01.06.17 09:16 Alder: 53 days
Kategori: Biskoppens prædikener, hovednyhed

Biskoppens prædiken, valfarten til Åsebakken søndag 28. maj


”Ligesom enhver messe er en stor begivenhed, pontifikal eller fejret i det lille kommunitet, og altid er en del af det, der skete i nadversalen og på Golgata, så er det også pinse, hver gang vi beder om Helligånden og giver ham plads. Så lad os også bede ham fylde vort bispedømme, hver menighed og hver familie med sit åndepust og lade hver enkelt af os mærke ildtungerne. Det store fællesskab har brug for åndepustet for at virke dynamisk og dragende, men har også brug for den enkeltes engagement og vidnesbyrd”.

Læsninger: ApG 1,12-14    1 Pet 4,13-16 Joh 17,1-11a

”De holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor og hans brødre” (ApG 1,14). Sådan hørte vi det i første læsning, og de ord har vi valgt som tema for årets valfart. Denne passage fra apostlenes gerninger er i al sin korthed kommet til at danne grundlag for fællesskab i bøn med Jomfru Maria og er i tidens løb blevet overført på rosenkransbønnen. Denne andagtsform, som vi kalder typisk katolsk, udtrykker på en særlig måde et fællesskab i bøn med Jesu mor i forlængelse af apostlenes samvær i bøn med Maria, men netop også i hendes egenskab af Jesu mor, fordi det er scener i hans liv og virke, vi mediterer over, når vi beder rosenkransen.

Tidligere i denne måned var det 100-årsdagen for Jomfru Marias tilsynekomst i Fatima over for de tre børn, Lucia, Francisco og Jacinta. Pave Frans markerede denne begivenhed med sin tilstedeværelse i Fatima, hvor han også helgenkårede Francisco og Jacinta. Ligesom 59 år tidligere i Lourdes blev rosenkransen også i Fatima et væsentligt middel i Jomfru Marias appel til børnene som budbringere om bod og bøn. Begivenhederne i Fatima foregik i en bevæget tid, under første verdenskrig. Ruslands rolle i påvirkning af historien fylder en hel del, ligesom også anden verdenskrig blev forudsagt.

Disse voldsomme begivenheder ligger bag os. I Den europæiske Union har der endda hersket fred i over 70 år. Men andre steder, også tæt på vore grænser, hærges af krige eller krigslignende tilstande, så at pave Frans har kaldt det en tredje verdenskrig i bidder! Nu var budskabet i Fatima ikke et politisk budskab; men fred og retfærdighed er i høj grad frugter af en ordning, der i sidste ende udspringer af Guds væsen og kun opnås i det omfang, vi mennesker lytter til ham og lader vort liv lede af ham. Men budskabet fra Fatima og Jesu opfordring til bøn og faste gælder også alle andre anliggender. Det skal således ikke kun opfattes som en advarsel, men også som et budskab til opmuntring, til mod og fortrøstning i en tid fuld af udfordringer. Bøn og bod er ikke forhandlingsobjekter, vi lægger frem for at stemme Gud mildere, men en holdning og handlinger, vi lægger for dagen for at vise vor tillid til, at Gud kan hjælpe, og at det, vi beder om, fred og forsoning, også afhænger af vort bidrag i form at kunne give afkald og vise engagement. Det er heller ikke gerningsretfærdighed, men bidrag til et autentisk kristent vidnesbyrd, som er en forudsætning for, at Guds plan kan lykkes.

Apostlenes fællesskab med Maria i bønnen skal dog ikke kun læses som en inspiration til at bede rosenkransen og til på anden måde at bevare fællesskabet i bønnen. Beretningen vil også og ikke mindst fortælle, at disciplene ventede på det, som Faderen havde lovet (ApG 1,4), nemlig Helligånden. Som når vi beder rosenkransen, kan vi også her roligt sætte os i apostlenes sted og nære den samme forventning som de. Dengang ventede de på Helligåndens komme den følgende pinsedag; vi befinder os netop nu i Pinsenovenen, hvor Kirken opfordrer også os til at åbne os for Helligånden. Selv om Helligånden én gang for alle er kommet ned over Kirken, og mange af os har modtaget ham i firmelsen, så skal vi stadig have en aktiv indstilling til Helligåndens komme, ikke fordi, vi tvivler på, at han er der, men for hele tiden at erklære os rede til at gøre brug af hans gaver. At sætte sin lid til Helligånden består på den ene side i den rette balance mellem ikke at stole udelukkende på vore egne evner og sætte vor egen dagsorden, og på den anden side, ikke at fortvivle og miste modet.

Moderne kristenliv er ofte en forunderlig sammenblanding af disse to sindstilstande. Der er mange ting, som kan få os til at miste modet: Mangel på succes med at bringe budskabet videre, oplevelsen af at stå alene med mange ting i vort engagement for Kristi sag, erkendelsen af vore egne fejl og svagheder, forvirring over, at betydningsfulde personer i Kirken ser forskelligt på vigtige ting. Hertil kommer så alt det i verden, som foruroliger os: politisk og økonomisk ustabilitet i verdenssamfundet og de enkelte lande, krig, vold og terror, social uro, tiltagende forsøg på at trænge religionen ud af det offentlige liv.

