15.05.17 12:24 Alder: 15 days
Kategori: Nyt fra verdenskirken, hovednyhed

Tilbageblik på pavens besøg i Fátima


Foto: AP

Pave Frans besøgte den 12.-13. maj i Fátima i anledning 100-årsjubilæet for Maria-åbenbaringerne. Han ankom til Fátima om fredagen og bad i åbenbaringskapellet. Aftenen blev indledt med en lysvelsignelse efterfulgt af rosenkransbøn. I sin tale stillede paven følgende spørgsmål om vort forhold til Maria:

”Vi er pilgrimme sammen med Maria… Men hvilken Maria? En lærer udi det åndelig liv, den første som fulgte Jesus på korsets ’trange vej’ og derfor et forbillede for os, eller en uopnåelig kvinde i hellighed, og umulig at efterligne? En kvinde, der var ’velsignet’ fordi hun altid ’troede’ på Guds ord (jf. Luk 1,42.45) eller et ’helgenbillede’, som vi kan henvende os til for at få hjælp til en gunstig pris? Evangeliets jomfru Maria, som æres af Den bedende Kirke, eller vores egen subjektive Maria, der stopper Guds straffende hånd: en Maria, som er bedre end Kristus – den nådesløse dommer; en Maria, som er mere barmhjertig end Guds Lam, der døde for os?”

Lørdag den 13. maj celebrerede paven messen med deltagelse af op imod en halv million troende. Under messen helgenkårede han de to seerbørn Jacinta og Francisco Marto.

I sin prædiken mindede paven os om, at Guds lys bor i os. Maria indhyllede seerbørnene i ’en kappe af lys’ og fik dem til at elske Gud. Kristus er steget op i lyset og har dér fæstet vort ’anker’, håbet.

Her følger hele pave Frans’ prædiken:

”Et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen” fortæller seeren på Patmos i Johannes Åbenbaring (12,1) og han bemærker også, at hun skulle føde et barn. I evangeliet hører vi Jesus sige til disciplene: ”Dér er din mor” (jf. Joh 19,27). Så vi har en Mor! ”Åh! Sikken en smuk dame”, sagde seerbørnene i Fátima til hinanden på vejen hjem den velsignede dag, den 13. maj for hundrede år siden. Og om aftenen kunne Jacinta ikke længere tie stille, men afslørede hemmeligheden for sin mor; ”Jeg så Vor Frue i dag”. De havde set deres himmelske Mor. Mange har siden forsøgt at følge deres blikke, men … de så hende ikke. Jomfru Maria, Guds mor, er ikke kommet her for at vi skal se hende: Det vil vi kunne i evighed – hvis vi altså kommer i himlen.

Men hun forudså og advarede os om, at vi kan ende i helvede, hvis vi lever uden Gud og vanærer Ham i hans skabninger – et sådan liv bliver ofte foreslået og forsøgt os påtvunget. Hun kom for at minde os om at Guds lys bor i os og indhyller os, for ”hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone”, sådan som vi hører i første læsning (Åb 12,5). Og ifølge Luciá var de tre udvalgte børn indhyllet i Guds lys, der udstrålede fra Vor Frue. Hun indhyllede dem i den kappe af lys, som hun havde fået af Gud. Mange, men ikke alle, pilgrimme tror og fornemmer, at Fátima først og fremmest er denne kappe af lys. Den indhyller os her ligesom et hvilket som helst andet sted på jorden, når vi søger jomfru Marias beskyttelse ved at bede hende ”vise os Jesus”, sådan som bønnen Salve Regina lærer os.

Kære pilgrimme, vi har en mor. Lad os klamre os til hende som et barn og leve i det håb, der hviler på Jesus, fordi – som vi hørte i anden læsning – ”de, der får retfærdighedens overvældende nåde og gave, [skal] få herredømme og liv ved én eneste, Jesus Kristus” (Rom 5,17). Da Jesus steg op til himlen, tog han sin menneskelighed med sig op til sin himmelske Far – vor menneskelighed, som han havde fået i jomfru Marias moderliv og som han aldrig har i sinde at opgive. Lad os fæstne vort lid som et anker til den menneskelighed, som nu har en plads i himlen ved Faderens højre hånd (jf. Ef 2,6). Måtte dette håb være drivkraften i vort liv! Et håb, som altid holder os oppe til vort sidste åndedrag.

Med dette håb er vi her samlet for at takke for de utallige velsignelser, som himlen har givet os under den kappe af lys, som Vor Frue fra Portugal – så rig på håb – har udspændt over jordens fire hjørner i disse hundrede år. Vi har de hellige Francisco Marto og Jacinta som vore forbilleder. Jomfru Maria lukkede dem ind i Guds umådelige hav af lys, så de kunne tilbede Ham. Derfra fik de kraft til at overvinde modgang og lidelse. Det guddommelige nærvær forblev i deres liv. Det viser deres vedholdende bøn for syndere og deres længsel efter altid at måtte være hos ”den skjulte Jesus” i tabernaklet.

I sine erindringer (III, nr. 6) giver søster Lúcia ordet til Jacinta, der netop havde haft et syn: ”Ser du ikke alle vejene, alle stierne og engene fulde af folk, der græder af sult, og de har ingenting at spise? Og den hellige Fader i en Kirke, i bøn foran Marias Uplettede Hjerte? Og de mange mennesker, der beder sammen med ham?” Tak, brødre og søstre, for at I er her sammen med mig! Jeg kunne ikke lade være med at komme her for at ære jomfru Maria og betro hende hendes sønner og døtre. Under hendes kappe fortabes de ikke; hendes arme giver det håb og den fred, de længes efter og som jeg beder om for alle mine søskende i dåben og for hele menneskeheden, navnlig de syge og de handicappede, fangerne og de arbejdsløse, de fattige og de ensomme. Kære brødre og søstre, lad os bede til Gud med håb om at blive hørt af menneskene; og lad os vende os mod menneskene med visheden om, at Gud hjælper os.

Han skabte jo os som et håbets tegn for andre; et håb, der er virkeligt og kan udleves i alles livssituation. Himlen ”beder” og ”afkræver” af enhver af os, at vi udfører vor opgave dér, hvor vi befinder os (Brev fra søster Lúcia, den 28. februar 1943) og være en passende modgift mod ligegyldigheden, der fryser vores hjerte til is og indsnævrer vor horisont. Lad os ikke blive et ufuldbårent håb! Livet kan kun overleve takket være et andet livs gavmildhed. ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold” (Joh 12,24): Herren sagde det og gjorde det – før os, som altid. Når vi må bære et kors, har han allerede båret det før os. Så vi stiger ikke op på korset for at finde Jesus; i stedet var det ham, der ydmygede sig og steg ned fra korset for at finde os, for at besejre det ondes mørke i os og bringe os tilbage til lyset.

Lad os under Marias beskyttelse være morgengryets vægtere her i verden. Vægtere, som kan skue Jesu – Frelserens – sande ansigt, der stråler i påskens lys, og som kan genopdage Kirkens unge og smukke ansigt, som skinner når den er missionerende, indbydende, fri, trofast, fattig på midler og rig på kærlighed.

Resumé: katolsk.no