13.11.17 09:37 Alder: 11 days
Kategori: Nyt fra verdenskirken

Johannes Paul I og syv andre skridtet nærmere en helgenstatus


Pave Johannes Paul I, der blot nåede at være pave i 33 dage, er kommet et skridt nærmere helgenstatus. Det skete, da pave Frans den 8. november gav sin autorisation til at promulgere otte nye dekreter, heriblandt at erklære Johannes Paul I for Venerabilis, Guds ærværdige tjener – det andet af fire trin på vejen mod kanonisering. Det næste skridt er en saligkåring og for at nå hertil skal Vatikanet godkende et mirakel sket på den tidligere pavens forbøn.

Den tidligere kardinal Albino Luciani (1912-78) døde af et hjerteslag blot 33 dage efter at være blevet valgt til pave på konklavet i 1978. Hans korte embedsperiode og omstændighederne ved hans død har været omgærdet af mange rygter og konspirationsteorier, men disse afvises i en netop udgivet bog Papa Luciani: Cronaca di una morte af den italienske journalist Stefania Falasca, der også er vicepostulator i saligkåringsprocessen for Johannes Paul I.

Under hans saligkåringsproces er dukket hidtil ukendte detaljer om hans død. Blandt andet skulle pave Johannes Paul I få timer før sin død den 28. september 1978 have klaget til sin privatsekretær John Magee over stærke smerter i den øvre del af brystet, men han afviste at blive tilset af en læge. Dette understøtter den officielle forklaring om at han døde af et hjerteslag.

81 af historiens 266 paver er blevet helgenkårede, mens 14 andre er undervejs mod at opnå helgenstatus.

Pavetale skyld i mord
Under audiensen med præfekten for helligkåringskongrationen, kardinal Angelo Amato, underskrev pave Frans også syv andre dekreter. To af dekreterne anerkender martyriet hos to personer, der blev dræbt af had til troen (in odium fidei), hvilket giver dem titlen Venerabilis og kan bane vejen for en snarlig saligkåring. Det gælder for:

* Guds tjenerinde Leonella Sgorbati (født Rosa Maria), italiensk ordenssøster i instituttet Missionarie della Consolata (ISMC), født den 9. december 1940 i Rezzanello i Norditalien, dræbt af had til troen den 17. september 2006 i Mogadishu, Somalia. Mange mener, at hun blev dræbt som en reaktion på pave Benedikt XVI’s tale i Regensburg den 12. september 2006.

* Guds tjener Johannes Brenner OCist (født János), ungarsk verdenspræst og cisterciensernovice, født den 27. december 1931 i Szombathely, Ungarn, dræbt af had til troen den 15. december 1957 i Rábakethely i Ungarn.

Paven underskrev et dekret, der anerkendte de heroiske dyder hos en salig som et led i hans helgenkåringsproces. Det gælder for:

* Den salige Bernhard II af Baden, tysk markgreve, født i slutningen af 1428 eller begyndelsen af 1429 på slottet Hohenbaden i Tyskland, død den 15. juli 1458 på en rejse i Moncalieri, Italien.

Derudover har fire personer – udover førnævnt pave Johannes Paul I – fået deres heroiske dyder anerkendt og er blevet erklæret Venerabilis. Det gælder for:

* Guds tjener Gregorio Fioravanti (født Lodovico), italiensk præst OFM, grundlægger af kongregationen Suore Francescane Missionarie del Sacro Cuore (FMSC) født den 24. april 1822 i Grotte di Castro, Italien, død den 23. januar 1894 i Gemona, Italien.

* Guds tjener Tomás Morales Pérez, venezuelansk præst SJ, grundlægger af sekularinstitutterne Cruzados e Cruzadas de Santa María, født den 30. oktober 1908 i Macuto, Venezuela, død den 1. oktober 1994 i Alcalá de Henares, Spanien.

* Guds tjener Marcellino af Capradosso (født Giovanni Maoloni), italiensk lægbroder OFMCap, født den 22. september 1873 i Villa Sambuco, Italien, død den 26. februar 1909 i Fermo i Italien.

* Guds tjenerinde Teresa Fardella De Blasi, italiensk enke og grundlægger af Istituto delle Suore Povere, Figlie di Maria della Santissima Incoronata, født den 24. maj 1867 i New York, USA, død den 26. august 1957 i Trapani, Italien.