31.12.17 00:00 Alder: 269 days
Kategori: Nyt fra verdenskirken, hovednyhed

Migranter og flygtninge: mænd og kvinder, der søger fred


Pave Frans’ budskab til Bededagen for Fred - den 1. januar 2018

1. Dybtfølte fredshilsner

Fred til alle mennesker og alle nationer i verden! Den fred, englene forkyndte for hyrderne julenat[1], er en dyb længsel i os alle, i ethvert menneske og ethvert folkeslag, og navnlig hos dem, der lider under fraværet af fred. Blandt dem, jeg har i mine tanker og bønner, vil jeg atter nævne de mere end 250 millioner migranter verden over – af dem er 22,5 millioner flygtninge. Pave Benedikt XVI, min højt elskede forgænger, omtalte dem som ”mænd og kvinder, børn, unge og ældre, der leder efter et sted hvor de kan leve i fred.”[2] For at finde denne fred er de villige til at risikere deres liv på en ofte lang og farefuld rejse, at udholde strabadser og lidelser, og at møde hegn og mure opført for at holde dem langt væk fra deres mål.

Lad os i en ånd af medfølelse omfavne alle, der er på flugt fra krig og sult, eller på grund af diskriminering, forfølgelse, fattigdom og miljøødelæggelser er tvunget til at forlade deres hjemlande.

Vi ved, at det ikke er nok at åbne vort hjerte for andres lidelser. Meget mangler fortsat at blive gjort før vore brødre og søstre igen kan leve i fred og sikkerhed. At byde andre velkommen fordrer et håndgribeligt engagement, et netværk af støtte og sympati, opmærksomhed og velvilje, en ansvarsfuld håndtering af nye og komplekse situationer, for ikke at glemme behovet for ressourcer, der altid er begrænsede. Ved at handle klogt bør de politiske ledere gennemføre praktiske foranstaltninger til at modtage, arbejde for, beskytte, integrere og ”så vidt samfundets almene og sande vel tillader det, imødekomme dem, der ønsker at blive optaget i det pågældende samfund.”[3] De politiske ledere har naturligvis et ansvar overfor deres eget samfund, hvis legitime rettigheder og harmoniske udvikling de skal sikre, for ikke at blive som den forhastede bygmester, der fejlberegnede og ikke færdigbyggede det tårn, han var begyndt at opføre.[4]

2. Hvorfor så mange flygtninge og migranter?
Da den hellige Johannes Paul II kiggede frem mod det store jubilæumsår, som skulle markere, at der var gået 2000 år siden englene forkyndte freden i Betlehem, pegede han på det stigende antal fordrevne personer som en af konsekvens af den ”endeløse og forfærdelig følge af krige, konflikter, folkemord og etniske udrensninger”[5] i det 20. århundrede. Indtil nu har det nye århundrede ikke budt på noget virkeligt anderledes: væbnede konflikter og andre former for organiseret vold skaber fortsat folkevandringer inden- og udenfor landenes grænser.

Men mennesker migrerer også af andre grunde. Primært fordi de ”længes efter et bedre liv, og ikke sjældent prøver de at undslippe ’håbløsheden’ ved et liv uden lovende fremtidsudsigter.”[6] De rejser ud for at blive genforenet med deres familier, eller søge arbejdstilladelse eller uddannelse. Mennesker, som ikke kan nyde disse rettigheder, lever ikke i fred. Som jeg har bemærket det i encyklikaen Laudato Si’, har der også været ”en tragisk stigning i antallet af migranter, som flygter fra en voksende fattigdom, der skyldes miljøskader.”[7]

De fleste migrerer ad de normale ruter. Når nogle alligevel rejser ad andre ruter sker det ofte i desperation over, at deres eget land ikke kan tilbyde dem sikkerhed eller et livsgrundlag, eller når de lovlig ruter ikke er mulige, er lukkede eller for langsommelige.

I mange modtagerlande har der bredt sig en retorik, hvor modtagelsen af nye migranter siges at udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller at de er skyld i store udgifter, og således nedgøres det menneskeværd, som er forbeholdt alle Guds børn. De, der uanset politisk motiv, spiller på frygten for migranter, sår vold, diskrimination og fremmedhad i stedet for at skabe fred. Det er til stor bekymring for dem, der arbejder med at forbedre ethvert menneskes vilkår.[8]

Alle tegn i det internationale samfund tyder på, at den globale migration vil fortsætte i fremtiden. Nogle ser det som en trussel; jeg selv beder om, at man tillidsfuldt må se det som en mulighed for at opbygge fred.

