12.10.17 11:58 Alder: 5 days
Kategori: Nyt fra verdenskirken, hovednyhed

Paven kritiserer genderideologien


Paven Frans' tale ved åbningen af Det pavelige Akademi for Livets generalforsamling 5. oktober 2017.

Deres Excellence,
Mine ærede damer og herrer,

Jeg er glad for at hilse på jer i anledning af jeres generalforsamling, og jeg takker mons. Paglia for hans venlige ord og indledning. Jeg er taknemmelig for de bidrag, I yder, og som med tiden, med stadig større tydelighed, vil vise deres værdi i opbygningen af videnskabelig, antropologisk og etisk viden, og i livets tjeneste, navnlig i omsorgen for menneskelivet og vores fælles hjem, skaberværket.

Temaet for jeres møde, ”At ledsage livet. Nye ansvarsområder i den teknologiske tidsalder”, er både et udfordrende men også et nødvendigt tema. Det adresserer de sammenkoblede muligheder og de kritiske spørgsmål, som knytter sig til den globale humanisme med henblik på de seneste biovidenskabelige landvindinger. Med bioteknologien er det muligt at manipulere liv, hvilket tidligere var utænkeligt, og det rejser store spørgsmål.

Det er derfor bydende nødvendigt at intensivere studiet og udvekslingen af virkningerne af en sådan teknologisk samfundsudvikling, så man kan formulere en antropologisk syntese, der kan besvare denne epokegørende udfordring. De områder, I rådgiver kvalificeret om, må derfor ikke længere begrænse sig til spørgsmål, som udspringer af specifikke konflikter på det etiske, sociale eller juridisk område. Tilskyndelsen til en adfærd, der respekterer menneskeværdet, betragter videnskabers og teknologiers teori og praksis fra deres generelle indstilling til livet, dets mening og værdi. Det er denne synsvinkel, jeg ønsker at dele med jer.

 

1. Mennesket synes i dag at befinde sig i en særlig epoke af historien, hvor det gamle – men dog evigt aktuelle – spørgsmål om meningen med menneskelivet, dets oprindelse og endemål, møder hinanden i en hidtil uset sammenhæng.

Det synlige træk ved denne overgang kan, kort fortalt, ses i den hastige udbredelse af en kultur, der er besat af tanken om menneskets suverænitet – som art og som individ – over virkeligheden. Nogle taler om egomania, en virkelig reel selvets kult, på hvis alter alt bliver ofret, selv de inderligste følelser. Et sådan perspektiv er ikke harmløst: det skaber et subjekt, der altid ser sig selv i spejlet til det punkt, hvor det ikke længere er i stand til at se andres øjne og verden. Udbredelsen af denne holdning har meget alvorlige konsekvenser for alle følelser og relationer i livet (jf. Laudato si’, 48).

Dette er naturligvis ikke det sammen som at benægte eller reducere individets ret til at stræbe efter livskvalitet eller at ignorere betydningen af økonomiske og tekniske midler til dette formål. Men vi må ikke ignorere den hensynsløse materialisme, som kendetegner relationen mellem penge og teknologi, og som behandler liv som en ressource, man kan udnytte eller smide væk ud fra et magt- eller profithensyn.

Desværre erfarer mænd, kvinder og børn overalt i verden på en bitter og smertefuld måde de illusoriske løfter, som den teknokratiske materialisme lover os. Også fordi vi – i modsætning til løftet om velstand, som automatisk følger med markedsudvidelserne – ser en stigning i områder med fattigdom og konflikter, afvisning og opgivelse, vrede og desperation. Ægte videnskabelige og teknologiske fremskridt bør i stedet inspirere til mere humane politikker.

Vor kristne tro tilskynder os til at tage initiativet og afvise enhver falden tilbage til nostalgi og bebrejdelse. Kirken har desuden en lang tradition med generøse og kloge hoveder, der har banet vejen for videnskab og viden i deres samtid. Verden har brug for troende, som – seriøse og fuld af glæde, kreative og proaktive, ydmyge og modige – er fast besluttede på at reparere bruddene mellem generationerne. Dette brud afbryder livets videreførelse. Vi hylder de unges inspirerende muligheder, men hvem skal lede dem hen mod voksenlivets fylde? Voksenlivet er jo et liv fuld af ansvar og kærlighed til både den fremtidige og den forrige generation. Fædre og mødre, som er kommet op i årene, bør æres for det bidrag, de har ydet og ikke bare kasseres fordi de ikke længere er i stand til at yde det samme som hidtil.

