13.12.17 10:34 Alder: 73 days
Kategori: Nyt fra bispedømmet, Andet, hovednyhed

Menighedsrådsvalg 2018 skudt i gang


Foto: Leafly

Søndag den 18. marts 2018 er det store valgdag i de katolske menigheder i Danmark, hvor der skal vælges nye medlemmer til det lokale menighedsråd, som efterfølgende skal udpege medlemmer til et nyt pastoralråd.

I de tilfælde, hvor menighedens søndagsmesse kun fejres lørdag den 17. marts, finder afstemningen sted denne dag, mens der kan stemmes både lørdag og søndag i de menigheder, hvor søndagsmessen fejres begge dage.

Valgstyrelser
Tidligere i år blev der nedsat en central valgstyrelse for hele bispedømmet, hvis opgave er at koordinere den overordnede tilrettelægning af valget og dets gennemførelse samt behandle eventuelle klager, se under Klager. Bispedømmets valgstyrelse udgøres af Vilhelm Holsting (formand), Ulla Pinborg, Johan Hartmann-Stæger, Hans B. Thomsen og Pernille Wedel. Bispekontorets repræsentant er Niels Messerschmidt.

Også i de enkelte menigheder er der blevet nedsat en lokal valgstyrelse. På katolsk.dk findes en oversigt over menighedernes valgformænd (m/k) og kontaktoplysninger. Her kan man i øvrigt finde alle de detaljerede regler om valget og de frister, der gælder, hvis man vil opstille kandidater. Man kan også downloade materiale til brug for valget – vedtægterne, diverse bilag, en pædagogisk kvikguide med de vigtigste oplysninger samt en kursusfolder for medlemmerne af de nye menighedsråd.

Hvem kan stemme?
Valgret til menighedsråd og pastoralråd har enhver katolik i menigheden, som senest på valgdagen den 18. marts 2018 er fyldt 16 år, og som senest den 18. februar 2018 er opstillet på menighedens valgliste. En katolik mister dog sin valgret, hvis vedkommende bringer eller har bragt sig i åbenbar modsætning til Den katolske Kirke.

Hvem kan vælges?
Valgbar til menighedsrådet og pastoralrådet er enhver katolik i Danmark, som er opført på valglisten i menigheden. For Færøerne og Grønland gælder særlige regler. En katolik mister dog sin valgbarhed, såfremt vedkommende bringer sig i et sådant forhold til Kirken, at vedkommende må anses for uegnet til at beklæde offentligt hverv i Kirken.

Valglisten
I hver menighed udarbejdes en valgliste til valg af menighedsråd. Valglisten skal fremlægges til eftersyn fra og med onsdag den 17. januar 2018 til og med søndag den 18. februar 2018. Der er så mulighed for – inden den 26. februar 2018 kl. 16.00 – at klage over uberettiget optagelse eller udeladelse på valglisten; se nærmere nedenfor under Klager.

Afholdelse af menighedsmøde
I hver menighed skal der holdes et menighedsmøde, hvor menighedens medlemmer orienteres om valget. Mødet kan blandt andet være vejledende med hensyn til kandidatopstillingen. Mødet skal holdes i tidsrummet fra og med lørdag den 20. januar 2018 til og med søndag den 4. februar 2018.

Kandidater til menighedsrådsvalget
Enhver, der har valgret, kan skriftligt og senest den 18. februar 2018 foreslå en eller flere kandidater til menighedsrådsvalget. Man har også ret til at foreslå sig selv.

Når fristen for opstilling er passeret, fremlægger den lokale valgstyrelse kandidatlisten til offentligt gennemsyn. Man kan så – inden den 26. februar 2018 kl. 16.00 – klage over optagelse eller udeladelse på listen; se nærmere nedenfor under Klager.

Udpegning til pastoralrådet
Ved menighedsrådenes udpegning af pastoralrådsmedlemmer kan enhver dertil villig katolik, som er opført på valglisten for den pågældende menighed eller en af de omfattende menigheder, udpeges som medlem af pastoralrådet. I bilag til vedtægterne, som kan downloades fra førnævnte hjemmeside, kan man i øvrigt se en oversigt over de nye udpegningsområder til pastoralrådet, som følger efter ændringerne i det nye katolske danmarkskort.

Katolikker bosiddende på Færøerne og i Grønland, kan ikke udpeges til pastoralrådet.

En katolik kan dog ikke udpeges, såfremt vedkommende bringer sig i et sådant forhold til Kirken, at vedkommende må anses for uegnet til at beklæde offentligt hverv i Kirken. Det gælder også, hvis vedkommende ikke betaler kirkeskat til Den katolske Kirke.

I de tilfælde, hvor flere menighedsråd, i fællesskab skal udpege et pastoralrådsmedlem, påhviler det menighedsrådet, i den menighed med flest medlemmer, at indkalde alle menighedsrådene til et fælles møde.

Menighedsrådet, i den menighed, der har flest medlemmer, fastsætter sted og tid for det enkelte møde, der tidligst kan afholdes den 8. april 2018 og senest skal afholdes den 15. april 2018.  Hvor et menighedsråd skal udpege et eller flere pastoralrådsmedlemmer, foretages udpegningen enten på det konstituerende møde eller et møde indkaldt senest syv dage efter det konstituerende møde.

Afstemning pr. brev
Er man forhindret i at indfinde sig på afstemningsstedet inden for det til afstemning fastsatte tidsrum, kan man stemme pr. brev. Man skal i så fald henvende sig til formanden for valgstyrelsen i den menighed, på hvis valgliste man er optaget, og fra denne vil man da modtage det nødvendige materiale til brevafstemningen og orientering om, hvornår ens brevstemme skal være fremme for at blive talt med.

Brevafstemning kan ske fra fredag den 23. februar 2018 til dagen før menighedsvalget, lørdag den 17. marts 2018.

Optælling
Opgørelsen af valgets resultat (stemmeoptællingen) er offentlig, men dog således, at tilskuerne ikke har adgang til selve det område, hvor den lokale valgstyrelses medlemmer og de tilforordnede foretager optællingen. Tilskuerne bør derimod kunne følge optællingen gennem højtlæsningen af navnene på de kandidater, der har opnået stemmer.

Klager
Der skulle jo helst ikke være noget at klage over, men skulle det alligevel ske, kan man hos formanden for den lokale valgstyrelse få udleveret en vejledning, der fortæller, hvem man skal klage til og eventuelt anke over for, hvis man ikke er tilfreds med afgørelsen af klagen, og hvilke frister der i så henseende gælder.

Man kan også læse denne vejledning på katolsk.dk i dokumentet ’Bilag til vejledning til de lokale valgstyrelser vedrørende valg til menighedsråd og udpegning til pastoralråd den 18. marts 2018’ (bilag P).