16.04.17 19:03 Alder: 44 days
Kategori: Biskoppens prædikener, hovednyhed

En ny vandring mod Kristus


“Miljøet for dette mirakel, påskemysteriets gennembrud i vort eget liv, er det kristne fællesskab, Kirken, menigheden. Her skal vi sammen fejre vor tro, vise sammenhold, være til gensidig inspiration og parate med nærhed og hjælp til dem, der har brug for det”. 

---

Biskoppens prædiken i domkirke påskenat 15. april

Læsninger: 1 Mos 1,1-22 1 Mos 22,1-18 2 Mos 14,15-15,1a Es 54,5-14

Es 55,1-11 Bar 3,9-15.32-4,4 Ez 36,16-17a.18-28 Rom 6,3-11 Matt 28,1-10

Vi er med denne aftens liturgi nået til kulminationen af vor fejring af påskens helligdage. Forløbet er velkendt, og efterhånden, som vi er kommet igennem læsningerne, nikker vi også genkendende til det, vi hører. Alligevel skal vi hvert år opleve vor påskefejring som noget fornyende, som en fordybelse og som en yderligere befæstelse i den kristne tro og i fællesskabet med Kirken. 

For nogen af jer, som er med i aften, er påskevigilien på ingen måde blevet rutine. I, som ved dåb eller anden form for optagelse indlemmes i Kirkens fulde fællesskab, vil opleve denne aften som noget helt specielt, fordi den er indledningen til en ny fase i jeres liv, et opbrud fra noget hidtidigt til en ny vandring med Kristus. 

Som Kirke skal vi altid være opmærksomme på både den enkeltes behov og situation samt drage omsorg for fællesskabet. For jer, som nu bliver indlemmet fuldt og helt i Kirken, drejer det sig om noget personligt og for jer meget afgørende. Gud har talt til jer og ført jer ind på den vandring, som nu er nået til det punkt, der kommer til udtryk i jeres optagelse. Men udover personligt at mærke, at Gud har draget jer, bliver i også medlemmer af et fællesskab, hvor I skal engagere jer og tage del i de fælles gudstjenester. Samtidig har I også en berettiget forventning om, at det fællesskab, I kommer ind i, vil byde jer velkommen, og hjælpe jer med at finde jer til rette. 

For alle, som allerede længe har hørt til, betyder aftenen i dag ikke, at vi bare passivt overværer, at et par nye medlemmer kommer til. Vi skal både være opmærksomme på at tage godt imod de nye og se deres optagelse som en genopfriskning af vort eget engagement i Kirken. Derfor hører det også med som noget meget grundlæggende i påskenattens liturgi, at alle tilstedeværende fornyer deres dåbsløfter og dermed giver tilsagn om at forblive i troen på Kristus og leve denne tro i et autentisk engagement. 

Når man har levet længe i en bestemt sammenhæng, kan der nemt være noget, man synes, man er kommet til kort med, eller at det budskab, man bygger på, ikke er brændt igennem eller har haft nok gennemslagskraft. Vi kan foruroliges over de voldsomme ting, der sker i verden, over at de magtfulde rasler med sablerne, vi berøres af den store nød, mange mennesker lider på de steder, den foregår, eller når de flygter fra den. På Kirkens vegne gør vi os tanker om, hvordan vi kan fortsætte med at få bragt budskabet videre. Sammen med alt det, som mange har at bære på i hverdagen, kan det måske for nogen gøre påskeglæden abstrakt. 

Det er en gave at have en levende tro, og også påskeglæden er noget, vi får foræret. Men vi kan bane vejen for denne glæde ved at åbne os for påskens budskab i vor magtesløshed over for det, vi ikke kan klare og overskue. Vi kan roligt tage Jesu milde bebrejdelse af emmausdisciplene til os og på ny fæste lid til alt det, som er skrevet om Jesus, så meget desto mere, som vi – i modsætning til emmausdisciplene – nu har adgang til de livgivende beretninger om Jesu opstandelse. 

Samtidig med, at vi i tro åbner os for, at Gud kan fylde os med glæde, så skal vi også hjælpe hinanden til denne glæde. Det gør vi ved at være sammen og ved i vort liv som kristne lader Jesu sindelag gennemstrømme os. Jesu sejr over det onde er ikke bare en engangsforeteelse, som har fundet sted engang i historien, men noget, som udvirker et mirakel også i vort eget liv. Det sker ved, at vi lader os befri fra de bånd, som holder os fast i enten gøremål, som ikke giver mening, eller i noget, vi ikke vil opgive, selv om det er i modstrid med vor status som kristne.

Miljøet for dette mirakel, påskemysteriets gennembrud i vort eget liv, er det kristne fællesskab, Kirken, menigheden. Her skal vi sammen fejre vor tro, vise sammenhold, være til gensidig inspiration og parate med nærhed og hjælp til dem, der har brug for det. 

Vi har i læsningerne hørt om etaper af Guds lange historie med os mennesker, lige fra skabelsen til Kristi opstandelse. Vi hører om menneskelige svigt, misligholdelse af pagten, men også om, at Gud hele tiden på ny giver mennesket en chance, på én gang forsikrer om sin troskab og opfordrer til omvendelse. Sådan har det også hele tiden været i den nye æra, Kirkens historie, som vi er en del af. Også her oplever vi eksempler på Guds omsorg og på, hvad mennesker og særligt Kirkens helgener kan udrette sammen med Gud. Alt dette kan også fortsat ske i vor tid.

Som sagt er de store begivenheder i frelseshistorien engangshændelser; men vi kan alle opleve dem igen på det personlige plan. For den, der bliver døbt, gøres overgangen over Det røde Hav nærværende – at gå fra én bred til en anden, fra slaveri til frihed, fra udsigt til en fremtid uden håb til et nyt liv. Også vi får gang på gang chancen for at få et nyt hjerte, når vor eget er blevet til sten. Selv om det måske aldrig forstener helt, har vi alligevel brug for at få det blødgjort, så det både blive lyttende, modtageligt og kærligt. Det gælder ikke bare for den nydøbte og de nyoptagne, men for os alle. Derfor er det godt for os at opleve en fejring som denne aftens. Vi styrkes af den lange tradition, som ligger til grund for den – de bibelske budskaber, liturgiens nærgørelse af begivenhederne; men også af, at nye mennesker kommer til, at nye mennesker opdager og tager imod Kristi lære. Derfor er vi taknemmelige for at være vidner til jeres dåb og optagelse. Jeres beslutning er frisk og står lige for at skulle følges op. Hos os andre ligger den noget tilbage; men begivenheder som dåb og firmelse er noget, der altid skal aktualiseres både ved bevidstgørelse om, hvad disse to sakramenter går ud på, og ved aktivt at leve efter det, som vi er blevet bevidste om. Kristendommen lever af, at denne proces – bevidstgørelse og efterlevelse altid ledsager traditionen. 

En påskefejring er aldrig kun et tilbageblik på fortiden. Begivenhederne gøres nærværende, fordi de har vital betydning for nutiden og fremtiden. Ofte ser vi vor tro på baggrund af ting, som foruroliger os, bekymring for fremtiden; men fordi det handler om en aktualisering af vor relation til Kristus, er det noget, der angår os personligt og præger vor identitet. Hvis vi bliver klare over, at vor tro først og fremmest er et nært forhold til Kristus, så bliver vi optimister uden at være naive og realister uden at miste modet. 

Amen