter endelig havde fattet, at det betød noget, at få fødderne vasket af Jesus, så var det ikke nok med fødderne; men hænderne og hovedet skulle også med. Jesu vask af sine disciples fødder var et tegn og et forbillede, som dog også krævede, at deres indre holdning var med. ”I er ikke alle rene,” siger Jesus med henblik på Judas. Det betyder ikke, at Jesu vask af Judas fødder var uden betydning, og at han skulle have sprunget ham over. Det viser blot, at de nødvendige ydre tegn, skal følges af den indre holdning. Ikke desto mindre er fodtvætningen et magtfuld tegn til efterfølgelse, også i den overførte betydning – i tjeneste for andre. Peter mente ikke, at han skulle have vasket fødder af Jesus. Han umiddelbare motiv var nok beskedenhed, men afslører også, at der var noget, han ikke havde fattet i Jesu sindelag, og det viser det, at han måske heller ikke var helt parat til at vaske andres fødder eller til på anden måde at tjene dem.

Jesus vaskede sine disciples fødder. Han kommer os i møde i Eukaristien, ikke bare ved, at vi hér møder ham i brødets skikkelse; men fordi, det gøres tydeligt, at Eukaristien er det reelle udtryk for, at han har tjent os til det yderste, og ”elsket os til det sidste,” som det hedder i begyndelsen af evangeliet, elsket os så meget, at han ville dø for os. Lad det også i vor modtagelse af Eukaristien og måden, vi møder den på, vise, at vi tror på, at han også har elsket os til det sidste og derved vise, at vi virkeligt tror på det, vi fejrer. 

Amen.