14.12.17 15:26 Alder: 186 days
Kategori: Biskoppens prædikener

Prædiken under økumenisk gudstjeneste i Vor Frue Kirke 3. dec.


Foto: Hasse Ferrold

Biskop Czeslaw Kozons prædiken i Københavns domkirke, Vor Frue, søndag 3. december 2017 i forbindelse med økumenisk gudstjeneste for 500-året for reformationen.

Læsning: Jer 31,31-34

”Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag, jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Ægypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren.

Men sådan er den pagt jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, sige Herren: ”Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længer belære sin landsmand og sin broder og sige: ”Kend Herren!” For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd”.

Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte.” (Jer 31,33b). Denne læsning fra Det gamle Testamente beskriver dels de gange folket har svigtet, dels er det en forudsigelse af menneskets mulighed for at rejse sig igen of fatte mod. Loven bliver lagt i menneskets indre. Vi kan sige, det er en beskrivelse af samvittigheden, som gør mennesket i stand til at navigere i livets ofte oprørte farvande. Denne lov er opfyldt i Kristus, som vi er blevet eet med i dåben. Hans Ånd minder os om denne lov, både at den er i vort hjerte og om, hvad den indeholder. Selv om vi således har Kristus og hans Ånd iboende hos os, har vi brug for livgivende ord som næring og vejledning. Guds ord skal formidle trøst og opmuntring og skabe identitet.

Men Den hellige Skrift er også en autoritet. Vi tror på, at den er inspireret, at Gud ved sin Ånd har talt gennem de enkelte forfattere, således, at ”ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til at god gerning.” (2 Tim 3,16-17).

På reformationstiden var opstod mange kontroverser på baggrund af, hvorvidt diskussionsemnerne kunne begrundes i Den hellige Skrift. Hvis dette ikke var muligt blev det om ikke altid forkastet, så fortrængt til randen af kristen tro og praksis. Det var spiren til uenighed om forholdet mellem Skrift og Tradition, mellem det nedfældede Guds ord i Bibelen og den sammenhæng Bibelen blev forkyndt og tolket i.

I Andet Vatikankoncils dogmatiske konstitution Dei Verbum læser vi, at ”Kirkens embede ikke står over Guds ord, men tjener det […] idet det ærbødigt lytter til dette ord, bevarer det med omhu og fremsætter det med trofasthed.” (nr. 10). ”Derfor bør al kirkelig forkyndelse, ja hele den kristne religion næres af og underkaste sig Den hellige Skrift.” (nr. 21).

Som andre af reformationstidens kontroverspunkter ikke længere er relevante, bør der heller ikke længer være nogen strid kristne imellem om Skriftens plads og dens forhold til sund og ægte tradition. Selv om Luther understregede autoriteten i Skriften alene, læste han den ikke isoleret, men i forhold til bestemte sammenhænge og med reference til den tidlige Kirkes kristologiske og trinitariske bekendelse, som for ham bragte Skriftens hensigt og mening til udtryk […] Han fortolkede Skriften med reference til kirkefædrene, især til Augustin (Fra Konflikt til Fællesskab nr. 199).

Sola Scriptura skal i dag ikke ses som en modsætning til Traditionen og til det kirkelige læreembedes fortolkning af den, men som modsætning til og midlet imod en anden form for tradition – med lille ’t’, formet ikke af århundreders liv sammen med Skriften, men dannet af tidsånden og den enkeltes situationsbestemte udlægning. Luther sagde: ”Læg mærke til, at dét er Skriftens styrke, at den ikke forvandles til den, der studerer den, men at den forvandler den, der elsker den, til lighed med sig og sin styrke” (WA 3; 397,9-11 (Dictata super Psalterium; 1513-1515). I denne erfaringssammenhæng viser det sig, at det ikke kun er mennesket, der fortolker Skriften; langt mere bliver mennesket også fortolket af den, og det er beviset på Skriftens fuldmagt og autoritet (Fra konflikt til Fællesskab nr. 197).

Skepsis over for fundamentalistisk tolkning af hellige skrifter er uberettiget smittet af på manges holdning til Bibelen. Det hævdes, at vi skal udfordre Bibelen og ikke omvendt. Det er berettiget at gøre brug af andre videnskabelige discipliner for at komme ind i det miljø og den sammenhæng, de enkelte bibelske skrifter blev forfattet i; men snarere end at svække Bibelens budskab, vil kendskab til forfatternes kulturelle og historiske sammenhænge, gøre mange ting mere forståelige.

Traditionen – også i en bredere kirkelig forstand den blot den katolske - skal i dag ikke ses som en konkurrent til Skriften, endsige som en trussel mod den, men som en beskytter, ikke som en omklamrende beskytter med ejerfornemmelser, men som en beskytter, der ved fordybelse og lydhørhed over for Skriften lader den komme til sin ret og giver den den autoritet og formative rolle, som autentisk kristendom altid har tildelt den.

Selv om vi ofte bruger Guds ord - i ental – om hele Den hellige Skrift, er det egentlige Guds Ord hans egen Søn, sådan som Johannesprologen beskriver det. Med denne forståelse af Guds ord er det, at hele Skriften, også Det gamle Testamente, er med til at ”drive Kristus” og give ham plads i vort liv.

Amen.