 

2. Inspirationskilden til denne genoptagelse af initiativet er endnu engang Guds Ord, som kaster lys over livets oprindelse og dets endemål.

En skabelses- og frelsesteologi, som er i stand til at udtrykke sig i ord og kærlige gerninger mod alt liv og for alt liv, synes i dag mere nødvendig end nogensinde til at ledsage Kirken på dens vej i vor tid. Rundskrivelsen Laudato Si’ er et manifest for denne genoptagelse af Guds og menneskets perspektiv på verden, begyndende med skabelsesberetningen i første kapitel af 1. Mosebog. Her læser vi, at vi alle er skabninger ønsket og elsket af Gud i sig selv, ikke bare som en klump af celler, velorganiserede og udvalgt i løbet af livets evolution. Hele skaberværket er indskrevet i Guds særlige kærlighed til mennesket, som udstrækker til alle generationer af mødre, fædre og deres børn.

Den guddommelige velsignelse af skabelsen og løftet om en evig bestemmelse, som er grundlaget for alt livs værdighed, gælder for enhver af os. Jordens mænd, kvinder og børn – som udgør folkeslagene – er denne verdens liv, som Gud elsker og ønsker at forløse, og Han udelukker ingen.

Den bibelske skabelsesberetning må altid genlæses for at vi kan værdsætte bredden og dybden af Guds kærlige handling; Han, der lagde skabelsen og verdens historie i hænderne på pagten mellem mand og kvinde.

Denne pagt besegles i kærlighedens forening, som på en personlig og frugtbar måde videregiver livet inden for ægteskabets og familiens rammer. Men det rækker langt videre end dette segl. Pagten mellem mand og kvinde er kaldet til at tage ledelsen af samfundet i sine hænder. Den opfordrer til at tage ansvar for verden, for kulturen og det politiske liv, for arbejdet og økonomien; og også i Kirken. Det handler dog ikke kun om lige muligheder eller gensidig anerkendelse. Det handler især om at forstå forholdet mellem mand og kvinde som afgørende for livets mening og folkenes vej. Mand og kvinde er ikke kaldede til kun at tale om kærlighed, men at tale med kærlighed om hvad de skal gøre for at sikre, at menneskelig sameksistens kan virkeliggøres i lyset af Guds kærlighed for enhver skabning. At tale sammen og alliere sig, idet ingen af dem – hverken mand eller kvinde – alene kan påtage sig dette ansvar. De er skabt til at være sammen i deres velsignede forskelligartethed; de var sammen om at synde, da de bildte sig selv ind at kunne sætte sig i Guds sted; og sammen er de, ved hjælp af Kristi nåde, vendt tilbage til Guds åsyn for at ære omsorgen for verden og historiens gang, sådan som Gud har betroet dem.

 

3. Kort sagt tegner der sig en ægte kulturrevolution i horisonten på vor tids historie. Og først må Kirken gøre sit arbejde.

Set i dette perspektiv betyder det først og fremmest ærligt at erkende forsinkelser og mangler. De former for undertrykkelse, der på trist måde har præget kvindens historie, må så afgjort opgives. En ny begyndelse må indskrives i folkenes ethos i form af en ny kultur af identitet og forskelle. Den nyligt fremsatte hypotese om at åbne vejen til en persons værdighed ved på radikal vis at udviske de seksuelle forskelle – og derved forståelsen af mand og kvinde – er ikke rigtig. I stedet for at modvirke til negative fortolkninger af seksuelle forskelle, der nedgør dens irreducible værdi for et menneskes værdighed, søger den derimod at udviske disse forskelle ved at foreslår teknikker og praksis, der gør dem irrelevante for en persons udvikling og vedkommendes menneskelige relationer. Men denne utopi om det ”kønsneutrale” fjerner både den menneskelige værdighed ved kønnenes seksuelle forskellige konstitutioner og den personlige kvalitet ved at videregive liv. Den biologiske og psykiske manipulation af seksuelle forskelle, som biomedicinsk teknologi får os til at tro helt er underlagt det frie valg, hvilket det ikke er!, risikerer derfor at demontere den kilde til energi, som nærer pagten mellem mand og kvinde og gør den skabende og frugtbar.

