23.10.17 10:54 Alder: 32 days
Kategori: Nyt fra biskoppen, Biskoppens prædikener, hovednyhed

Prædiken 22. oktober: "Som kristne kan vi ikke forblive neutrale og ligegyldige"


Biskoppens prædiken i Sct. Ansgars Domkirke 29. alm. søndag, den 22. oktober 2017

Læsninger: Es 43,1,4-6; 1 Thess 1,1-5b; Matt 22,15-21

----

Søndagens evangelium rummer det meget kendte Jesuscitat ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”. Den traditionelle tolkning lærer os, at vi som kristne borgere i samfundet skal respektere de verdslige lederes kompetence, vise solidaritet og bidrage til det fælles vel. Det betyder bl.a., at vi ikke må unddrage os skattebetaling og andre forpligtelser, som skal være med til at stabilisere samfundet og få det til at fungere.

Selv om påbuddet om at give kejseren, hvad kejserens er, nærmest er blevet hovedbudskabet i dette evangelieafsnit, så vil Jesus sige noget andet og mere. Dagens evangelium er afslutningen på den række af diskussioner, som han har haft med farisæerne og de skriftkloge, og som vi har hørt om i de foregående søndages evangelier. Her drejede det sig om, at den oplagte målgruppe for modtagelsen af Guds rige, Israels folk, forkastede det, ja, gjorde vold på dets budbringere. Derfor føler farisæerne og de skriftkloge sig ramt og forsøger i dagens afsnit at gå til modangreb og fange Jesus i en fælde ved at stille ham det berømte spørgsmål om skattebetalingen.

Jesus vil bestemt sige, at vi skal være loyale mod det civile samfund og gøre vore borgerpligter; men endnu mere vil han understrege vigtigheden af at søge Guds rige, ja, søge det først, som han siger et andet sted (jf. Matt 6,33). Selv om Jesus og de andre personer i Bibelen taler til deres samtid, så har det, der bliver sagt, - og ikke mindst Jesu ord, - en blivende værdi, også selv om scenariet og tilhørerskaren nu til dags er en anden. I flere af de foregående søndages evangelier taler Jesus i sine lignelser om mennesker, der arrangerer sig, bliver satte og passive, får ejerfornemmelser, ja for de utro vingårdsmænds vedkommende ligefrem bliver aggressive, fordi de ikke vil lade Gudsriget forstyrre deres tilværelse.

Selv om farisæerne med dagens ordveksling ville fange Jesus i deres fælde, så åbner dagens evangelium for en anden tilgang til problematikken. Farisæerne stod for den etablerede religion. De havde ikke brug for Jesu opfyldelse af deres forventninger, og samtidig betragtede de det romerske overherredømme med modvilje, fordi kejseren skulle æres som Gud. De allierer sig med herodianerne, som var samarbejdsvillige over for romerne og havde en pragmatisk tilgang til situationen. Farisæerne ser på det romerske herredømme som en fjende af religionen, herodianerne som noget uproblematisk, ja som noget, der måske endda kan lette tilværelsen, hvis man arrangerer sig med det. Begge parter vil have Jesus til at sige noget, der under alle omstændigheder vil bringe ham i vanskeligheder. Et ja til skat, er en anerkendelse af det ugudelige romerske styre, et nej en indirekte opfordring til oprør mod den lovlige civile øvrighed.

Som forventeligt styrer Jesus ikke bare behændigt uden om fælden, men får også klart sagt, at begge autoriteter, både den religiøse og den verdslige, skal respekteres. Alligevel peger Jesus på en tredje vej, fordi han hverken opfordrer til en isolering af religionen fra samfundet eller giver plads for en kritikløs underkastelse for civilsamfundets normer. Gudsriget lader sig ikke koble ensidigt op nogen af modellerne, hverken den ureflekterede eller defensive religiøse afvisning af verden eller blind tillid til og tilegnelse af den sekulariserede samfundsmodel.

Når det nu er Gudsrigets vej, vi skal følge, så er det ikke muligt blot at balancere lige midt imellem, hvad der er guddommeligt og verdsligt. Gud vil altid skulle have førsteprioritet, også selv om Jesus siger, nærmest neutralt, at Kejseren og Gud skal have hver sit, kejseren endda sit først. Som kristne kan vi ikke forblive neutrale og ligegyldige; derfor må vi fokusere ekstra, om måske ikke eksklusivt, på at give Gud, hvad Guds er.

Det er jo nemlig nok sådan, at de fleste glemmer at give Gud, hvad Guds er, ikke nødvendigvis bevidst og radikalt, men dog tilstrækkeligt meget til, at Gud ikke længer bliver noget afgørende orienteringspunkt i livet. Derimod er man – også trods politikerlede og skepsis over for etablerede politiske strukturer – i højere grad rede til at give det liberale verdslige samfund sin opbakning, fordi det garanterer, hvad mange forstår ved frihed og materielle goder. Set ud fra et religiøst synspunkt bliver det civile samfund dog også mere truende, og både dets repræsentanter og tilhængere er ikke selv længere parate til at give Gud, hvad Guds er, men vil snarere som Romerriget gøre sig selv til gud.