3. Med et kontemplativt blik

Troens vished nærer et kontemplativt blik for, at vi alle ”tilhører én og samme familie, migranterne og de lokalsamfund, der tager imod dem, og alle har vi samme ret til at nyde jordens goder, hvis bestemmelse er universel sådan som Kirkens sociallære lærer os. Her grundlægges solidaritet og delagtighed.”[9] Disse ord opvækker i os det bibelske billede af Det nye Jerusalem. Profeten Esajas bog (kapitel 60) og Johannes Åbenbaring (kapitel 21) beskriver hvorledes byens porte altid er åbne for folk af enhver nation, som forundres over den og fylder den med rigdomme. I byen hersker fred og en retfærdighed.

Vi må også rette et kontemplativt blik mod de byer, vi beboer; ”et troens blik, som ser Gud tage bolig i deres hjem, i deres gader og torve, […] som fostrer solidaritet, broderskab og ønsket om godhed, sandhed og retfærdighed”[10] – med andre ord, at opfylde løftet om fred.

Når vi retter blikket mod migranter og flygtninge opdager vi, at de ikke ankommer tomhændede. De medbringer deres mod, deres evner, energi og håb og deres egne kulturelle skatte. På den måde beriges de lande, der modtager dem. Vi ser også opfindsomhed, vedholdenhed og selvopofrende ånd hos de mange individer, familier og fællesskaber verden over, som åbner deres døre og hjerte for migranter og flygtninge, selv dér hvor ressourcerne er knappe.

Et kontemplativt blik bør også ledsage dem med ansvaret for det fælles vel og opmuntre dem til at efterstræbe måder hvorpå man kan byde velkommen inden for rammerne af ”samfundets almene og sande vel.”[11] De må have øje for alle medlemmer af den menneskelige families og det enkelte menneskes velbefindende.

De, der anskuer tingene således, vil kunne genkende de fredens frø, som allerede spirer frem og give dem yderligere vækst. Vore byer – der ofte er delte og polariserede på grund af konflikter om tilstedeværelsen af migranter og flygtninge – vil da kunne blive fredens værksteder.

4. Fire milepæle for handling

At give asylansøgere, flygtninge, migranter og ofre for menneskehandel mulighed for at finde den fred, de søger, kræver en strategi som forener de fire indsatsområder; at byde velkommen, at beskytte, at støtte og at integrere.[12]

At ”byde velkommen” handler om at forbedre de lovlige måder, hvorpå flygtninge og forviste personer kan komme ind i et land på – i stedet for at udvise dem til lande, hvor de risikerer forfølgelse og at blive udsat for vold. Det handler også om at afveje hensynet til vor egen nationale sikkerhed med hensynet til de grundlæggende menneskerettigheder. Den hellige Skrift minder os om: ”Glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster.”[13]

At ”beskytte” har at gøre med vores pligt til at erkende og forsvare den ukrænkelige værdighed hos mennesker, som på flugt fra reelle farer søger asyl og sikkerhed, samt at forhindre at de udnyttes. Jeg tænker især på kvinder og børn i situationer, hvor de er udsat for farer og overgreb, ja endda slaveri. Gud gør ikke forskel på mennesker: ”Herren beskytter de fremmede, han bringer faderløse og enker på fode.”[14]

At ”støtte” indebærer, at man støtter migranters og flygtninges hele menneskelige udvikling. Blandt de mange muligheder vil jeg her gerne fremhæve vigtigheden af, at give børn og unge adgang til uddannelse på alle niveauer. Det vil ikke kun sætte dem i stand til at opdyrke og virkeliggøre deres egne potentialer, men også klæde dem bedre på til at møde andre og at opdyrke en ånd af dialog i stedet for afvisning eller konfrontation. Bibelen lærer os, at Gud ”elsker den fremmede og giver ham føde og klæder. Derfor skal I elske den fremmede, I var jo selve fremmede i Egypten.”[15]

