19.05.17 10:45 Alder: 123 days
Kategori: Andet, hovednyhed

Valfart – kontemplative stunder i en travl hverdag


Nordiske pilgrimme i Lourdes 2015. Foto: Den nordiske Lourdesvalfart.

Pilgrimsrejser er i dag blevet trendy, – der må være et behov. Nutidens krav om at indrette sig på nye mål og gå efter dem kræver omstillingsparathed, og ikke sjældent bukker mennesket under for stress i oplevelsen af ikke at have sig selv med.

I efteråret i Toulouse mødte jeg en dominikanermunk, som talte varmt for begrebet kontemplation. Han sagde: „Et kontemplativt øjeblik er et nu, som jeg fylder med attention og affection. Betydningen af denne tilstand er ikke, at jeg lukker noget ude, men at jeg lukker nuet så meget inde, at det bliver en konsekvens, at alt uden om mig så at sige forsvinder. Kærligheden mellem to mennesker giver forhåbentlig mange øjeblikke med attention og affection i en grad, så tid og sted forsvinder.

Mangel på kontemplative øjeblikke gør ikke erkendelsen af vort eget dybere selv lettere og gør ikke vores evne til at orientere os mod livets mål nemmere. Man kunne derfor næsten sige, at vi har brug for to pilgrimsrejser. Rejsen til vort indre, for at opdage og erkende vort egentlige selv, og så livsrejsen, hvor jeg prøver at finde min orientering under overskriften ”kaldet til tjeneste for fællesskabet”.

Begge rejser er vigtige, og i Lourdes finder vi mange ”vejskilte” til begge rejser. Med dominikanermunkens ord er Lourdes et kontemplativt sted, hvor vi grundet affection (troen på og kærligheden til Vor Far, som er i Himlen) får tid og rum til så meget attention, at vi i en række øjeblikke kan fastholde nuet.

Store som små mirakler
Et sådant øjeblik må Bernadette også have haft, da hun i et af sine syn hører ”Damen” bede hende om at vaske sine hænder og sit ansigt i vandet foran sig. Bernadette kunne bare ikke se noget vand. Med attention og ikke mindst stor affection valgte Bernadette tillidsfuldt at gøre, hvad damen bad om, så hun ikke lod sig forstyrre af tanker om, hvad andre ville tænke og mene. Ligeså tillidsfuldt som Maria engang havde sagt, ”det ske mig efter dit ord”, praktiserede Bernadette de ord nu og lod ske, hvad damen havde bedt om. Forestil dig kære læser, at det var dig, der var vidne til dette i Lourdes i 1858. Du ser en pige kikke intenst mod en grotte. Pludselig ser du hende stikke hænderne ned i noget mudder foran sig for så at smøre det i sit ansigt. Hvad ville du tænke? Sikkert det samme som mange dengang, ”Bernadette er blevet tosset, hun opfører sig som et svin i en svinesti”. De blev dog alle klogere.

På præcis det sted sprang den kilde af vand, som pilgrimme i over 100 år er kommet for at besøge. Ikke for at tiltro vandet i sig selv en mineralsk-medicinsk virkning, men for at vise tillid til og tro på ordene fra Marias søn: ”Bed og du skal få, bank på og der skal blive lukket op”. Der er sket fysiske mirakler i Lourdes, som lægevidenskaben ikke har kunnet finde naturvidenskabeligt belæg for, og der er tal på dem, 69 i alt, men utallige er de små mirakler, som mennesker har erfaret, når helbredelsen indvirkede på deres mere åndelige jeg.

Jeg husker en ung mand, som var med som hjælper. Han vidste ikke, hvad han skulle tro på, men han ville gerne give en hjælpende hånd. En dag hjalp han en dame i kørestol til Grotten. For ham en praktisk opgave, MEN pludselig kaldte damen på ham og spurgte, om han ville bryde hendes ensomhed ved at bede sammen med hende. Han havde bare ikke bedt i umindelige tider. Bagefter begyndte damen minsandten at tale om sine trosvanskeligheder, og pludselig havde den unge mand åbnet sig mere for denne fremmede, end han nogensinde havde åbnet sig for sine forældre, – eller måske sig selv. ”Og jeg som troede, at jeg var den raske, som skulle give hjælp til den svage, og så oplever jeg det modsatte, at jeg var den svage, og hun var den stærke”, reflekterede han senere over en kop øl. Han havde fået hjælp til den indre rejse mod forståelsen af sit selv.

Da jeg var meget ung formand for Den Nordiske Valfart til Lourdes og som altid skulle til møde i Lourdes omkring den 11. februar sammen med de andre valfartsledere fra verden, blev jeg ringet op af noget familie til en ung mand fra Tjekkoslovakiet (dengang). Han var alvorlig kræftsyg og havde kun een drøm: At komme til Lourdes. Jeg sagde straks, at jeg gerne ville hjælpe, og senere tog jeg imod ham på Gare Du Nord i Paris og indkvarterede ham på mit værelse på et hotel på Boulevard de Raspail. Han var meget syg. Han kastede op og havde det forfærdeligt, så jeg spurgte spontant, om vi ikke skulle opsøge et af hospitalerne, som netop ligger i det område i Paris. Hans svar var ”nej”. Lægevidenskaben, vidste han, kunne intet gøre mere, men han havde brug for noget andet. Han var angst for at dø og kunne ikke forene sin bevidsthed om, hvem og hvad han selv var som kristen, med sin livsrejses endelige mål. Vi kom til Lourdes. Han var til messe ved Grotten. Han vaskede sine hænder og sit ansigt i Lourdes-kildens vand. Vi bad sammen. Han blev et andet menneske. Meget mere rolig. Ikke mere rask, men gladere midt i sin sygdom. Vi tog tilbage til Paris, og jeg satte ham på et tog på Gare du Nord. Jeg var lige kommet hjem til Danmark, da jeg blev ringet op af en tysk præst. En ung mand var blevet bragt til hospitalet i Saarbrücken. Inden den unge mand døde havde han bedt præsten om at kontakte mig for at sige uendelig meget tak for, at jeg havde muliggjort rejsen til Lourdes. Her havde han fået afklaring og styrke til at erkende døden som dør til den evighed, som var startet, da han blev født. Han var klar. Den ro takkede han Lourdes for, det var hans lille mirakel. Han blev også et uforglemmeligt ”vejskilt” for mig.

