13.10.17 11:12 Alder: 59 days
Kategori: Nyt fra verdenskirken

Sacré-Coeur kirken klædt i rødt


Den kendte Sacré-Coeur kirke på toppen af Montmartre i Paris, var torsdag aften og hele natten oplyst af rødt projektørlys for at skabe opmærksomhed om de kristnes alvorlige situation i mange lande. Bag initiativet stod den franske afdeling af hjælpeorganisationen Aid to the Church in Need.

De tidligere år har lignende initiativer været gennemført i Rom (Trevi-fontænen), i London (Westminster Abbey) og i Rio de Janeiro (Kristus-statuen).

Belysningen af Sacré-Coeur var højdepunktet på eventen ’24 timer for religionsfrihed’, der blandt andet skulle sætte fokus på de forfulgte kristnes situation over hele verden. Aktionen begyndte kl. 11.15 med en messe i kirken, om eftermiddagen blev der afholdt et debatarrangement på pladsen foran kirken efterfulgt af en bønsvigilien for alle dem, der ”ikke frit kan praktisere deres religion”. Kirken var herefter åben hele natten for sakramental tilbedelse.

Paris vil også i næste uge være vært for et arrangement til minde for ofrene for bolsjevikkernes forfølgelse af Den russisk-ortodokse Kirke i årene 1917-8. Det sker i anledning af 100-året for Oktoberrevolutionen og de begivenheder, som fulgte i kølvandet. Den 20. oktober holdes i Alexander-Newskij katedralen et mindearrangement for disse martyrer, og den 21. oktober er ærkebiskop Jean från Charioupolis hovedcelebrant for en messe til minde om martyrerne.

Alexander-Newskij katedralen har siden 1920’erne været et vigtigt åndeligt mødested for de mange, som flygtede fra den russiske revolution og fik asyl i Frankrig.