28.12.17 08:52 Alder: 172 days
Kategori: Biskoppens prædikener

Prædiken i domkirken juledag 2017


Læsninger: Es 52,7-10       Hebr 1,1-6    Joh 1,1-5.9-14

Kære medbrødre i præstedømmet, kære forsamlede menighed,

Som sagt hører vi i dag et evangelium, der går længere bag om det, der skete, da Guds Søn blev menneske, og også fortæller os hele forhistorien. I julenattens evangelium bliver vi sat ind i den jordiske sammenhæng, som var rammen om, at Guds Søn blev født. I dag hører vi om, hvad der gik forud, men samtidig er det også en kort, meget koncentreret beskrivelse af Guds frelsesplan og til dels også af skaberordenen.

De ord i Johannesprologen, som vi særligt hæfter os ved, kan være begyndelsen: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud” (1,1), og ikke mindst er vi meget fortrolige med Angelusbønnen med ordene: ”Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os” (1,14a).

Men fordi Johannesprologen er en så koncentreret tekst, er der også mange andre ting, vi kan drage frem, også måske nogle mere udfordrende og provokerende, f.eks. når det lyder, at ”han kom til sig eget; men hans egne tog ikke imod ham”(1,12a). Som kristne, der lever i den nye pagt, er vi tilbøjelige til at sige, at det var dengang Jesus kom til jorden og ikke blev modtaget af sit eget folk, nemlig jødefolket, som forkastede ham eller i hvert fald ikke erkendte ham, som den, han er; mens alle vi andre som gode kristne har taget imod Kristus; vi så straks lyset og gjorde det rigtige.

Men fordi Guds mysterier og også hans indgriben på jorden – selv om det er sket én gang for alle – hele tiden forbliver aktuelle og noget, der skal gribes, også af alle mennesker til alle tider, så kan vi også godt lade os røre og udfordre af disse ord: ”Han kom til sit eget; men hans egne tog ikke imod ham.” Det er naturligvis ikke en fordømmelse af eftertiden, og slet ikke af mennesker, som hele livet har taget Kristus til sig, tror på ham, er med til at bygge hans Kirke op og følge hans eksempel og tager hans lære til sig. Men selv om vi har taget Kristus til os, kan vi alligevel godt indimellem i det mindste komme til at overse ham, komme til ikke at tage imod ham. Så selv om Jesu Kristi Kirke er hans ”eget,” og han således allerede er kommet til sit eget, så skal vi hele tiden på ny tage imod ham. Det gælder enhver kristen, også den med det mest intensive fromhedsliv, at man på ny hele tiden skal åbne sig for Kristus og tage ham til sig, for at man netop kan drage fuld nytte og få den fuldkomne glæde af livet med ham.

Der er også andre sammenhænge, hvor vi synes, at det ville være rigtig godt, hvis Jesu egne tog imod ham, og her tænker vi ikke mindst på den store vestlige kultur og kristenhed. Det gælder vort eget land, det gælder efterhånden de fleste europæiske nationer, som smykker sig med kristennavnet, som er præget af kristendommen i kultur og tænkemåde; men hvor Gud Søn alligevel på mange måder er blevet hjemløs og ofte slet ikke kendes. Selv om det kan lyde lidt provokerende og uanbragt, så kan vi måske godt forestille os nutidens verden, den vestlige, i en situation, der minder om den, som Paulus mødte på torvet i Athen, hvor han gik rundt og så på de forskellige templer, de forskellige gudebilleder, og fortalte, at han også havde opdaget et tempel eller et billede, en tavle, hvor der stod: For en ukendt gud. Så siger han til athenienserne og dem, der ellers hører ham, at det, som I tilbeder uden at kende det, det forkynder jeg jer. På samme måde kan vi sige, lidt tilpasset måske, at der er mange mennesker i den kristne verden, der ved siden af mange andre ”guder” også tror på en ukendt gud. Denne ukendte gud er Kristus. For mange er han ukendt, for mange er han uden betydning, mange, også de, der kender ham måske bare lidt, tager ikke de fulde konsekvenser af troen på ham. Derfor har vi også en opgave som kristne nu til dags at gøre Kristus kendt, at det som stadig er bevaret i form af mange traditioner, ikke mindst her omkring julen, mens man går ind for at holde andre ude, mens man kalder vore lande for kristne, ja, da skal den ukendte gud, Jesus Kristus, genopdages. Så derfor er dette et eksempel på, at budskabet om Guds Søns menneskevordelse altid bliver aktuelt, altid bliver udfordrende, altid kan komme til at provokere os. Vi skal, som vi ofte har nævnt, bidrage til, at der igen kommer en sammenhæng mellem det liv, vi lever, og den tro, vi bekender, at vor vestlige kultur, der smykker sig med kristennavnet igen bliver fuldstændig gennemtrængt af Kristus. I vort land bruger vi ofte betegnelsen ”kulturkristne.” Det gælder ikke bare for Danmark, men for mange andre lande, også katolske, at man har et nominelt tilhørsforhold, også er døbt, vedkender sig, ofte i vidt omfang dette medlemskab af Kirken; men ellers betyder det ikke noget. Så er det vane, tradition og kultur, der holder tingene i gang. Og selv om det er lykkedes indtil nu, og selv om det efter nogens mening går rigtigt godt, og at der ikke er grund til bekymring, så er det også en kendsgerning, at en sådan kristendom, der kun bygger på kultur i form af traditioner og vaner, aldrig vil være holdbar i længden eller vil være modstandsdygtig i udfordrende situationer. Vi siger, at vor kultur er præget af kristendommen; men efterhånden er det sådan, at kulturen er blevet selvstændiggjort, og at kulturen så vil præge kristendommen, sætte sig på den, tage over. Her, hvor den kristne tro med sit budskab igen kigger frem, da mener kulturen, at det nogle gange er for meget, -så – selv om vi er kulturkristne, skal vi ikke være kristne så meget, så der gør noget, vil mange om ikke sige, så i hvert fald tænke og handle derefter.

Så derfor er julen med dens budskab også en god anledning til på ny at byde Kristus velkommen i vor sammenhæng, at han må komme til sit eget, både det, som virkeligt er hans eget – for det kan han kræve og bestå på som Gud, - men netop også fordi, vi selv gerne vil have, at det skal være hans eget. Lad os derfor møde Kristus på denne måde, Kristus, der kommer til sit eget, så de, der egentlig gerne vil være hans egne, også virkeligt bliver det.

I den afsluttende bøn til morgenbønner i tidebønnen til juledag, da beder vi: ”Lad al vor gerning afspejle den stråleglans, der lyser ved troen i vort hjerte,” altså, at den tro, som vi har modtaget, som vi har fået som en gave, som på én eller anden måde præger os, også må afspejle sig i vor livsførelse og handlemåde.

Amen.