06.11.17 15:04 Alder: 18 days
Kategori: Nyt fra verdenskirken

Pavens prædiken: "Det, at vågne fra døden, er ikke i sig selv en tilbagevenden til livet"


Foto: AFP

Pavens prædiken under messen for afdøde kardinaler og biskopper den 3. november:

Dagens fejring sætter os endnu over for dødens realitet. Den fornyr vor sorg over tabet af dem, som har stået os nært og har været gode imod os. Men frem for alt nærer liturgien vort håb for dem og os selv.

Den første læsning udtrykker en stærkt håb om de retfærdiges opstandelse: ”Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky” (Dan 12,2). De, der sover i jorden, er selvfølgelig de døde. Men det, at vågne fra døden, er ikke i sig selv en tilbagevenden til livet; nogle vil vågne op til evigt liv, andre til evig forhånelse. Døden udgør den definitive ”skillevej”, som vi allerede her på jorden har foran os: livets vej med Gud eller dødens vej langt fra Ham. De ”mange”, som vil opstå til evigt liv, skal forstås som ”de mange” for hvem Kristi blod blev udgydt. De tilhører den mangfoldige skare, som – takket være Guds godhed og barmhjertighed – kan erfare det liv, som ikke hører op, den endegyldige sejr over døden gennem opstandelsen.

I evangeliet styrker Jesus vort håb idet han siger: ”Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af dette brød, skal leve til evig tid” (Joh 6,51). Disse ord genkalder Kristi offer på korset. Han har taget døden på sig for at frelse dem, som Faderen har givet ham og som var døde i syndens trældom. Jesus har gjort sig til vor broder og har delt vore menneskelige vilkår indtil døden. Med gennem sin kærlighed har han brudt dødens åg og åbnet livets port for os. Når vi tager del i hans legeme og blod, er vi forenet med hans trofaste kærlighed, der omgiver hans endegyldige sejr af det gode over det onde, lidelse og død. I kraft af dette guddommelige bånd af Kristi kærlighed, ved vi, at vort fællesskab med de døde ikke blot er et ønske eller en illusion, men er blevet til virkelighed.

Troen på opstandelsen, som vi bekender, gør os til mænd og kvinder af håb, ikke af fortvivlelse; mænd og kvinder fulde af liv, ikke af død, fordi vi trøstes af løftet om det evige liv, som er rodfæstet i vor forening med den opstandne Kristus.

Dette håb, genantændt i os ved Guds ord, hjælper os til at have en tillidsfuld holdning i lyset af døden. Jesus har vist os, at døden ikke har det sidste ord, men at Faderens barmhjertige kærlighed forvandler os og sætter os i stand til at leve i evigt fællesskab med Ham. Et grundlæggende kendetegn hos den kristne er en følelse af ængstelig forventning overfor det endelige møde med Gud. Det har vi netop bekræftet i vekselsangen: ”Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?” (Sl 42,3). Disse poetiske ord udtrykker vores overvågne og forventelige længsel efter Guds kærlighed, skønhed, lykke og visdom.

Disse samme salmeord var indprentet i sjælen hos de af vore afdøde brødre, kardinaler og biskopper, vi mindes i dag. Med evighedens horisont som baggrund har de forladt os efter at have tjent Kirken og det folk, som var dem betroet. Mens vi således siger tak for deres generøse tjeneste for evangeliet og Kirken, synes vi at høre dem gentage med apostlen: ”Og det håb gør ikke til skamme” (Rom 5,5). Ja, sandelig skuffer det ikke! Gud er trofast og vort håb i Ham er ikke forgæves. Lad os påkalde Jomfru Marias moderlige forbøn for dem, at de må have del i det evige måltid, som de med tro og kærlighed har fået en forsmag på i løbet af deres jordiske pilgrimsfærd.