27.07.17 14:13 Alder: 84 days
Kategori: Nyt fra verdenskirken, hovednyhed

Messe markerer årsdagen for pater Jaques Hamels martyrdød


En kvinde lægger blomster foran det monument, som netop er blevet opstillet uden for kirken i Saint-Etienne-du-Rouvray.

Ærkebiskoppen af Rouen i Nordfrankrig markerede onsdag den 26. juli en særlig messe 1-årsdagen for mordet på pater Jacques Hamel. Den 85-årige præst blev dræbt under morgenmessen i kirken i Saint-Etienne-du-Rouvray, da to unge IS-sympatisører stormede kirken og skar halsen over på ham. Gerningsmændene, der også tog nogle af kirkegængerne som gidsler, blev efterfølgende skudt af politiet.

Ærkebiskop Dominique Lebrun fejrede messen i kirken i Saint-Etienne-du-Rouvray på nøjagtigt det tidspunkt, hvor angrebet fandt sted for et år siden. Messen blev efterfulgt af en offentlig mindehøjtidelighed og afsløringen af et monument. Den franske præsident Emmanuel Macron og premierminister Edouard Philippe var blandt de notabiliteter, der var mødt frem for at ære den dræbte præst.

I et interview med Vatikanradioen sagde ærkebiskop Lebrun, at pater Hamel – hvis helgenkåringsproces allerede er indledt – har efterladt Kirken med en uudslettelig åndelig arv.

Ærkebispen sagde videre, at pater Jacques Hamel efter sin død paradoksalt nok syntes at være mere levende end nogensinde.

”Skønt der fortsat er en stærk følelse af sorg, har præstens død også bragt folk med meget forskellige politiske holdninger sammen”.

Ærkebiskop Lebrun tilføjede, at det umiddelbare resultat af pater Hamels død er en fred mellem mennesker, hvis hjerter er blevet forvandlede fordi de har indset, at de er forenede på samme åndelige rejse.

Ugen efter angrebet sidste år deltog mange muslimer i søndagsmessen i mange franske byer for at bede og vise deres støtte til de sørgende familie og lokalsamfundet i Saint-Etienne-du-Rouvray.

Pater Hamel blev født i 1930 i Darnétal, en arbejderforstad til Rouen. Han blev præsteordineret i 1958 og virkede som præst i blandt andet Cléon, en arbejderby i Normandiet. I 2008 kunne han fejre sit 50-års præstejubilæum.