I Lourdes forenes alt det
… som kan være svært at få overblik over i en travl hverdag.

Hver dag i Lourdes starter med messen. I brødets brydelse mindes vi om, at vi ikke er bestemt til at være alene. Vi udgør hver især i al vor forskellighed tilsammen Kristi mystiske legeme. Ved messen ved Grotten mærker vi, at vi er forenet med Kristus sammen med et menneske, Maria, som turde være den, der bragte Kristus til verden. Vi er ved Grotten også sammen med Bernadette, som blev formidleren af Marias budskab om at lade troende komme på dette sted for sammen med Maria og hinanden at bede til hendes søn. Vi er sammen omkring alterbordet med troende fra hele den universelle Kirke – Asien, Afrika, Amerika, Europa – alle med samme attention og affection.

En journalist fra DR, som engang var sammen med os for at lave en reportage, sagde spontant: ”Jeg bliver lidt misundelig på dig, - er det ikke en fed fornemmelse at være del af så stort et fællesskab?” ”Jo!”, sagde jeg.

Hver dag om eftermiddagen er der sakramentsprocession. Vi går i bogstaveligste forstand sammen med Ham, der har sagt, at han er vejen, sandheden og livet. Vi går sammen i hver vores afmagt, det være sig den indre, det være sig den fysiske i form af sygdom eller handicap. Alle har vi vort kors at bære. Processionen består af os alle. Ingen bliver gemt væk. Menneskets fysiske skrøbelighed bliver synliggjort på barsk måde, når vi ser det totalt forkrøblede barn blive hjulpet af en frivillig, som skubber båren, OG menneskets selvsamme forkrøblede barn sender os det allervarmeste smil. Så får man sat sit eget kors og ens egen måde at bære det på i relief.

Processionen slutter med tilbedelse i Pius X basilikaen, en underjordisk kirke med plads til 30.000 pilgrimme. Sakramentet bæres ind i kirken med sang og jubel. Pludselig når monstransen sættes på alteret og alle knæler, indtræffer total stilhed. Man kan høre en knappenål falde, om end rummet er fyldt med måske 30.000 troende. Det øjeblik er et øjeblik med attention og affection. Det øjeblik er kontemplativt. I det øjeblik er vi som troende eet og eet med Ham, som har inviteret os.

Hver dag om aftenen er der lysprocession. Det er rosenkransbønnen, hvor vi ved at bede gående og med et lys i vores hånd, tænker bønnen ind i vores livsvandring, – vi skal være verdens lys. Vi tænker bøn i procession som en vigtig gerning i fællesskab for både at styrke individet og fællesskabet i det at tro. Vi tænker processionen som en gerning, vi får lov at udøve sammen med Guds Moder. Sammen med Guds Moder retter vi bønnen til hendes søn. Hele første del af Ave Maria er vores oprigtige lovprisning af Maria som det udvalgte menneske hun er. Det er også en glædesjubel fra mennesket til Gud over, at han ved at udvælge et menneske til at gøre Gud menneske-lig viser os, hvilke forhåbninger vi har lov at have i vores kaldsudøvelse. Endelig er Ave Maria i sin sidste del udtryk for vores alles forhåbning om, at hun vil høre os, når vi siger ”bed for os nu og i vor dødstime”.

Lysprocessionen er forbi, dagen går på hæld. Vi går tilbage til hotellet gennem byen med alle dens forretninger og souvenirshops. En kontrast? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at 5 mio. pilgrimme hvert år besøger Lourdes, og at alle inklusive mig selv, gerne vil have noget med hjem til familien. Så er det jo egentlig godt, at der er forretninger, hvor jeg kan købe det.

Jeg slentrer hen på Café Jeanne D’Arc for at få mig en aftenøl med de rejsende, jeg er sammen med. Snakken og latteren går. En handicappet sidder i sin kørestol og ler, så meget, at hjulene kommer til at trille baglæns. ”Åh, hvor jeg nyder at leve helt normalt”, siger hun. Lourdes er grænseløs. Vi er der som troende, ikke troende (endnu), raske, syge, gamle, unge, – i eet stort fællesskab. Klokken er blevet mange. Midt i latteren siger en: ”Skal vi ikke afslutte dagen nede ved grotten og bede sammen?” Det gør vi så.

I Lourdes forenes det verdslige liv med det åndelige. Det er ikke enten eller. Det er et både og, – hvor kultur og tro forenes, hvor retningen sættes, så vi inspireres til at gøre hverdagen til en bøn i sig selv. Når vi kommer hjem, er vi blevet inspireret til at få flere af de kontemplative øjeblikke ind i hverdagen, og inspireret til at justere kursen på livets uendelige pilgrimsvandring.

Tekst: Georg Høhling, formand for Den Nordiske Valfart til Lourdes