17.04.17 14:45 Alder: 128 days
Kategori: Biskoppens prædikener, hovednyhed

Biskoppens prædiken i domkirken påskedag 16. april


Læsninger: ApG 10,34a.37-43 Kol 3,1-4 Joh 20,1-9

I forhold til de liturgier, vi har fejret de seneste dage, er påskedagens messe ret nøgtern, ganske vist stadig højtidelig, men en messe uden mange ekstra ceremonier. Og alligevel er det dagen i dag, der er den vigtige, den dag, som med sin enkelhed danner rammen on den vigtigste begivenhed i vor tro og det liv, der udspringer af den. Der er masser af traditionel symbolik også i det enkle: Det er morgen efter nattens mørke. Selv om vi i aftes fejrede Kristus som verdens lys, er det i dag dagen, hvor dette lys er brudt igennem. Det er sket på den første dag i ugen, som skriften siger. Alene med denne kendsgerning er der også sket noget nyt. Den gamle pagts hviledag er blevet afløst som helligdag af den dag, da Kristus opstod af graven. Også dette enkle forhold angående hvilken dag, begivenheden er sket på, markerer en ny begyndelse. Vi kalder i kirkelig sammenhæng stadig væk søndagen for ugens første dag, selv om det moderne kalendersystem for længst har ladet ugen begynde med mandag. Måske har vi også selv længe psykologisk set mandag som en ny uges begyndelse. Derudover har både kristenheden og ikke mindst det stærkt økonomisk orienterede civilsamfund længe ønsket og overvejet at få placeret påsken det samme tidspunkt år efter år.

Vi skal ikke gøre et stort nummer ud af disse kalenderspørgsmål. Et fast tidspunkt for påsken ville ikke vælte noget rent trosmæssigt; men alligevel er det noget, vi ikke – i det omfang, vi har indflydelse – bør lade passere for let. Der er noget smukt og betydningsfuldt i, at vi ikke bare forsøger at presse helligdagene ind i det system, der passer os bedst; men at vi lader festerne bestemme, ikke kun, hvornår de falder, men også lader dem bryde ind i vort vante skema for at fortælle os, at noget nyt er sket, og også give os til at stoppe op. 

Dette kalenderspørgsmål kan vi dog godt tage som et symptom på, at vi som mennesker søger at passe Gud og hans univers ind dér, hvor det passer os, i stedet for, at vi lader os udfordre og indretter os efter, hvad Gud har at sige til os. Vi kender til eksempler på, at systemer i historien, som ville skabe en ny samfundsorden, også lancerede deres egne kalendere for dermed at bryde med alt forudgående. Set på denne baggrund må påsken hele tiden blive og forblive en begivenhed, der appellerer til os med et budskab, og ikke blot en anledning til nogle fridage. 

Disse overvejelser er blot en anden måde at sige på, at de traditioner, også af kristen art, som civilsamfundet stadig har bevaret, skal fyldes med deres oprindelige indhold. Det betyder kort og godt, at vi ikke blot bliver klar over, hvorfor vi fejrer dem, men også helt og holdent tager deres budskab til os og lader det forandre os. Som vi ofte understreger, består kristen tro ikke primært i at holde bud og traditioner, så vigtigt det end er, også for at skabe identitet og tilhørsforhold, men først og fremmest i at have et forhold til Kristus. 

Disciplene havde et forhold til Kristus, ja, det var hele grundlaget for det nye liv, de havde valgt ved at følge ham. I påskens dramatik blev dette nye liv tilsyneladende slået i stykker, sådan oplevede de det i hvert fald, fordi de så Jesu lidelse og død som et nederlag og en sejr for hans modstandere. For disciplene bestod tragedien i, at Jesus var død, ikke i, at hans budskab ikke var ægte. Naturligvis er det yderst vigtigt, hvad Jesus har lært og sat i gang. Men afgørende for det, som Jesus har lært, er at han er levende og virkeligt til stede i alt det, vi gør i hans navn, også i vor tid, altså efter hans opstandelse og som en følge af den. Vort liv som kristne er altid afhængigt af mange ydre omstændigheder. Jordiske herskere kan give os frihed eller berøve os den. Derfor er vi altid på en måde sårbare; men det der gør, at vi ikke bliver slået ud, og at budskabet aldrig mister sin relevans er, at ophavsmanden til det hele, Jesus Kristus, er levende til stede iblandt os, ikke bare som den Gud, der aldrig har kunnet dø, men også som det menneske, der fra undfangelsen er uløseligt forbundet med guddommen., og som dermed, gennem det at træde ind i vor jordiske sammenhæng blev sårbar. Jesu overvindelse af døden skete ikke bare for at tage brodden af den død, som vi alligevel ikke kan undgå, men for at vise, at han er uovervindelig. Denne uovervindelighed er også med til at manifestere hans budskab som sandt, fordi kernen i budskabet er bekendelsen af ham selv som vejen, sandheden og livet.

Jesu reelle nærvær i alt det, vi foretager os, ikke mindst vor fejring af eukaristien er det, som giver det hele mening og legitimitet. Fordi Jesu forsvar for sandheden om sig selv betød, at han gik i døden for ikke at fornægte sandheden, så må vi også være parate til at stå inde for sandheden. Det kan vi komme til at gøre, hvis vi må lide afsavn eller måske endda ondt for troens skyld; men vi gør det også ved at leve vort liv efter det budskab, Jesus har givet os, i tilbedelse af Gud og i tjeneste for vor næste. Hermed afspejler vi også det aspekt af Jesu liv, som gik forud for hans død på korset, både det anonyme i Nazareth og det offentlige de sidste tre år af hans liv på jorden. 

Selv om disciplene var slået ud af Jesu død, var der alligevel nogle, Peter og Johannes, som bevarede en vis nysgerrighed, som ville se, hvordan det stod til ude ved graven. Det gælder også ikke mindst Maria Magdalene, som sammen med disciplene havde fulgt Jesus. Jesu opstandelse er en urokkelig og konkret sandhed i sig selv og ikke et resultat af menneskelig længsel eller spekulation. Ikke desto mindre blev forkyndelsen og erfaringen med opstandelsen båret af mennesker, der havde stor kærlighed til Jesus, og som trods den håbløshed, de oplevede, alligevel lod sig føre hen til graven. Maria Magdalene er endda den, som får de to disciple til at gå derud. Kærlighed til Kristus drev dem, og Kristi tilsynekomst for dem efter opstandelsen bekræftede deres kærlighed. 

Meget er naturligvis sket siden de dramatiske begivenheder omkring den første påske; men det er stadig sådan, at mennesker beretter om opstandelsen og vidner om den med deres liv. Gud giver også stadig troens gave, som gør det muligt at tage imod det budskab, Kirken forkynder. 

I anden læsning opfordrer Paulus os til at tragte efter det, som er i himlen, hvor Kristus er. Denne søgen efter Kristus skal ikke kun rette sig mod hans plads i himlen, men også efter de situationer, hvor han giver sig til kende på jorden: i sit ord, i sine sakramenter, i de indskydelser, han lader tilgå os samt i de nødlidende, han solidariserer sig med. Alle disse situationer, så velkendte de er, vil kunne lade os erfare noget nyt, så vi allerede nu mærker, som Paulus siger, at være åbenbaret med ham i herlighed. 

Amen