Det mystiske bånd mellem verdens skabelse og Sønnens skabelse, der blev åbenbaret i Guds Søn, som blev menneske i Marias skød – Jesu moder, Guds moder – af kærlighed til os, ophøre aldrig med at gøre os ærefrygtige og bevæge os. Denne åbenbaring belyser på afgørende måde tilværelsens mysterium og livets mening. Dette billede på skabelsen udstråler en dyb livsvisdom. Idet livet modtages som en gave, bliver det ophøjet i gaven: at skabe liv giver os nyt liv. Det beriger os.

Det er nødvendigt at tage den udfordring op, som knytter sig til intimideringen af frembringelsen af menneskeliv, næsten som om der var tale om en undertrykkelse af kvinden og en trussel mod det kollektive velfærd.

Den prokreerende alliance mellem mand og kvinde er en beskyttelse af den globale humanisering af mænd og kvinder, ikke et handicap. Vi kan ikke forny historien hvis vi benægter denne sandhed.

 

4. En lidenskab for at ledsage og drage omsorg for livet i hele dets personlige og sociale levetid kræver, at man rehabiliterer en ethos af medfølelse eller ømhed for prokreationen og at man genrejser mennesket i dets forskelligartethed.

Det betyder først og fremmest at genopdage en følsomhed for livet i alle dets forskellige aldre, navnlig barndommen og alderdommen. Alt, som i dem er er fint og skrøbeligt, sårbart og forgængeligt, er ikke udelukkende et spørgsmål for det medicinske område og plejeområdet. På spil står områder af sjælen og den menneskelige følsomhed, som kræver at blive hørt og anerkendt, bevaret og værdsat af såvel individer som samfund. Et samfund, hvor alt er genstand for køb og salg, bureaukratisk reguleret og teknisk prædisponeret, er et samfund, som allerede har mistet meningen med livet. Det formår ikke at give livet videre til de unge og det behandler ikke de gamle som om de er en del af livet. Derfor har vi – næsten uden at vide det – bygget byer, der bliver stadig mere fjendtlige over børn og opbygget samfund, der bliver stadig mindre gæstfrie over for ældre mennesker, med mure uden døre eller vinduer: samfundet burde beskytte, men i stedet for kvæler.

Vidnesbyrdet om troen på Guds barmhjertighed, der forfiner og fuldbyrder al retfærdighed, er den grundlæggende betingelse for en ægte medfølelse mellem generationerne. Uden den har kulturen i de sekulære byer ikke chance for at modstå en lammende og fornedret humanisme.

Det er på denne nye baggrund, at jeg ser det fornyede pavelige akademi for livets opgave. Jeg ved det er en vanskelig, men også spændende opgave. Jeg er sikker på, at det ikke skorter på mænd og kvinder af god vilje, og eksperter med forskellige holdninger til religion og med forskellige antropologiske og etiske syn på verden, som deler ønsket om at genopbygge en mere autentisk visdom om livet blandt folk til gavn for alle. En åben og frugtbar dialog må og skal etableres blandt de mange, som er optaget af at finde gyldige grunde til menneskelivet.

Paven, og alle i Kirken, takker for jeres engagement og det ærefulde arbejde, I udfører. Den ansvarsfulde ledsagelse af menneskeligt liv, fra dets undfangelse til dets naturlig død, kræver stor skarpsindighed og kærlighedens intelligens, og er en opgave for frie og lidenskabelige mænd og kvinder, for præster og ikke for kræmmere. Må Gud velsigne jeres arbejde med at støtte dem med videnskab og den opmærksomhed, I kan tilvejebringe. Tak til jer alle og glem ikke at bede for mig.