Til sidst vil ”integrere” sige, at tillade flygtninge og migranter fuldt ud at deltage i samfundslivet i deres værtslande – til gensidig berigelse og frugtbart samarbejde til gavn for hele lokalsamfunds menneskelige udvikling. Den hellige Paulus udtrykker det med disse ord: ”Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de hellige medborgere og hører til Guds husstand”[16]

5. Forslag til to internationale aftaler

Jeg håber af hele mit hjerte, at denne ånd vil gennemsyre den proces, som i løbet af 2018 vil få De Forenede Nationer til at formulere og ratificere to internationale aftaler: én om en sikker, velordnet og lovlig migration, en anden om flygtninge. Sådanne indgåede aftaler på internationalt niveau vil danne rammen for fremtidige politiske forslag og praktiske foranstaltninger. Derfor må de være inspireret af medfølelse, fremsynethed og mod for at udnytte enhver given lejlighed til at fremme en fredsskabende proces. Kun da kan vi undgå, at den realisme, som er påkrævet i international politik, ikke hengiver sig til kynisme og ligegyldighedens globalisering.

Dialog og samarbejde er en nødvendighed og særlig pligt for det internationale samfund. På tværs af de nationale grænser må man byde et større antal flygtninge velkommen – eller sikre dem en bedre modtagelse – også i mindre velhavende lande, hvis et internationalt samarbejde kan sikre dem den nødvendige finansiering.

Afdelingen for migranter og flygtninge under Vatikanets kontor for fremme af integreret menneskelig udvikling, har offentliggjort en handlingsplan på tyve punkter. Den indeholder konkrete anvisninger til hvordan disse fire ord kan implementeres i offentlig politik og styrke holdningen og handlingerne i kristne fællesskaber.[17] Formålet er, sammen med andre bidrag, at udtrykke Den katolske Kirkes interesse for den proces, som resulterer i vedtagelse af de to internationale FN-aftaler. Denne interesse er tegn på en mere generel pastoral omsorg, som går helt tilbage til Kirkens grundlæggelse og som fortsat gennemsyrer dens mange opgaver i dag.

6. Med tanke på vort fælles hjem

Lad os blive inspireret af den hellige Johannes Paul II’s ord: ”Hvis alle deler ’drømmen’ om en fredelig verden, hvis flygtninges og migranters bidrag værdsættes på den rette måde, kan menneskeligheden mere og mere blive en universel familie og vor jord et ægte ’fælles hjem.’”[18] Op gennem historien har mange troet på denne ’drøm’ og deres bidrag vidner om, at det ikke længere er ren utopi.

Blandt dem mindes vi den hellige Frances Xavier Cabrini, der døde den 13. november for 100 år siden. Denne bemærkelsesværdige kvinde, som viede sit liv til at tjene migranter og blev deres skytshelgen, lærer os at byde andre velkommen, beskytte, støtte og integrere dem. Må Herren, gennem hendes forbøn, sætte os alle i stand til at erkende, at ”en retfærdighedens høst sås i fred af dem, der skaber fred.”[19]

Vatikanet den 13. november 2017

Givet på mindedagen for den hellige Frances Xavier Cabrini, skytshelgen for migrantern


[1] Luk 2,14

[2] Angelus, 15. januar 2012

[3] Johannes XXIII, encyklikaen Pacem in Terris, 106

[4] Luk 14,28-30

[5] Budskab til Verdensbededagen for Fred år, 2000, 3

[6] Benedikt XVI, Budskab til Verdensbededagen for Migranter og Flygtninge, 2013

[7] Nr. 25                                              

[8] Jf. Tale til De europæiske katolske Bispekonferencers nationale ledere om den pastorale omsorg for migranter, 23. september 2017

[9] Benedikt XVI, Budskab til Verdensbededagen for Migranter og Flygtninge, 2011

[10] Apostolisk formaning Evangeliets Glæde, 71

[11] Johannes XXIII, encyklikaen Pacem in Terris, 106

[12] Budskabet til Verdensbededag for migranter og flygtninge, 2018

[13] Heb 13,2

[14] Sl 146,9

[15] 5 Mos 10,18-19

[16] Ef 2,19

[17] ”Tyve pastorale handlingspunkter” og ”Tyve handlingspunkter for de Internationale Aftaler” (2017); jf. også FN’s dokument A / 72 / 528

[18] Budskab for Verdensbededagen for migranter og flygtninge, 2004, 6

[19] Jak 3,18