15.04.17 07:48 Alder: 69 days
Kategori: Biskoppens prædikener, hovednyhed

Biskoppens prædiken i domkirken langfredag den 14. april


“De fleste erkender, at lidelse er noget, som ikke helt kan undgås, også selv om vi på grund af vore store muligheder kan kontrollere mange ting, og dermed også udskyde eller helt fjerne lidelse. Når det så nogle gange ikke lykkes, føler vi os frustrerede. I Kristi lidelse kan vi dog i hvert fald skimte et svar på vore mange spørgsmål”.

------

Læsninger: Es 52,13-53,12 Hebr 4,14-16; 5,7-9 Joh 18,1-19,42

Alle påskens helligdage som helhed og de enkelte fejringer rummer store dybder, åbner nye horisonter for os og viser mange aspekter af Guds liv med os mennesker. Sådan er det også langfredag. Alene lidelseshistorien formidler ud over en beretning om, hvad der, også mange menneskelige træk hos personerne og en hel del teologiske finesser, det som evangelisten Johannes er kendt for.

Langfredagens liturgi vil – sammen med de øvrige helligdage – sammenfatte alt det, som er forudsætningen for og frugten af Kristi lidelse. Der er dyb teologi i billederne, der viser offeraspektet ved Kristi død, og der er meget at hente af opmuntring ved at se på Jesu lidelse som et udtryk for hans store kærlighed til os.

Om det, vi ønsker at få af åndeligt indhold fra påskens liturgi og ikke mindst læsningerne, gælder det, at vi også gerne vil kunne se det i relation til vort eget liv og til livet i Kirken i dag. Ikke mindst lidelsen kan være svær at få sat i et plausibelt perspektiv. Vi tænker også i disse dage særligt på de lidelser, som overgår mange kristne, også i nærområdet omkring Det hellige Land. Lidelsen er noget, som mennesker altid har kæmpet med, ikke bare den lidelse, der overgår én selv, og som er en direkte personlig udfordring, men også det mere generelle spørgsmål om lidelsen, hvorfor den overhovedet er der, er noget, som kan gøre mennesker rådvilde og give store anfægtelser. Selv om nogle mennesker undertiden i bakspejlet kan se lidelse, som de har været igennem, som noget frugtbart, som en begivenhed, der også i positiv retning kan ændre ens liv, så forbliver lidelse dog noget, som vi for det meste har svært ved at integrere i vort liv og allerhelst vil undgå. 

Vi får altså ikke et endegyldigt, detaljeret og entydigt svar på vore mange spørgsmål. Det betyder dog ikke, at vi skal føle os helt forladt og opleve alt som menings- og udsigtsløst. Et langt stykke af vejen er det meget at hente i netop Jesu lidelse og det sindelag, hvormed han påtog sig den. Nogle gange sætter vi lidelsens udbredelse i forbindelse med Guds væsen: Hvad kan Gud egentlig udrette, og hvorfor er han tilsyneladende ofte tavs og passiv? Hvorfor griber han ikke ind, eller er han svag og magtesløs?

De fleste erkender, at lidelse er noget, som ikke helt kan undgås, også selv om vi på grund af vore store muligheder kan kontrollere mange ting, og dermed også udskyde eller helt fjerne lidelse. Når det så nogle gange ikke lykkes, føler vi os frustrerede. I Kristi lidelse kan vi dog i hvert fald skimte et svar på vore mange spørgsmål. Den Gud, som vi forventer kan og skal klare alt, har i sin Søn gjort sig selv sårbar. Det vil for mange spolere indtrykket af en rigtig gud, for en gud må ikke være svag. Sårbarheden er dog ikke et svaghedstegn, men et udtryk for at ville være os nær, fordi Gud slet ikke havde behøvet at tage et sådant skridt. Vi ved fra mange menneskelige sammenhænge, at selv om man ikke kan hjælpe i en tragisk situation, kan det være en stor lettelse at mærke nærhed og medfølelse. Det er dette, som Gud i sin Søn på et meget højt niveau vil vise os. Udover selv at ville være os nær, har Jesus også givet os et eksempel i, at den nærhed, som han har givet os, er noget, vi også skal være parate til at vise andre.

Kristi forløsergerning står som noget nyt og en erstatning for noget, der foregik i den gamle pagt. Vi kalder Jesu død for et offer, også som en sammenligning med den gamle pagts ofringer af dyr i templet. Denne offertanke, kan vi måske ikke altid stille noget op med, men den er vigtig også for at forstå Eukaristien. Tanken med den gamle pagts ofre var at give noget af det bedste, man har for at ære Guddommen og derved opnå Guds barmhjertighed eller sige ham tak for noget. Ofringerne i den gamle pagt skulle gentages daglig. Dengang har sikkert ingen undret sig over det, også fordi det var et kendt fænomen i andre religioner. I hebræerbrevet, som vi også hører i dag og har læst af de sidste uger i tidebogen hører vi konstant om det nye der er sket i, at den nye pagts ypperstepræst, Jesus, har frembåret sig selv én gang for alle, som det perfekte offer. Den gamle pagts ofre skulle hele tiden gentages. I dag vil vi sikkert kalde det for et ressourcespild, som dog måske i dag – ganske vist på et andet niveau - er erstattet af den rige verdens store kødforbrug. Det skal kun forstås som en perifer sammenligning; men det handler om at give afkald og sætte sig selv i stedet, ikke som en offergave i gammel forstand, men som én, der er parat til at give afkald og gøre Guds vilje. Gud siger jo allerede i Den gamle pagt, at i slagtoffer har han ikke behag, men derimod i mennesker, der gør hans vilje (jf. Hebr 10.5-7). 

Selv om Kristus én gang for alle har fuldbragt det ene effektive offer, så betyder det ikke, at vi så bare skal læne os tilbage. Han har dermed vist os et eksempel på sindelag. Selv om den gamle pagts ofre er afskaffet, og Kristi offer har gjort fyldest én gang for alle, så skal Kristi vilje til at ofre og hengive sig selv leve videre i os, dvs, vi skal også være parate til at være et offer til Gud og dermed også til fordel for andre ved, at vi med Kristi sindelag er parate til at engagere os i Guds sag og for andre mennesker, nogle gange måske for en høj pris med store ofre, men som dog giver mening, hvis de er frembåret af kærlighed til Gud og til vor næste. 

Disse tanker er kun et enkelt aspekt af forståelsen af meningen med Kristi lidelse; men de lever videre og gøres nærværende i Eukaristien og i det engagerede liv som kristne, som Eukaristien er med til at nære. Endelig skal vi hele tiden huske på, at selv om vi går og kæmper med at se mening i lidelsen, så længe den varer, så skal vi hele tiden huske på, at den ikke har det sidste ord, og at den lidende Kristus, så fornedret, som han var, overvandt den i opstandelsen. I dag er lidelsen i centrum for vore overvejelser, men ikke uden blik for opstandelsen. Den, opstandelsen, skal vi altid have for os, når lidelse rammer os. Det kan kræve en ekstra anstrengelse at mobilisere tilstrækkelig tro; men vi må gerne være sikre på, at Gud har lagt grunden i os til at kunne lade denne tro overvinde vor tvivl og magtesløshed. 

Amen