På den anden side får en tiltagende individualisme og trang til større autonomi også mange til at ville forandre en uheldig udvikling på egne præmisser: Kirken skal opnå fremgang ved at tilpasse sig, absolutte sandheder skal relativeres eller opgives, der skal stille færre og mildere krav til den enkelte, medens andre vil hævde, at verdens redning udelukkende afhænger af menneskelige kræfter og et fornuftigt samspil mellem dem med total udelukkelse af nogen form for inddragelse af Gud.

Begge holdninger er udtryk for, at man ignorerer Helligånden eller ikke har tilstrækkeligt stor tillid til ham. Derfor er der hele tiden brug for, også inden for Kirken selv, at bede om hans bistand og åbne sig for hans indskydelser. Overordnet består det i, at vi fornyer vor tro på Jesu løfte om at være med sin Kirke alle dage indtil verdens ende. Desuden skal vi forny vor tro på, at selv om Helligåndens nedsendelse den første kristne pinsedag var en unik begivenhed, så er følgerne af den ikke ophørt. Vi kan foretage en sammenligning med Eukaristien. Dens indstiftelse, Jesu død på korset og hans opstandelse skete én gang for alle, men er siden blevet gjort nærværende hver gang, vi fejrer messen. Derfor forbliver Jesus i sin kirke ikke blot i form at det virkelige og tilbedelsesværdige nærvær i brødets og vinens skikkelse, men også alene ved, at eukaristien fortsat bliver fejret og Kirken derved manifesterer, at Jesus til stadighed er aktiv i den.

I Eukaristien forholder vi os til noget meget konkret, en fejring i hvilken vi modtager noget, som er til at tage og føle på: Jesu legeme og blod i brødets og vinens skikkelse. Også i vort møde med Helligånden har vi lov til at opleve en nærgørelse af noget, som er sket én gang for alle. I firmelsen gør vi brug af synlige tegn, håndspålæggelse og Krisam, for at markere Helligåndens virke; men ellers er der intet synligt tegn, som kan rumme ham. Alligevel tror vi på, at han er der. Han er ikke knyttet til noget synligt tegn, fordi han skaber den store sammenhæng mellem alt det, vi tror på, og gør det muligt for os at bringe det, vi tror på, i relation til vort liv og til vor omverden. For mange er det svært at skabe denne forbindelse. Mange oplever stadig Jesu opstandelse som uvirkelig, ikke fordi, de nødvendigvis benægter den, men ikke ser den som det, der grundlæggende giver vor tro mening. Og selv om vor tro giver mening, og vi føler os hjemme i den, kan vi som apostlene mangle det skub, der får os ud over rampen, fordi vi frygter for ikke at brænde igennem eller for at møde modstand. Det knytter Peter an til i anden læsning, hvor han taler om at lide som kristen og ikke skamme sig, men gøre Gud ære. Herlighedens ånd, Guds ånd, hviler over os (jf. 1 Pet 4,14). I evangeliet taler Jesus om sin herliggørelse, som i første omgang er synonymt med lidelse, men ikke bliver ved det, fordi opstandelsen, den definitive herliggørelse, er den naturlige følge. I anden læsning kalder Peter Guds ånd for herliggørelsens ånd, ikke kun fordi, den bringer os ind i Guds virkelige univers, men fordi, den forinden hjælper os med at bære og overvinde modgang.

I forbindelse med åbningen af 2. Vatikankoncil bad den hellige pave Johannes XXIII om, at Gud måtte forny sine undergerninger som ved en ny pinse. Koncilet kom med mange fornyende elementer på én gang, som forholdsvis pludseligt forandrede Kirkens tilgang til mange ting, til verden og dens problemer, til andre kristne og andre religioner. Pave Johannes’ bøn er altid relevant, ikke fordi vi nødvendigvis skal have et nyt koncil eller andre skelsættende begivenheder. Helligånden manifesterer sig ikke kun i store begivenheder, men også i deres nogle gange langsomme og udfordrende opfølgning. Hertil kommer nye problemstillinger med nye spørgsmål, og altid er der dagligdagens udfordringer. Ligesom enhver messe er en stor begivenhed, pontifikal eller fejret i det lille kommunitet, og altid er en del af det, der skete i nadversalen og på Golgata, så er det også pinse, hver gang vi beder om Helligånden og giver ham plads. Så lad os også bede ham fylde vort bispedømme, hver menighed og hver familie med sit åndepust og lade hver enkelt af os mærke ildtungerne. Det store fællesskab har brug for åndepustet for at virke dynamisk og dragende, men har også brug for den enkeltes engagement og vidnesbyrd. Hvis det lykkes, tør ingen måske kalde det en ny pinse, men pinsens virkninger også i de mindre ting vil kunne mærkes. Lad os bede om, at en sådan ny pinse vil vise sig i, at flere i vore menigheder engagerer sig med deres tilstedeværelse, indsats og gavmildhed, at stridigheder bilægges og stridslyst mindskes, at der kommer flere kald, at samarbejdet mellem præster og lægfolk fortsat udvikles, at der både levnes plads til alle legitime udtryk for Kirkens mangfoldighed, og at ingen betragter sin platform som den eneste, der dur. Alt dette lyder banalt og indlysende, men også i sådanne isolerede forhold er der brug for fornyelse. Kommer denne fornyelse i det små, vil den uvægerligt påvirke den store sammenhæng og dermed også gøre Kirken hos os til et billede på de første kristnes dynamik og lade vor tid blive en fortsættelse af de epoker i historien, hvor der skete store ting.

Amen.