Det lyder som en barsk, nogen vil måske sige fundamentalistisk påstand, for gør vore vestlige samfund ikke alt for at være tolerante og frisindede, for at ingen bliver diskrimineret, og er religionsfrihed ikke stadig en selvfølgelighed? Alt dette er rigtigt, men trods disse på mange måder vide rammer, er mange moderne samfund ved at guddommeliggøre sig selv, således at der trods en udstrakt frihed og tolerance bliver sat grænser på ganske få, men vigtige områder, nemlig med hensyn til at give, hvad Guds er. Det gælder også herhjemme, selv om vort land officielt kaldes kristent. Selv om det formodes at skulle indebære, at Gud var på førstepladsen, så hedder det tit, at demokrati, grundlov, politisk korrekthed og såkaldte danske værdier står over al religion, og at religionsfriheden har sine grænser, ikke blot de rimelige, som grundloven sætter.

Nu skal man ikke klage uden at pege på løsninger. Løsningerne går dog ikke så meget på, hvordan vi som kristne kan ændre det samfund, vi er en del af. Det er svært, ikke kun fordi man er oppe mod strømninger og en tidsånd, der synes ustoppelig, men også fordi, vi på mange måder har arrangeret os med den nuværende samfundsmodel og ikke vil give afkald på de fordele, der vitterligt også er.

Løsningerne skal snarere gå i retning af, hvordan vi som kristne navigerer i det aktuelle politiske og samfundsmæssige farvand. Løsningen består ikke i at holde lav profil og melde sig ud af samfundet, og heller ikke i ukritisk at overtage alle dets normer. Vor usikre position som kristne består ikke så meget i, at et samfund er ved at neutralisere os, men i, at vi på mange måder ikke lader de kristne værdier præge vort liv, ja, tværtimod dropper dem efterhånden, som vore omgivelser gør dem til normer. Langt inde i kristne rækker er der ikke den samme respekt som tidligere for livet fra dets undfangelse til den naturlige død, kristnes syn på ægteskab og familie tilpasses i høj grad omgivelsernes, religionen bliver en privatsag og solidariteten med de svage svækkes.

Selv om vi ofte taler om, at vort land, vort kontinent, bygger på en kristen kultur, så har vi enten glemt eller ignorerer, at det er kristendommen, der har skabt denne kultur. I stedet for ser vi på kristendommen gennem den ændrede kulturs linse og filtrerer det af kristendommen fra, som ikke længere synes relevant. Når den kristne kultur ikke kontinuerligt har bevaret sin gennemslagskraft, så skyldes det til tider manglende iver og autenticitet. Endnu i middelalderen formåede Kirken at reformere sig selv, når verdslighed var ved at tage overhånd, som f.eks. gennem den ånd, som Den hl. Frans af Assisi blev initiativtager til. Senere lykkedes det kun delvist og ofte med store omkostninger. Den i første omgang berettigede kritik af den måde, kristendommen blev levet på, blev til fjendskab. Fjendskabet blev til ligegyldighed, men en ligegyldighed, som igen truer med at blive til en ny og subtil intolerance.

Hvordan skal vi så navigere som kristne i vor tids samfund, som er så komplekst, som vi er så afhængige af og spundet ind i og ikke mindst på mange måder værdsætter og holder af og ser fordele ved? Det er ikke nemt at opremse få lette enkeltpunkter. For at nå dertil må vi først gøre os nogle grundlæggende overvejelser om, hvorfor vi er kristne, og hvordan vi vil være det. Selv om vi ikke for hurtigt skal sætte os i en martyrrolle, så har det at være kristen altid betydet at være anderledes. Det var de første kristne særligt bevidste om, ikke fordi de følte sig moralsk bedre; men fordi deres tro uvægerligt gjorde dem anderledes og så ofte til genstand for forfølgelse. De første kristne var ikke kun en from forening, men også borgere, der levede og engagerede sig i samfundet. Sådan beskrives de af forfatteren til brevet til Diognetus, et skrift i gruppen af de såkaldte apostolske fædre fra de første kristne århundreder: ”De kristne kan ikke kendes fra andre mennesker ved enten nationalitet, sprog eller skikke. De bor ikke i deres egne særlige byer eller taler en mærkelig dialekt eller følger en fremmed levevis. Deres lære bygger ikke på grublerier af menneskelig nysgerrighed. Til forskel fra nogle andre folk, hylder de ikke nogen ren menneskelig lære. Angående klædning, mad og levemåde i almindelighed følger de skikkene i den by, de måtte leve i, hvad enten den er græsk eller fremmed”. Forfatteren fortsætter med at fortælle, at de kristne også må lide forfølgelser og chikane.

Selv om tiden er en anden, har det ikke ændret ved, at kristne altid skal gøre en forskel uden at afsondre sig fra eller fornægte det samfund, de lever i. At gøre det i dag, er måske mere kompliceret, men ikke umuligt. Et første skridt, er at give Gud, hvad Guds er, at tro på ham, at vise ham tillid, at give ham plads i sit liv, at følge hans bud og indskydelser samt ikke vige tilbage for at forkynde og forsvare den kristne tro, når lejlighed gives eller situationen byder der. Det skaber identitet, som kan mindske, om ikke fjerne alle trængsler, og i hvert fald bliver vi ikke ligegyldige, men kan også i dag, som Diognetusbrevets forfatter siger, som kristne ”blive for verden, hvad sjælen er for legemet”. Ambitiøst, nogle vil sige arrogant, men i hvert fald i overensstemmelse med Kristi ord om at være surdej, verdens lys og jordens salt (Matt 13,33. Matt 5,13-14).

Amen.